Stikkordarkiv: 1880-årene

Skipper Worse

Handlingen foregår noen år før Garman & Worse. Det er her de to går i kompaniskap.

Det begynner med at det store skip «Familiens håb», med skipper Worse som kaptein, kommer sent, men godt inn til byen. «Lauritz! – din dævelunge! – opp og klar vimpelen.» begynner denne, ulikt Garman & W.

Dette er i Hans Nilsen Hauge-tiden. Huset på Torvestad er strengt gudfryktig. Der er Jomfru Sara. 26 år. Klok, kjenner Bibelen. Lauritz interessert, i Henriette. Henriette søster motsetning. Hun interessert i Lauritz. Hans Nilsen Fennfoss. Haugeinspirert. Tiltrukket av Sara. De to har problemer, fordi deres følelser er så tøylet av kristen skikk. Hans Nilsen bor der, flytter inn der.
Jacob Worse stikker innom der av og til, for de unge pikers skyld. Torvestad foretrekker ham. Hun legger ut en snare om vintreet, og Sara, som er vant til å følge moren, kommer her i konflikt. Kielland lar det ikke være så opplagt her, hvordan det skal være, som i noen av hans andre fortellinger. Torvestad ønsker selveste Worse, og hun har et ønske om å omvende ham. Dette ønsket kan være noenlunde oppriktig. Hans Nilsen er allerede omvendt. Men Kielland spiller på det vanlige, ung pike som må ta en gammel, ekkel mann. Gamle Worse er dog ikke av de verste.
Gamle Garman liker ikke historien, og sender Worse av gårde. Gamle fru Torvestad får imidlertid overtalt ham til å bli, og arrangerer et ekteskap som nok stikker litt. Det er ikke riktig. Og madam Torvestad blir også ustyrt med en liten tvil, forårsaket av et blikk fra Sarah og minner fra hennes eget liv.

Komisk scene når Worse meddeler nyheten til Garman. Det er kap 8.
Kraftig, flott scene s. 225. Torvestad vil ha møte hos Sarah, men Sarah vil rådføre seg med «min mann». Disse ord «min mann». Dessuten ble Sarah egentlig mindre kuet av å være hos Worse, og hun var dessuten rik. Den første kulde går over i noe annet. Og madam Torvestad går over i å være mor til fru Worse.
Det blir også tematikk, med barnet Sarah som løsriver seg fra moren. Her er med, hvordan Jacob får fiske, trass han har lovet det for moren å la være.
Hans Nilsen reagerer med å straffe seg selv og andre for synden, fordi han følte ved det da Sarah hadde fått en annen, noe som betød at han var utsatt for verdslige følelser også han.

Gradvis blir også Worse mer religiøs, han begynner å tvile. De gamle skippervennene og kompanjongene blir bekymret.
Kontrast kap XI: Randulf og Worse og rom, Sara og Fennefoss på bønnemøte og hjem. De to har seg et lite kyss. Og da Worse kommer halvdrukken hjem, blir han møtt med djevelsnakk og helvete.
Deretter blir Hans Nilsen satt til å fri med Henriette. Men hun er fast og holder på sitt løfte til Lauritz, moren kan ikke tøyle henne. Så blir hun satt til en døden i Lübeck, Erik Pontoppidan Egeland. Fortsatt står hun ved sitt løfte, og hopper heller på sjøen. (Fortellerteknisk interessant – meget allvitende. Kielland går etterpå over i å sette frem folks spekulasjoner, vi lesere vet sannheten. Det er realismen). Det er samtidig storm, stor storm.
Og Sara får åpenbart den vold som er ytt mot henne, hun kjente det da hun var hos Hans. Hun lar sin vrede gå ut over Jacob, med Helvetestrusler. Lignende Hans hadde gjort, da han kjente det da Sara giftet seg.
Kap XIV er Mortens brev til Christian Fredrik, der han gjør sin sønn til arving og Garman i Garman & Worse.

