Månedlige arkiver: juli 2011

Karen, av Alexander Kielland

Dette er kanskje den mest kjente novellen i norsk litteratur. Den er også et lite mesterverk, skrevet i Danmark, og med handlingen lagt til et sted i Danmark, uten at dette skal ha så mye å bety. Sammen med novellen Trofast var novellen Karen del av den lille samlingen «To novelletter fra Danmark». Denne lille samlingen kom i 1882 midt i Kiellands produktive år. Han debuterte i 1879 med sine første Novelletter (strengt tatt var dramaet «Paa hjemveien» kommet ut året i forveien, men det er Novellettene som er Kiellands egentlige debut). Så følger fem år der han frem til 1884 får skrevet og utgitt det meste han er kjent for. De tre romanen om Worse-familien, skoleromanen Gift, i tillegg til alle novellene.

Kielland er altså på høyden i det han skriver Karen. Den litterære stilen som råder er «realismen», der man som Brandes uttrykte det i sin berømte tale fra 1876 «skal sette problemer under debatt». Den høytidelige, romantiske stilen som hadde vært før skulle man bort fra. Man skulle skrive nøytralt, saklig, og ikke forsøke å pynte på verken virkeligheten eller litteraturen om den, med kunstlete språk og vanskelige språklige virkemidler.

Dette falt Kielland lett. Han skriver uhyre direkte. Og symbolene han bruker, er så flettet inn i teksten, at man kommer egentlig ikke på at det er symboler når man leser det. Det er også svært lett å se hva det egentlig skal være.

Novellen om Karen er lagt opp som to parallellfortellinger. De er skrevet hver for seg, tilsynelatende uten å ha noe med hverandre å gjøre, men det krever ingen doktorgrad å se at den ene historien er en allegori til den andre. Litt nærlesning viser også at joda, sånn skal det være. Novellen er spekket med slike forsikringer om at dette er hva vi tror det er, og at det er helt bevisst fra forfatterens side.

Den lille novelletten begynner tilforlatelig: «Det var en gang på Krarup kro en pike, som het Karen». Det er slik som eventyrene begynner. Riktignok er stedet lokalisert, Krarup kro, men det er en ordbruk og en rytme som gir forventinger at her har vi en ufarlig, underholdende fortelling i vente. Hele starten har skildringer som i eventyrene, og kan leses med bestefarstemme, som en voksen leser for et barn. Barnet venter det skal være trygt og ufarlig. Kielland har andre planer.

Parallellhistorien om reven og haren begynner etter at eventyrskildringen av Karen og Krarup kro går over i en utførlig skildring av vinden som blåser vestenfra, fra Vesterhavet, og tross den er litt trett etter å ha blåst over land og marehalm ved stranden, så klarer den å blåse opp dørene på Krarup kro, og lage litt leven der også. Etter å ha lest novellen ferdig, kan det være fristende å tolke også denne vinden til litt av hvert, det kan være novellen selv som er vinden, og blåser opp hva som egentlig foregår på disse kroene rundt om i landet. Det er nesten ikke en setning i novellen, som ikke kan ringe på en annen måte etter å ha lest litt på den.

Bakenfor Krarup kro lå torvmyren mørk med sorte torvskur og dype farlige hull. Og innimellom lyngtuene buktet det seg en stripe av gress, som om det kunne være en vei; men det var ingen vei, for den stanset like i kanten av en torvgrav, som var større enn de andre og dypere også.

De som har pugget at realismen skal være liketil og rett frem, uten for mye bruk av symboler og metaforer, kan kanskje bli forvirret av setninger som dette hos en erkerealistisk forfatter som Kielland. Er ikke torvmyren nettopp som omgivelsene til Karen? Er det ikke fylt av dype hull for henne også?

Om vi ikke skal ha fått det helt med oss enn, blir reven og haren introdusert. Først også her i eventyrspråket, og i eventyrstilen.

Men i gresstripen lå reven ganske flat og lurte, og haren hoppet på letten fot over lyngen.

Karen og haren rimer så et barn vil se det. Kielland skriver ikke med ett ord at det er Karen som er haren, men det er lov å tenke sitt. Og det er vanskelig å la være.

Inne på kroen er det i mellomtiden bestilt harestek. Pussig nok. Den oppmerksomme leser vil her ane et eller annet, selv uten å kjenne historien på forhånd. Etter litt lurveleven og hurlumhei, der Karen blir skildret som og oppfører seg nokså som en hare, store øyne og forundrede øyenbryn, og liksom litt i hasten, og litt engstelig, hun smyger seg og smetter, så ligger haresteken der og skrever på fatet foran to fiskeoppkjøpere. Det er å tråkke over streken med eleganse, haresteken spriker med beina, fiskeoppkjøperne ser på, og bedømmer varen de har kjøpt.

Det er et par personer til med i den korte novellen. Det er kromannens kone, som alltid er på let etter nøklene sine – et påskud om det skulle skje noe, hun ikke vil se. I novellen blir det skrevet at hun finner nøklene sine, men så fått et brev å lete etter, midt mens «den frykteligste røre» står på. Det er i samme avsnitt haresteken blir satt frem.

Og så er det postkaren Anders og postføreren. Den introduseres sammen med vinden, de blåser liksom inn til Krarup kro, de også, og lager leven, slik vinden gjorde. Det er lag på lag med mulige lesninger, men man kommer ikke vekk fra den ubehaglige handlingen som ligger der. Postføreren er reven. Det er ikke like tydelig som at Karen er haren, det må forklares litt mer, men det er heller ingen uløselig gåte. Det kan ikke være andre.

Det var en høy, smukk mann med mørke øyne, sort krøllet skjegg og et lite, kruset hode. Den lange, rike kappe av Danmarks praktfulle røde klede var prydet med en bred krave av krøllet hundeskinn over skuldrene.

Mørke øyne skulle passe godt, sort skjegg også, og særlig den røde fargen på postkappen. Det er også et par opp i parallellhandlingene, Kielland får alltid med hvordan vinden blåser, og hvordan reven ligger på post (reven lå på sin post, står det rett og slett), når posten kommer eller det skal skje noe mellom postføreren og Karen.

Det står ingen steder direkte i novellen hva som skjer. Den moralske sensuren kan ikke godt angripe Kielland, det er alt sammen bare antydninger. Men antydningene er til gjengjeld overtydelig, så det skal ikke være tvil. Etter at postføreren har vært på besøk på kroen, er han varm og god i kinnene, glad og fornøyd, og med kappen på armen. Han smilte for seg selv, da han kjørte bort. Også Anders postkar smilte, han begynte å forstå.

Karen har også et halvskjult glimt av smil, og farve i kinnene, etter at postmannen har gått, og hun har vært borte et øyeblikk. Det er de to fiskeoppkjøperne som sitter og ser på dette. De kan imidlertid fortelle at postmannen har kone og barn fra før, med en annen kropike.

Deretter løper hun. Og vi får parallellhistorien om reven og haren igjen, der reven som tidligere har tenkt at harene bare blir dummere og dummere, mens revene lurere og lurere, han ser at haren smetter unna, enda han ikke har gjort noen feil. Det passer ubehagelig godt til historien om Karen og postføreren. Han sitter der dorsk og fornøyd i postvognen sin, og tenker han har lurt til seg enda en kropike. Men hvis Karen nå smetter unna, så får han henne ikke.

Novellen er åpen på dette punktet. Den gjør det temmelig klart at Karen er blitt gravid, kjolen er blitt for trang, men hva som senere skjer med henne, står ikke. Det siste som står om Karen er Men da hun hørte madammen så ynkelig rope: «Karen! – bitt’ Karen! – da for hun opp, ut av gården, om baksiden av huset, ut – ut i heden. Om haren er det siste avsnittet dette:

Haren skvatt opp, den hadde hørt et plask. Den for avsted som om den var gal, i lange hopp; snart sammentrukket med benene innunder seg og ryggen krum, snart utstrakt, utrolig lang – som et flyvende trekkspill – hoppet den avsted over lyngen.

Slik hopper haren – og Karen – ut av soga. Reven står igjen og tenker på om det er den som er blitt dummere, eller haren som er blitt klokere. Det er jo noe å diskutere.

Da novellen slutter mangler to forundrede, grå øyne på Krarup. «Det var en gang» som novellen startet med, er altså om noe som ikke gjelder lenger, noe som har vært, men ikke er. Karen er vekk. «Kromannens kone kan ikke forstå det», står det, mon om hun er helt ærlig med seg selv på dette punkt. De som kan det er Anders postkar, og en til. Den andre er postføreren. Han forstår det meget godt.

At Karen ikke blir nevnt her, som en tredje som forstår det, kan kanskje antyde at hun ikke er mer. «Å, gå heden» er jo også en gammel omskriving av å dø. Det passer også til sisteavsnittet i novellen, der Karen blir brukt som advarsel for ungdommen, typisk om hvordan det kommer til å gå om man er for lettsindig i seksualakten. Det er stygt, stygt, stygt at det er Karen som får skylden, når det er hun som blir utnyttet. Det er ingenting som tyder på at postføreren får noen slags straff, verken av samfunnet eller av samvittigheten. Deri ligger samfunnskritikken, og den er beisk.

Det er typisk Kielland. På overflaten er det lettvint, muntert og elegant, men det som egentlig står der er uhyggelig og sviende kritikk. Han får sagt det som ellers ikke går så godt å snakke om, og når han sier det, er det ikke så lett å komme vekk fra. Kielland er vårt beste eksempel på en realistisk prosaforfatter.

Og startsetningen, «Det var en gang i Krarup Kro, en pike, som het Karen – » avslutter også novellen. På en helt annen måte enn den begynner.

*

Teksten

Karen, av Alexander Kielland

Der var engang i Krarup Kro en Pige, som hed Karen.

Hun var alene om Opvartningen; for Kromandens Kone gik næsten altid omkring og ledte efter sine Nøgler. Og der kom mange i Krarup Kro; — baade Folk fra Omegnen, der samledes, naar det mørknede om Høstaftenen og sad i Krostuen og drakk Kaffepuncher saadan i Almindelighed uden nogen bestemt Hensigt, men ogsaa Reisende og Veifarende, der kom trampende ind — blaa og forblaaste, for at faa sig noget varmt, der kunde holde Livet oppe til næste Kro.

Men Karen kunde alligevel klare det hele, skjønt hun gik saa stille og aldrig syntes at have Hastværk.

Hun var spinkel og liden — ganske ung, alvorlig og taus, saa der var ingen Morskab ved hende for de Handelsreisende. Men skikkelige Folk, som gik i Kroen for Alvor og som satte Pris paa at Kaffen serveredes hurtigt og skoldende hed, de holdt desto mere af Karen. Og naar hun smøg sig frem mellem Gjæsterne med sit Bræt, veg de tunge Vadmelskroppe tilside med en uvanlig Fart, der blev gjort Vei for hende, og Samtalen sluknede for et Øieblikk, alle maatte se efter hende, hun var saa nydelig.

Karens Øine var af de store graa, der paa en gang syntes at se og at se langt — langt forbi; og Øienbrynene var høit buede ligesom i forundring.

Derfor trodde Fremmede at hun ikke rigtig forstod hvad de bad om. Men hun forstod godt og tog ikke feil. Det var bare noget underligt over henne alligevel, — somom hun saa langt ud efter noget — eller lyttede — eller ventede — eller drømte.

Vinden kom vestenfra over lave Sletter. Den havde væltet lange, tunge Bølger henover Vesterhavet; salt og vaad af Skum og Fraade havde den kastet sig ind over Kysten. Men i de høie Klitter med det lange Marehalm var den bleven tør og fuld av Sand og lidt træt, saa da den kom til Krarup Kro, var det netop saa vidt, at den kunde faa Portene op til Reisestalden.

Men op fór de, og Vinden fyldte det store Rum og trængte ind ad Kjøkkendøren, som stod paa Klem. Og tilslut blev der et saadant Pres af Luft, at Portene i den anden Ende af Stalden ogsaa sprang op; og nu fór Vestenvinden triumferende tversigjennem, svingede Lygten, som hang i Taget, tog Huen af Staldkarlen og trillede den ud i Mørket, blæste Tæpperne over Hovedet paa Hestene, blæste en hvid Høne ned af Pinden og opi Vandtruget. Og Hanen opløftede et frygteligt Skraal, og Karlen bandte, og Hønsene skreg, og i Kjøkkenet kvaltes de af Røg, og Hestene blev urolige og slog Gnister av Stenene; selv Ænderne, som havde trykket sig sammen nær Krybberne, for at være de første til de spildte Korn, tog paa at snadre, og Vinden brusede gjennem med en Helvedes Allarm, indtil der kom et Par Mand ud fra Krostuen, satte Ryg mod Portene og pressede dem sammen igjen, medens Gnisterne føg dem i Skjægget fra de store Tobakspiber.

Efter disse Meriter kastede Vinden sig ned i Lyngen, løb langs de dybe Grøfter og tog et ordentligt Tag i Postvognen, som den traf en halv Mils vei fra Kroen.

„Det var dog et fandens Jav, han altid har for at komme til Krarup Kro,“ — knurrede Anders Postkarl og slo et Klask over de svede Heste.

Thi det var vist tyvende Gang, at Postføreren havde ladet Vinduet gaa ned, for at raabe et eller andet op til ham. Først var det en venskabelig Invitation til en Kaffepunch i Kroen; men efterhvert blev det tyndere med Venskabeligheden, og Vinduet fór ned med et Smæld, og ud fór der nogle kortfattede Bemærkninger baade over Hest og Kusk, som Anders ialfald slet ikke kunde være tjent med at høre.

Imidlertid strøg Vinden lavt langs med Jorden og sukkede saa langt og besynderligt i de tørre Lyngbuske. Det var Fuldmaane; men tæt overskyet, saa der bare laa et hvidagtigt diset Skjær over Natten.

Bagenfor Krarup Kro laa Torvmyren mørk med sorte Torvskurer og dype farlige Huller. Og indimellem Lyngtuerne bugtede der sig en Stribe af Græs, somom det kunde være en Vei; men det var ingen Vei, for den stansede lige i Kanten af en Torvgrav, som var større end de andre og dybere ogsaa.

Men i Græsstriben laa Ræven ganske flad og lurede, og Haren hoppede paa letten Fod over Lyngen.

Det var let for Ræven at beregne, at Haren ikke vilde løbe lang Ring saa sent paa Aftenen. Den stak forsigtigt den spidse Snude op og gjorde et Overslag; og idet den luskede tilbage følgende Vinden, for at finde et godt sted, hvorfra den kunde se, hvor Haren vilde slutte Ringen og lægge sig ned, tænkte den selvbehagelig over, hvorledes Rævene bestandigr blive klogere og Harene bestandigt dummere og dummere.

Inde i Kroen var der usædvanligt travelt, for et Par Handelsreisende havde bestilt Haresteg; desuden var Kromanden paa Auktion i Thisted, og Madamen var aldrig vant til at stelle med andet end Kjøkkenet. Men nu traf det sig saa uheldigt, at Sagføreren skulde have fat i Kromanden, og da han ikke var hjemme, maatte Madamen tage mot en lang Besked og et yderst vigtigt Brev, hvilket aldeles forvirrede hende.

Ved ovnen stod en fremmed Mand i Olieklær og ventede paa en Flaske Sodavand; to Fiskeopkjøbere havde tre Gange rekvireret Cognac til Kaffen; Kromandens Karl stod med en tom Lygte og ventede paa et Lys, og en lang tør Bondemand fulgte Karen ængstelig med Øinene: han skulde have 63 Øre igjen paa en Krone.

Men Karen gik til og fra uden at forhaste sig og uden at forvirres. Man skulde neppe tro, at hun kunde holde Rede i alt dette. De store Øine og de forundrede Øienbryn var ligesom spændte i Forventning; det lille fine Hoved holdt hun stivt og stille — som for ikke at forstyrres i alt det, hun havde at tenke paa. Hendes blaa Hvergarnskjole var bleven for trang for hende, saa Halslinningen skar sig lidt ind og dannede en liden Fold i Huden paa Halsen nedenunder Haaret.

„De Aggerpiker ere saa hvide i Huden,“ sagde den ene Fiskeopkjøper; de var unge Folk og talte om Karen som Kjendere.

Henne ved vinduet var der en Mand, som saa paa Klokken og sagde: „Posten kommer tidligt iaften.“

Det rumlede over Brostenene udenfor; Porten til Rejsestalden sloges op, og Vinden ruskede igjen i alle Døre og slog Røg ud af Ovnene.

Karen smøg ud i Kjøkkenet, idetsamme Krodøren gik op. Postføreren traadte ind og hilste Godaften.

Det var en høi, smuk Mand med mørke Øine, sort, krøllet Skjæg og et lidet, kruset Hoved. Den lange, rige Kappe av Kongen af Danmarks pragtfulde røde Klæde var prydet med en bred Krave af krøllet Hundeskind udover Skuldrene.

Alt det tarvelige Lys fra de to Parafinlamper, som hang over Krobordet, syntes at kaste sig forelsket over den røde Farve, der stakk saa meget af mod alt det graa og sorte, som var i Rummet. Og den høie Skikkelse med det lille krusede Hoved, den brede Krave og de lange purpurrøde Folder blev — idet han gik gjennem den lave, røgede Krostue — til et Vidunder av Skjønhed og Pragt.

Karen kom hurtigt ind fra Kjøkkenet med sit Bræt; hun bøiede Hovedet, saa man ikke kunde se Ansigtet, idet hun skyndte sig fra Gjæst til Gjæst.

Harestegen placerede hun midt foran de to Fiskeopkjøbere, hvorpaa hun bragte en Flaske Sodavand til de to Handelsreisende, som sad i Stuen indenfor. Derefter gav hun den bekymrede Bondemand et Talglys, og idet hun smuttede ud igjen, stak hun 63 Øre i Haanden paa den Fremmede ved Ovnen.

Kromandens Kone var aldeles fortvivlet; hun havde vistnok ganske uformodet fundet Nøglerne; men strax derpaa mistet Sagførerens Brev, og nu stod hele Kroen i det frygteligste Røre: ingen havde faaet, hvad de skulde have, alle raabte i Munden paa hinanden, de Handelsreisende ringede uafladeligt med Bordklokken, Fiskeopkjøberne lo sig næsten fordærvet av Haren, som laa og skrævede paa Fadet foran dem; men den bekymrede Bondemand pikkede Madamen paa Skulderen med sit Talglys, han skjalv for sine 63 Øre. Og i al denne haabløse Forvirring var Karen sporløst forsvunden. —

— Anders Postkarl sad paa Bukken; Kromandens Dreng stod færdig til at aabne Portene; de to Reisende inde i Vognen blev utaalmodige, Hestene ogsaa — skjønt de ikke havde noget at glæde sig til, og Vinden ruskede og peb gjennem Stalden.

Endelig kom Postføreren, som de ventede paa. Han bar sin store Kappe paa Armen, da han traadte hen til Vognen og gjorde en liden Undskyldning, fordi man havde ventet. Lygten lyste ham i Ansigtet; han saa ud til at være meget varm, og det sagde han ogsaa med et Smil, idet han trak Kappen paa og steg op hos Kusken.

Portene gik op og postvognen rumlet afsted. Anders lod Hestene gaa smaat, nu havde det jo ingen Hast mere. Af og til skottede han til Postføreren ved Siden; han sad endnu og smilte hen for sig og lod Vinden ruske sig i Haaret.

Anders Postkarl smilte ogsaa paa sin Maate; han begyndte at forstaa.

Vinden fulgte Vognen til Veien vendte, kastede sig derpaa igjen ind over Sletten og peb og sukkede saa langt og besynderligt i de tørre Lyngbuske. Ræven laa paa sin Post, alt var paa det nøieste beregnet; Haren maatte snart være der.

Inde i Kroen var Karen endelig dukket op igjen, og Forvirringen dæmpedes efterhvert. Den bekymrede Bondemand blev kvitt sit Lys og fik sine 63 Øre, og de Handelsreisende hadde kastet sig over Stegen.

Madamen klynkede lidt; men hun skjændte aldrig paa Karen; der var ikke det Menneske i Verden, som kunde skjænde paa Karen.

Stille og uden at forhaste sig gik hun igjen til og fra, og den fredelige Hygge, som altid fulgte hende, bredte sig atter over den lune, halvmørke Krostue. Men de to Fiskeopkjøbere, som havde faaet baade en og to Cognacer til Kaffen, var ganske betagne af hende. Hun hadvde faaet Farve i Kinderne og et lidet halvskjult Glimt af et Smil, og naar hun en enkelt Gang løftede Øinene, fór det dem gjennem hele kroppen.

Men da hun følte, at deres Øine fulgte hende, gik hun ind i Stuen, hvor de Handelsreisende sad og spiste og gav sig til at pudse nogle Theskeer borti Skjænken.

„Lagde De merke til Postføreren?“ — spurgte den ene af de Reisende.

„Nei — jeg saa bare et Glimt af ham; han gik vist strax ud igjen,“ svarede den anden med Munden fuld af Mad.

„Satans kjøn Fyr! jeg har saamænd danset i hans Bryllup.“

„Saa — er han gift?“

„Javist! hans Kone bor i Lemvig; de har vist to Børn. Hun var Datter af Kromanden i Ulstrup, og jeg kom just dertil Bryllupsaftenen. Det var en lystig natt — kan De tro!“

Karen slapp Theskeerne og gik ud. Hun hørte ikke, hvad de raabte til hende i Krostuen; hun gik over Gaarden til sit Kammer, lukkede Døren og begyndte halvt sanseløs at ordne sine Sengklæder. Hendes Øine stod stive i Mørket, hun tog sig til Hovedet, hun tog sig for sit Bryst, — hun stønnede, hun forstod ikke, — hun forstod ikke —

Men da hun hørte Madamen saa ynkeligeb raabe: „Karen! — bitt’ Karen!“ — da fór hun op, ud af Gaarden, om Bagsiden af Huset, ud — ud i Heden.

