Daglige arkiver: juli 5, 2011

Balstemning, av Alexander Kielland

Alexander Kielland er novellemesteren vår. Det er ingen andre norske forfattere som så lett og elegant får til å sette en stemning, la en liten handling utspille seg, og så overraske med en artig slutt. Det er internasjonal klasse over dem, mener jeg, men norsk er et vanskelig tilgjengelig språk, og derfor er ikke Kielland mer kjent enn han er, mener jeg. Det er også interessant å merke at han skriver samtidig som en annen av novellemesterne, kanskje den største av dem alle, russeren Anton Tsjekhov. Den realistiske perioden passer for novellen, der man kunne la vanlige mennesker oppleve vanlige hverdagshendelser, og så gjerne at det kunne skje noe morsomt med dem. Andre forfattere som er kjent for gode noveller, eller kortere, episke tekster, har skrevevt i andre perioder, der man gjerne må greie mer ut, for at man skal bli kjent med personenes indre og ytre forhold, alt som gjør dem til det de er, og en rekke med ting som skjer med dem. Den korte novellen, er 1880-årenes sjanger.

Og Kielland er vår norske mester. I Ballstemning bruker han fire sider på å fortelle historien sin. Det er typisk Kielland-lengde, noe som gjør at han også fungerer godt i skolen, og dermed blir bedre husket. Fire sider er også helt nok for ham, som så godt klarer å fortette språket med setninger som uanstrengt betyr noe mer enn de gir seg ut for. For eksempel starten i Ballstemning:

Ad de glatte marmortrinn var hun steget opp uten uhell, uten anstrengelse, alene båret av sin store skjønnhet og sin gode natur. Hun hadde inntatt sin plass i de rikes og mektiges saler uten å ha betalt adgangen med sin ære og sitt gode rykte. Og dog var det ingen som kunne si hvorfra hun var kommet; men det ble hvisket om at det var dypt nedenfra.

Kanskje var det en overdrivelse å ta med hele første avsnitt. Poenget kommer i første avsnitt. Novellen heter «Ballstemning», den er utgitt i samlingen Novelletter, fra 1879. Handlingen er lagt til Paris. Kvinnen det er snakk om, var en gang hittebarn, men ble «oppdaget» (også Kielland setter dette i hermetegn) av en rikmann, som hun tok henne til seg, og gjorde henne fin. På ball må man gjerne gå opp fine marmortrapper for å komme til ballsalen. Her har hun gjort det i overført betydning, hun har gått opp trappene til det finere lag i befolkningen. Dobbeltbetydningen i ordene er direkte, og enkel å få øye på, det er glatt å gå på disse trinnene, underforstått: man kan lett gli, og falle ned igjen.

Denne kvinnen, hennes bakgrunn og nåværende stilling, blir beskrevet over halvannen side. Kielland skriver morsomt, liksom vi er innforstått med alt som står der, men det er vel ikke sikkert Kielland ser for seg innforståtte lesere med rikdommen han beskriver, og heller ikke at alle skal være enige i at vi husker alt fra barndommen på en prikk. Det kan være at Kielland med dette på en litt avansert måte vil vise avstanden mellom kvinner som henne, og de som ikke har slike rikdommer. Det blir i så fall en selvmotsigelse. Hun husker liksom bakgrunnen sin, men når det kommer til stykket, husker hun det ikke i det hele tatt.

Eller.

Det er litt mer å si om denne kvinnen. Hun betalte ikke adgangen til de rikes saler med sin ære, står det, altså hun lå ikke med rikfolket for å få plass hos dem. Hun nøyde seg med en, greven, og det gikk sikkelig for seg. Han oppvartet henne først, lenge, og så giftet de seg til slutt. Aldersforskjellen var stor, som også forskjellen i sosial klasse var det. Hun gav ham sin ungdom og skjønnhet, han hadde pengene og statusen. Så er det altså et spørsmål i denne korte novelletten, som nesten er som en liten skisse, om hun helt klarer å legge bak seg livet hun kommer fra.  Store deler av tiden greier hun det, men greier hun det fullstendig? Vil den litt annerledes forståelsen av urettferdigheten i verden ødelegge ballstemningen?