Boken lukker seg om setningen den startet med, Lauritz din djevelunge, vi kommer sent, men vi kommer godt. Således blir det at Worse blir kvitt djevelfrykten, like før han skal dø.

Dette er en mer religiøs roman en Garman & W. Tar opp religiøs tematikk. Det er en meget lettere tematikk, enn hos Garborg. Kielland går ikke egentlig inn i stoffet. Dessuten er han alltid tendensiøs. Men her holder han altså kontrollen og kan si noe noenlunde allment, og ikke skriket og skrålet og leserbrevstemmen fra for eksempel Arbeidsfolk.

Reklamer

Garman og Worse, av Aleksander Kielland

Denne skrev jeg oppgave til i grunnfag nordisk, en oppgave som er forsvunnet sammen med den viten som førte til den. Dette er sammen med Gift Kiellands mest kjente roman, erkerealistisk i stilen, og med det typisk Kiellandske tematikk og persongalleri. Sammenlign åpningen med Garborgs i Fred, så vil man finne en fin forskjelll på naturskildring i realismen og naturalismen. Kielland går også straks fra Havet, og inn i byen. Der skal det handle om det store firma, Garman & Worse. Konsul C.F. Garman er styreren, den gale kandidat Richard Garman er imidlertid fyrvokter ute ved et fyr, sammen med sin datter Madeline. Hun er glad i gårdsgutten Per, som ble kalt vente-Per fordi han aldri gjorde krav på gårdsarven og fikk stadig nye halvsøsken.
Handlingen kretser ellers om et stort skip, som skal bygges av Tom Robson, en mann som har vært i Amerika. Dette skal være familiens stolthet.  Gabriel Garman er sønn av familien. Han er med på å bygge dette skip.
Det er også historien om Marianne, som har hatt barn med husets sønn. Det ble skandale, men fortiet, hun måtte gifte seg med en kusk som reiste til USA, barnet ble kalt opp etter ham og døde. Hun igjen med skammen og alt.

Det er også den gamle og nye tid. Thomas Mann – Bruddenbrook. Huset Garman & Worse er bygget opp på god forretningsmoral og langsiktig tenkning, den unge, grossereren, kommer med nye, kjappe tanker og renner det hele over styr. Han presenteres i kapitel 3, han har kontroll over alt, det finnes ingen feil, alle på kontoret er redd ham. Men han har sin egen konto som ingen får se, og brevføringen med legasjonssekretæren er hemmelig og blir ikke kopiert.

Kirken og sannhet. Skolebestyrer Johnsens tale. Retrospektiv teknikk, kap 13. Sparre får frem at han er forelsket i Rachel, som han på sett og vis, og på grunn av sitt ønske om sannhet bare må innrømme. Slik får også prosten vendt hele prekenen, til bare å bli utslag av elskovslyst. Han vil imponere Rachel.