I Halvlyset bugtede den lille Græsstribe sig mellem Lyngen, somom det kunde være en Vei; men det var ingen vei, ingen maatte tro, det var nogen Vei, for den førte lige i Kanten af den store Torvgrav.

Haren skvat op, den havde hørt et Plask. Den fór afsted, somom den var gal, i lange Hop; snart sammentrukket med Benene indunder sig og Ryggen krum, snart udstrakt, utrolig lang — som et flyvende Trækspill — hoppede den afsted over Lyngen.

Ræven stak den spidse Snute op og stirrede forbauset efter Haren. Den havde ikke hørt noget Plask. Thi den var kommen efter alle Kunstens Regler smygende paa Bunden af en dyp Grøft; og da den ikke var sig nogen Feil bevidst, kunde den ikke begripe sig paa Haren.

Længe stod den med Hodet oppe, Bagkroppen sænket og den store buskede Hale gjemt i Lyngen; og den begyndte at tænke over, om det er Harerne, som blive klogere, eller Rævene, som blir dummere.

Men da Vestenvinden havde løbet et langt Stykke, blev den til Nordenvind, siden til Østenvind, derpaa til Søndenvind og tilslut kom den igjen over Havet som Vestenvind, kastede sig inn i Klitten og sukkede saa langt og besynderligt i de tørre Lyngbuske. Men da manglede der to forundrede graa Øine i Krarup Kro og en blaa Hvergarnskjole, som var bleven for trang. Og Kromandens Kone klynkede mere enn nogensinde; hun kunde ikke forstaa det, — ingen kunde forstaa det, undtagen Anders Postkarl — og en til. —

— Men naar gamle Folk vilde give Ungdommen en rigtig alvorlig Advarsel, pleiede de gjerne at begynde saaledes: „Der var engang i Krarup Kro en Pige, som hed Karen —“

Fra Samlede værker, 1907

Originalteksten er fra To novelletter fra Danmark, 1882

Reklamer

Balstemning, av Alexander Kielland

Alexander Kielland er novellemesteren vår. Det er ingen andre norske forfattere som så lett og elegant får til å sette en stemning, la en liten handling utspille seg, og så overraske med en artig slutt. Det er internasjonal klasse over dem, mener jeg, men norsk er et vanskelig tilgjengelig språk, og derfor er ikke Kielland mer kjent enn han er, mener jeg. Det er også interessant å merke at han skriver samtidig som en annen av novellemesterne, kanskje den største av dem alle, russeren Anton Tsjekhov. Den realistiske perioden passer for novellen, der man kunne la vanlige mennesker oppleve vanlige hverdagshendelser, og så gjerne at det kunne skje noe morsomt med dem. Andre forfattere som er kjent for gode noveller, eller kortere, episke tekster, har skrevevt i andre perioder, der man gjerne må greie mer ut, for at man skal bli kjent med personenes indre og ytre forhold, alt som gjør dem til det de er, og en rekke med ting som skjer med dem. Den korte novellen, er 1880-årenes sjanger.

Og Kielland er vår norske mester. I Ballstemning bruker han fire sider på å fortelle historien sin. Det er typisk Kielland-lengde, noe som gjør at han også fungerer godt i skolen, og dermed blir bedre husket. Fire sider er også helt nok for ham, som så godt klarer å fortette språket med setninger som uanstrengt betyr noe mer enn de gir seg ut for. For eksempel starten i Ballstemning:

Ad de glatte marmortrinn var hun steget opp uten uhell, uten anstrengelse, alene båret av sin store skjønnhet og sin gode natur. Hun hadde inntatt sin plass i de rikes og mektiges saler uten å ha betalt adgangen med sin ære og sitt gode rykte. Og dog var det ingen som kunne si hvorfra hun var kommet; men det ble hvisket om at det var dypt nedenfra.

Kanskje var det en overdrivelse å ta med hele første avsnitt. Poenget kommer i første avsnitt. Novellen heter «Ballstemning», den er utgitt i samlingen Novelletter, fra 1879. Handlingen er lagt til Paris. Kvinnen det er snakk om, var en gang hittebarn, men ble «oppdaget» (også Kielland setter dette i hermetegn) av en rikmann, som hun tok henne til seg, og gjorde henne fin. På ball må man gjerne gå opp fine marmortrapper for å komme til ballsalen. Her har hun gjort det i overført betydning, hun har gått opp trappene til det finere lag i befolkningen. Dobbeltbetydningen i ordene er direkte, og enkel å få øye på, det er glatt å gå på disse trinnene, underforstått: man kan lett gli, og falle ned igjen.

Denne kvinnen, hennes bakgrunn og nåværende stilling, blir beskrevet over halvannen side. Kielland skriver morsomt, liksom vi er innforstått med alt som står der, men det er vel ikke sikkert Kielland ser for seg innforståtte lesere med rikdommen han beskriver, og heller ikke at alle skal være enige i at vi husker alt fra barndommen på en prikk. Det kan være at Kielland med dette på en litt avansert måte vil vise avstanden mellom kvinner som henne, og de som ikke har slike rikdommer. Det blir i så fall en selvmotsigelse. Hun husker liksom bakgrunnen sin, men når det kommer til stykket, husker hun det ikke i det hele tatt.

Eller.

Det er litt mer å si om denne kvinnen. Hun betalte ikke adgangen til de rikes saler med sin ære, står det, altså hun lå ikke med rikfolket for å få plass hos dem. Hun nøyde seg med en, greven, og det gikk sikkelig for seg. Han oppvartet henne først, lenge, og så giftet de seg til slutt. Aldersforskjellen var stor, som også forskjellen i sosial klasse var det. Hun gav ham sin ungdom og skjønnhet, han hadde pengene og statusen. Så er det altså et spørsmål i denne korte novelletten, som nesten er som en liten skisse, om hun helt klarer å legge bak seg livet hun kommer fra.  Store deler av tiden greier hun det, men greier hun det fullstendig? Vil den litt annerledes forståelsen av urettferdigheten i verden ødelegge ballstemningen?

I det ekvipasjen kjører opp mot ballet hos den russiske ambassadør, så ser hun fattigfolket som står rundt, og husker hvordan hun selv var en av dem. Hun husker hvordan hun drømte om selv å ha ballkjole, en drøm som den gang var uoppnåelig. Det er også en dramatisk sammenligning av Moses som fører israelerne over rødehavet, havet som reiser seg til side, og den røde fargen, rød av blod. Det er i en uklar forestilling den samme muren som står mellom henne og rikfolkene, og de fattige rundt, som står og ser på. Det var farlig, for muren kunne bryte sammen, og så ville de fattige skylle over de rike og deres makt på en måte som var villere enn hvordan havet ville falle ned på israelerne. Her føler hun skam over sin lykke. Hun fortjener ikke sin plass.

Det er en ung attacheaktig skapning, en tjener, som fører henne opp marmortrappene til ballsalen. Han er full av stolthet og håp, et bilde på at han gjennom å føre henne opp, kanskje kan ta del i litt av glansen hun og de andre i ballselskapet er omgitt med.

Så forsøker den gamle greve å gi sin skjønne kone en kompliment. Han synes han lykkes godt, det er langt og sammenhengende, og passe originalt og treffende. Han har jo heller ikke tatt del i noen av tankene hennes, han vet ikke hva stemning hun er i. Hun gir ham ikke den påskjønnelse han hadde ventet, hun er krass i svaret, og snakker om at den væte fra den friske morgendugg, som har gitt henne hennes sjarm, det er i så fall væte fra tårer. Og det gyngende marmorgulv hun danser på, det danser under millioner av menneskers hat.

Det er jo temmelig direkte. Den gamle greven blir endog satt ut av spill et øyeblikk. Han ser ut på det mangehodete uhyre han kaller folkemassen utenfor, et syn han ofte har sett og laget vittigheter over, men som han nå ser som noe uhyggelig. Det varer imidlertid ikke lenger enn at etter en polka, så er det greit igjen, omtrent som Pirogov i Gogols Nevskij Prospekt trengte en pirog, etter at han var havnet i en opprevet sinnstilstand. Det er altså et virkemiddel Kielland kjenner fra før, og bruker som teknikk.

Men hva er det så med denne ballstemningen? Det er en litt mer komplisert novelle enn det som er vanlig hos Kielland, og det som var vanlig i realismen. Det er ikke den stemning man venter seg, det er slett ikke «ballstemning», med vakre mennesker i vakre klær, dans og moro og velstand. Det er stemningen tynget av fattigfolket som ikke kan ta del i den.

Det er også en aldri så liten dynamisk utvikling i karakteren til hovedpersonen. Det er ikke helt skikkelig gjort, det er ikke slik at en konkret hendelse får henne til å se tingene på en ny måte. Det er mer et tilfeldig ball, der hun uten at det er bygget opp i novellen, er moden for å se tingene på en annen måte. Man kan også si at det er alle de tingene som hun bærer med seg, som nå kommer opp, og først nå melder seg med tyngde. Hun kan ikke ta til seg lette komplimenter lenger, nå som hun føler trykket fra de mange som ikke har fått bevege seg oppover marmortrinnene hun har fått gå opp.

Hun føler ikke lenger ballstemningen. Eller først nå, føler hun den.

*

Teksten

Balstemning, av Alexander Kielland

Ad de glatte Marmortrin var hun steget op uden Uheld, uden

Anstrængelse, alene baaret af sin store Skjønhed og sin gode Natur. Hun havde indtaget sin Plads i de Riges og Mægtiges Sale uden at have betalt Adgangen med sin Ære og sit gode Rygte. Og dog var der Ingen, som kunde sige, hvorfra hun var kommen; men der hviskedes om, at det var dybt nedefra.

Som et Hittebam i en Udkant af Paris havde hun hensultet sin Barndom i et Liv mellem Last og Armod, som kun de have Begreb om, der kjende det af Erfaring. Vi andre, der have vor Kundskab fra Bøger og Beretninger, maa tage Fantasien tilhjælp, for at faa en Ide om den arvelige Jammer i en stor By; — og endda er maaske de skrækkeligste Billeder, vi udmale os, blege mod Virkeligheden.

Det var igrunden kun et Tidsspørgsmaal, naar Lasten skulde gribe hende — som et Tandhjul griber den, der kommer for nær en Maskine —; for — efter at have hvirvlet hende rundt i et kort Liv af Skjendsel og Fornedrelse — med en Maskines ubønherlige Nøiagtighed at lægge hende af i en Krog, hvor hun ukjendt og ukjendelig kunde ende dette Vrængebillede af et Menneskeliv.

Da blev hun, som det undertiden hænder, „opdaget“ af en rig og høitstaaende Mand, idet hun som fjortenaars Barn løb over en af de bedre Gader. Hun var paa Veien til et mørkt Bagværelse i Rue des quatre vents, hvor hun arbeidede hos en Madame, hvis Specialitet var Balblomster.

Det var ikke blot hendes overordentlige Skjønhed, der fængslede den rige Mand, men hendes Bevægelser, hendes Væsen og Udtrykket i disse halvfærdige Træk — alt syntes ham at tyde paa, at her førtes en Kamp mellem en oprindelig god Karakter og en begyndende Frækhed. Og da han besad den overflødige Rigdoms uberegnelige Luner, besluttede han at gjøre et Forsøg paa at redde det stakkels Barn.

Det var ikke vanskeligt at sætte sig i Besiddelse af hende, da hun ikke tilhørte nogen. Hun fik et Navn og blev anbragt i en af de bedste Klosterskoler; og hendes Velgjører havde den Glæde at iagttage, at de onde Spirer døde hen og forsvandt. Hun udviklede en elskværdig, lidt indolent Karakter, et feilfrit, roligt Væsen og en sjelden Skjønhed.

Da hun derfor blev voxen, giftede han sig med hende. De levede et meget godt og fredsommeligt Ægteskab. Uagtet den store Aldersforskjel havde han en ubegrændset Tillid til hende, og hun fortjente den.

Ægtefolk leve ikke saa nær indpaa hinanden i Frankrige som hos os; deres Fordringsfuldhed er derfor ikke saa stor og deres Skuffelser mindre.

Hun var ikke lykkelig, men tilfreds. Hendes Karakter egnede sig for Taknemlighed. Rigdommen kjedede hende ikke; tvertimod — den glædede hende mangengang paa en næsten barnagtig Maade. Men det anede Ingen; thi hendes Væsen var altid sikkert og værdigt. Man anede kun, at det ikke stod rigtigt til med hendes Oprindelse; men da Ingen svarede, holdt man op at spørge: man har saameget andet at tænke paa i Paris.

Sin Fortid havde hun glemt. Hun havde glemt den paa samme Maade som vi har glemt Roserne, Silkebaandene og de gulnede Breve fra vor Ungdom, fordi vi aldrig tænke paa dem. De ligge nedlaasede i en Skuffe, som vi aldrig aabne. Og dog — hænder det en enkelt Gang, at vi kaste et Blik i denne hemmelige Skuffe. da vilde vi strax mærke, om der manglede en eneste af disse Roser eller det allermindste Baand. Thi vi ønske det altsammen paa en Prik: Minderne ligge der lige friske — lige søde og lige bitre.

Saaledes havde hun glemt sin Fortid: laaset den ned og kastet Nøglen fra sig.

Men om Natten drømte hun undertiden skrækkelige Ting. Hun følte atter, hvorledes den gamle Hex, hos hvem hun havde boet, ruskede hende i Skulderen, for at jage hende afsted i den kolde Morgen til Madammen med Balblomsterne.

Da fór hun op i Sengen og stirrede ud i Mørket i den dødeligste Angst. Men saa følte hun paa Silketseppet og de bløde Puder, hendes Fingre fulgte de rige Forsiringer paa hendes prægtige Seng; og idet smaa søvnige Englebørn langsomt trak det tunge Drømmetæppe tilside, nød hun i fulde Drag dette eiendommelige, usigelige Velbefindende, vi føle, naar vi opdage, at en ond og hæslig Drøm kun var en Drøm.

————————Lænet tilbage i de bløde Hynder kjørte hun til det store Bal hos den russiske Ambassadeur. Jo nærmere man kom Maalet desto langsommere gik Farten, indtil Vognen naaede den faste queue, hvor det kun gik Skridt for Skridt.

Paa den store Plads foran Hotellet, der var rigt oplyst med Fakler og Gasflammer, havde der samlet sig en stor Mængde Mennesker. Ikke blot Spadserende, der vare blevne staaende, men hovedsagelig Arbeidere, Lediggjængere, fattige Fruentimmer og tvivlsomme Damer stode tæt sammenpakkede paa begge Sider af Vognrækken. Lystige Bemærkninger og ufine Vittigheder i det simpleste Parisersprog haglede ned over de fine Folk.

Hun hørte Ord, som hun ikke havde hart paa mange Aar, og hun rødmede ved Tanken om, at hun kanske var den eneste i hele den lange Vognrække, der forstod disse gemene Udtryk fra Paris’s Bærme.

Hun begyndte at se paa Ansigterne omkring sig; hun syntes, hun kjendte dem alle. Hun vidste, hvad de tænkte, hvad der foregik i alle disse tæt sammenpakkede Hoveder, og lidt efter lidt strømmede en Hær af Erindringer ind paa hende. Hun værgede sig saa godt hun kunde; men hun kjendte sig ikke selv igjen denne Aften.

Altsaa havde hun ikke tabt Nøglen til den hemmelige Skuffe! modstræbende trak hun den ud, og Minderne overvældede hende.

Hun mindedes, hvor ofte hun selv — halvt Barn — med graadige Øine havde slugt de fine Damer, der kjørte pyntede til Baller eller Theatre; hvor ofte hun havde grædt i bitter Misundelse over de Blomster, hun møisommelig satte sammen, for at smykke andre. Her saa hun de samme graadige Øine, den samme uslukkelige, hadefulde Misundelse.

Og de mørke, alvorlige Mænd, der med et halvt foragteligt, halvt truende Blik mønstrede Ekvipagerne — hun kjendte dem alle.

Havde hun ikke selv som liden Pige ligget i en Krog og med opspilede Øine lyttet til deres Taler om Livets Uretfærdighed, om de Riges Tyranni, om Arbeiderens Ret, den han bare behøvede at udstrække Haanden, for at tage.

Hun vidste, at de hadede alt — ligefra de velnærede Heste og de høitidelige Kuske til de blanke, skinnende Kareter; men mest dem, der sad inden! — disse umættelige Vampyrer og disse Damer, hvis Smykker og Pynt kostede mere Guld end et helt Livs Arbeide indbragte en af dem.

Og idet hun betragtede Vognrækken, der langsomt bevægede sig gjennem Mængden, dukkede en anden Erindring op, et halvglemt Billede fra hendes Skoleliv i Klosteret.

Hun kom med ét til at tænke paa Fortællingen om Pharao, der med sine Stridsvogne vilde følge Jøderne gjennem det røde Hav. Hun saa Bølgerne, som hun altid havde forestillet sig røde som Blod, staa som en Mur paa begge Sider af Ægypterne.

Da lød Mose Røst, han udstrakte sin Stav over Vandene, og det røde Havs Bølger sloge sammen og opslugte Pharao og alle hans Vogne.

Hun vidste, at den Mur, der stod paa hver Side af hende, var vildere og rovgjerrigere end Havets Bølger; hun vidste, at der kun udfordredes en Røst, en Moses, for at sætte dette Menneskehav i Bevægelse, saa at det knusende væltede sig frem, overskyllende hole Rigdommens og Magtens Glands med sin blodrede Bølge.

Hendes Hjerte bankede, hun trykkede sig skjælvende ind i Hjørnet af Vognen. Men det var ikke af Angst, det var, forat de derude ikke skulde se hende; thi hun skammede sig for dem.

For første Gang i hendes Liv stod hendes Lykke for hende som en Uretfærdighed, som noget, hun skammede sig ved.

Var dette hendes Plads i den blede, elegante Ekvipage, blandt disse Tyranner og Blodsugere? Hørte hun ikke snarere til derude i den bølgende Masse blandt Hadets Børn?

Halvglemte Tanker og Følelser reiste sit Hoved som Rovdyr, der længe have været bundne. Hun følte sig fremmed og hjemløs i sit glimrende Liv, og med en Art demonisk Længsel mindedes hun de skrækkelige Steder, hvorfra hun var kommen.

Hun greb i sit kostbare Kniplingsshawl; der kom over hende en vild Trang til at ødelægge, til at rive noget istykker. — da dreiede Vognen ind under Hotellets Portal.

Tjeneren rev Døren op, og med sit velvillige Smil, sin rolige, aristokratiske Anstand, steg hun langsomt ned af Trinet.

En ung attachéagtig Skabning styrtede til og var lykkelig, da hun tog hans Arm, endnu mere henrykt, da han troede at bemærke en usædvanlig Glands i hendes Blik, men i den syvende Himmel, da han følte bendes Arm skjælve.

Fuld af Stolthed og Haab førte han hende med udsøgt Sirligbed op ad de glatte Marmortrin.

————————— „Sig mig engang — skjønne Frue! hvad er det for en venlig Fe, der gav Dem denne vidunderlige Vuggegave, at der ved Dem og ved alt, hvad der vedrører Dem, skulde være noget Aparte. Om det saa ikke er andet end en Blomst i Deres Haar, saa har den en egen Cbarme, som om den var vædet af den friske Morgendug. Og naar De danser, er det som om Gulvet bølger og føier sig efter Deres Trin“

Greven var selv ganske forbauset over denne lange og vellykkede Kompliment; thi han havde ellers ikke let for at udtrykke sig i Sammenhæng. Han ventede ogsaa, at den smukke Frue vilde ytre sin Paaskjønnelse.

Men han blev skuffet. Hun lænede sig ud over Balkonen, hvor de ned Aftenkjøligheden efter Dansen, idet hun stirrede ud over Mængden og de endnu ankommende Vogne. Hun syntes slet ikke at have opfattet Grevens Bravour, derimod hørte han hende hviske det uforklarlige Ord: Pbarao.

Han vilde just til at beklage sig, da hun vendte sig om, og idet hun gjorde et Skridt mod Salen, standsede hun midt foran ham og saa paa bam med et Par store, forunderlige Øine, som Greven aldrig for havde seet.

„Jeg tror neppe, der var nogen venlig Fe — knapt nok nogen Vugge tilstede ved min Fødsel — Hr.Greve! Men i hvad De siger om mine Blomster og min Dans, har Deres Skarpsindighed gjort en stor Opdagelse. Jeg skal fortælle Dem Hemmeligheden ved den friske Morgendug, der væder Blomsterne. Det er Taarer — Hr. Greve! som Misundelse og Skjændsel, Skuffelse og Anger har grædt over dem. Og naar det synes Dem, at Gulvet bølger, mens vi danse, da er det, fordi det sitrer under Millioners Had.“

Hun havde talt med sin sædvanlige Ro, og efter en venlig Hilsen forsvandt hun i Salen.
— Greven stod igjen ganske betuttet. Han kastede et Blik ud over Folkemassen. Det var et Syn, han ofte havde seet; han havde sagt mange daarlige og mindre gode Vittigheder om dette mangehodede Uhyre. Men først iaften faldt det ham ind, at dette Uhyre igrunden var den uhyggeligste Omgivelse, man kunde tænke sig for et Palais.

Fremmede og generende Tanker svirrede om i Hr. Grevens Hjerne, hvor de havde god Plads. Han var ganske kommen ud af Koncepterne, og det varede en hel Polka, inden han gjenvandt sin Stemning.

Fra Samlede værker, 1907

Orgiginalen er fra Novelletter, 1879

Slaget ved Waterloo, av Alexander Kielland

Jeg setter en liten overraskelse på programmet i dag. Det er ikke at Aleksander Kielland kommer på sjetteplass på listen min over favorittforfattere i Norge. Det skulle si seg selv, jeg er Rogalending, jeg liker hans elegante stil og bitende ironi. Han er uklanderlig antrukket på ethvert bilde jeg kjenner av ham, og i enhver tekstlinje han har etterlatt seg. Han kunne vært en favorittforfatter, om det ikke for meg fantes fem stykker her i landet som var bedre. Overraskelsen ligger ikke i det, men i hvilken tekst jeg har valgt av ham.