I det ekvipasjen kjører opp mot ballet hos den russiske ambassadør, så ser hun fattigfolket som står rundt, og husker hvordan hun selv var en av dem. Hun husker hvordan hun drømte om selv å ha ballkjole, en drøm som den gang var uoppnåelig. Det er også en dramatisk sammenligning av Moses som fører israelerne over rødehavet, havet som reiser seg til side, og den røde fargen, rød av blod. Det er i en uklar forestilling den samme muren som står mellom henne og rikfolkene, og de fattige rundt, som står og ser på. Det var farlig, for muren kunne bryte sammen, og så ville de fattige skylle over de rike og deres makt på en måte som var villere enn hvordan havet ville falle ned på israelerne. Her føler hun skam over sin lykke. Hun fortjener ikke sin plass.

Det er en ung attacheaktig skapning, en tjener, som fører henne opp marmortrappene til ballsalen. Han er full av stolthet og håp, et bilde på at han gjennom å føre henne opp, kanskje kan ta del i litt av glansen hun og de andre i ballselskapet er omgitt med.

Så forsøker den gamle greve å gi sin skjønne kone en kompliment. Han synes han lykkes godt, det er langt og sammenhengende, og passe originalt og treffende. Han har jo heller ikke tatt del i noen av tankene hennes, han vet ikke hva stemning hun er i. Hun gir ham ikke den påskjønnelse han hadde ventet, hun er krass i svaret, og snakker om at den væte fra den friske morgendugg, som har gitt henne hennes sjarm, det er i så fall væte fra tårer. Og det gyngende marmorgulv hun danser på, det danser under millioner av menneskers hat.

Det er jo temmelig direkte. Den gamle greven blir endog satt ut av spill et øyeblikk. Han ser ut på det mangehodete uhyre han kaller folkemassen utenfor, et syn han ofte har sett og laget vittigheter over, men som han nå ser som noe uhyggelig. Det varer imidlertid ikke lenger enn at etter en polka, så er det greit igjen, omtrent som Pirogov i Gogols Nevskij Prospekt trengte en pirog, etter at han var havnet i en opprevet sinnstilstand. Det er altså et virkemiddel Kielland kjenner fra før, og bruker som teknikk.

Men hva er det så med denne ballstemningen? Det er en litt mer komplisert novelle enn det som er vanlig hos Kielland, og det som var vanlig i realismen. Det er ikke den stemning man venter seg, det er slett ikke «ballstemning», med vakre mennesker i vakre klær, dans og moro og velstand. Det er stemningen tynget av fattigfolket som ikke kan ta del i den.

Det er også en aldri så liten dynamisk utvikling i karakteren til hovedpersonen. Det er ikke helt skikkelig gjort, det er ikke slik at en konkret hendelse får henne til å se tingene på en ny måte. Det er mer et tilfeldig ball, der hun uten at det er bygget opp i novellen, er moden for å se tingene på en annen måte. Man kan også si at det er alle de tingene som hun bærer med seg, som nå kommer opp, og først nå melder seg med tyngde. Hun kan ikke ta til seg lette komplimenter lenger, nå som hun føler trykket fra de mange som ikke har fått bevege seg oppover marmortrinnene hun har fått gå opp.

Hun føler ikke lenger ballstemningen. Eller først nå, føler hun den.

*

Teksten

Balstemning, av Alexander Kielland

Ad de glatte Marmortrin var hun steget op uden Uheld, uden

Anstrængelse, alene baaret af sin store Skjønhed og sin gode Natur. Hun havde indtaget sin Plads i de Riges og Mægtiges Sale uden at have betalt Adgangen med sin Ære og sit gode Rygte. Og dog var der Ingen, som kunde sige, hvorfra hun var kommen; men der hviskedes om, at det var dybt nedefra.