Kap 14 er innskuddskapitel om været. Enkelt å gjøre om til bilde på situasjonen som helhet.
s. 140 blir Martens gitt kurven. Av Madeline.
Kap 15 har sentral samtale mellom Jacob Worse og Rachel. Han vil ikke gå med på at man er feig, selv om man ikke står i opposisjon til det man er uenig med. Det finnes andre grunner, og han får av Kielland gode argumenter. Deretter vil han ha henne til å skrive, og så tenker han etterpå at han med det gir slipp på sin høyeste lykke – gifte seg med henne.
Kap 16 er slosskamp og Martin springer for å tenne fyr på skipet.
Kap 17. Brann. Det er gamle-konsulen som brenner. Morten W. Garman heter skipet.
Kap 18. Skipet reddes. Går på sjøen. Det er Gabriel som sjøsetter det.
Kap 19. Besøk hos konsulen. Rørende med Richard. Gabriel gir skipet navnet Phønix.
Kap 20. Unge konsulen dør. Rolig og greit som han har levet.
Kap 21. Presten Martens taler til syke Marianne om synd. Hun dør underveis.
Kap 22. Forferdelig scene med Martens og Madeline. Han utnytter hennes sorg. Går inn som fortrolig og forlover seg liksom med henne. Deretter går presten i tomsete lykke og glemmer liktale og alt som er. Delphin blir sjokkert, og tenker gjennom livet sitt, finner ut at også han var forelsket i Madeline. Slutten er som en novelleavslutning, sammen med ryktet om forlovelsen gikk også ryktet om at presten bar parykk.
Kap 23. Begravelsen. Berømt kontrast mellom konsulen og Marianne. Gnikket inn av Kielland, der presten foretter om hvordan rikdommen ikke følger konsulen i graven, nå er den ingenting verd, og så videre. «Seks fot jord – det er alt – det er likt for alle.» Deretter må han rekke over et par fattiglik, før han kan gå hjem.
Kap 24. Samtale Worse og Rachel. Han vil ha henne til å reise, virke. Planen klar. Så litt om hvordan det går alle de andre, en slags oppsummering, begynnende epilog.
Kap 25. «Således forløp seks år.» Brev fra Rachel, Worse til Paris. Forloves der. Giftes.
Kap 26.  Forferdelig kapitel igjen, Madeline kommer til fyret på Bratvold, gift med Martens. Besøk hos vente-Per. Dette skulle være Madelines liv. Grusom avslutning. Presten spiser de små hummer, som han når som helst med iver kan forsvare er det beste.

Legg merke til detaljen s. 120, Delphin rir på en liksomhest og viser hvor flott han skal bli for Madeline.

Også kontrast mellom det kunstige livet i huset, og det trivelige på arbeidsplassen rundt båten.

Bare kort om karakterene. Karakterene er et mylder. Kielleand kan fremsette en hendelse, og så vise reaksjonen fra hver enkelt på denne hendelsen.

GABRIEL GARMAN
Ønsker ikke å være på skolen, ønsker å bygge skip.

GEORG DELPHIN
«Alvorlige tanker fikk ikke ofte tak i Georg Delphin, dertil var han dem for behendig og snar i vendingen.» s. 170.

PASTOR MARTENS
Et prakteksempel av en Kiellandsk prest. Bærer parykk. Hykler og snakker, bløt og dum.

PROSTEN SPARRE
Ordner og trekker i trådene. Bløtt smil. Erkefalsk.

SKOLEBESTYRER JOHNSEN
«Jeg er en folkets mann! – i folket har jeg min plass!-» s. 102. Sagt av Delphin. Selv utmerker Johnsen seg i kapitel 8, der han forteller Rachel at han heller gir avkall på sin karrierre enn å lyve. Bestemmer seg i kapitel 9 for å holde en preken om sannhet, troen på Gud ligger ikke i formene. Prekenen er i kapitel 11. Den blir enda mer flammende enn han hadde tenkt, taler fra hjertet. Martens tror nå han får førsteretten igjen, mens Sparre er mer forsonlig.

MADELINE
Sentral. Hennes overgang fra det frie liv ute ved fyret, til det bundne liv i byen hos familien på Sandsgaard. Koselig hvordan hun s. 98 straks er klar, selv ved den minste hentydning, å innrømme sin interesse for vente Per. Men ingen hentydning kom. Sympatisk fremstilt gjennom hele boken, fremstår som ekte. Eks. s. 113, Delphin snakker om at han liker å leve bak nedrullede gardiner, hun sier ja og tenker på sine egne, selv om hun er langt mer ekte enn de andre.
Blir på en måte bokens hovedperson.
Naiv med Delphin og Fanny, s. 130. I dette kapitelet (12) får hun også vite litt hva som foregår.

MORTEN GARMAN
Representant for det nye.

FANNY GARMAN
Mor til Rachel. Gift med Morten. Kokette.

RACHEL
Niese av Richard. Kommer ikke helt overens med Madeline, vil hele tiden være i bevegelse. Levd i byen, erfaren.

JOMFRU  CORDSEN
En av Madelines fortrolige. I kapitel 6 antyder hun en stygg historie om sypiken (s. 90).