De mest kjente verkene til Kielland er romanene om Garman & Worse, med udødelige linjer som «vi kommer sent, men vi kommer godt», og Gift, med enda mer udødelige linjer som spørsmålet om «Flere byer i Belgia». Stilen til Kielland kommer for fullt til uttrykk i disse verkene. Han er også kjent som en stor novellist, en mester i sjangeren, der Karen er et høydepunkt i både Kiellandsk og norsk novellekunst. Det kan argumenteres for at dette er den beste novellen vi har på norsk, i hvert fall hvis det gjelder å fylle en kort tekst med novellens virkemidler. Her er det alt sammen, og meget elegant gjort.

Jeg velger også en novelle av Kielland. Det er også novellekunsten som gjør at han er favoritt for meg. Men jeg velger en mer ukjent, som jeg håper vil kunne nå frem til nye lesere, og som jeg håper vil kunne gjøre andre like overrasket over slutten som jeg ble. Historien er hentet fra hans novelletter som kom ut i 1879. Det er fire stykker av dem Håpet er lysegrønt, Erotikk og idyll, Ballstemning og Slaget ved Waterloo. Jeg tror jeg har landet på den minst kjente, men også den kjekkeste av dem.

Slaget ved Waterloo handler om fetter Hans som søker etter den «ekte kjærlighet», og er som unge vorlibte overbevist om at før han finner den, så kan han ikke være lykkelig, men når han finner den, så vet han det. Han tenker Kiellandsk ironisk hvordan det må være. Så er det en dame som hilser, ikke til Hans, men til en annen, og han kjenner denne gløden han mener kjennetegner den ekte kjærlighet:

Da endelig inntraff det han så lenge hadde gått og ventet på: det bet! Hans blod fór avsted ganske som det skulle, han mistet pusten, ble het i hodet, kold nedover ryggen og fuktig mellom fingrene – kort sag: alle de symptomer inntrådte, som efter dikteres og erfarne prosaisters vidnesbyrd betegner den sanne, den ekte, den riktige kjærlighet. (s. 46 i min utgave, Kiellands samlede verk, Gyldendal 1999)

Fetter Hans følger etter denne smukke, unge dame, lystig fortalt av Kielland, og ser henne gå inn i nummer 34 og forsvinne der. Gjennom onkel Fredrik får Hans rede på hvem som bor der, det er en halvskrullete kaptein som bor der med datteren sin. Kapteinen har alltid to historier å fortelle. Den ene er om slaget ved Waterloo, den andre om en feltmanøver hvor han selv spilte hovedrollen og fikk medalje. Hans forbereder seg godt for å komme i snakk med denne kaptein Schrappe, som han heter. Og Fredrik forteller om hvordan det foregår, og hvordan han selv mange ganger har måttet høre kapteinens endeløse historier. Det er viktig å følge med, gjør man en feil, begynner kaptein på ny. «Vokt dem for Blücher,» sier onkel Fredrik til slutt, og både leseren og Hans er klare til å følge godt med på denne Blücher.

Den første historien går bra. Hans interesserer seg oppriktig, og det sammme gjør vi, det er ganske spennende å følge med på feltmanøvren, samtidig som vi lurer på hvordan det går med Hans’ prosjekt, og hva i all verden som vil skje med Blücher. Det går som en drøm alt sammen, Hans gjør alt riktig, og kapteinen blir glad i sin tilhører og tar ham med hjem. Der er Hans klar til også å sjarmere datteren. Det er bare det, at det er ikke henne. En skikkelig artig vending.
Denne nye damen er alldeles ikke etter Hans smak, og de to blir trettekjære, frøken Beck reiser i morgen, det var henne Hans egentlig ville treffe. Og som ikke all denne ulykken alene var nok, begynner kaptein Schrappe på historien om feltøvelsen, og Hans klarer ikke å følge med og går gjennom akkurat de kvaler onkelen har snakket om. Til slutt kommer Hans seg vekk, og gråtende sitter han på en benk i parken. Onkelen kommer forbi, lurer på hva det er, selv er han i strålende humør for han har vært i selskap Hans også kunne vært, og der var frøken Bech. Hans blir fortvilet, deiser ned på en benk, setter seg på en stein han har i lommen, tar den ut og kaster den. – Hva var det? spør onkelen. – Det var Blücher, svarte Hans. – Var det ikke det jeg sa, spurte onkelen, sa jeg ikke: «vokt deg for Blücher?»

Dette er en klassisk novelle som minner om mange av novellene vi finner i Russland forteller. Det er tilsynelatende en helt vanlig historie, riktignok fortalt gjennom en forfatter med skarpt blikk, men så liksom slynger forfatteren novellen opp noen hakk, og vi ser at det er en god del ting som henger sammen, og det på en måte som ikke er tullball. Det er spennende nok med denne Hans som vil finne den ekte kjærligheten, her er allerede forfatter med noe på hjertet. All kampen om å nå frem til henne, er også interessant. Og så har vi slaget ved Waterloo, som man absolutt er fristet til å la stå som en analogi til hele novellen. Den lille keiser som rir på sin hvite hest, men som ingen kjenner igjen, det er Hans. Blücher kommer fra siden og ødelegger slaget. Han skulle Napoleon passe seg for. Og måten onkelen ler på til slutt, gjør det naturlig å spørre om også han vet eller har erfart mer enn han har gitt inntrykk for. Til sist har vi samtalene mellom Hans og Betty, der Hans er så overbevist om at Betty ikke blir gift, og han liksom legger ordene sine inn for å irritere henne litt.

*

Teksten

Slaget ved Waterloo, av Alexander Kielland

I.Da det ikke alene i og for sig er underholdende, men ogsaa i Overensstemmelse med Skik og Brug at være forelsket, og da man i vore uskyldige og moralske Forhold kan hengive sig saa meget desto tryggere til dette Liebhaberi, som man hverken forstyrres af aarvaagne Fædre eller stridslystne Brødre, og da man endelig ligesaa letvindt kan komme ud af som ind i det for os specifike Forhold, man kalder Forlovelse — (en Mellemting mellem Ægteskab og „Freitisch“ i en god Familie) — saa, ja saa var det ikke underligt, at Fætter Hans følte sig inderligt ulykkelig. Thi han var ikke det mindste forelsket.

Han havde længe gaaet og ventet paa, at det skulde komme over ham som en Raptus, hvilket jo efter alle Erfarnes Dom er den rigtigste Form før den rigtige Kjærlighed. Men da det ikke blev til noget, og han dog var et helt Aars Student, saa sagde han til sig selv: Kjærligheden er jo et Lotteri, vil man vinde, maa man ialfald spille. Man byde Lykken Haand, som der staar i Avertissementerne.

Han saa sig da flittigt om og gav nøie Agt paa sit Hjerte.

Som en Fisker, der sidder med Snøret om Pegefingeren, passende paa det mindste Ryk: om det ikke snart vilde bide, saaledes holdt Fætter Hans sit Aandedræt tilbage, hvergang han saa en ung Dame: om han ikke snart skulde fornemme det eiendommelige Ryk, der — som bekjendt — hører til den rigtige Kjærlighed; dette Ryk, som med ét bringer alt Blodet til at strømme til Hjertet, for ligesaa pludseligt at fare op i Hovedet og farve Ansigtet rødt ligetil Haarroden.

Men det vilde sletikke bide; hans Haar forblev rødt ligetil Haarroden, thi Fætter Hans’s Haar kunde ikke kaldes brunt; men Ansigtet holdt sig lige saa blegt og lige langt.

Den stakkels Fiskermand var træt, da han en Dag dinglede nedover til Fæstningen. Han satte sig paa en Bænk og iagttog med en foragtelig Mine nogle Soldater, der vare ifærd med den herdende Øvelse: at staa paa ét Ben midt i Solen og vride Overkroppen, for at blive stegt paa begge Sider.

„Nonsens!“ sagde Fætter Hans og spyttede, „det er s’gu en altfor dyr Spas for vort lille Land at holde det Slags Akrobater. Saa jeg ikke her forleden, at denne saakaldte Armée tiltrænger 1500 Blikdaaser Skovox, 600 Kardasker, 3000 Alen Guldgalloner og 8,640 Løveknapper! — Det var bedre, vi sparede paa Guldgalloner og Løveknapper og anvendte vore Skillinger til Almuens Oplysning,“ — sagde Fætter Hans.

Thi han var smittet af de moderne Ideer, der desværre ogsaa begyndte at trænge ind hos os, og som uvægerlig vil ende med at omstyrte hele den bestaaende Samfundsorden.

— „Farvel da — saalænge!“ sagde en Damestemme lige bagved ham.

„Farvel saalaenge! Barnet mit!“ svarede en dyb Mandsrøst.

Fæetter Hans vendte sig langsomt; thi det var en varm Dag. Han opdagede en gammel Militær i sort, knappet Frak med Sværdorden paa, et Halstørklæde, der var virret utrolig mange Gange om Halsen, velbørstet Hat og lyse Benklæder. Herren nikkede til en ung Dame, der fjernede sig mod Byen, og fortsatte saa sin Tur ndover Volden.

Fætter Hans var vistnok træt, dog fulgte hans Øine den bortilende unge Pige. Hun var liden og net, og han iagttog med Interesse, at denne Dame var en af de faa, der ikke gjøre en liden Vending indad med den venstre Fod, idet de løfte den fra Jorden.

Dette var et stort Fortrin i den unge Mands Øine; thi Fætter Hans var af disse fintfølende, nøieseende Naturer, der først egentlig formaa at skatte en Kvindes hele Værd.

Efter nogle Skridt vendte Damen sig — formodentlig vilde hun nikke endnu en Gang til den gamle Officer; men rent tiltældigvis traf bendes Blik Fætter Hans.

Da endelig indtraf det, han saalænge havde gaaet og ventet paa: det bed! Hans Blod fór afsted ganske som det skulde, han mistede Pusten, blev hed i Hovedet, kold nedover Ryggen og fugtig mellem Fingrene — kort sagt: alle de Symptomer indtraadte, der efter Digteres og erfarne Prosaisters Vidnesbyrd betegne den sande, den ægte, den rigtige Kjærlighed.

Her var saamænd ingen Tid at spilde. Han samlede ihast sine Handsker, Stokken og Studenterhuen, som han havde lagt fra sig paa Bænken, og satte afsted efter Damen tvertover Fæstningen og ad Byen til.

I de store, fordærvede Samfund udenlands gaar saadant ikke an. Forholdene der ere saa urene, at en velopdragen ung Mand undser sig for at forfølge en anstendig Dame. Og de faa skikkelige Kvinder, som findes derude, vilde befinde sig meget ilde ved at have en Herre efter sig.

Men i vor rene, moralske Luft ere vi saa lykkelige at kunne indrømme Ungdommen mere Frihed netop paa Grund af vor strenge Sædelighed.

Derfor betænkte Fætter Hans sig ikke et Øieblik paa at følge sit Hjertes Stemme; og den unge Dame, der snart mærkede, hvilken Ulykke hun havde anrettet med det Blik, der egentlig var tiltænkt den Gamle, følte igrunden en ikke ubehagelig Spænding ved Situationen.

De Mødende paa Gaden, der naturligvis strax mærkede Sammenhængen (dette Tilfælde er nemlig et af de faa, hvor de Agerende tro sig ganske uden Publikum), syntes ialmindelighed at det var morsomt at iagttage. De vendte sig of smilede saa smaat; thi de vidste jo alle, at enten ledede dette ikke til noget, og da var det jo blot den uskyldigste Fornøielse for Ungdommen; eller det ledede til en Forlovelse, og en Forlovelse er dog det yndigste i Verden.

Medens de saaledes drog afsted med passende Afstand snart paa samme Fortoug snart hver paa sin Side af Gaden, havde Fætter Hans god Tid til at tænke sig om.

Med Hensyn til Forelskelsen var alt paa det rene. Symptomerne vare der, han vidste, han var fangen, fangen i den ægte, den sande, den rigtige Kjærlighed, og han var lykkelig derved. Ja, saa lykkelig var Fætter Hans, at han, der ellers ikke var god at komme for nær, med et stille, forbindtligt Smil tog imod Stød og Puf, smaa Forbandelser og alle de Ulemper, som nødvendigvis maa ramme den, der seende stivt ud efter noget foran sig færdes med stor Hast i en travel Gade.

Nei — Kjærligheden var in confesso, om den kunde der ikke tvivles. Derimod forsøgte han at udmale sig hendes, den Elskedes, den Himmelskes jordiske Forhold. Og det var jo ogsaa temmelig let: hun havde spadseret med sin gamle Fader, opdagede saa pludseligt, at Klokken var over tolv, sagde i al Hast: Farvel saalænge! for at gaa hjem og se til Middagsmaden. Thi hun var uden Tvivl huslig — det søde Væsen og sikkerligt moderløs.

Den sidste Konjektur var kanske en Følge af den Skræk, man efter alle gode Forfatteres Mening bør have for Svigermødre; men derfor var den ikke mindre sikker. Og nu stod der blot tilbage for Fætter Hans at udfinde: for det første, hvor hun boede, for det andet, hvem hun var, og for det tredie, hvorledes han skulde gjøre hendes Bekjendtskab.

Hvor hun boede, skulde han snart faa at vide, thi nu gik hun jo hjem; hvem hun var, skulde han nok faa udspurgt i Gaarden; og gjøre hendes Bekjendtskab — Herregud! en Smule Vanskelighed hører netop til i Opskriften paa den sande Kjærlighed.

Men bedst som Jagten gik paa det lystigste, forsvandt Vildtet i et Portrum, og det var igrunden paa høie Tid, for Jægeren var — sandt at sige — lidt udmattet.

Han læste med en vis Lettelse Nr. 34 over Porten, gik derpaa et Par Skridt videre, for ganske at skuffe enhver mulig Iagttager, standsede saa ved en Gaspæl og pustede ud.

Det var — som sagt — en varm Dag, hvilket i Forbindelse med den heftige Lidenskab havde bragt Hans i en stærk Sved. Hans Toilette var desuden derangeret ved den hensynsløse Iver, hvormed han havde hengivet sig til Jagten.

Han maatte smile af sig selv, medens han stod og tørrede sig i Ansigtet og i Nakken, rettede paa sit Halstørklæde og følte paa sin Flip, der var smeltet paa Solsiden. Men det var et saligt Smil; han var i denne Stemning, da man Intet ser eller fornemmer af Udenverdenen, og halvhøit sagde han hen for sig: „Kjærligheden taaler alt, fordrager alt.“ —

„Og sveder meget!“ sagde en liden tyk Herre, hvis hvide Vest pludselig kom tilsyne indenfor Fætter Hans’s Synskreds.

„Aa — er det dig — Onkel!“ sagde han lidt flau.

„Javist!“ svarede Onkel Fredrik, „jeg har forladt Skyggesiden, expres for at redde dig fra at blive stegt. Kom nu med mig!“

Dermed trak han Nevøen med sig; men denne stred imod: „Ved du, hvem der bor her i Nr. 34, Onkel?“

„Neigu ved jeg ei; men lad os bare komme i Skyggen,“ sagde Onkel Fredrik; thi der var to Ting, han ikke kunde taale: Varme og Latter; det første paa Grund af sin Korpulence, og det andet paa Grund af, hvad han selv kaldte „sine apoplektiske Tilbøieligheder“.

„Forresten,“ sagde han, da de vare komne over paa den kjølige Side, og han havde faaet Nevøen under Armen, „forresten ved jeg jo godt, hvem der bor i Nr. 34, naar jeg tenker mig om; — det er gamle Kaptein Schrappe.“

„Kjender du ham?“ spurgte Fætter Hans spændt.

„Ja, en Smule, saaledes som den halve By kjender ham fra Fæstningen, hvor han spadserer hver Dag.“

„Ja, det er netop der, jeg har seet ham,“ sagde Nevøen ivrigt, „hvilken interessant gammel Herre at se til. Jeg skulde have stor Lyst til at tale med ham.“

„Det Ønske kan du snart faa opfyldt,“ svarede Onkel Fredrik, „du behøver bare at stille dig etsteds ved Volden og tegne Streger i Sandet, saa kommer han.“

„Kommer han?“ sagde Fætter Hans.

„Ja, saa taler han til dig. Men du skal være forsigtig: han er farlig.“

„Æ —?“ sagde Fætter Hans.

„Han har engang været paa Vei til at tage Livet af mig.“

„A —!“ sagde Fætter Hans.

„Ja, med Snak — forstaar du.“

„Aa —!“ sagde Fætter Hans.

„Han kan nemlig to Historier,“ fortsatte Onkel Fredrik, „den ene er paa en god halv Time og dreier sig om en Feltmanøvre i Skaane. Den anden derimod: Slaget ved Waterloo, varer undertiden i halvanden til to Timer; — den har jeg hørt tre Gange,“ og Onkel Fredrik sukkede tungt.

„Men er de da saa kjedelige — disse Historier?“ spurgte Fætter Hans.

„Aa — for en Gangs Skyld gaar de vel an,“ svarede Onkel, „og skulde du komme i Snak med Kapteinen, saa mærk dig følgende: Slipper du med den korte Historie, den fra Skaane, saa har du ikke andet at gjøre end afvexlende at nikke og ryste paa Hovedet. Selve Operationsfeldtet kan du let flnde rede i.“

„Operationsfeldtet?“ sagde Fætter Hans.

„Ja du skal vide, han tegner hele Manøvren for dig i Sandet; men det er let at forstaa, naar du bare passer paa A og B. Kun paa et Punkt maa du vogte dig for at forplumre dig.“ —

„Bliver han da utaalmodig, naar man ikke forstaar?“ spurgte Fætter Hans.

„Nei tvertimod! men hvis du røber, at du ikke følger med, saa begynder han paa Begyndelsen igjen — ser du! — Det vigtige Punkt i Feltmanøvren,“ fortsatte Onkel, „er den Bevægelse, Kapteinen selv foretog trods Generalens Ordre, og som bragte Venner og Fiender i lige stor Forlegenhed. Denne Genistreg var — mellem os sagt — Grunden til, at man maatte give ham Sværdordenen, for at faa ham til at tage Afsked. Naar du altsaa kommer til dette Punkt, maa du nikke heftigt og sige: Naturligvis — det eneste rigtige — Positionens Nøgle — husk det: Nøgle.“

„Nøgle,“ gjentog Fætter Hans.

„Men skulde du,“ og Onkel saa paa ham med anteciperet Medlidenhed, „skulde du i din ungdommelige Lyst til Eventyr falde i den lange, i den om Waterloo, da maa du enten tie ganske stille eller ogsaa passe nøie paa. Jeg har engang maattet døie Beskrivelsen halvanden Gang, bare fordi jeg i min Iver for at vise, hvor godt jeg forstod Situationen, kom til at flytte Kellermanns Dragoner istedetfor Milbaud’s Cuirasserer!“

„Flyttede du Dragoner — Onkel?“ spurgte Fætter Hans.

„Ja, se det vil du nok forstaa, hvis du falder i den lange; men“ — tilføiede Onkel Fredrik i en høitidelig Tone, „vogt dig — siger jeg — vogt dig for Blücher!“

„Blücher?“ sagde Fætter Hans.

„Ja ja, jeg siger ikke mere; — og hvorfor gaar jeg egentlig her og fortæller om den gamle Original, hvad ialverden er det, du vil med ham?“

„Spadserer han hver Formiddag?“ spurgte Hans.

„Hver Formiddag fra elleve til et og hver Eftermiddag fra fem til syv. Men hvad Interesse?“ —

„Har han mange Børn?“ afbrød Hans.

„Kun en Datter, men hvad Pokker?“ —

„Adieu — Onkel; jeg maa hjem til mine Bøger.“

„Stop lidt! gaar du ikke med til Tante Maren iaften, jeg skulde bede dig?“

„Nei Tak, jeg har ikke Tid,“ raabte Fætter Hans, der allerede var nogle Skridt borte.

„Der er Dameselskab, unge Damer!“ brølede Onkel Fredrik; thi han vidste jo ikke, hvad der var hændt Nevøen.

Men denne rystede paa Hovedet med en egen, energisk Foragt og forsvandt omkring Hjørnet.

Det var som Pokker — tænkte Onkel; Gutten er gal eller — aa nu har jeg det! — forlibt! Han stod jo og talte nogle dunkle Ord om Kjærlighed, da jeg fandt ham — udenfor Nr. 34 — og hans Interesse for gamle Schrappe! — Skulde han være forelsket i Frøken Betty? — aa nei, tænkte Onkel, idet ogsaa han hovedrystende fortsatte sin Vei, saa megen Forstand har han s’gu ikke.

II.Fætter Hans spiste ikke meget den Middag. Forelskede Mennesker spise ikke meget og desuden ligte han ikke Kjødkager.

Endelig blev Klokken fem. Han havde allerede indtaget sin Post paa Volden, hvorfra han kunde overse hele Fæstningspladsen. Ganske rigtigt: der kom den sorte Frak, de lyse Benklæder og den velpudsede Hat.

Fætter Hans fomam en Smule Hjertebanken. Først troede han, det kom af, at han følte sig lidt skamfuld ved denne planmæssige Underfundighed mod den skikkelige Kaptein. Men snart kom han underveir med, at det var Synet af den Elskedes Fader, der satte hans Blod i Bevægelse.

Beroliget herved begyndte han ifølge Onkel Fredriks Anslag at tegne Streger og Vinkler i Sandet, medens han fra Tid til anden med Opmærksomhed betragtede Akershus.

Der var øde og stille paa hele Fæstningen. Fætter Hans kunde høre Kapteinens sikre Skridt nærme sig; de naaede helt hen til ham og standsede. Hans saa ikke op; Kapteinen tog endnu et Par Skridt og kræmtede. Hans trak en lang, dybsindig Streg med sin Stok, da kunde den Gamle ikke længer dy sig.