Som et Hittebam i en Udkant af Paris havde hun hensultet sin Barndom i et Liv mellem Last og Armod, som kun de have Begreb om, der kjende det af Erfaring. Vi andre, der have vor Kundskab fra Bøger og Beretninger, maa tage Fantasien tilhjælp, for at faa en Ide om den arvelige Jammer i en stor By; — og endda er maaske de skrækkeligste Billeder, vi udmale os, blege mod Virkeligheden.

Det var igrunden kun et Tidsspørgsmaal, naar Lasten skulde gribe hende — som et Tandhjul griber den, der kommer for nær en Maskine —; for — efter at have hvirvlet hende rundt i et kort Liv af Skjendsel og Fornedrelse — med en Maskines ubønherlige Nøiagtighed at lægge hende af i en Krog, hvor hun ukjendt og ukjendelig kunde ende dette Vrængebillede af et Menneskeliv.

Da blev hun, som det undertiden hænder, „opdaget“ af en rig og høitstaaende Mand, idet hun som fjortenaars Barn løb over en af de bedre Gader. Hun var paa Veien til et mørkt Bagværelse i Rue des quatre vents, hvor hun arbeidede hos en Madame, hvis Specialitet var Balblomster.

Det var ikke blot hendes overordentlige Skjønhed, der fængslede den rige Mand, men hendes Bevægelser, hendes Væsen og Udtrykket i disse halvfærdige Træk — alt syntes ham at tyde paa, at her førtes en Kamp mellem en oprindelig god Karakter og en begyndende Frækhed. Og da han besad den overflødige Rigdoms uberegnelige Luner, besluttede han at gjøre et Forsøg paa at redde det stakkels Barn.

Det var ikke vanskeligt at sætte sig i Besiddelse af hende, da hun ikke tilhørte nogen. Hun fik et Navn og blev anbragt i en af de bedste Klosterskoler; og hendes Velgjører havde den Glæde at iagttage, at de onde Spirer døde hen og forsvandt. Hun udviklede en elskværdig, lidt indolent Karakter, et feilfrit, roligt Væsen og en sjelden Skjønhed.

Da hun derfor blev voxen, giftede han sig med hende. De levede et meget godt og fredsommeligt Ægteskab. Uagtet den store Aldersforskjel havde han en ubegrændset Tillid til hende, og hun fortjente den.

Ægtefolk leve ikke saa nær indpaa hinanden i Frankrige som hos os; deres Fordringsfuldhed er derfor ikke saa stor og deres Skuffelser mindre.

Hun var ikke lykkelig, men tilfreds. Hendes Karakter egnede sig for Taknemlighed. Rigdommen kjedede hende ikke; tvertimod — den glædede hende mangengang paa en næsten barnagtig Maade. Men det anede Ingen; thi hendes Væsen var altid sikkert og værdigt. Man anede kun, at det ikke stod rigtigt til med hendes Oprindelse; men da Ingen svarede, holdt man op at spørge: man har saameget andet at tænke paa i Paris.

Sin Fortid havde hun glemt. Hun havde glemt den paa samme Maade som vi har glemt Roserne, Silkebaandene og de gulnede Breve fra vor Ungdom, fordi vi aldrig tænke paa dem. De ligge nedlaasede i en Skuffe, som vi aldrig aabne. Og dog — hænder det en enkelt Gang, at vi kaste et Blik i denne hemmelige Skuffe. da vilde vi strax mærke, om der manglede en eneste af disse Roser eller det allermindste Baand. Thi vi ønske det altsammen paa en Prik: Minderne ligge der lige friske — lige søde og lige bitre.

Saaledes havde hun glemt sin Fortid: laaset den ned og kastet Nøglen fra sig.

Men om Natten drømte hun undertiden skrækkelige Ting. Hun følte atter, hvorledes den gamle Hex, hos hvem hun havde boet, ruskede hende i Skulderen, for at jage hende afsted i den kolde Morgen til Madammen med Balblomsterne.

Da fór hun op i Sengen og stirrede ud i Mørket i den dødeligste Angst. Men saa følte hun paa Silketseppet og de bløde Puder, hendes Fingre fulgte de rige Forsiringer paa hendes prægtige Seng; og idet smaa søvnige Englebørn langsomt trak det tunge Drømmetæppe tilside, nød hun i fulde Drag dette eiendommelige, usigelige Velbefindende, vi føle, naar vi opdage, at en ond og hæslig Drøm kun var en Drøm.