SYPIKE MARIANNE
Offer. «Det var som om disse mennesker levet innenfor en sterk mur, og som om hennes lille skjebne var knust mot den som et skjørt glass.» (s. 91)

ANDERS BEVCKMAN
Far til Marianne og Martin. Stammer. For det måtte han synge, når han ble sint eller følelsesladd. Og til sang hadde han kun en munter melodi.

MARTIN
Skoleflink. Hisser seg opp. Skjeller mot Garman og kapitalen.

VEGGLUSEN
Introdusert s. 93. Hans egentlige navn nesten godt til glemme på grunn av økenavnet. Kjenner hvert papir på kontoret. Derfor uunnværlig. Høy gasje. Døv.

Om skole
«Tvi fan for luft»
«Gudsbitterød – for et spøkelse» Tom Robson. s. 74

En god samvittighet, av Alexander Kielland

Dette er en beisk novelle. Den er skrevet av Alexander Kielland, utgitt i samlingen Nye Novelletter, den kom i 1880, da Kielland var 33 år gammel, året etter at han fikk sitt gjennombrudd med sine første novelletter. Samling nummer to er jo litt å kopiere hva han har gjort i sin første, han har funnet sin måte å skrive på, den er umiddelbart gjenkjennelig, karakteristisk og original, og den ser ut til å falle ham lett. Han har skrevet flere romaner, også romanserier, som den om Garman & Worse, men det er kanskje i de korte novellettene Kiellands eleganse og sylskarpe ironi kommer best til sin rett.

I «En god samvittighet» er det forskjell på folk. Det er noen som sitter godt i det. De har penger, de har fine navn, og de har helst «moralske bekymringer» å stri med. De fører attpå til ordet i romanen, synsvinkelen ligger hos Fru Warden, historien fortelles stort sett gjennom henne, i tredje person personal, som det heter i skolen. Warden er et fint navn, ellers heter de rundt henne Abel og Labiche, utenlandsk  og nobelt, og så påfallende at det vel bare er dem som selv at disse navnene er noe de breser seg med. Det er langt for mye av det gode.

Introduksjonen av novellen og av hovepersonen, Fru Warden, smører også tjukt på.

Utenfor advokat Abels haveport holdt en liten, elegant vogn, forspent med to fete, blanke hester.

På seletøyet fantes det hverken sølvbeslag eller annet metall, alt var matt sort, og alle spenner var overtrukket. I lakkeringen på vognen var det en liten skygge av mørkegrønt, hyndene hadde en beskjeden støvgrå farge, og det var først på nært hold man oppdaget at betrekket var av den sværeste silke.

Kielland gnir inn med smør og fett. Det er rikdom, synlig rikdom, men den skal liksom være diskret. Hovedpersonen, Fru Warden, skal liksom være en ettertenksom dame, og føler seg – godt hjulpet av omgivelsene – også som det, men hun er grunn og overflatisk, like synlig som vognen og livet hennes er overdådig, selv om hun vil gi inntrykk av å ville dekke det litt til.

Historien i novellen kommer i gang ved at denne Fru Warden, som nettopp kommer ut av denne lille, elegante vognen, der man først på nært hold kan se silketrekket, hun er på kort visitt hos venninnen, Caroline Abel, advokatfruen. Fru Abel vil kjøpe en ny spaserkjole, men fru Warden kan ikke gå med på det, når «- i selve den by hvor vi bor, lever det folk i hundrevis, som lider nød – bokstavelig talt: nød!».

I stedet for å kjøpe seg spaserkjole, vil fru Warden ta turen ut til fattigstrøket. Hun gir overfor advokatfruen uttrykk for at rikfolk bør «gjøre hva vi kan for å utjevne den», det vil si utjevne ulikheten, som advokatfrue Abel mener uansett finnes. Det blir jo litt splid mellom dem på grunn av dette, det er jo nesten kritikk av advokatfruen, og fine fruer blir lett fornærmet.