„Ei, ei, unge Herre!“ sagde han venligt, idet han tog til sin Hat, „tager De Kart over vore Befæstningsværker?“

Fætter Hans saa ud som en, der vækkes af dybe Betragtninger, og idet han hilsede høfligt, svarede han noget forvirret:

„Nei — det er blot saadan en Vane jeg har, til at søge at orientere mig, hvor jeg færdes.“

„En fortræffelig Vane, en ganske fortræffelig Vane“ — afbrød Kapteinen med Varme.

„Det styrker Hukommelsen,“ indskjød Fætter Hans beskedent.

„Ganske vist, ganske vist — Hr. Student!“ svarede Kapteinen, der begyndte at finde Behag i det undseelige unge Menneske.

„Især ved mere komplicerede Situationer,“ fortsatte det undseelige unge Menneske, idet han med Foden udslettede sine Streger.

„Netop hvad jeg vilde sige!“ udbrød Kapteinen henrykt, „isærdeleshed er nu Tegninger og Planer — som De kan tænke Dem — aldeles uundværlige i Krigsvidenskaben — for Exempel en Slagmark.“ —

„Ja, se det er nu Ting, der ere altfor indviklede for mig,“ afbrød Fætter Hans med et ydmygt Smil.

„Sig ikke det, unge Herre!“ svarede den velvillige Gamie, „naar man har en orienterende Oversigt over Terrainets og Armeernes Stillinger, saa kan selv en mere indviklet Batalje gjøres ganske anskuelig. — Se nu det Terrain, vi har for os her; det kunde meget godt give os et Begreb — en miniature — om for Exempel — om Slaget ved Waterloo.“

Jeg er falden i den lange, tænkte Faetter Hans; men never mind! jeg elsker hende.

„Behag at tage Plads paa Bænken her,“ fortsatte Kapteinen, der inderligt glædede sig til en saa intelligent Tilhører, „saa skal jeg forsøge i korte Omrids at give Dem et Billede af dette skjæbnesvangre og mærkelige Slag, hvis det kan interessere Dem?“

„Mange Tak — Hr. Kaptein!“ svarede Fætter Hans, „intet kunde interessere mig mere. Men jeg frygter for, at De vil faa altfor meget Besvær med en stakkels ukyndig Civil.“

„Paa ingen Maade, det Hele er saa let og simpelt, naar man bare iforveien orienterer sig paa Feldtet,“ forsikrede den elskværdige gamle Herre, idet han satte sig ved Siden af Fætter Hans og kastede et prøvende Blik omkring sig.

Medens de sad saaledes, betragtede Fætter Hans Kapteinen nøiere, og han maatte tilstaa, at Kaptein Schrappe tiltrods for sine sexti Aar endnu var en vakker Mand. Han har de korte, graasprængte Moustacher lidt opadbøiet i Spidserne, hvilket gav ham et vist ungdommeligt Sving. I det hele taget havde han megen Lighed med Kong Oscar den Første paa de gamle Tolvskillinger.

Og da han nu reiste sig op og begyndte sin Udvikling, var Fætter Hans enig med sig selv om, at han havde al Grund til at være tilfreds med sin tilkommende Svigerfaders Ydre.

Kapteinen stillede sig nogle Skridt fra Bænken i Hjørnet af Volden, idet han pegede omkring sig med Stokken. Fætter Hans fulgte nøie med og gjorde sig al mulig Flid for at tækkes sin tilkommende Svigerfader.

„Vil De nu altsaa tænke Dem, at jeg staar ved Forpagtergaarden Belle-Alliance, hvor Keiseren har sit Hovedkvarter, og mod Nord — to Mile fra Waterloo — har vi Bryssel, — altsaa omtrent paa Hjørnet af Gymnastiklokalet.

Veien der — langs Volden er Chausseen, der ferer til Bryssel, og her“ — Kapteinen ilede over Waterloosletten — „her i Græsset har vi Soignesskoven. Paa Landeveien til Bryssel og foran Skoven staa nu Englænderne; — De maa tænke Dem den nordligste Del af Terrainet noget høiere. Paa Wellingtons venstre Fløi — altsaa mod Øst — her i Græsset — har vi Slottet Hougoumont; det maa markeres,“ sagde Kapteinen og saa sig omkring.

Den hjælpsomme Fætter Hans fandt strax en Pinde, der blev stukket i Jorden paa dette vigtige Punkt.

„Fortræffeligt!“ raabte Kapteinen, der forstod, at han havde fundet en Tilhører med Interesse og Indbildningskraft, „det er nemlig fra denne Kant, vi kan vente Preusserne.“

Fætter Hans lagde Mærke til, at Kapteinen tog en Sten, som han fandt, og placerede den i Græsset med en hemmelighedsfuld Mine.

„Her ved Hougoumont,“ fortsatte den Gamle, „begyndte Slaget. Det var Jerome, der angreb. Han tog Skoven; men Slottet holdt sig — forsvaret af Wellingtons bedste Tropper.

Imidlertid skulde Napoleon, som holder her ved Belle-Alliance, netop give Marechal Ney Ordre til at begynde Hovedangrebet mod Wellingtons Centrum, da han opdagede Troppemasser, der nærmede sig fra Øst — bag Bænken — der henne ved Træet.“

Fætter Hans saa sig om, han begyndte at blive urolig: skulde allerede Blücher være her?

„Blü — Blü“ — prøvede han halvhøit.

„Det var Bülow,“ sagde til al Lykke Kapteinen, „som nærmede sig med 30,000 Preussere. Napoleon traf i Hast sine Dispositioner, for at møde den nye Fiende, idet han ikke nærede nogen Tvivl om, at Grouchy ialfald fulgte Preusserne i Hælene.

Keiseren havde nemlig den foregaaende Dag detacheret Marechal Grouchy med Armeens hele høire Fløi c. 50,000 Mand, for at møde Blücher og Bülow; men Grouchy — ja alt det der, husker De jo fra Verdenshistorien“ — afbrød Kapteinen.

Fætter Hans nikkede beroligende.

„Ney begyndte altsaa Angrebet med sin vante Uforfærdethed. Men det engelske Kavalleri styrtede sig over Franskmændene, brød deres Rækker og tvang dem tilbage med Tab af to Ørne og flere Kanoner. Milhaud iler tilhjælp med sine Cuirasserer, og Keiseren selv, der ser Faren, hugger Sporerne i sin Hest og farer ned ad Skraaningen ved Belle-Alliance.“

Kapteinen ilede afsted, hoppende lidt efter Siden som en Hest i Gallop, medens han skildrede, hvorledes Keiseren red gjennem tykt og tyndt, bragte Neys Folk iorden og sendte dem frem til nyt Angreb.

— Enten det nu var, fordi der stak et Stykke af en Digter i Fætter Hans, eller om Kapteinens Skildring virkelig var saa levende, eller om det var — og det var det vist, — fordi han elskede Kapteinens Datter — nok er det: Fætter Hans blev ganske revet ind i Situationen.

Han saa ikke længer en snurrig Kaptein, der hoppede efter Siden; — han skimtede gjennem Krudtrøgen Keiseren selv paa den hvide Hest med de sorte Øine, som vi kjende fra Kobberstikkene. Han fór afsted over Grøfter og Hegn, gjennem Agre og Haver, med Møie hilgt af sin Suite. Rolig og kold sad han fast i Sadlen med den halvaabne graa Frak, de hvide Benklæder og den lille Hat paatvers. Hans Ansigt udtrykte hverken Trethed eller Spænding; glat og blegt som Marmor gav det den hele Skikkelse i den simple Uniform paa den hvide Hest noget ophøiet, halvt spøgelsesagtigt.

Saaledes susede han afsted, dette lille blodige Uhyre, der i tre Dage havde leveret tre Slag. Alt veg afveien for ham, flygtende Bønder, Tropper i Reserve eller i Fremmarsch, — ja selv Saarede og Halvdøde skubbede sig tilside og saa op paa ham med en Blanding af Skræk og Beundring — der han jog dem forbi som et koldt Lyn.

Han viste sig knapt blandt Soldaterne, for alt kom iorden som af sig selv; og et Øieblik efter kunde den ufortredne Ney atter svinge sig i Sadlen, for at fornye Angrebet. Og denne Gang kastede han Englænderne og satte sig fast i Forpagtergaarden La Haie-Sainte.

Napoleon holdt atter ved Belle-Alliance.

„Nu kommer altsaa Bülow fra Øst — her frem under Bænken; Keiseren lader General Mouton møde ham. Klokken halv fem (Slaget var begyndt Klokken et) forsøger Wellington at fordrive Ney fra La Haie-Sainte. Men denne, der nu indsaa, at alt afhang af, at man bemægtigede sig Terrainet foran Skoven — her i Sandet foran Græskanten,“ Kapteinen kastede sin Handske hen paa det betegnede Sted — „Ney altsaa tilkalder en Reservebrigade af Milhauds Cuirasserer og gaar løs paa Fienden.

Snart saaes hans Folk paa Høiderne, og man raabte allerede „Victoire!“ omkring Keiseren.

„Det er en Time for sent,“ svarede Napoleon.

Da han imidlertid saa, at Marechallen led meget af Fiendens Ild i den nye Position, besluttede han at komme ham tilhjælp og samtidigt prøve med et Slag at knuse Wellington. Han valgte til denne Plans Udførelse Kellermanns navnkundige Dragoner og Gardens svære Kavalleri. Nu kommer et af Slagets Hovedmomenter; De maa begive Dem ud paa Valpladsen!“

Fætter Hans reiste sig strax fra Bænken og indtog den Post, Kapteinen anviste ham.

„Nu er De Wellington!“ — Fætter Hans rettede sig. — „De staar der paa Sletten med Størstedelen af det engelske Infanteri. Her kommer hele det franske Kavalleri susende. Milhaud har forenet sig med Kellermann; det er en uoverskuelig Mængde Heste, Brynjer, Hjelmbuske og blanke Vaaben. Omgiv Dem med en Carré!“

Fætter Hans stod et Øieblik raadvild; men saa forstod han Kapteinens Mening: han trak i al Hast en Firkant af dybe Streger i Sandet omkring sig.

„Rigtigt!“ raabte Kapteinen straalende, „nu hugge Franskmændene ind; Rækkerne brydes, men sluttes sammen; Kavalleriet bøier af og samler sig igien. Wellington maa hvert Øieblik indeslutte sig i en ny Carré.

De franske Ryttere slaas som Løver: de stolte Minder fra Keiserens Felttog fyider dem med dette seiersikre Mod, der gjorde hans Armeer uovervindelige; de slaas for Seieren, for Æren, for de franske Ørne, og for den lille, kolde Mand, som de vide holder paa Høiden bagved dem, hvis Øie følger hver enkelt Mand, som ser Alt og ikke glemmer noget.

Men idag har de en Fiende, som ikke er let at faa Bugt med. De staa, hvor de staa — disse Englændere, og trykkes de et Skridt tilbage, saa tage de det igjen i næste Øieblik. De have ingen Ørne og ingen Keiser; naar de slaas, tænke de hverken paa Krigshæder eller paa Hevn; men de tænke paa Hjemmet. Ikke at skulle gjense gammel Englands Ege, er den tungeste Tanke for en Englænder — dog nei, der er noget, som er verre endda: at komme hjem med Skam. Og naar de tænke paa, at den stolte Flaade, som de vide ligger nordpaa og venter paa dem, at den skulde nægte dem Hæderssalut, at „old England“ ikke skulde kjende sine Sønner igjen, — da gribe de fastere om Geværet, de glemme Saar og Blodet, der flyder; tause og alvorllge, med sammenbidte Tænder holde de sin Post og dø som Mænd.

Tyve Gange brødes Carréerne og sluttedes igjen, og der faldt 12,000 brave Englændere.“

Fætter Hans kunde forstaa, at Wellington græd, da han sagde: „Natten eller Blücher!“

Kapteinen havde imidlertid forladt Belle-Alliance og speidede omkring i Græsset bag Bænken, medens han fortsatte sin Udvikling, der stedse blev mere og mere livlig: „Wellington var nu i Virkeligheden slagen, han maatte lide et totalt Nederlag, da“ — raabte Kapteinen med dyster Stemme, „da kom han der!“ Og idetsamme spændte han til den Sten, Fætter Hans havde seet ham skjule, saa at den rullede ind paa Slagmarken.

Nu eller aldrig, tænkte Fætter Hans.

„Blücber!“ raabte han.

„Netop!“ svarede Kapteinen, „det er Blücher, den gamle Varulv, der kommer marscherende ind paa Sletten med sine Preussere.

Altsaa kom der ingen Grouchy; Napoleon stod berøvet hele sin høire Fløi overfor 150,000 Mand. Med sin aldrig svigtende Koldblodighed giver han Ordre til en stor Frontforandring.

Men det var for sent og Overmagten for stor.

Wellington, som ved Blüchers Ankomst fik Anledning til at bruge Reserven, lod nu hele sin Armé avancere. Endnu engang bragtes dog de Allierede et Øieblik til at standse for et rasende Angreb, der førtes af Ney — Dagens Løve.

Ser De ham!“ raabte Kapteinen, hvis Øine tindrede.

Og Fætter Hans saa ham, denne eventyrlige Helt, Hertug af Elchingen, Prinds af Moskwa, Søn af en Bødker i Saarlouis, Marechal og Pair af Frankrige. Han saa ham løbe frem foran Kolonnerne — fem Heste vare skudte under ham — med Kaarden i Haanden, Uniformen i Filler, uden Hat og med Blodet strømmende ned over Ansigtet.

Og Kolonnerne ordnede sig og stormede afsted; — de fulgte sin Prinds fra Moskwa, Redningsmanden ved Beresina, i den haabløse Kamp for Keiseren og Frankrige. Lidet anede de, at Frankriges Konge sex Maaneder efter skulde lade deres kjære Prinds skyde som Landsforræder i Luxembourghaven.

Men han fór omkring, ordnede og kommanderede, indtil der ikke var mere at gjøre for Feltherren; saa brugte han sin Kaarde som Soldat til alt var forbi, og han reves med paa Flugten. Thi den franske Armé flygtede.

Keiseren styrtede sig ind i Vrimmelen; men den forfærdelige Larm overdøvede hans Stemme, og i Halvmørket var der ingen, som kjendte den lille Mand paa den hvide Hest.

Saa tog han Plads i en Carré af sin gamle Garde, der endnu holdt Stand paa Sletten: han vilde slutte sit Liv paa sin sidste Valplads. Men Generalerne flokkedes om ham, de gamle Grenaderer raabte: „Træk Dem tilbage, Sire! Døden vil ikke have Dem!“

De vidste ikke, at det var, fordi Keiseren havde forspildt sin Ret til at dø som fransk Soldat. Halvt modstræbende førtes han med, og ukjendt i sin egen Armé red han bort i den mørke Nat, efter at have tabt alt. — „Saaledes endte Slaget ved Waterloo,“ sagde Kapteinen, idet han satte sig paa Bænken og rettede paa sit Halstørklæde. —

— Fætter Hans tænkte med Indignation paa Onkel Fredrik, der havde omtalt Kaptein Schrappe i en saa overlegen Tone. Det var dog en ganske anderledes interessant Personlighed end slig en gammel Departementshest som Onkel Fredrik.

Idet han nu gik og samlede op Handsker og andre Smaating, som Feltherrerne i Stridens Hede havde spredt over Slagmarken, for at markere Positionerne, stødte han ogsaa paa gamle Blücher. Han tog ham op og betragtede ham nøie.

Det var et haardt Stykke Granit, knudret som Sukke-Candis; det var næsten som om det lignede „Feltmarechal Vorwärts“. Hans vendte sig mod Kapteinen med et artigt Buk:

„Tillad, Hr. Kaptein! at jeg gjemmer denne Sten. Den vil bedre end noget andet gjenkalde i min Erindring denne interessante og belærende Underholdning, for hvilken jeg isandhed er Dem meget taknemmelig.“

Dermed stak han Blücher i Baglommen.

Kapteinen forsikrede, at det havde været ham en sand Fornøielse at iagttage den Interesse, hvormed hans unge Ven havde fulgt Udviklingen. Og det var den rene Sandhed, han var ligefrem henrykt over Fætter Hans.

„Men sæt Dem nu ned — unge Mand, vi kunne nok trænge til Hvile efter 10 Timers Kamp“ — tilføiede han smilende.

Fætter Hans satte sig paa Bænken og følte med Ængstelse paa sin Flip. Han havde i Middagsstunden iført sig den mest bedaarende, han havde. Den holdt sig lykkeligvis endnu stiv; men han maatte sande Wellingtons Ord: Natten eller Blücher! thi stort længer havde den ikke holdt Stand.

Det var ogsaa et Held, at den varme Eftermiddagssol holdt de Spadserende borte fra Volden. Ellers kunde der snart have samlet sig et anseeligt Publikum om disse to Herrer, der fægtede med Armene og sprang omkring, tildels efter Siden.

De havde kun havt en Tilskuer. Det var Skildvagten, som staar paa Hjørnet af Gymnastiklokalet.

Denne havde af Nysgjerrighed fjernet sig utilbørlig langt fra sin Post, idet han havde marscheret næsten halvanden Mil nedover Chausseen fra Bryssel til Waterloo. Kapteinen skulde ogsaa forlængst have tildelt ham en militær Tilrettevisning, om ikke det nysgjerrige „Mandskab“ havde været af stor strategisk Betydning. Han udgjorde nemlig, der han stod, hele Wellingtons Reserve; og nu da Slaget var forbi, trak denne sig i god Orden tilbage nordover mod Bryssel og indtog atter le poste perdu paa Hjørnet af Gymnastiklokalet.

III.„Kom nu hjem med mig og spis tilaftens,“ sagde Kapteinen. „Mit Hus er vistnok meget stille, men jeg tænker, en ung Mand af Deres Karakter ikke vil have saameget imod at tilbringe en Afren i en rolig Familie.“

Fætter Hans’s Hjerte hoppede høit af Fryd; han modtog Indbydelsen paa den ham egne beskedne Maade, og snart vare de paa Veien til Nr. 34.

Hvor dog alting lykkedes for ham idag. Det var ikke mange Timer siden han saa hende for første Gang; og nu kom han allerede anstigende som en speciel Yndling af Faderen, for at tilbringe Aftenen sammen med hende.

Jo mere de nærmede sig Nr. 34, desto livagtigere stod det fortryllende Billede af Frøken Schrappe for ham: det blonde, purrede Haar nedover Panden, den vevre Figur og saa disse skjælmske, lyseblaa Øine.

Hans Hjerte bankede, saa at han neppe kunde tale, og da de gik opad Trappen, maatte han tage ordentlig fat i Rækværket; hans Lykke gjorde ham næsten svimmel.

I Stuen, som var et stort Hjørneværelse, traf de Ingen. Kapteinen gik ud, for at kalde paa Frøkenen, og Hans hørte ham raabe: „Betty!“

Betty! hvilket yndigt Navn og hvor det passede til det yndige Væsen!

Den lykkelige Elsker tænkte sig allerede, hvor deiligt det skulde blive, naar han kom hjem fra sit Arbeide ved Middagstid og kunde raabe ud i Kjøkkenet: „Betty! er Maden færdig?“

Idetsamme traadte Kapteinen ind igjen med sin Datter. Hun gik lige hen til Fætter Hans, tog ham i Haanden og ønskede ham velkommen i Huset.

„Men,“ tilføiede hun, „De maa virkelig undskylde, at jeg strax løber fra Dem igjen, for jeg staar midt i en Æggerøre, og det er ikke Spøg, kan De tro!“

Dermed forsvandt hun igjen; Kapteinen trak sig ogsaa tilbage for at ordne sig lidt, og Fætter Hans var atter alene.

Det hele Møde havde ikke varet mange Sekunder, og dog syntes Fætter Hans, at han i disse Øieblikke var styrtet fra Afsats til Afsats mange Favne ned i et dybt, sort Hul. Han holdt sig med begge Hænder fast i en gammel, høirygget Lænestol; han hverken hørte, saa eller tænkte; men halvt mekanisk gjentog han hen for sig: „Det var ikke hende — det var ikke hende!“

Nei det var ikke „hende“. Den Dame, han netop havde seet, og som altsaa maatte være den virkelige Frøken Schrappe, havde slet ikke blondt, purret Haar nedover Panden. Hun havde tvertimod mørkt Haar, strøget glat til begge Sider. Hun havde ingenlunde skjælmske, lyseblaa Øine, men alvorlige, mørkegraa — kort sagt, hun var saa ulig den Elskede som vel muligt.

Efter den første Lammelse begyndte Fætter Hans’s Blod at koge; en vild Smerte bemægtigede sig ham: han rasede mod Kapteinen, mod Frøken Schrappe, mod Onkel Fredrik og Wellington og den hele Verden.

Han vilde knuse det store Speil og alle Møblerne, og derpaa springe ud af Hjørnevinduet; — eller, han vilde tage sin Hue og Stok, styrte nedad Trappen, forlade Huset og aldrig mere betræde det; — eller, han vilde ialfald ikke blive her længer end høist nødvendigt.

Hans Stemning blev efterhaanden roligere; men en dyb Sørgmodighed lagde sig over ham. Han havde følt denne usigelige Smerte, at skuffes i sin første Kjærlighed, og da han saa sit eget Billede i Speilet, rystede han medlidende paa Hovedet.

Kapteinen traadte ind igjen, glat og pudset. Han indledede en Samtale om Dagens Politik. Fætter Hans havde Møie med at give endog blot korte, almindelige Svar; det var som om det Interessante ved Kaptein Schrappe var aldeles fordunstet. Og nu mindedes Hans, at denne paa Hjemveien fra Fæstningen havde lovet ham hele Feltmanøvren i Skaane efter Aftensbordet.

„Vaarsaagod, kom tilbords!“ raabte Frøken Betty, idet hun aabnede Døren til Spisestuen, hvor der var tændt Lys.

