Daglige arkiver: januar 13, 2015

Lykkens Galocher, av H. C. Andersen

Lykkens Galocher er det første rent voksne eventyret H. C. Andersen skriver. Det har vel så mange stiltrekk fra novellen, som fra eventyret, om det også her er fantasifullt og magisk og eventyraktig. Budskapet og historien er imidlertid litt for tung til at barn kan ha full glede av det. Det er også en lang fortelling, vanskelig å følge med i for de små.

I En slags begynnelse

Her blir kalosjene introdusert. Det er to damer som kommer på besøk, under en fest. Den ene er hjelper for lykken, den  andre er sorgen selv. Lykkehjelperen har med disse kalosjene, som bringer den som bruker dem inn i den tiden han helst vil være i. Dit kommer en Justisråd, som nettopp har sagt han ville foretrekke tiden til Kong Hans.

II Hvorledes det gik Justisraaden

Justisraaden får på seg skoene og blir brakt tilbake til den tiden.

… og saa troede de han talte moskovitisk.

III Vægterens eventyr

Han blir løitnatnen, for en stund. Så er det en artig passasje:

Hvad os angåer, da kjende vi næsten Alle Hurtigheden ved Damp, vi have prøvet den enten på Jernbaner eller med Skibet henover Havet; dog denne Flugt er som Dovendyrets Vandring eller Sneglens Marsch i Forhold til den Hurtighed, Lyset tager; det flyver nitten Millioner Gange hurtigere end den bedste Veddeløber, og dog er Electriciteten endnu hurtigere. Døden er et electrisk Stød, vi fåe i Hjertet; på Electricitetens Vinger flyver den frigjorte Sjæl. Otte Minuter og nogle Secunder er Sollyset om en Reise af over tyve Millioner Mile; med Electricitetens Hurtigpost behøver Sjælen færre Minuter, for at gjøre samme Flugt. Rummet mellem Kloderne er for den ei større, end det i een og samme By er for os mellem vore Venners Huse, selv om disse ligge temmeligt skilte fra hinanden, imidlertid koster dette electriske Hjertestød os Legemets Brug hernede, dersom vi ikke, ligesom Vægteren her, have Lykkens Kalosker på.

Så reiser sjelen opp til månen, mens kroppen blir igjen på jorden. Det går ikke så bra. Kroppen er livløs, og blir ansett som død. Dermed blir den brakt på sykehuset, hvor kalosjene blir tatt av. Så kommer sjelen tilbake igjen. Vel å merke er motivet at skapningene vekteren treffer på månen, studerer jorden slik vi studerer månen og andre planeter, fulle av tanker om at ingen kan bo der. Det er litt av det samme, men på en annen måte, enn i Tommelise, der det er utseende som blir målt ut i fra ens egne kriterier, hos padden, billen og muldvarpen.

IV Et hovedmoment. Et deklamatiosnummer. En højst uvanlig rejse.

Dette var så langt jeg kom i denne omgang. Det jeg har skrevet, skal renskrives. Resten skal skrives ferdig.

Resten kommer…

 

Reklamer