Prinsessen på erten, av H. C. Andersen

Prinsessen på erten var det første av de virkelig kjente eventyrene sine H. C. Andersen skrev. Det er ganske kort, knappe to sider, og poenget er veldig enkelt. Der ligger kanskje også eventyrets kraft. Prinsessen på erten er gått  inn i dagligspråket, om en som klager på noe som ikke er å bry seg om, eller som ikke merkes.

Handlingen begynner med at en prins har reist rundt i verden på jakt etter en prinsesse, men det må være en ordentlig prinsesse. Det har han ikke funnet, derfor reiser han hjem igjen. Så er det en dag det er fryktelig uvær, hvorfor det uværet må være der er ikke godt å forstå. Det er en detalj som ikke er vesentlig for historien, og som derfor gjerne blir utelatt i folkeeventyrene. I kunsteventyrene, derimot, særlig de til H. C. Andersen, trenger det ikke være en mening med alt.

I dette uværet banker en prinsesse på døren. Det er fortelleren som sier det er en prinsesse, så leseren får opplysningen med en gang. Men kongen som lukker opp og dronningen hans, har vondt for å tro det. Hun ser jo ganske vått og ustelt ut i pøsregnet. Kanskje var det derfor det måtte være uvær? Uansett så sier hun til kongen at hun er en prinsesse, noe fortelleren altså allerede har meddelt leseren at hun er, men kongen og dronningen har vondt for å tro det. De bestemmer seg for å finne det ut.

Derfor er det altså dronningen legger en ert på bunnen av sengen, og tyve madrasser oppå den, og tyve edderdunsdyner oppå der igjen. I eventyrets logikk er det bare en ekte prinsesse som vil kjenne en liten ert gjennom alt dette. Og sannelig, sannelig, da dronningen neste morgen spør hvordan hun har sovet, svarer hun at hun har sovet helt fryktelig, for hun har ligget på noe hardt, og nå må være gul og blå over hele kroppen.

Slik snakker bare en ordentlig prinsesse. De kan altså trygt gifte bort prinsen til henne. Sånn går det også. Og erten havner på kunstutstilling, der den fortsatt er, om ingen ennå har tatt den.

Slutten setter eventyret litt inn i den virkelige verden, og går liksom litt ut av eventyrets grenser. Man kan nesten foreslå for barna som hører eventyret å oppsøke kunstutstillingen, for å se om erten er der. Det er også nødvendig for å ha en litt skikkeilg slutt, for at det ikke bare skal slutte med de gifter seg, sånn som i alle andre eventyr. Det var noe eget med den erten, den må fremheves den også. Man må høre hvordan det gikk med den!

Det er fullstendig urealistisk at noen skal kjenne en ert gjennom alle de madrassene og edderdunsdynene. Det er nettopp også poenget. Det er et illustrerende eksempel på hvor fintfølende en prinsesse kan være. Enhver kan se det for seg, og selv vurdere om de ville vært i stand til å føle en ert gjennom noe slikt. Hvis du ikke er det, kan man fortelle barna, så er det fordi du ikke er noen prinsesse.

I vår tid er det ikke knyttet den magien til prinser og prinsesser som det var tidligere. Eventyret lever likevel videre i beste velgående. Det samme gjør uttrykket. Og erten eksisterer kanskje også et eller annet sted, om altså ingen har tatt den. Det ville vært en slem forbrytelse: stjele en ert som en ordentlig prinsesse har ligget på.

Se, det var en rigtig Historie, slutter eventyret på dansk. Ja, det var det riktig.

*

Jeg poster det korte eventyret i original, fra H. C. Andersens hjemmeside:

H.C. Andersen – Hans Christian Andersen eventyr “Prindsessen paa Ærten” 1835

Der var engang en Prinds; han vilde have sig en Prindsesse, men det skulde være en rigtig Prindsesse. Saa reiste han hele Verden rundt, for at finde saadan en, men allevegne var der noget i Veien, Prindsesser vare der nok af, men om det vare rigtige Prindsesser, kunde han ikke ganske komme efter, altid var der noget, som ikke var saa rigtigt. Saa kom han da hjem igjen og var saa bedrøvet, for han vilde saa gjerne have en virkelig Prindsesse.
En Aften blev det da et frygteligt Veir; det lynede og tordnede, Regnen skyllede ned, det var ganske forskrækkeligt! Saa bankede det paa Byens Port, og den gamle Konge gik hen at lukke op.
Det var en Prindsesse, som stod udenfor. Men Gud hvor hun saae ud af Regnen og det onde Veir! Vandet løb ned af hendes Haar og hendes Klæder, og det løb ind af Næsen paa Skoen og ud af Hælen, og saa sagde hun, at hun var en virkelig Prindsesse.
“Ja, det skal vi nok faae at vide!” tænkte den gamle Dronning, men hun sagde ikke noget, gik ind i Sovekammeret, tog alle Sengklæderne af og lagde en Ært paa Bunden af Sengen, derpaa tog hun tyve Matrasser, lagde dem ovenpaa Ærten, og saa endnu tyve Ædderduuns-Dyner oven paa Matrasserne.
Der skulde nu Prindsessen ligge om Natten
Om Morgenen spurgte de hende, hvorledes hun havde sovet.
“O forskrækkeligt slet!” sagde Prindsessen, “Jeg har næsten ikke lukket mine Øine den hele Nat! Gud veed, hvad der har været i Sengen? Jeg har ligget paa noget haardt, saa jeg er ganske bruun og blaa over min hele Krop! Det er ganske forskrækkeligt!”
Saa kunde de see, at det var en rigtig Prindsesse, da hun gjennem de tyve Matrasser og de tyve Ædderduuns Dyner havde mærket Ærten. Saa ømskindet kunde der ingen være, uden en virkelig Prindsesse.
Prindsen tog hende da til Kone, for nu vidste han, at han havde en rigtig Prindsesse, og Ærten kom paa Kunstkammeret, hvor den endnu er at see, dersom ingen har taget den.
See, det var en rigtig Historie!

Legg igjen en kommentar

Fyll inn i feltene under, eller klikk på et ikon for å logge inn:

WordPress.com-logo

Du kommenterer med bruk av din WordPress.com konto. Logg ut /  Endre )

Google-bilde

Du kommenterer med bruk av din Google konto. Logg ut /  Endre )

Twitter-bilde

Du kommenterer med bruk av din Twitter konto. Logg ut /  Endre )

Facebookbilde

Du kommenterer med bruk av din Facebook konto. Logg ut /  Endre )

Kobler til %s