Fætter Hans kunde ikke undlade at spise, thi han var sulten; men han saa ned i Tallerkenen og talte lidet.

Derfor førtes Samtalen i Begyndelsen mest mellem Fader og Datter. Kapteinen, som troede, at det beskedne unge Menneske følte sig generet i Frøken Bettys Nærværelse, vilde give ham Tid til at fatte sig.

„At du ikke inviterede Frøken Bech iaften, siden hun skal reise imorgen,“ sagde den Gamle, „saa kunde I have spillet firhændigt for vor Gjæst.“

„Jeg bad hende blive, da hun var heroppe iformiddags; men hun skulde i Afskedsselskab til nogle andre Bekjendte.“

Fætter Hans spidsede Øren, mon Talen var om Damen fra iformiddags.

„Jeg fortalte dig jo, at hun var nede hos mig paa Fæstningen, for at sige Farvel,“ fortsatte Kapteinen, „stakkels Pige! jeg synes virkelig Synd i hende.“

Der kunde ikke længer være nogen Tvivl.

„Omforladelse — er Talen om en Dame med smaakrøllet Haar og store, blaa Øine?“ spurgte Fætter Hans.

„Netop!“ svarede Kapteinen, — „kjender De Frøken Bech?“

„Nei —,“ svarede Hans, „det faldt mig bare ind, at det kunde være en Dame, jeg traf nede paa Fæstningen omkring Klokken tolv.“

„Det har været hende!“ sagde Kapteinen, „en vakker Pige — ikke sandt?“

„Det var en meget smuk Dame,“ svarede Hans med Overbevisning, —, har hun havt nogen Sorg? — jeg syntes, Hr. Kapteinen —,“

„Ja, ser De! hun var forlovet nogle Maaneder.“ —

„Ni Uger“ — afbrød Frøken Betty.

„Jasaa du! var det saa kort — nuvel! — og saa har hendes Kjæreste netop i disse Dage slaaet op med hende. Hun reiser derfor — som De kan tænke Dem — bort for en Tid; — til Slægtninge paa Vestlandet — tror jeg.“

Hun havde altsaa været forlovet — rigtignok bare ni Uger; men det var dog et lidet aber. Dog — Fætter Hans var en Menneskekjender, og saa meget havde han allerede seet iformiddags, at hendes Følelser for den afgangne Kjæreste ikke havde været den rigtige Kjærlighed; derfor sagde han:

„Hvis det er den Dame, jeg saa idag, syntes hun at tage Sagen temmelig let.“

„Det er just, hvad jeg bebreider hende,“ svarede Frøken Betty.

„Hvorfor det?“ spurgte Hans lidt spidst, for han ligte overhovedet ikke den Maade, hvorpaa den unge Dame fremsatte sine Bemærkninger, „var det kanske bedre, om hun græmmede sig tildøde?“

„Nei ingenlunde,“ svarede Frøken Schrappe, „men det vilde efter min Formening have vidnet om mere Karakterstyrke, om hun havde følt en stærkere Indignation overfor sin Forlovede.“

„Da synes jeg tvertimod, at det vidner om den smukkeste Art af Karakterstyrke, at hun ikke føler Nag eller Vrede; thi Kvindens Styrke er at tilgive,“ sagde Fætter Hans, der blev veltalende, idet han forsvarede den Elskede.

Frøken Betty mente, at dersom Menneskene i det hele taget vilde lægge mere Indignation for Dagen ved de talrige „Opslag“, kunde kanske Ungdommen blive lidt forsigtigere i saa Henseende.

Fætter Hans derimod mente, at naar en Forlovet mærkede eller blot fik den mindste Mistanke om, at han havde taget feil, at det, han havde holdt for Kjærlighed, ikke var den sande, den ægte, den rigtige Kjærlighed, saa maatte han ikke alene skynde sig med at slaa op, men saa var det ogsaa en ligefrem Pligt for den anden Part og for alle Omgivelser at tilgive, undskylde og tale saa lidet som muligt om Sagen, paa det at det hele jo for jo heller kunde blive glemt.

Frøken Betty svarede hurtigt, at hun ikke fandt det i sin Orden, at unge Mennesker, „havde hinanden paa Prøve“, medens de holdt Udkig efter den rigtige Kjærlighed.

Denne Bemærkning forargede i høi Grad Fætter Hans. Men han fik ikke Tid til at svare, da Kapteinen idetsamme reiste sig fra Bordet.

— Der var noget ved Frøken Schrappe, som han slet ikke kunde fordrage; og saa stærkt var han optaget heraf, at han for en Stund næsten glemte den sørgelige Efterretning, at den Elskede — Frøken Bech — skulde reise imorgen.

Han maatte indrømme, at Kapteinens Datter var smuk, meget smuk; hun syntes at være baade huslig og forstandig, og det var tydeligt, at hun omfattede den gamle Fader med en rørende Ømhed. Og dog sagde Fætter Hans til sig selv: Stakkel, hun bliver aldrig gift.

Thi hun manglede ganske den yndige Ubehjælpelighed, der er saa indtagende hos en ung Pige; naar hun talte, var det med en næsten stødende Ro og Sikkerhed. Aldrig kom hun med saadanne bedaarende, halvt fuldendte Setninger som: „Ja, jeg ved ikke, om De forstaar mig; — der er saa faa, som forstaar mig; — jeg ved ikke, hvorledes jeg skal udtrykke, hvad jeg mener; men jeg føler det saa tydeligt“ — kort sagt! af dette tilslørede, ubevidste, som jo er Kvindens skjønneste Pryd, fandt man Intet hos Frøken Schrappe.

Endvidere havde han faaet en Mistanke om, at hun var „lærd“. Og deri maa dog alle give Fætter Hans Ret, at skal en Kvinde kunne opfylde sin Opgave her i Livet (at være Hustru for en Mand), bør hun selvfølgeligt ikke have andre Kundskaber end dem, hendes Mand ønsker, hun skal have, eller selv vil bibringe hende. Ethvert andet Fond af Viden vil altid være en Medgift af saare tvivlsomt Værd.

Fætter Hans var i den miserableste Stemning. Klokken var ikke mere end otte, og før halv ti, syntes han ikke, det gik an at tage Afsked. Kapteinen havde allerede taget Plads ved Bordet, færdig til at begynde Feltmanøvren. Her var ingen Udvei, Hans satte sig ved Siden.

Ligeoverfor sad Frøken Betty med et Sytøi og en Bog foran sig. Han strakte sig fremover og opdagede, at det var en Roman af den nyere tyske Literatur.

Det var just et af de Værker, som Hans pleiede at rose i høie Toner, naar han udviklede sine moderne Anskuelser med et lidet Anstrøg af Fritænkeri. Men at finde denne Bog her, i en Dames Hænder og tilogmed paa Tysk (Hans havde læst den i Oversættelse), var ham i høieste Grad stødende.

Da derfor Frøken Betty spurgte, om han syntes godt om Romanen, svarede han, at det var en af de Bøger, der kun bør læses af Mænd med modne Begreber og solide Principer, — allermindst egnede den sig til Damelekture.

Han saa, at den unge Dame blev rød, og han følte selv, at han havde været uartig. Men han var i en saa fatal Stemning, og desuden var der noget ligefrem irriterende ved denne overlegne lille Frøken.

Han ærgrede sig og kjedede sig, og for at fuldende hans Lidelsers Maal, begyndte Kapteinen at lade Korpset B rykke frem, „beskyttet af Mørket“.

Fætter Hans skimtede nu, hvorledes Kapteinen lod Fyrstikdaaser, Penneknive og andre Smaating rykke frem over Bordet. Han nikkede af og til, men han hørte slet ikke efter. Han tænkte paa den deilige Frøken Bech, som han kanske aldrig skulde gjense, og undertiden lurede han sig til at se paa Frøken Schrappe, som han havde været uartig imod.

Med et fór han op. Kapteinen slog ham paa Skulderen: „Og dette Punkt skulde altsaa jeg besætte. Hvad synes De?“

Da dukkede Onkel Fredriks Raad op for Fætter Hans, og idet han nikkede heftigt, sagde han: „Naturligvis — det eneste rigtige: — Positionens Nøgle!“

Kapteinen fór tilbage og blev ganske alvorlig. Men da han saa Fætter Hans’s forbløffede Udtryk, fik hans Godmodighed Overhaand, og leende sagde han:

„Nei — Høisterede! deri tager De storligen feil. — Forresten,“ tilføiede han med et lunt Smil, „forresten er det en Feiltagelse, som De deler med flere af vore høieste Militasrautoriteter. — Nei, nu skal jeg vise Dem Positionens Nøgle.“

Og saa begyndte han en vidtløftig Forklaring om, hvorledes den Stilling, han havde Ordre til at besætte, var ganske uden strategisk Betydning. Hvorimod den Manøvre, han paa egen Haand foretog, bragte Fienden i den største Forlegenhed, og vilde have forsinket Korpset B’s Fremrykning flere Timer.

Saa trædt og Sløv, som Fætter Hans var, maatte han dog beundre de Overordnedes vise Fremgangsmaade mod Kapteinen, dersom der overhovedet var noget i Onkel Fredriks Historie om Sværdordenen.

Thi hvis Kapteinens egenraadige Manøvre i strategisk Henseende kanske var et genialt Træk, saa var det jo i sin Orden, at han fik Sværdordenen. Men paa den anden Side var det jo ogsaa klart, at han var ubrugelig i en Armé som vor, naar han kunde tro, at Hensigten med Feltøvelserne var at forsinke Nogen eller at bringe Nogen i Forlegenbed. Han maatte dog vide, at Hensigten meget mere var den, at begge de fiendtlige Armeer med Bagage og Kjøkkenvogne kunde træffe sammen til fastsat Tid paa det fastsatte Sted, hvor den store Frokost serveredes.

Mens han sad i disse Tanker, fuldendte Kapteinen Feltmanøvren. Han var slet ikke saa tilfreds med sin Tilhører nu som ude paa Fæstningen; der var kommet noget adspredt over ham.

Klokken blev ni. Men da Fætter Hans havde sat sig i Hovedet, at han vilde holde ud til halv ti, sled han sig igjennem en af de længste Halvtimer, han havde oplevet. Kapteinen blev søvnig, Frøken Betty svarede kort og koldt; Hans maatte selv sørge for Underholdningen — træt, ærgerlig, ulykkelig og forelsket som han var.

Endelig viste Uhret næsten halv ti; han reiste sig, idet han sagde, at han pleiede at gaa tidligt tilsengs paa Grund af, at han læste bedst, naar han stod op Klokken sex.

„Ei, ei,“ sagde Kapteinen, „kalder De det at gaa tidligt tilsengs. Jeg lægger mig saamænd hver Dag Klokken ni.“

O Skuffelse paa Skuffelse! Hans sagde i al Hast Godnat og løb nedad Trappen.

Kapteinen fulgte ham ud med Lys og raabte venligt efter ham: „Godnat — velkommen igjen!“

„Tak!“ raabte Hans nedenfra, men i sit stille Sind bandte han paa, at der skulde han aldrig mere sætte sine Ben.

— Da den Gamle kom ind i Stuen igjen, fandt han Datteren ifærd med at smække op Vinduerne.

„Hvad skal det betyde?“ spurgte Kapteinen.

„Jeg lufter ham ud!“ svarede Frøken Betty.

„Naa, naa, Betty! du er nu altfor slem. Men jeg maa ellers tilstaa, at den unge Herre tabte lidt ved nærmere Bekjendtskab. Jeg forstaar mig ikke paa Ungdommen nutildags.“

Dermed gik Kapteinen ind i sit Soveværelse, efter at have givet Datteren den sædvanlige Aftenformaning: „Sid nu ikke for længe oppe.“

Da hun var bleven alene, slukkede Frøken Betty Lampen, flyttede Blomsterne bort fra Hjørnevinduet og satte sig op i Vindueskarmen med Benene paa en Stol.

Mellem to høie Huse kunde hun i klare Maaneskinættener skimte en liden Stribe af Fjorden. Det var ikke meget; men det var dog et Glimt af den store Vei, der fører mod Syden og de fremmede Lande.

Og hendes Ønsker og Længsler fløi afsted, følgende den samme Vei, hvor saa mange unge Ønskefugle har fløiet sin Vinge træt; ud gjennem den trange Fjord mod Syden, hvor Horisonten er høi, hvor Hjertet udvider sig, og Tankerne blive store og modige.

Og Frøken Betty sukkede, idet hun stirrede paa sin lille Stribe af Fjorden, som hun kunde skimte mellem to høie Huse.

— Hun tænkte isandhed ikke paa Fætter Hans, der hun sad; men han tænkte paa Frøken Schrappe, idet han med hurtige Skridt gik opad Gaden.

Aldrig havde han truffet en ung Dame, der mindre var falden i hans Smag. At han havde været uartig mod hende, gjorde det ikke bedre. Vi ere ikke tilbøielige til at finde de Mennesker elskværdige, som have været Anledning til, at vi have opført os slet. Det var ham ligesom en Trøst at gjentage for sig selv: Hun bliver aldrig gift.

Saa vandrede hans Tanker til den Elskede, som skulde reise bort imorgen. Hele hans tunge Skjæbne stod for ham, og han fik en stor Trang til at udøse sin Smerte for en Ven, der kunde forstaa ham.

Men at finde en Ven i den passende Stemning paa denne Tid af Dagen, var ikke let.

Onkel Fredrik var igrunden hans Fortrolige i mange Ting; han vilde opsøge ham.

Da han vidste, at Onkel var hos Tante Maren, begav han sig opover mod Slottet, for at møde ham, naar han kom fra Homansbyen. Han valgte en at de trange Alleer tilhøire, hvor han vidste, Onkel pleiede at gaa, og et Stykke opi Bakken satte han sig paa en Bænk, for at vente.

Der maatte være usædvanligt morsomt hos Tante Maren, naar Onkel Fredrik kunde holde ud deroppe til over ti. Endelig skimtede han en liden hvid Mave høit oppe i Alleen; det var Onkels hvide Vest, som nærmede sig.

Han reiste sig fra Bænken og sagde alvorligt: „Godaften!“

Onkel syntes aldrig om at træffe ensomme Mandspersoner i de mørke Alleer; det var derfor en stor Lettelse for ham, da han gjenkjendte Nevøen.

„Aa, — var det bare dig — Hansemand!“ sagde han venligt, „hvad sidder du og lurer paa?“

„Jeg ventede paa dig!“ svarede Hans med dump Stemme.

„Jasaa! er der noget iveien med dig? — er du syg?“

„Spørg ikke!“ svarede Fætter Hans.

Dette vilde til enhver anden Tid have været tilstrækkeligt til at fremkalde en Hagl af Spørgsmaal fra Onkel Fredrik.

Men iaften var han saa optaget af sine egne Oplevelser, at han foreløbig skjød Nevøens Anliggende tilside.

„Du var ellers dum,“ sagde han, „som ikke fulgte med mig til Tante Maren. Vi har havt det saa morsomt, det havde netop været noget for dig. Ser du — det var egentlig etslags Afskedsselskab for en ung Dame, som skal reise imorgen.“ —

En skrækkelig Anelse gjennemfór Fætter Hans.

„Hvad hed hun?“ skreg han og kneb Onkel i Armen.

„Au!“ raabte denne, „Frøken Bech!“

Da kastede Hans sig baglænds paa Bænken.

Men neppe var han dumpet ned, før han fór iveiret med et høit Skrig, og op af Baglommen tog han en liden knudret Tingest, som han kastede langt nedover Alleen.

„Hvad gaar der af Gutten,“ raabte Onkel Fredrik, „Hvad var det, du kastede?“

„Aa det var den Fandens Blücber,“ svarede Fætter Hans grædefærdig.

— Det var netop saa vidt, at Onkel Fredrik fik Tid til at sige: „Sa’ jeg ikke: vogt dig for Blücher,“ før han brød ud i en livsfarlig Latter, der varede fra Slotsbakken og langt ned i Øvre Voldgade.

Fra Samlede værker, 1907

Originalen er fra Novelletter, 1879

En indianer i Ganddal

En indianer i Ganddal

En novelle av Eivind Salen

Ganddal er et sted med 5000 innbyggere og to bedehus. Stedet er plassert slik, at innbyggerne ikke kan kalles verken for bønder eller byaser, Ganddal har funnet seg en plass midt i mellom. Det ligger ikke på bondelandet, men det er ikke noen by heller, akkurat. Slike spørsmål er viktige i denne delen av Rogaland. Det har med tradisjon å gjøre. I alle år har jærbuen og siddisen kalt hverandre bonde og byas. Det er viktig for identiteten å vite hvem som er hva. Byasene bor mellom Jæren og Haugesund, de er ikke som jærbuen, de er slimete, sleske og ekle, og de har en dialekt det er vondt i ørene å høre på. Bøndene bor på bondelandet, det vil si der det lukter drit og folk er så treige at de klarer ikke å henge med, hvis man snakker raskere enn to ord i timen. Jærbuen kan selvfølgelig ikke holde ut slike karakteristikker om seg, så fort han forstår hva de betyr, går han til angrep. Og Siddisen forsvarer seg med byknepene sine, det er utkjempet mange, mange slosskamper i forbindelse med dette. Meningsløst selvsagt, for når kampen er slutt, er jærbuen fortsatt bonde og siddisen fortsatt byas, uansett. Litt neseblod rokker ikke ved slike inngrodde uttrykk. Slike utrykk lar seg ikke rokke av noe, de er evigvarende som jærens stein og grus. Det er bare å ta en titt på forholdene, i våre dager er ikke jærbuen mer bonde, enn siddisen er byas. Jærbuen er avdelingsleder, søppelkjører, tannlege, lærer og forskalingssnekker, akkurat som siddisen er ingeniør, dassvasker, advokat, barnehageassistent og rørlegger, og akkurat som siddisen bor i hvitmalte trehus i idylliske byggefelt, bor jærbuen i svært idylliske byggefelt, i hvitmalte trehus med navn på ringeklokken, velkommen på døren, og en liten hageflekk utenfor terasseskyvedøren. Riktignok ligger disse svært idylliske byggefeltene tettere i Stavangerområdet, der er etterhvert hele området blitt et eneste stort idyllisk byggefelt, med hvitmalte trehus, navn på ringeklokken og så videre, mens man på Jæren fortsatt kan finne noen områder av dyrket mark og en og annen ku, mellom husklyngene. Det er nok til å bli stemplet som bonde fra bondelandet, uansett hvor forbannet provoserende det er. Og uansett hvor innbitt Jærbuen kaller siddisen byas til gjengjeld. Ganddalitten kan som nevnt verken kalles det ene eller det andre, for Ganddal er plassert akkurat der det sammenhengende tettstedet Stavanger/Sandnes, munner ut i de spredte områder dyrket mark mellom husklyngene – Jæren.

Grovt sett kan Ganddal deles i to sider, den ene siden er Lundehaugen, den andre siden kaller vi bare den andre siden. Den andre siden kan deles i både to og tre sider, men det er en annen sak, en sak vår side ikke bryr seg om. Vår side bryr seg ikke om den andre siden samme hva sak det måtte være snakk om. De som bor på Lundehaugen, er så tilfreds med det, at de har lett for å glemme at Ganddal også består av den andre siden. De vil ikke ha noe med den å gjøre. Det er slik, at hvis for eksempel Ganddal hadde vært en egen stat, så ville det nesten sikkert oppstått grupper som ville løsrive Lundehaugen fra resten av Ganddal. Og hadde Ganddal med sine småområder vært en mengde småstater, ville Lundehaugen aldri i verden gått med på å danne statsforbund med den andre siden. Lundehaugen ville ganske enkelt tape på det. Det er Lundehaugen som har de dyreste, nyeste og største husene, det er her de lykkeligste menneskene bor, og her har man også best utsikt.

Hvis vi holder Ganddal for virkelig å være en dal, og Lundehaugen for virkelig å være Ganddal, så ligger Stokkalandsvannet i bunnen av dalen. En gang var dette et vakkert vann, uten alger, nå er det et ganske vakkert vann som har litt for mange alger og rykter om kloakk, til at det regnes for helt sunt å bade der. Det gjør ikke så farlig, vannet holder seg rundt sine tolv grader uansett om det er sommer eller vinter, så bading er sjelden det mest aktuelle. Men det er fint å se på, og så er det ender der. På andre siden av vannet ligger Bogafjell, eller Stokkalandsfjellet, som man kaller det når man ikke kommer på det riktige navnet i farten, og nå er det etterhvert blitt så mange som ikke kommer på det riktige navnet i farten, at Stokkalandsfjellet er i ferd med å overta som hovednavn, mens Bogafjellet må finne seg i å bli noe ingen vet hvor er. Fjellet ligger som et lite troll på magen, den runde bakenden stikkende til værs som en topp, litt tjukk rundt midjen, litt trær her og der, og strekk ut slik at det når helt fra ene enden av Stokkalandsvannet til den andre. Der ligger det og passer på og hviler seg. Det er ikke noe storslått fjell man får lyst til å skrive dikt om når man ser, men det er liksom Ganddals stolthet, dette her, fjellet, og vannet, de er begge blant Ganddals mange stoltheter. Det er ikke alle småsteder med fem tusen innbyggere og to bedehus, som har både sitt eget fjell og sitt eget vann å skryte av. Det har altså Ganddal, man ser det fra Lundehaugen, og hvorfor den andre siden i det hele tatt kalles Ganddal, er vanskelig å forstå så fort man forsøker å sette seg inn i det. Så la oss nå en gang for alle glemme den andre siden, og holde oss til Lundehaugen.