Kielland gjør det lett for seg ved å hoppe ut av synsvinkelen, og skrive litt gjennom fru Abel også. Hun blir sittende igjen i havestuen, mens fru Warden reiser ut i fattigstrøkene for å forvisse seg om tilstanden der. Hun synes fru Warden har et godt hjerte, og avslører med det at hun ikke akkurat har et skarpt sinn, og føler vel også et aldri så lite agg av misunnelse – om enn den slags nedrige følelser naturligvis aldri får innpass hos karakterer som henne, som Kielland skriver beiskt ironisk -, men det er uklart om det er mot fru Wardens gode hjerte eller hennes fine vogn. Det er derimot helt klart at det er en overflatisk og motbydelig rikmannsgjeng vi har med å gjøre.

Ute i fattigstrøkene reiser fru Warden i sin fine, lille vogn i veier som blir trangere og trangere, veldig billedlig fortalt, også i overført betydning. Hun vil inn en enda trangere gate, dum som en stokk vil hun til det aller verste. Kielland er vel nesten slem, da han utstyrer fru Warden med følgende spørsmål i møte med en halvvoksen pike i døren til et av husene:

Bor det veldig fattige mennesker i dette hus?

Det er nok temmelig synlig at hun heller reiser ut i dette strøket for å fortelle om det etterpå, og vise frem sitt gode hjerte og påtatte samvittighet, enn at ulikheten egentlig plager henne. Hun er jo på solsiden. Det er noe å tenke på for Stavangerfolk i dag også. Vi er fortsatt på solsiden, bare nå er det flere av oss som er det, hele byen og landsdelen.

Hva hun egentlig tenker glipper ut av henne, der hun står i den perlegrå visittkjolen sin, så vid i det dyre stoff at den lå utover gulvet, en åpenbar provokasjon for fattigfolket. Hun føler seg «som en bonbon, der er falt i sølen», etter et uttrykk hos Heine. Allerede fra starten har hun ingenting annet enn forrakt for fattigfolket, de er sølen.

Det følger en samtale på drøyt halvannen side mellom fattigkonen og rikmannsfruen. Det er en verden mellom dem, det er ingen kontakt, det er en avgrunn, og alt blir synlig for leseren, siden det er gjennom fru Warden alt blir sett. Og hun skjønner null og nix niente av hva som foregår i fattigfamilien, hva sorger og bekymringer de der har, hva problemene egentlig er. Hun tar seg i å foreslå dyre løsninger for en del av problemene, løsninger som er selvsagte for henne, men som er umulige når pengene mangler. Det vil si, hun tar seg slett ikke alltid i det, den lille gutten på 13 år må spise mer, spise noe styrkende. Men hun skjønner at det er ikke så lett å kjøpe rullestol til en som er lam, blant dem.

Her vil hun gripe til sin portemoné, og gi penger. Men hun har den ikke, den er stjålet, og fattigforstanderen kommer med den. Dette er et grep fra Kielland, for å gi fattigforstanderen et påskudd til å komme inn i samtalen. Det blir med en gang bråk, fattigfolket kan ikke fordra fattigforstanderen, og skjeller og smeller på ham. Fru Warden får ikke med seg hva som skjer, så vi får det ikke heller. Men det er tydelig det ligger en langvarig konflikt bak, her er mye ondt blod. Fattigforstanderen kan også meddele at de kommer etter mannen i huset i natt, han skal inn for to måneder.

Det har skjedd en rekke med ting som ikke fru Warden skjønner noen ting av, men som vi lesere kan ane. Det er for eksempel ikke helt sikkert det er tannpine som gjør at mannen i huset ikke er på jobb denne dagen, selv om tannpine gjør veldig vondt, og fru Warden har oppriktig medfølelse for ham på grunn av denne tannpinen. Et ganske fint bilde på hvordan medfølelsen hennes virker, den føles oppriktig, men bommer fullstendig.