————————Lænet tilbage i de bløde Hynder kjørte hun til det store Bal hos den russiske Ambassadeur. Jo nærmere man kom Maalet desto langsommere gik Farten, indtil Vognen naaede den faste queue, hvor det kun gik Skridt for Skridt.

Paa den store Plads foran Hotellet, der var rigt oplyst med Fakler og Gasflammer, havde der samlet sig en stor Mængde Mennesker. Ikke blot Spadserende, der vare blevne staaende, men hovedsagelig Arbeidere, Lediggjængere, fattige Fruentimmer og tvivlsomme Damer stode tæt sammenpakkede paa begge Sider af Vognrækken. Lystige Bemærkninger og ufine Vittigheder i det simpleste Parisersprog haglede ned over de fine Folk.

Hun hørte Ord, som hun ikke havde hart paa mange Aar, og hun rødmede ved Tanken om, at hun kanske var den eneste i hele den lange Vognrække, der forstod disse gemene Udtryk fra Paris’s Bærme.

Hun begyndte at se paa Ansigterne omkring sig; hun syntes, hun kjendte dem alle. Hun vidste, hvad de tænkte, hvad der foregik i alle disse tæt sammenpakkede Hoveder, og lidt efter lidt strømmede en Hær af Erindringer ind paa hende. Hun værgede sig saa godt hun kunde; men hun kjendte sig ikke selv igjen denne Aften.

Altsaa havde hun ikke tabt Nøglen til den hemmelige Skuffe! modstræbende trak hun den ud, og Minderne overvældede hende.

Hun mindedes, hvor ofte hun selv — halvt Barn — med graadige Øine havde slugt de fine Damer, der kjørte pyntede til Baller eller Theatre; hvor ofte hun havde grædt i bitter Misundelse over de Blomster, hun møisommelig satte sammen, for at smykke andre. Her saa hun de samme graadige Øine, den samme uslukkelige, hadefulde Misundelse.

Og de mørke, alvorlige Mænd, der med et halvt foragteligt, halvt truende Blik mønstrede Ekvipagerne — hun kjendte dem alle.

Havde hun ikke selv som liden Pige ligget i en Krog og med opspilede Øine lyttet til deres Taler om Livets Uretfærdighed, om de Riges Tyranni, om Arbeiderens Ret, den han bare behøvede at udstrække Haanden, for at tage.

Hun vidste, at de hadede alt — ligefra de velnærede Heste og de høitidelige Kuske til de blanke, skinnende Kareter; men mest dem, der sad inden! — disse umættelige Vampyrer og disse Damer, hvis Smykker og Pynt kostede mere Guld end et helt Livs Arbeide indbragte en af dem.

Og idet hun betragtede Vognrækken, der langsomt bevægede sig gjennem Mængden, dukkede en anden Erindring op, et halvglemt Billede fra hendes Skoleliv i Klosteret.

Hun kom med ét til at tænke paa Fortællingen om Pharao, der med sine Stridsvogne vilde følge Jøderne gjennem det røde Hav. Hun saa Bølgerne, som hun altid havde forestillet sig røde som Blod, staa som en Mur paa begge Sider af Ægypterne.

Da lød Mose Røst, han udstrakte sin Stav over Vandene, og det røde Havs Bølger sloge sammen og opslugte Pharao og alle hans Vogne.

Hun vidste, at den Mur, der stod paa hver Side af hende, var vildere og rovgjerrigere end Havets Bølger; hun vidste, at der kun udfordredes en Røst, en Moses, for at sætte dette Menneskehav i Bevægelse, saa at det knusende væltede sig frem, overskyllende hole Rigdommens og Magtens Glands med sin blodrede Bølge.

Hendes Hjerte bankede, hun trykkede sig skjælvende ind i Hjørnet af Vognen. Men det var ikke af Angst, det var, forat de derude ikke skulde se hende; thi hun skammede sig for dem.