Fra gammelt av har Lundehaugen sikkert bare vært en klump haug ved siden av Stokkalandsvannet. Slik er det ikke lenger. Nå er Lundehaugen bebodd og sivilisert, nå putrer det av liv i hus og hjem, det ser planlagt ut, det er lekeparker for ungene, fotballbaner i vei og i hage, små grønnflekker for naturelskere, sykkelsti langs vannet, og midt i hjertet eller hva man skal kalle det, nede ved vannet, ligger felleshuset, der nabolagets barnehage holder til og man kanskje kan arrangere klassefest. Utenfor dette huset ligger den karakteristiske, typiske lekepark, med klatretrær og fotballbane. Dette er Lundehaugen av i dag. Det er klart avgrenset, det er ingen tvil om hva som er Lundehaugen, og ikke. I vest ligger Hoveveien, Ganddals mest trafikkerte vei, så lenge vi ser bort fra Riksvei 213 som ligger på den andre siden, og den ser vi bort fra. I øst går grensen der bebyggelsen stopper, og der har man for sikkerhets skyld satt opp et steingjerde med litt rusten piggtråd på toppen. Et velkjent syn i denne delen av Rogaland, og i absolutt alle andre deler av Rogaland. Det er visst observert noen kuer på andre siden av gjerdet, men det er sjelden, og langt fra noe som blir snakket om. Stokkalandsvannet ligger og skvulper i syd, mens i nord går man til man kommer til toppen, og så er det ikke Lundehaugen lenger. Lundehaugen er haugen – ferdig med det. Det er blitt en haug for trivsel og velvære.

Karakteristisk for de som slår seg ned på Lundehaugen, er at de slår seg ned en gang for alle. Sagt på en annen måte: Det er få som flytter bort fra Lundehaugen. Når det legges til at Lundehaugen har eksistert noen år, er det enkelt å slutte at de som bor på Lundehaugen begynner å kjenne hverandre etter hvert. Det danner seg et miljø for å si det slik. Dette miljøet er på ingen måte ulikt miljøene andre tettsteder i Rogaland, det er tvert imot ganske så likt. Her kommer Ganddals beliggenhet til sin rett. Et sted som kommunalt tilhører Sandnes og regionalt Jæren, er nødt til å ligne litt på begge. Det gjør Ganddal. Man kan gå så langt som å si, at kjenner man Ganddal, så kjenner man Rogaland sør for Haugesund. Og vil man si det mer moderne, kan man si at Ganddal representerer et tverrsnitt av befolkningen i dette området. Det er mange måter å si det på, men la oss ikke bale mer med det. La oss heller ta en titt på denne befolkningen.

Et overflatisk blikk vil ikke avsløre mye, det vil nok se ganske vanlig ut. Ser man nøyere etter, vil man imidlertid få øye på en befolkning som er opptatt med sitt, og fornøyd med naboen, så lenge naboen holder seg i ro. Skulle naboen gjøre annet enn å holde seg i ro, tenker Ganddalitten at det jo er et fritt land, man kan gjøre som man vil, men det beste hadde likevel vært å holde seg i ro. Så finner den typiske Gandalitt en likesinnet, slik at de sammen kan riste på hodet over naboen som ikke forstår å holde seg i ro. Og naboen på sin side, den urolige naboen, klarer også på et eller annet vis å finne en likesinnet, det er alltid dem som skal gjøre et eller annet, og de finner hverandre, og de rister på hodet over all passiviteten, og slik blir til slutt hele Ganddal delt opp i venneflokker som rister på hodet mot hverandre, uten at det noensinne blir noe voldsomt oppstuss av det. Ganddalitten er ikke så ivrig med bakvaskelsene, nei, Ganddalitten bryr seg helst med sitt, og nøyer seg med å skule med misnøye hvis naboen skulle gjøre annerledes. Men dette blir også upresis, Gandalitten er på ingen måte ute etter å dømme noen, samtidig som han likevel alltid dømmer når han får sjansen, det er bare det at han mener ikke noe særlig med denne dommen. Det er vanskelig å få det frem, man skal jo ikke skjære alle over en kam, Gandalitten er forskjellig han som alle andre. Det er akkurat som med snøfnuggene, de er ikke alle like. Har man funnet ett, kjenner man dette ene, har man flere, står man sterkere når man skal forklare hvordan snøfnugg ser ut. Slik er det også med Ganddal, og Ganddalittene. Man må se på flere av dem, for å kjenne dem. Den beste metoden for å finne ut av det, er selvfølgelig å besøke stedet og se selv.

Hvorfor ikke da starte et eller annet tilfeldig sted, med en eller annen tilfeldig valgt person? For eksempel Gabriel Soma? Han er en ganske typisk Gandalitt, han lufter hunden sin hver dag. Hvilken hunderase hunden tilhører, er ikke et spørsmål du må regne med å få svar på. Gamle Gabriel vet det nok, men spør du ham, svarer han i et tempo, som gjør rasenavnet umulig å få med seg. Ber du ham gjenta det han har sagt, rister han oppgitt på hodet, mens han sier at CD, diskman og digital lyd har ødelagt hørselen til dagens ungdom, og på dette grunnlag nekter han å gjenta det han har sagt, enten den som spør er 9 eller 63 år. Slik får han holdt alle hundens blandingsinnslag for seg selv. Ruten Gabriel Soma følger når han lufter hunden sin, er fastlagt en gang for alle. Den er så omstendelig i alle sine krinkelkroker, at det er umulig å gjengi den, og det skulle heller ikke være nødvendig, det holder å si at enhver annen ville valgt en annen rute. At den går innom Bjørneveien er sikkert, for nettopp i Bjørneveien fikk Gabriel Soma øye på noe som fikk ham til å stoppe opp et øyeblikk, og vurdere å gå hjem igjen. Han brukte øyeblikket godt, i løpet av tiden øyeblikket varte, hadde Gabriel Soma fastslått både hva det var han så, og i hvilken grad det angikk ham. Det var en gråsvart indianer, og det angikk ikke ham det minste.

– Vui, vui, vui, sa Gabriel Soma til hunden sin. Han hadde sitt eget lokkerop, konstruert av ham selv, og den lille, rare hunden fulgte villig med, mens Gabriel Soma fullførte lufteturen.

Mange vil vel lure på hvordan Gabriel Soma kunne fastslå såpass kjapt at dette mennesket han så var en indianer, men det er ingen grunn til å lure på det, folk som Gabriel Soma har greie på slikt. De kan ut fra hva det måtte være av informasjon, komme frem til en hvilken som helst konklusjon. Her hadde Gabriel Soma konkludert på bakgrunn av antrekk og utseende, det var nok for ham. Flere opplysninger trengte han ikke, utseendet var negeraktig og antrekket var så godt som fraværende. Altså måtte det være en indianer.

– En indianar? spurte konen Rannveig, da han kom hjem.

– Ja, en diger, gråsvarte indianar.

– Og så va’ han’kje kledde hellar?

Gabriel Soma tidde stille et øyeblikk.

– Ja, han hadde nogen siv her og der, svarte han. Gamle Gabriel begynte å bli irritert over kona som stilte så mange spørsmål. Det var rett før det ble en samtale ut av det. Noe slikt ville ikke Gabriel Soma være med på, så før kona rakk å følge opp med flere spørsmål, hadde han funnet seg et nummer av Jakt & Fiske, og sunket seg ned i godstolen med det. Der blir han nok sittende til han sovner. Rannveig er ikke den som blir stående å se på ham. Som den driftige kone hun er, kommer hun i stedet på at hun trenger egg, og siden hun ikke har egg, må hun ned til sin gode venninne Signe Madland og låne. I slike spørsmål er hun snarrådigheten selv, det er dingdong på huset til Signe, og så har det seg slik at de treffer hverandre akkurat i det Signe har satt på kaffen, eller skal til å gjøre det, eller hvordan det var, Rannveig blir i alle tilfeller med inn. De kakler i vei som høns, fra første stund. Hvordan gubben Madland, eller Gustav som han het, satte pris på det, viste han ved å senke øyenbrynene, ta med seg avisen, og forlate stuen. Det la ikke Rannveig og Signe merke til, de fikk virkelig flyt i praten, og glemte både gubben og kaffen, som var satt på eller ikke, og snakket i stedet om barn, om vind, om umulige ektemenn og ikke minst om stakkars unge Kristine som for noen måneder siden måtte skille seg fra han umulige Leif. Både Signe og Rannveig hadde allerede fra starten av vært mistroiske til han Leif, det var mange tegn som tydet på at han ikke var noe særlig, men de hadde begge valgt å ikke snakke om det, nå så de resultatet, men de var likevel enige om at å holde tett tross alt var det beste, for mistenksomhet og baksnakking er det verste av alt, mange folk er bedre enn førsteinntrykket, det finnes det mange eksempler på, dessuten har vi alle muligheten til å forbedre oss, tilgivelse er viktig og så videre. Fra det ene til det andre gikk snakket, i svimlende fart, og plutselig fikk Rannveig flettet inn at Gabriel forresten hadde sett en indianer i dag, mens han luftet hunden.

– En indianar? spurte Signe, og skrudde på TV. Det var episode 143 av et program.

– Ja, han sa det va’ en indianer, svarte Rannveig.

– Jøss, sa Signe, og skrudde opp lyden.

Utenfor vinduet begynte sommerskumringen. Det begynte å bli kveld, men det spilte ingen rolle for ungene på lekeplassen. Det var sommerferie, og de tøffeste guttene kunne være ute til – øve ni. Så det var god aktivitet på skipet, ingen snakket om at de snart måtte hjem, alle gjorde sin plikt som utkikksmester, dekksgutt og piratbekjemper. Lekeplassen ligger klemt mellom Bjørneveien og Gaupeveien, for dem som måtte være interessert, det er en elendig lekeplass kun unger kan ha glede av. Skipet, for eksempel, var så langt i fra å være et skip, at man skal ha fantasien skjerpet for å henge med. Det var en diger to etasjers firkant av et lekeapparat, der første etasje var ubrukelig til annet enn å holde fanger, og andre etasje bestod av et plankegulv med gjerde rundt. Gjerdet var bygget så enkelt et gjerde kan bygges, det besto av fire planker festet til en påle i hvert hjørne. Den ene planken stakk litt ut, og kunne derfor fungere også som feste til en disse, eller huske som man sier på østlandet, på den ene siden, og noen ringer å turne i på den andre. Når det er nevnt at firkanten, eller boksen også hadde en rutsjebane, en stige og et klatrenett, så er hele apparatet beskrevet. Det var ikke særlig til greiene altså, men det fungerte ypperlig som skip. Krabaten som hadde utkikksjobben het Stian, og han hadde sammen med en gjeng ledet av skipper Espen, tatt Torgeir og Gunnar til fange. De lå og sprellet i det lyesblå nettet, og tenkte nok innerst inne på hvor ergerlig det var at Espen var eldst, og derfor alltid fikk bestemme hvem som skulle bli tatt til fange. Leken fikk en uventet vending da utkikksmester Stian høylydt gav beskjed om at en indianer var i anmarsj. Skipper Espen gav utkikksmester Stian ettertrykkelig beskjed at noen indianer finnes ikke på de syv hav, men da utkikksmester Stian i fullt firsprang slo fast at dette ikke var på lek, men på skikkelig, ble venner og fiender på skipet forenet i øyeblikkets viktigste gjøremål: å komme seg unna i en fart.

– Var dette alt for i dag? spør læregutt Kjell Inge, og skipper Espen rekker så vidt å si «ja», før barna spurter hjem og hver til sitt, selv om det er aldri så mye sommerferie og ingen skole i morgen. Noen foreldre tror på barna når de sier de har sett en indianer, andre gjør det ikke. Hvem som gjør hva beror like mye på barnas fantasi, som på de voksnes mistenksomhet og skepsis. Det er nå en gang slik, at noen barn ut fra ingenting kan finne opp de merkeligste figurer, uten annen grunn enn at en figur hadde kommet godt med. Det var nok en god del foreldre som regnet med at indianeren var enda en slik figur, skapt for å dekke over et eller annet, de hadde sikkert blitt uvenner eller noe, slike ting kunne skje. At en lys levende gråsvart indianer med «nogen siv her og der» vandret rundt på Ganddal, kunne ikke skje. Men det var ikke alle foreldre som reagerte så rasjonelt, noen foreldre reagerte annerledes. Den mest hysteriske var nok skrukkete, fraskilte Gudrun, hun ringte sin venninne Beate Bore – mor til utkikksmester Stian, og Beate kunne fortelle at «Jo, ‘an Stian snakte visst noge om en indianar, men du vet onga…hmhmha» og så lo de litt, Gudrun og Beate, de var helst i god stemning da de la på røret. Gudrun var et øyeblikk helt avslappet, men så dukket tanken «hva hvis..?» opp i hodet hennes, og hun måtte ringe gamle Klara også. Klara bor i det gamle hvite huset ved siden av lekeparken, hun har ikke unger, og i den grad hun har unger, er de fraflyttet for lenge siden. Gudrun måtte forhøre seg med henne også. – Nei, Klara hadde ikke sett noe, hun heller, men etter at hun hadde lagt på telefonrøret, lukket hun for sikkerhets skyld vinduet.

Slik gikk det til at det på Lundehaugen, var en del folk som hadde hørt noe om at en indianer drev og lusket omkring i Bjørneveien og deromkring. Det var voldsomme greier, ikke alle trodde på det, en del folk brydde seg ikke, og kun ytterst få var engstelige. Det er en flerkulturell tidsalder vi lever i, og om en indianer rusler rundt, er det egentlig så farlig? La ham bare rusle! For de fleste familier på Lundehaugen var dette en vanlig julikveld. Men helt vanlig var det ikke lett å gjøre kvelden, ungene på skipet hadde vært ute for en rystende opplevelse, det var synlig på dem, og uten unntak lå de lenge før de sovnet. Alle var ikke skremt, skipper Espen for eksempel, han hadde blitt plassert på sin fars fang, der han var blitt fortalt hvordan det forholdt seg med indianere, innvandrere, historie og nåtid. Arne Ladegård heter faren, en siviløkonom som kunne fortelle sin sønn at indianere ikke var farlige, at det var like mye vi som var slemme med dem, som de med oss, ja, han tok frem både globus og leksikon og innførte sin sønn grundig i indianernes liv og levnet. Ni år gamle Espen fulgte med som et tent lys, i hodet hans rørte det seg allerede tanker om hvordan firkanten i lekeparken kunne brukes til leirområde, eller bedre! den kunne fortsatt være skip, et av skipene som oppdaget Amerika, så kunne sandkassen i hjørnet være Amerika, og Gunnar og Torgeir indianere, nei, han selv skulle være indianer, så kunne han ta Gunnar og Torgeir til fange og binde dem til totempælen. –Hadde indianarne totempæl? spurte han sin far, og Arne Ladegård la ut om at indianerne i nord hadde totempæl, mens de i sør ikke hadde, men de i nord brukte den ikke så mye som det ser ut til på film, iallfall bandt de ikke folk til den. – Ka bandt de folk te’ då? spurte Espen, og faren svarte, og de snakket til langt over leggetid om dette.

Den tidligere orienteringsløperen Jan Egil Egeland, rekker hver morgen en joggetur rundt Stokkalandsvannet før han går på jobb. Han har elektrolinjen, og jobber på Vagle elektro. Han har ikke så mye med elektronikken å gjøre, han driver helst med salg, og hva han driver med er ikke det viktige. Nå jogger han. Det virker til å bli en bra dag, det er ikke meldt regn, og hvis det da går som meldt, er man fornøyd med sommeren på Ganddal. Middelaldrende Egeland er derfor ved ganske så godt mot, der han jogger avgårde i tungt tempo. Plutselig blir han forstyrret av et forferdelig spetakkel, et veldig leven, det er så voldsomt at den gamle orienteringsløperen stopper opp, og ser seg til venstre. Og det han ser, er så sjokkartet, rystende at han snur og springer hjem igjen. Det har aldri skjedd før. Han springer rett og slett hjem igjen. Og ikke nok med det, selv om han etter alle disse årene utmerket vet konsekvensene, vekker han kona. Det er tydelig det har hendt ham noe helt usedvanlig.

– Ka e’ det du vil? freser Elin. Hun er bestemor til all morgentrøtthet.

– Det va’ en fyr som drepte ei and, svarer Jan Egil, engstelig.

– Ja, ka’ vil du eg skal gjør’ med det? spør Elin kontant, og brer dynen over hodet. Et brennsikkert tegn på at hun ikke er snakkenes til.

– Han såg ud som en indianar, sa Jan Egil stille, men Elin forble under dynen. Jan Egil nikket. Han ble sittende å tenke, en uvant situasjon for ham. Kanskje han begynner å bli gammel? Det er det han begynner å bli, slik forklarer han det meste av det som foregår i livet sitt, hver gang de går galt, bruker han forklaringen, han begynner å bli gammel. Nå bruker han forklaringen igjen. Han begynner å bli gammel. Han klør seg på haken, og tusler i dusjen. Han begynner å bli gammel. Kanskje han må begynne å jogge to runder rundt vannet, heretter? Han begynner å bli gammel. Huff, det er ikke enkelt dette livet, når man er nødt til å bli gammel i det. Den slags visdom er høydepunkt i Jan Egils tenkning. Han begynner å bli gammel.

Spetakkelet som forstyrret Jan Egil Egelands joggetur, gikk ikke upåaktet hen for beboerne nederst i Elgveien heller. De våknet av det. – Ka’ va’ det? sa de til hverandre. Dette var forskjellig fra hvordan morgenene pleide å være for dem. Og det var på grensen av hva tankene deres kunne gripe fatt i så tidlig på morgenen. Slik støy, slik uventet støy, det var ikke til å bli klok på. Folk reagerte forskjellig. Noen stod opp, noen sov videre, alt avhang av når de skulle på jobb, og selvsagt av hvor stor pris de satte på morgensøvnen. De største syvsoverne fryktet mest av alt at det var vekkerklokken som ringte, men da de så at det fortsatt var et kvarter igjen å sove, var det som om saligheten innhentet dem. De snudde seg rundt på andre siden, krøllet seg sammen, og utnyttet det siste kvarteret maksimalt. Slik er vi forskjellige.

Men det hadde hendt noe denne morgenen, det var for mange som hadde hørt det. Da det også ble funnet store mengder andefjær ved vannkanten, ble det stadig klarere for alle at det var et eller annet som hadde foregått her i nærheten. Hva man skulle gjøre med det, var ikke like klart. Nå som Harald Herredsvela var død, var ingen helt sikre på hvem som egentlig hadde ansvaret for endene. Standardsvaret var kommunen, og det var sikkert flere som ringte kommunen, men hva kan kommunen gjøre med en død and? Den har vanskelig nok for å gjøre noe med noe. De driftigste Ganddalitene skjønte at dette måtte de ta med egne hender, eller finne ut av med egne hoder, eller hva det nå var de skjønte. Det ble snakket mye, man hadde en del informasjon, det var hørt spetakkel og funnet andefjær. Det var snart gjort å koble dette sammen. Da det også kom nyheter om at det var observert indianere i Gaupeveien, ble dette også satt inn i informasjonssystemet, slik at Elgveiens befolkning fortalte hverandre at det var en indianer som hadde drept ei and denne morgenen – hørte du’kje bråge’? Og jo, bråket hadde alle sammen hørt, men det var riktignok ikke alle som ville gå med på at det var en indianer som hadde forårsaket det. For det var jo som man sa, at det finnes ikke noen indianer i Ganddal. Noen eldre folk sa til og med at det verken fantes pakistanere eller indianere her, men det var både usant og rasistisk, og de eldre som kunne si noe sånt måtte man bare riste på hodet og si «nei, nei» over. Både Signe Madland og Rannveig Soma ristet på hodet og sa «nei, nei», over de gamle rasistene og over det hele. De to var på besøk hos hverandre igjen. Rannveig hadde dessverre glemt eggene dagen i forveien, så nå måtte hun nedom igjen. Det passet egentlig godt, de hadde en del å snakke om. Kaffe ble ikke engang nevnt, ikke før Rannveig skulle gå og Signe ganske riktig påpekte at «ska’ du gå alt nå? du har jo’kje fått kaffi en gong!» Men dette hendte ikke før om kvelden, dagen bød på flere hendelser før den tid. Det var en ganske spesiell dag, til Ganddalsk å være.

Herr Tasta er alltid potte sur når han kommer fra jobben, en surhet han beholder utover dagen, og natten gjennom til neste morgen og bortover uken og videre fremover. Han er i det hele tatt sjelden blid denne Herr Tasta, som av foreldrene fikk det velklingende fornavnet Toby. Dermed var det gjort, kan man si. Toby Tasta vokste opp på Hundvåg, utenfor Stavanger. Der ble han mobbet for navnet sitt, det var for dumt å hete Toby Tasta. Kreative barn utnyttet dette, og ertet ham med å si setninger som gikk noe sånt som: – Kom og ta meg, Toby Ta-meg, eller –Totta Totta, Toby Tasta, det var ikke mer avansert enn dette. Manglet man kreativiteten, kunne man bare si: – Toby Tasta, Toby Tasta, det hadde også ønsket effekt. Unge Tasta ble rasende forbannet, han kunne ikke holde det ut, det kokte i hodet hans, han var vill av raseri over hele kroppen, han måtte banke dem som sa slike ting skikkelig opp. Hadde det ikke vært for at Tasta var soleklart sterkest i klassen, hadde han garantert fått store problemer som følge av mobbingen. Nå var det de han banket opp, som fikk problemer. Han var nemlig temmelig hardhendt, han var ikke den som forstod når motstanderen hadde fått nok. De jevnaldrende var livredde for ham, klassekammeratene hans gikk for å være overmenneskelig modige som turde å være i klasserom med dette uhyret. Det ble dermed opp til de eldre barna å erte ham og si rare ting om navnet hans, og det gjorde de til gangs, for det var jo egentlig ganske morsomt. Vel vitende om egen størrelse og styrke, sa de både «Toby Tasta», og det som verre var, samtidig som de fordreide stemmen og sørget for å gjøre de nødvendige kroppsbevegelser som skulle til for at unge Tasta skulle gå fra vettet og gå til angrep koste hva det koste ville. Så gjorde han det, så gikk han til angrep på de større og sterkere guttene, ble lagt i bakken, kastet i berberishekker, dradd etter beina gjennom sølepytter, rullet nedover skråninger, gjellet mot lyktestolper og slått på trynet til han blødde. Han måtte gjennom litt av hvert, men han gav seg aldri, han svarte med å kaste stein og ble belønnet med skikkelige lamaser over hele kroppen, knallharde slag uten kontroll, de bare pepret ham med knyttnever og vrengte armene, føttene og kroppen hans til det ugjenkjennelige, men Toby Tasta gav seg ikke, han spyttet på dem. Det ble rikelig med skambank gjennom hele oppveksten. Naturligvis tok han igjen da han selv ble stor, for da ble han stor som et beist og kunne slå i hjel hvem som helst, men Toby Tastas historie er en helt annen historie. I denne historien har Toby Tasta bare en liten gjesterolle, der han potte sur kjører inn innkjørselen i sitt nokså store hus i Reinsdyrveien, og ser en indianer stige over den vesle hekken som omkranser hagen hans.

– Ka i H. gjør’ du her? spør Toby Tasta. Slike som ham lar seg ikke overraske av uventede tildragelser i hverdagen. De kjører sitt løp uansett. Det gjør ingenting fra eller til, at den gråsvarte, smålubne indianeren på klingende norsk, svarer at han bare er på besøk. Toby Tasta beholder sin upåklagelige oversikt over situasjonen, han har bestemt seg hva dette dreier seg om, og lar seg ikke rokke av noe.

– Ja du ska’kje verr på besøg på hagen min, kom deg ud! sier Tasta, med et språk som grammatisk sett faktisk er dårligere enn indianerens. Det er uttalen som er Tastas styrke, her er han helt overlegen, det er erkeekte Rogalandsdialekt, ikke et feilskjær, her sitter alle lyder som de skal, og lyder som skal sløyfes hører man ikke snurten av, dette er skikkelige greier. Halvt på spøk spør indianeren om Toby har tenkt  å spise dette gresset, siden det er ulovlig å gå på det. Toby vet ikke om han skal bli rasende eller forvirret, ender opp med å bli litt av hvert, og svarer (fortsatt like teknisk dårlig) truende: – Enten komme du deg ud, elle så gjør’ eg det!

Indianeren blottlegger tennene og tannkjøttet og alt hva han har i munnen, han smiler som til VM, og gjør en eller annen indianerhilsen, – det betyr: jeg skal gå, sier han. Snakk norsk, sier Toby Tasta. Indianeren nikker og går, han vinker med hendene og stiger over hekken, han snakker litt også der han går, sier – ha det bra, – vi snakkes, og alt sånn vi sier når vi tar uhøytidelig avskjed med venner og bekjente. Toby Tasta sier ikke et ord, men er hvert øyeblikk klar til å bruke knyttnevene, hvis det skulle bli aktuelt. Han følger indianeren med blikket til han er på betryggende avstand fra hagen hans, så snur han seg og går inn til kona og krangelen.

Jarleif Todnem er en av dem som skal sette rekord i alle ting. Derfor er selvsagt stoppeklokken i gang hver gang han er ute på avisrunden for Stavanger Aftenblad. Ruten hans starter i Reinsdyrveien, hvor den ender er uvesentlig, for det er i Reinsdyrveien han akkurat nå raser nedover i vill fart fra postkasse til postkasse, det er viktig å få en god start når man skal sette rekord. Rekorden er på 22 minutter og 13 sekunder, det er en fantastisk rekord, han har ingen tid å miste skal han konkurrere med den, så at en indianer stiger over hekken til Toby Tasta, er ikke noe han har tid til å legge merke til. Toby Tasta abonnerer ikke på avisen.

– Hallo, sier indianeren. Fy fasiken, der ryker rekorden, Jarleif nikker til ham, og puster fort for å markere hastverket.

– Jeg kommer fra hagen her, sier Indianeren.

– E-e, sier Jarleif, slik Gandalsgutter gjør når de er uinteressert, vil komme seg videre og skal svare ja, det er ikke noe nølende i dette, det er som østlandsk m-m. Indianeren har imidlertid ikke helt finfølelsen for denne språklige nyansen.

– Det er en fin hage, det er mange fine hager her omkring. Jeg har sett dem. Har du hage?

Mens dette har foregått, har Jarleif fått levert avis både til familien Bjerkreim og til Gudrun Kleppa, han somler ikke med tiden, og svarer nå kjapt mens han trør opp farten (det er et stykke til neste postkasse, det er viktig med fart her), at han har ikke tid til å snakke nå, for han deler ut avisene.

– Hvilken avis? roper indianeren, etter ham.

– Stavanger Aftenblad, roper Jarleif tilbake, før han forsvinner rundt svingen.

Indianeren står tilbake. Han står og nikker og smiler nå også, selv om han er helt alene. Så bestemmer han seg for å lese avisen, hvorfor han gjør det må gudene vite, men han tar avisen ut av postkassen til fraskilte Gudrun Kleppa, hun skrukkete som tidligere måtte ringe både Beate Bore og gamle Klara – og begynner å bla i den. Man skulle kanskje ha trodd at han gjorde dette stille, brydd og i det skjulte, men langt i fra, han gjorde det greit, liketil og helt åpenlyst. Han stiller seg opp rett ved postkassen han har stjålet fra, eller tyvlånt fra, må vi kanskje si, men han skammer seg ikke, han hilser, nikker og smiler til alle som kommer forbi, her har for ham ingenting foregått. Det skulle være unødvendig å tilføye at folk i Ganddal svarer på hilsningen med et forskrekket uttrykk.

Dette blir da også samtaleemnet rundt Ganddals mange middagsbord, denne dagen. Av alle dem som med et forskrekket uttrykk har besvart indianerens blide hilsen, er det bare Jarleif Todnem som unnlater å nevne det hjemme. Han har så mange andre ting å tenke på. Han har blant annet planer om å sette opp et fullstendig kartotek over alle spillerne Liverpool har hatt i stallen opp gjennom tidene, han ser det ferdige produktet for seg, enhver spiller registrert, kanskje også med en kort beskrivelse om spillestil, litt om typen, det hadde vært noe, jernmannen Tommy Smith, løpssterke Roy Houghten, galgode Ray Clemence, alle sammen samlet i kartoteket. Han forteller med mat i munnen foreldrene om dette, og foreldrene nikker og smiler og ser ut vinduet og sier at dette må være en god ide, men orker du dette, og moren sier han er flink, og Jarleif spiser lynraskt opp maten for å komme i gang. Dette skjer imidlertid senere. Nå ville uhellet det slik at indianeren som sagt plukket avisen til fraskilte Gudrun Kleppa, og hennes to sønner: Stian og Bja-arte; hvis navn ikke må forveksles med den østlandske varianten av Bjartenavnet, der det går så fort for seg at tungen ikke har tid til å få med seg r’en og man etterpå lurer hva det var som smalt i ørene. Nei, det navnet Gudrun gav sin sønn, det er Bja-arte på Rogalandsk, der har man saktens tid nok til å uttale alle bokstavene, og det langsomt. Dette gjelder så til de grader den midtre vokal, den sentrale ’a’, ved uttalen av den er det bare å ta den tid man trenger, lyden kan simpelthen ikke gjøres lang nok, det er bare å fortsette, det er ingen som blir utålmodige, det er bare å gå på: Bja-arte. Det er fullt lovlig å sovne mens man sier det. Stian sier vi på vanlig måte, han er 21 år, og burde nok snart flytte hjemmefra, men slike tanker utsetter han. Bja-arte er 8, han var en av dem som var med og lekte skip på lekeplassen, men han gjorde så lite av seg at han ble ikke nevnt. Slik er livet for Bja-arte. Han trer kun ut av sin anonymitet, når han gjør en håpløs rampestrek. Det skjer av og til, ikke fordi Bja-arte er spesielt rampete anlagt, men mer fordi konsekvensene har en tendens til å bli større enn Bjarte hadde tenkt seg. For eksempel skulle han slå til sin bror for noen år siden, det var greit nok, de hadde kranglet, og nå skulle Bja-arte slå Stian, det hadde skjedd før og kom til å skje igjen, det var egentlig rutine, spørsmålet var bare hva han skulle slå med, skulle han slå med flat hånd eller skulle han slå med knyttneven, eller skulle han kanskje slå med sagen han hadde fått fatt i? Det gikk litt fort for stakkars Bja-arte, det var ikke hans feil at det gikk så alldeles galt, han hadde jo egentlig tenkt å slå med den siden som ikke var tagget, og han tenkte han skulle sikte mot pannen eller noe sånt, men så ble det litt feil her, og litt feil der, og heidundrende mas og kjeft etterpå. Stian gikk rett i bakken besvimt, og Gudrun Kleppa er slett ikke den som holder hodet kaldt i slike situasjoner, det er bare å tenke seg, av natur stressede Gudrun Kleppa løpende ned trappen og inn i kjelleren, for å finne sin sønn Stian ligge blødende og besvimt på gulvet, og Bja-arte stående ved siden av med sag og blod og – det var ikke meningen, det var ikke meningen, det var mer enn hun kunne tåle, og det ble som sagt et heidundrende oppstyr, og både Stian og Gudrun på sykeshus. Bja-artes korte livshistorie er full av slike uhell, det blir altfor ofte slik som han ikke hadde tenkt. Akkurat nå har imidlertid Bja-arte i lengre tid sittet ved vinduet og nistirret på en indianer, som fortsatt står rett opp og ned like utenfor og leser avisen. Bja-arte stirrer så helhjertet at han sannsynligvis vil stirre til sultedøden tar ham, hvis ingen fjerner ham eller eventuelt indianeren han stirrer på. Broren Stian kan vi ikke regne med, Stian med arret er interessert i multimedia, og fortapt i mulighetene det gir å kjøre Jean Michael Jarre sin musikk inn på PC’n, og derfra stille på både bass og diskant, og alt mulig annet kun folk som Stian vet finnes. Når han setter i gang med dette, er han ikke tilgjengelig for resten av verden. Han blir sittende ved PC’n i overskuelig fremtid. Indianeren holder på med første del av Stavanger Aftenblad, han er ikke lenger enn på side fem. Stavenger Aftenblad har fire deler, så dette kommer til å ta tid. Det betyr at den naturlig stressede Gudrun Kleppa, risikerer å komme hjem fra jobb, og finne en avislesende indianer i gårdsrommet sitt, og en vettskremt sønn i vinduet. Skjer det, er det ikke godt å vite hva som skjer videre. Hun kommer hjem fra jobb klokken 1530.

Det var så vidt det ikke gikk bra. Indianeren var begynt på fjerde del, sporten, det burde gå raskt, det er måte på hvilken interesse en indianer vil ha for hva Viking Fotballklubb gjør i sommerferien, og hvilke forhåpninger lokale svømmere har for å kapre tiendeplassen i NM, han burde være ferdig med å lese ganske snart. Men det var et eller annet som oppholdt ham. Var det kan hende annonsene? Var det kanskje TV-sidene? Det var vel antagelig tegneseriene, men hva det var kan være det samme, saken var i hvert fall den, at han fortsatt stod på sin plass og leste avisen, da Gudrun Kleppa kom kjørende hjem fra jobben på Rogaland Egglag. Hun hogg i bremsene da hun fikk øye på ham, og uten å tenke videre gjennom den saken, satte hun bilen i revers og rygget i racerfart tilbake til Elgveien, der hun svingte inn i en gammel, gjenglemt busslomme, og tviholdt på rattet, som om det nå var rattet som utgjorde den største faren. Sjelden har hjerter dunket raskere. Indianeren fikk i løpet av de hodebevegelsene han gjorde i forbindelse med Gudrun Kleppas ankomst, øye på hennes sønn, Bja-arte, som selvsagt stod i vinduet og nistirret, fortsatt. Nå ble de satt i gang, de kreftene, som kunne røske Bjarte ut av hans fjetrede tilstand. Indianeren smilte sitt bredeste smil med tenner og tannkjøtt, vinket til Bjarte og brettet sammen avisen. Det var nok for Bja-arte. Nå hadde han i timevis vært mildt vettskremt, nå kom det opp og ut alt sammen på en gang, nå måtte frykten få utløp, og det fikk den ved at Bja-arte la på sprang ut av rommet, inn i stua, rundt og rundt i stua, ut av stua, inn på gangen, frem og tilbake på gangen, inn på kjøkkenet og opp på benken og ned igjen, krasje litt med noen kjøkkenstoler, gjemme seg under kjøkkenbordet, ut derfra igjen, inn på Stians rom, fullt firsprang og hylende sinnstemning.

– Kan du tia stilt? ropte Stian. – Eg prøve å hørra på musikk!

– Men det va’ en indianar…

– Det e’kje farligt…

Vanskelig situasjon for Bja-arte. Vant som han var med å gjøre alle ting galt, var han snar til å ta på seg skylden for dette også. Han kunne ikke forstå hva det var nå han hadde gjort, det var helt uforståelig alt sammen i verden, men slik pleide det å være, så akkurat dette var ikke så uvant. Han hadde sin greie metode mot slikt. Bja-arte sprang ned i kjelleren og inn i skapet. Der var han som regel i sikkerhet.

Vi forlater her familien Kleppa, uten å forklare hvordan de kom seg ut av denne fastlåste situasjonen. Det går nok greit, denne familien er vant med å la seg kaste rundt omkring fra den ene sterke følelsen til den andre, de glemmer greit selv de mest følelsesladde øyeblikk fra den ene dagen til den neste. Nå er det ikke sagt at skrukkete Gudrun noensinne vil glemme synet av den avislesende, gråsvarte indianeren med «nogen siv her og der», men hennes liv vil nok fortsette i det vante spor. Det skal mer til enn en helt utrolig tvers igjennom usannsynlig episode, for å gjøre noe med det.

Det er ikke mer enn en dag siden Gabriel Soma så indianeren, og allerede er det kjent over mesteparten av Lundehaugen. I Gaupeveien, Reinsdyrveien, Bjørneveien, Hjorteveien og Elgveien – alle må ha hørt om ham. Og historien sprer seg videre, den brer seg utover, mange steder samtidig, den ene sier det til den andre, og den andre videre, og sånn går det. Slike historier lar seg ikke bremse. For eksempel hadde omtalte Gudrun Kleppa, lenge før hun selv hadde sett ham, fortalt en god venninne blant arbeidskollegaene på Rogaland Egglag, at – Bja-arte kom heim og sa han hadde sett en indianar igår, – seie du det? svarer venninnen, og dermed er historien utenfor Ganddals grenser, for denne venninnen bor på Vaulen, og på Vaulen tror man på alt. Og gamle Klara hadde plutselig en datter på Hønefoss hun måtte ringe til, en datter som hadde gått på høyskole og visste litt av hvert, og selv om datteren var skeptisk til beskrivelsen, er det all grunn til å tro at historien sprer seg i Hønefoss også, og derfra og videre, det er utrolig hvor fort det går. Og fremdeles vet ingen hvem indianeren er, eller hva han hadde på Ganddal å gjøre. Årsaken var selvsagt at ingen ennå hadde snakket med ham. Det måtte skje en gang.

Roger og Tanja skjulte ikke for noen at de var kjærester, spurte du dem fikk du svaret: – Ja, me e’ kjeresta. Det var som regel Tanja som svarte, og hun svarte lavt. Ingen hadde sett dem holde i hendene, eller være borte i hverandre, eller noe sånt, de var ganske sjenert når det kom til den slags. De avslørte seg ikke ved annet enn at de hadde en tendens til å sette seg ved siden av hverandre, og ved at Roger selv om han aldri så gjerne ville bekjempe det, stadig måtte se bort på Tanja og hvordan hun så ut. Etter at de ble sammen, hadde også Tanja begynt å se bort på Roger. Han hadde fregnete fjes og bollekinn, og en munn der overleppen stod litt ut, han var ikke helt fornøyd med det, Roger. Tanja hadde langt, mørkt, stritt hår, og ganske så nøttebrunt ansikt, en skikkelig kjekk norsk ungjente, og helt usannsynlig vakker, syntes Roger. Utover dette og hva det er helt umulig å skjule, var det ikke godt å si hva de følte for hverandre. Man måtte spørre dem, og da svarte Tanja det som var sant, at de var kjærester og likte hverandre godt.

Så hendte det altså at Roger og Tanja gikk tur sammen rundt Stokkalandsvannet. Det var helst om kveldene de gikk. Nysgjerrige hadde spurt om hva egentlig foregikk under disse turene, men der hadde ingen av dem villet svare. Ikke at det hadde foregått så mye, men disse turene ville de ha for seg selv. Det var en slik tur de var ute på nå. De hadde det godt, de hadde snakket en del med hverandre i begynnelsen. Tanja hadde mange historier hun måtte fortelle, mange episoder hun hadde vært ute for, og Roger syntes hun var et mirakel til å gjøre det levende. Hun var så levende selv også, der hun gikk, ved siden av ham, det var ikke til å tro, og det var ikke til å stå i mot heller. Han måtte gå tettere inntil henne, det var ikke noe å gjøre med det, og det var helt greit. Tanja merket nok dragningen hun også, det var ikke fritt, hun tidde stille og tettet seg inntil, de var to om det. De gikk tettere, og snakket mindre. Det var utviklingen. Det ble etterhvert ganske så faretruende tett. Til slutt kom de borti hverandre, det var nede ved broa, ikke på den siden med endene, men på den andre siden, tre fjerdedeler av løypa, én fjerdedel igjen å gå, og så kom de borti hverandre. De kjente det godt, de var borti hverandre ved skuldrene. Og enda var det en fjerdedel igjen av turen, det var mye å gå på, de kjente det begge, det var langt igjen, det var bare å komme seg tettere, det gikk an, ganske utrolig tett, gikk det an, de trengte seg inn på hverandre, og ingen stod i mot. Det var bare et spørsmål om tid før de ville gå over den vanvittige grensen og holde hverandre i hendene. De gikk og så ned på sykkelstien, talte skrittene, studerte fargen på skoene. Da de passerte den bitte lille sandstranden som ligger der sykkelstien deler seg, og man har valget mellom å gå opp til Lundehaugens bebyggelse, eller fortsette langs sykkelstien, godt skjult av busker, trær og store hager, fortsatte de langs sykkelstien. Stokkalandsvannet lå på andre siden, og skvulpet noen småbølger til vannkanten. Liksom for å minne om hvor stille det var. Her var ingen. Plutselig merket Roger at Tanjas hånd var åpen, han merket det bare, og før han fikk tenkt seg om hadde han tatt den, og så hang de fast. Roger og Tanja gikk hånd i hånd for første gang, de så i hver sin retning og smilte sjenert. De følte begge det var noe ukontrollert ved situasjonen, de visste ingenting om hvordan disse tingene skulle foregå, visste ikke når man skulle slippe, visste ikke hva man skulle si, visste ganske lite, holdt bare godt fast og håpet det ville vare litt til.

Det unge usikre kjæresteparet hadde brutt en barriere, man kan gjerne le litt overbærende av denne barrieren, den er jo så enkel og søt og barnslig, det er jo ingenting å skjule, vet vi, de lærer nok og så videre. Slikt er lett å si når man selv er velberget over denne fasen av livet. Roger og Tanja følte det annerledes, de tok sin kjærlighet på alvor. For dem var dette langtfra enkelt, søtt og barnslig, det var vanskelig, viktig og voksent. Det var ikke noe å skjule, men man må forstå at de hadde ikke vært gjennom dette før. De var meget usikre, rett og slett engstelige for å bli sett i sine famlende forsøk, de ville blitt sjokkert samme hvem som hadde sett dem der de gikk, da er det bare å tenke seg hvordan det var for dem, da en diger, gråsvart indianer kom opp fra nedsiden av sykkelstien med et klingende muntert «hei, hei!» og ”nogen siv her og der”. Roger bråslapp Tanjas hånd, og trakk sin egen til seg som om det var en glohet kokeplate han hadde tatt på. Tanja plasserte like hurtig sine hender foran sin vid åpne munn og struttende nesebor, samtidig som hun helt ubevisst gjorde også øynene så store som mulig.

– Hvem er dere? spurte indianeren på sin merkverdige måte, grammatisk korrekt, men uttalemessig tvilsomt. Roger var som overbevist om at han hadde begått en forbrytelse, for ham var disse spørsmålene ingenting annet enn et rent avhør. Han forbeholdt seg retten til å holde seg i ro. Tanja holdt fortsatt hendene foran munnen og nesen, hun hadde verken blunket eller pustet siden indianeren viste seg, hun hadde rett og slett mistet evnen til å savne slike normalt sett vanlige kroppsfunksjoner.

– Bor dere her? Roger bestemte seg i denne stund for aldri å gripe ei jente i hånden mer, what so ever. Indianeren smilte, – jeg heter MbÜÎÈd÷, sa han. Navnet er umulig å gjengi for en nordmann, verken i skrift eller tale er det mulig.

– Hæ? sa Tanja, samtidig som hun frigjorde nesen. Nå var det bare munnen som var dekket, og den var ikke så spill åpen som for et øyeblikk siden.

– MbÜÎÈd÷, gjentok indianeren. Det var litt lyder i nesen, litt fra et stykke nedi halsen, litt klakkelyder og litt lyder vi nordmenn ikke har tenkt på en gang. Det var litt forskjellige lyder. – Hvem er dere?

Først nå begynte Roger og Tanja å bli oppmerksom at indianeren var enestående blid, han hadde klart å kunststykket å la ansiktet stivne i et hjertelig smil. Tanja tok hendene ned til haken, begynte å blunke igjen og pustet som vanlig.

– Tanja og Roger, svarte hun på indianerens spørsmål. Det gikk greit, hendene kunne henge ned langs siden nå. Indianeren ble om mulig enda blidere da han fikk svar,

– Ah! ja! sa han jublende blid, – hvem er hvem?

– Hæ? Det var Roger som brøt inn med et utrop. MbÜÎÈd÷ nikket og smilte og bablet i vei og gjentok spørsmålet, – hvem er hvem? og Tanja sa hvem som var hvem. MbÜÎÈd÷ smilte slik at man kunne mistenke ham for å mangle forstand, ingen med sitt sunne vett og forstand i behold kan smile på denne måten. Slik stod de.