For første Gang i hendes Liv stod hendes Lykke for hende som en Uretfærdighed, som noget, hun skammede sig ved.

Var dette hendes Plads i den blede, elegante Ekvipage, blandt disse Tyranner og Blodsugere? Hørte hun ikke snarere til derude i den bølgende Masse blandt Hadets Børn?

Halvglemte Tanker og Følelser reiste sit Hoved som Rovdyr, der længe have været bundne. Hun følte sig fremmed og hjemløs i sit glimrende Liv, og med en Art demonisk Længsel mindedes hun de skrækkelige Steder, hvorfra hun var kommen.

Hun greb i sit kostbare Kniplingsshawl; der kom over hende en vild Trang til at ødelægge, til at rive noget istykker. — da dreiede Vognen ind under Hotellets Portal.

Tjeneren rev Døren op, og med sit velvillige Smil, sin rolige, aristokratiske Anstand, steg hun langsomt ned af Trinet.

En ung attachéagtig Skabning styrtede til og var lykkelig, da hun tog hans Arm, endnu mere henrykt, da han troede at bemærke en usædvanlig Glands i hendes Blik, men i den syvende Himmel, da han følte bendes Arm skjælve.

Fuld af Stolthed og Haab førte han hende med udsøgt Sirligbed op ad de glatte Marmortrin.

————————— „Sig mig engang — skjønne Frue! hvad er det for en venlig Fe, der gav Dem denne vidunderlige Vuggegave, at der ved Dem og ved alt, hvad der vedrører Dem, skulde være noget Aparte. Om det saa ikke er andet end en Blomst i Deres Haar, saa har den en egen Cbarme, som om den var vædet af den friske Morgendug. Og naar De danser, er det som om Gulvet bølger og føier sig efter Deres Trin“

Greven var selv ganske forbauset over denne lange og vellykkede Kompliment; thi han havde ellers ikke let for at udtrykke sig i Sammenhæng. Han ventede ogsaa, at den smukke Frue vilde ytre sin Paaskjønnelse.

Men han blev skuffet. Hun lænede sig ud over Balkonen, hvor de ned Aftenkjøligheden efter Dansen, idet hun stirrede ud over Mængden og de endnu ankommende Vogne. Hun syntes slet ikke at have opfattet Grevens Bravour, derimod hørte han hende hviske det uforklarlige Ord: Pbarao.

Han vilde just til at beklage sig, da hun vendte sig om, og idet hun gjorde et Skridt mod Salen, standsede hun midt foran ham og saa paa bam med et Par store, forunderlige Øine, som Greven aldrig for havde seet.

„Jeg tror neppe, der var nogen venlig Fe — knapt nok nogen Vugge tilstede ved min Fødsel — Hr.Greve! Men i hvad De siger om mine Blomster og min Dans, har Deres Skarpsindighed gjort en stor Opdagelse. Jeg skal fortælle Dem Hemmeligheden ved den friske Morgendug, der væder Blomsterne. Det er Taarer — Hr. Greve! som Misundelse og Skjændsel, Skuffelse og Anger har grædt over dem. Og naar det synes Dem, at Gulvet bølger, mens vi danse, da er det, fordi det sitrer under Millioners Had.“

Hun havde talt med sin sædvanlige Ro, og efter en venlig Hilsen forsvandt hun i Salen.
— Greven stod igjen ganske betuttet. Han kastede et Blik ud over Folkemassen. Det var et Syn, han ofte havde seet; han havde sagt mange daarlige og mindre gode Vittigheder om dette mangehodede Uhyre. Men først iaften faldt det ham ind, at dette Uhyre igrunden var den uhyggeligste Omgivelse, man kunde tænke sig for et Palais.

Fremmede og generende Tanker svirrede om i Hr. Grevens Hjerne, hvor de havde god Plads. Han var ganske kommen ud af Koncepterne, og det varede en hel Polka, inden han gjenvandt sin Stemning.

Fra Samlede værker, 1907

Orgiginalen er fra Novelletter, 1879

Reklamer