– Kor bur du? spurte Tanja, noen måtte jo si noe.

– Egentlig bor jeg i ¦ß÷, det ligger ved siden av €ýmÈd, ja i Selvas… En provins… men jeg bor i ¦ß÷, der er det fint, bor dere her?

– Eg bur i Lundegeilen, rett ne’for butikken. Roger bor i Gaupeveien.

– Lundegeilen, akkurat, sa indianeren som om han visste hvor det var, – hvor ligger det?

– Rett ne’for butikken, som eg sa.

– Ah! ah! butikken, Prix!

– Nei, Rimi, gamle Lunde Snarkjøb.

– Lunde snarkjøp ja, akkurat, har dere lyst på noe å spise? Av frykt for hva Tanja kunne finne på å si, brøt Roger inn med et definitivt nei. Her var ikke verd å ta noen sjanser. Indianeren så imidlertid ikke ut til å bry seg så nøye om man svarte nei eller ja eller i det hele tatt, her var det bare å bli med, det var smiling og vinking og en hjertelighet som bare hører hjemme i eventyrene.

– Jeg har en nydelig and, kom bare her… den er fabelaktig… Se her, her ligger anda, jeg spiste litt av den i går, men det er mye igjen, se her, mye kjøtt, mye godt kjøtt, en and er en stor fugl, en svane er større, men dere vet svanekjøtt… Her ristet MbÜÎÈd÷ på hodet, hvis det var noen der som likte svanekjøtt, må det garantert ha vært pinlig for vedkommende. Samtidig som han gjorde dette, fant MbÜÎÈd÷ frem to trestykker han hadde liggende, og gav seg til å gni dem mot hverandre til Rogers formidable forbløffelse. Roger hadde hørt noe om at det var slik de laget bål i steinalderen, men han hadde ikke vært i nærheten av å lykkes de gangene han selv hadde forsøkt. Han hadde bedt faren om hjelp, faren hadde hjulpet, men noen flamme hadde de aldri greid å lage. Faren mente han så en gnist en gang.

– Kossen klare’ du det der? spurte Roger, han måtte bare spørre. Indianeren kunne ikke skjønne hva han mente, han gav seg til å svare på et spørsmål ingen vet hvor kom fra og ingen skjønte noe av.

– Klare’ å få fyr sånn uden fyrstikke’, presiserte Roger.

– Nei, jeg bruker ikke fyrstikker, lo indianeren, ristet på hodet og fikk samtidig gnist, – jeg bruker bare to pinner, det er så mye enklere, han la noen bjørkenever til gnisten, blåste på bålet og minsanten flammet det seg til. Indianeren lo videre, humret og ristet og pratet i vei. – Det gjelder bare at pinnen du snurrer med må være hard, mens trestykket du snurrer på må være mykt. Så er det bare å snurre, det er så enkelt, du snurrer og snurrer, og når det blir gnist er det bare å få bort noe som kan brenne og så blir det brann med en gang. Roger kunne fortsatt ikke få dette til å stemme. Indianeren var allerede i gang med å dele ut noen solide andestykker, men Tanja og Roger ville fortsatt ikke ha.

– Jo, jo, ta, ta, det er godt, indianeren tok en bit av den rå anda, for virkelig å vise hvor godt det var, men dømt etter Roger og Tanjas ansikter, ble nok effekten snarere den motsatte.

– Hvor fant du den? spurte Tanja.

– Jeg fanget den, det var så enkelt, det var så mange av dem, og de fløy ikke noen av dem, så bare fanget jeg den og så var den død. Det var i går.

– Vi går, sa Roger til Tanja.

– Skal dere gå? spurte indianeren.

– Ja, sa Roger. Så gikk de.

Det ble altså en begivenhetsrik tur, så begivenhetsrik at både Roger og Tanja brøt med sitt selvpålagte prinsipp om å holde munn om dem. Da Roger kom hjem leste faren hans avisen. Roger sa liksom i forbifarten mens han tok av seg skoene at han hadde støtt på en indianer under turen. Faren brettet ikke sammen avisen engang, han sa bare at han hadde hørt det var en indianer i området og spurte kona om ikke hun hadde hørt det samme og det hadde hun. Så leste han videre. Roger utsatte til siden å fortelle hvordan indianeren tente bål på steinaledervis. Far til Tanja leste også avisen da Tanja kom hjem, men han brettet den sammen allerede før Tanja hadde begynt på fortellingen. Den type far var han. Og Tanja fortalte, hun fortalte i vei, tok med alt, la ikke skjul på noe, utenom at Roger hadde holdt henne i hånden, når hun først kom i gang var det ikke mye som forble ufortalt. Det faren fant mest spennende, var naturlig nok denne indianeren hun hadde sett. Han hadde nok hørt ryktene om at det fantes en indianer i området, men han hadde hittil ikke trodd på dem. Nå stilte det seg imidlertid annerledes, nå som hans egen datter hadde sett indianeren og fått ham til å avsløre at det var han som hadde drept andefuglen i morges, gikk det ikke an å sitte stille lenger. Nå var det på tide å ta affære. Og nå er det på tide avsløre at denne faren ikke var en hvilken som helst Ganddalsk far, dette var Jan Kjell Tjelta. Den samme Tjelta, som i alle år hadde sittet i 17 mai komitéen på Ganddal, og nå syslet med planer om å gå inn i Sandnes bystyre, bare han fant et parti han kunne støtte, dette var herremann med handlekraft. Ikke før hadde Tanja fortalt ferdig sin historie, så var Jan Kjell Tjelta i telefonen.

Kort etter var Jan Kjell, Magnus og Geir på vei ned mot Stokkalandsvannet. De hadde klare instrukser fra Jan Kjell hvor de skulle hen, nå var det alvor. Nå skulle Ganddals ansvarsbevisste og handlekraftige ordne opp i sakene, det var Jan Kjell, Magnus og Geir. Det må nesten sies noen ord om Magnus og Geir også. Magnus er en typisk varamann, han stiller til valg, blir ikke valgt. Men han er Jan Kjells støttespiller på en rekke områder, og da Jan Kjell var trener for lilleputtlaget var Magnus oppmann. Kona heter Jorun, og hun overkjører ham fullstendig. Mer er ikke nødvendig å si om ham. Geir er en venn av Magnus, selvstendig næringsdrivende, og full av gode råd. Han er gift med Turid, og ryktet forteller at dette ekteskapet ikke går bare godt. Det får være nok om ham. Denne gjengen gikk nå nedover mot Stokkalandsvannet, sykkelstien der, på østsiden. Nøyaktig der Jan Kjells datter hadde møtt indianeren, dit skulle de. Nøyaktig der indianeren akkurat i dette øyeblikk satte til livs et godt stykke, velstekt and.

Verken Jan Kjell eller Geir ville nevne det for Magnus, men de hadde begge liksom en følelse av at motet forsvant lite grann nå som de nærmet seg målet. Da de kom så langt at de fikk øye på indianeren, var det ikke fritt for at de alle tre håpet at en av de andre skulle ta ordet og sette indianeren på plass. Magnus visste det ikke ville bli ham. Geir og særlig Jan Kjell følte presset, det ville være ergerlig å få denne irettesettelsen forkludret av en pinlig pause i starten. Det var på en måte viktig å få alt til å virke målrettet og planlagt, de var Ganddals menn som visste hva de ville, derfor gikk de på med uforminsket fart. Forhåpentligvis ville noen komme på noe å si, innen de nådde frem. At dette skulle bli indianeren var ingen av dem forberedt på, det var i hvert fall ingen som svarte på indianerens lystige: – hei, hei! Indianeren fikk både sagt hvem han var og hvor han kom fra, før de handlekraftige herrer hadde fått frem et eneste ord. Først da indianeren inviterte til andestek, trådte 17-mai-komiteens Jan Kjell Tjelta frem som den ubestridte ener og viste hva som bodde i ham.

– Ok, nå e’ det nok, nå blir du med her, sa han. Men da indianeren spurte hvor hen, var visst den ubestridte ener kommet til ytterpunktene for hva som bodde i ham, for nå tidde han stille.

– Kor har du fått tak i den andå? spurte Geir og pekte.

– Rett nedi her, det var fullt av både ender og svaner, men svanekjøtt… Indianeren ristet på hodet igjen, svanekjøtt er rett og slett ikke tingen.

– Har du bare tatt og forsynt deg der nere?

– Jada,  jada,  nikket MbÜÎÈd÷, – jeg tok en, de er så lite skvetne av seg, en av dem hadde ikke overlevd lenge i ¦ß÷, det er sikkert. Indianeren tok fornøyd et jafs av anda, spyttet ut noe flesk og graps, og tilbød sine tre venner en smakebit.

– Ikke rør, Magnus, sa Geir.

– Kor bor du hen? spurte Jan Kjell.

– Jeg bor i ¦ß÷, som jeg sa, jeg heter MbÜÎÈd÷. Fikk dere det ikke med dere? MbÜÎÈd÷. Indianeren gikk smørblid mot de tre, de tre skvatt likevel unna. Men så skjønte de vel at indianeren ikke ville ha sjanse mot alle sammen, uansett hvor gråsvart han var, de ble i hvert fall stående.

– Hva gjør du her? spurte Jan Kjell. Indianeren var nå helt borte med de tre, han hadde kløpet dem i øret, og dradd dem i armen, gjort de underligste ting, klart de var nervøse.

– Jeg er bare på besøk, jeg kommer fra ¦ß÷, og har reist hit.

– Kor lenge ska’ du bli?

– Det får vi se, det er litt kalt her, å sove ute, kanskje reiser jeg et annet sted, vi får se. Jeg vet ikke. Tiden vil vise, sa han.

– Søve du ude?

– Ja, jeg sover ute, i går sov jeg der nede, i dag skal jeg sove her.

– E’kje det kaldt?

– Jo, jo iskaldt, brr…

Og indianeren stod der og hutret og frøs og illustrerte.

Jan Kjell og hans venner opplevde nå litt av problemet med det å være handlekraftig, det er ikke alltid alt er som man tror, og indianerens oppførsel og svar var så visst ikke som forventet. Snarrådigheten som hersket da de slo på tråden til hverandre, og møtte opp på Jan Kjells trapp, var nå erstattet med regelrett ukomfortabelhet.

– Du må’kje dreba endene her, dei e’… dei e’…

– Freda, kom Jan Kjell inn, selv om alle visste at endene på ingen måte var fredete.

– Freda’?  spurte indianeren forskrekket, – unnskyld, det var… hva skal jeg gjøre nå?

De tre så på hverandre, Magnus hadde ikke sagt et ord hittil, og visste med seg selv at han ikke kom til å si noe nå heller.

– Du kan’kje sova ude, du må finna deg en plass å bu.

Jan Kjell reddet situasjonen for de to andre, nikket at det var på tide å gå, og de tre gikk uten å ta farvel, selv om indianeren sa ha det bra. Forresten er det mulig det slapp ut et ha det fra Magnus.

MbÜÎÈd÷ stod stille og så på de tre som gikk fra ham. Sakte tok han andestykket han hadde stekt, bet av en bit og tygget den langsomt. Så kikket han på husene som lå gjemt bak høye busker, gjerder og plener. Han la fra seg andestykket, pakket det inn i noe gress og gjemte det under en stein. Sommerkvelden mørknet mer og mer, det begynte å bli sent. MbÜÎÈd÷ satt på en stein og så ut over Stokkalandsvannet, det var stille nå. Han satt og så på vannet. Så reiste han seg opp, børstet av seg noe støv, og gav seg av gårde mot bebyggelsen. Der gikk han litt frem og tilbake, tumlet rundt på må og få, det var ingen ute, ingen å treffe på. Enten var folk på Ganddal inne denne julikvelden, eller så ungikk de indianeren, det var ikke godt å vite, han gikk i hvert fall alene opp og ned Reinsdyrveien, rundt omkring. Det luktet grillmat, det var grillselskap hos familen Brevik. Brevik var nabo til Tasta, som vi har hilst på før, og som vi vet bor i Reinsdyrveien. Mellom disse husene var ikke annet enn en hekk, og denne hekken var blitt temmelig pjuskete. Det skyldtes at Tasta- og Brevikungene tidligere pleide å springe frem og tilbake mellom hagene, det var nytteløst å si at de måtte gå rundt. Det gikk gjennom hekken, og hekken ble nedtråkket. Denne løpingen hadde avtatt med årene, sønnen til Toby Tasta var jo en sann tulling, og de mer oppegående Brevikbarna fant seg andre lekekamerater så fort de lærte å tenke. Men hekken fikk ingen redning, Ludvig Brevik og Toby Tasta kunne ikke bli enige hvem som i bunn og grunn eide den, og dermed hadde ansvaret for vedlikeholdet. Det endte med minste motstands vei for begge, ingen gjorde noe som helst, og det var derfor enkelt for MbÜÎÈd÷ å gå gjennom den. Han kom fra nabogården, den var han litt vant med. Reaksjonene blant grillgjestene ble de sedvanlige, de mistet alle sammen munn og mæle, og ble bare sittende og stirre lamslått på denne merkelige fremtoningen i gråsvart og siv. Indianeren reagerte imidlertid annerledes. Han prøvde å nikke litt og smile litt forsiktig, men fikk ingen respons. Han ble stirret i senk av familiens bestemor, som satt der som en studie i fiendtlig stirring. Feilen mange gjør når de skal stirre stygt, er at de glemmer seg av og lar for eksempel munnen være åpen. Denne bestemora lot ingenting være åpent, aller minst munnen, den var snurpet sammen til det absolutte minimum. Det samme var ansiktet, pannen var dradd nedover, haken oppover, ansiktet var liksom presset sammen til en spiss like mot MbÜÎÈd÷. Og inni her var de mest hatske øyne det er mulig å forestille seg. Det virket. Da indianeren fikk øye på det, trakk han seg ganske stille ut av hagen. Han nikket og gikk, steg over buskashekken til Toby Tasta, og var tilbake på veien igjen. Grilleselskapet oppløste seg like etter, bestemor og bestefar måtte visst komme seg hjem, det var ikke mer snakk om det.

MbÜÎÈd÷ snakket heller ikke, han var stille resten av dagen. Han gikk sakte bortover veien, uten å se verken til høyre eller venstre. Han kunne ikke høre de som så ham fra kjøkkenvinduet, og ropte til resten av familien: – hei dokke, her e’ an’ derane indianeren igjen, du verden så triste han ser du då! Han kunne ikke høre det, han hørte ikke noe, og sa ikke noe. Han gikk bare ganske stille ned til Stokkalandsvannet, der han liksom hadde slått leir. Det var noe mygg der, de bet ham, men han brydde seg ikke synlig om det. Da virket det å være verre med den kjølige Rogalandsluften, for han tok alt han kunne samle av siv og buskas, og bredte over seg der han la seg til å sove. Han lukket øynene, og forsøkte så godt han kunne å sovne.

Badetur (Fra Sele til Bore)

Denne teksten skiller seg ganske ut fra de andre jeg har skrevet, det er liksom noe annet med denne. Jeg skal ikke si at jeg ikke liker den, for det gjør jeg. En fin liten sommertekst om bading, eller liksom noe annet.

Badetur

Det er en fin dag for et bad, tenkte jeg, og satte meg i bilen for å kjøre bort til stranden og ta det der badet jeg mente det var en fin dag for. Jeg hadde på meg badebuksen under kortbuksen, og t-skjorte og sandaler, det fikk holde, i bilen satt jeg, det var en solskinnsdag, juni, Sandnes. Jeg skulle til jærstrendene, kjørte dit, i t-skjorte og sandaler, det var en flott solskinnsdag, en fin dag for et bad. På borestranden gikk jeg ut av bilen, og smelte igjen døren, nå var jeg fremme. Nå skulle jeg bade. Den som har fulgt litt med på skrivingen min, ytterst få, riktignok, tekstene mine blir strengt tatt ikke lest av noen, utenom jeg som skriver dem, og spiller hovedrollen i dem, men la oss ta livet mitt, da, mitt virkelige liv, den som har fulgt litt med på det, ikke så mange det heller, riktignok, men nå må vi komme oss videre her. Det er tross alt bading dette skal handle om. Og til tross for at det er en flott solskinnsdag, så er det ikke særlig varmt i været, det er en kald vind som får hovedpersonen vår til å hutre og fryse litt, der han går opp på sanddynene for å skue ned mot stranden og bølgene og havet og alt det den mektige naturen her har å by på, eller fordi han må gå over dem rettere sagt. Det ligger noen sanddyner mellom bilen og stranden, han må over dem, det er det hele, men når det er sagt, så er det virkelig et mektig syn å stå der oppe og se ned mot havet som uhindret slår inn mot stranden slik det alltid har gjort, vår hovedperson blir i hvert fall lamslått av dette synet, han må stoppe opp og tenke litt. Og det er dette den som kjenner denne hovedpersonen og har fulgt litt med på ham, vil kjenne igjen, dette er helt typisk. Han stopper stadig vekk opp og tenker, forsøker å trekke sammenheng mellom det som skjer nå, og det som har skjedd tidligere, han vil gjerne finne ut hva det betyr og hvorfor alt er som det er, hva det egentlig er som foregår, hvor det er merkelig alt sammen, hva han egentlig gjør her i livet som farer forbi, og som han liksom ikke kan gripe fatt i og holde fast ved, samme hva han gjør, samme hvor mye han skriver, tenker, og står stille på sanddynene og ser utover. Dette hadde han gjort tidligere. Hvor mye som var forandret siden da, og hvordan ingenting var forandret, bølgene var de samme, han var den samme, bare eldre, alt dette rakk han å tenke før han gikk videre. Han tar ikke av seg på overkroppen, det ville sett rart ut, i kulden, tenker han, om noen skulle se ham. Han gikk mot høyre, mot Sele, for den som er lokalkjent. Han var i ekstra godt humør, fordi han hadde fått en tekstmelding. Det var en dame som skulle treffe ham, men så hadde han ikke hørt noe, før nå, hvor hun hadde forklart seg og sagt at hun ville møte ham nå til helgen i stedet for, hvis det passet for ham. Det gjorde det selvsagt, vår hovedperson hadde ingen som helst planer, nå gikk han og tenkte på henne. Hvordan skulle han gripe dette an? Hun var nok interessert, det var soleklart på bakgrunn av tekstmeldingen, nå og da kjente han bølgene slå opp mot tærne, han gikk helt nede ved vannkanten, vannet var iskaldt, men herlighet, det var i Rogaland og det var i juni, og denne sommeren hadde ikke vært bedre, men verre enn vanlig når det kommer til temperaturer. Hva hadde han egentlig ventet, dette er som det skal være, tenkte han, med hensyn til vannet, men det var fælt med den vinden, den var ikke slik at det fristet å ta av seg på overkroppen her, selv om han nå hadde kommet seg unna folk og det var ingen som egentlig eventuelt kunne se at det så rart ut i kulden. Snart skulle han reise på ferie, det var en fin tid for ham, og så denne tekstmeldingen, hva skulle han nå gjøre med denne damen, hvordan skulle han gripe det an, sånn rett før han skulle reise på ferie, kanskje ville det skje noe der, selv om han godt visste at det ville det sannsynligvis ikke, og neppe ville han være særlig interessert, heller, det har jo visst seg gang på gang. Slik er det med meg, tenkte han, der han gikk, litt lenger nede i vannet nå, det slo opp til anklene, og ble aldri tørt på tærne, han var vant til å være der nå, det gikk greit, og det er egentlig helt greit, fortsatte han å tenke, det er i det hele tatt et deilig liv. Nå skal jeg treffe henne til helgen, og så skal jeg reise på ferie, til høsten er det tilbake på jobb, det går greit, det kan bare fortsette, bort til Sele har jeg gått før, eller forrige gang så svømte jeg, herlighet, det er to år siden, kanskje mer, du verden så alt var annerledes den gang, da hadde jeg en annen å tenke på, vi skal ikke rippe opp i det, vi hopper ut av tankene hans der, vi venter til og med litt før vi skriver videre, vi lar ham gå helt bort til Sele, over hengebroen, ned til stranden der, på stien langs furutrærne, de lave, jærtypiske, godt forblåste, lar ham sitte der litt, slik han gjorde, og så må han reise seg opp, gå tilbake, over broen, ned til stranden, og så kan vi gripe fatt i ham, for det vi egentlig skal skrive om, er jo den der badeturen vi hele tiden har terpet på, selve badingen, hvor blir det av den? Ja, vi spør hovedpersonen. Og hovedpersonen spør seg selv. Skal det bli noe av, må det skje nå, eller snart, tenker han, jeg kan jo ikke bare gå bortover her hvis det er bading som er hensikten. Han tar av seg t-skjorten og kortbuksen, han har badebukse under, det blåser voldsomt, skikkelig sterke kast, han må legge en stein på klærne, og holde armene om hverandre, holde om seg selv, slik man gjør når man fryser, slik gikk han ned mot vannet, og uti det, huttetu, så kaldt, men det er jo litt spørsmål om viljestyrke også, det er bare å dukke under, så blir det bedre, bølgene skvalper også, skyller over ham, skvetter vann på tørr hud, fryktelig kaldt, ikke lett å dukke kontrollert her, ikke fristende å dukke i det hele tatt, vår mann går opp igjen. Begrunnelsen han gir seg selv er at han ikke ville bli tatt av strømmene. For noen år siden, lenge siden, den gang han var midt i tjueårene, da ble han tatt av strømmen, så helt malplassert er ikke disse tankene, vår hovedperson er en forsiktig mann, men han nærer heller ingen utpreget skrekk for vannet, han er ikke redd for å bade i sjøen, ikke i det hele tatt, det er mer å snakke om respekt, tenker han, der han går bortover, bortover stranden, fra Sele til Bore, for eventuelt å finne et sted der det ikke er så mye strøm.

ES2005