Fattigforstanderen kan fortelle litt mer om hva det er slags folk fru Warden har besøkt. Han begynner med å gi ros til henne, at det er oppløftende å se et godt menneske, og slikt noe, og det går selvsagt rett i hodet på grunne fru Warden. Etterpå er hun fortapt i alt han sier. Fattigforstanderen kan fortelle at fattigkonen har «vært et meget beryktet offentlig fruentimmer». Han kunne også henlede oppmerksomheten til piken i huset, og hennes tilstand, med «mannen i huset». Dermed har han baksnakket og sladret på den fattige familien, og fru Warden er ikke bedre utstyrt i hodet sitt enn at hun blir svimmel av det. Det er ingen – absolutt ingen – medfølelse for den egentlige situasjonen fattigfolk lever i.

Kielland er vanligvis sværrt tydelig symbolikk. Hestene til vognen til fru Warden blir heretter kalt bare «de fete», og gatene blir veldig poengtert bredere og penere etter hvert som de forlater fattigkvarteret og kommer over i villastrøket, luften blir også renere.

Og fru Warden er så motbydelig i hodet, at hun klarer kunststykket å føle bekymringene og problemene som følger med det å ha penger. Det er så mange fristelser! Den moralske fordervelsen til fattigfolket gjorde dem ukvalifisert til å ha penger, det hadde de jo vist, ved å være prostituerte og å sette barn på hverandre. Hun selv, fru Warden, hadde også kjent på fristelser, men hun hadde motstått dem. For eksempel hadde hun direkte avvist en tjener som ville hjelpe henne ned fra bukken på vognen, det kunne hun klare frem.

Kielland smører på med flesk og med fett. Det er veldig tydelig at fru Warden er en motbydelig kvinne, helt uten selvinnsikt, helt bortskjemt i sin rikdom. Vel tilbake i advokatfrue Abels havestue, kan hun fortelle i detalj hva som har skjedd, og få full moralsk støtte og oppbakking. Så kan de dra og kjøpe den nye spaserkjolen.

Med god samvittighet.

*

Teksten

En god samvittighed, av Alexander Kielland

Udenfor Advokat Abels Haveport holdt en liden, elegant Vogn forspændt med to fede, blanke Heste.

Paa Seletøiet fandtes der hverken Sølvbeslag eller andet Metal, alt var mat sort, og alle Spænder vare overtrukne. I Lakeringen paa Vognen var der en liden Skygge af mørkegrønt, Hynderne havde en beskeden støvgraa Farve, og det var først paa nært Hold, man opdagede, at Betrækket var af den sværeste Silke. Kusken saa ud som en engelsk Præst — i sort tætknappet Frak med en liden opstaaende Krave og stivt hvidt Halsbind.

Fru Warden, som sad alene i Vognen, bøiede sig fremover og lagde Haanden paa det Elfenbens Haandtag; hun steg slangsomt ud, trak den lange Kjole efter sig og lukkede omhyggeligt Vogndøre.

Man kunde undre sig over, at Kusken ikke steg af, for at hjælpe; de fede Heste saa ikke ud, somom de vilde finde paa Galskaber, om han slap Tøilerne.

Men naar man betragtede dette urolige Ansigt med de værdige, graasprængte Whiskers, forstod man strax, at det var en Mand, som vidste, hvad han gjorde, og aldrig forsømte noget af sin Pligt.

Fru Warden passerede gjennem den lille Have foran Huset og traadte ind i Havestuen. Døren til det næste Værelse stod halvaaben, og derinde saa hun Husets Frue ved et stort Bord bedækket med Bunker lyst Tøi og spredte Nummere af „Bazaren“.

„Ah! — hvor du kommer beleiligt — søde Emilie!“ — raabte Fru Abel, „jeg er ganske fortvivlet over Syjomfruen; hun kan ikke finde paa noget nyt. Og her sidder jeg nu og søger i „Bazaren“. Kjære! læg til Shawl og kom og hjælp mig; — det er en Spadserekjole!“

„Jeg nok lidet skikket til at hjælpe dig, hvis det gjælder Pynt,“ svarede Fru Warden.

Den gode Fru Abel stirrede paa hende; der var noget foruroligende i Tonen, og hun havde en umaadelig Respekt for sin rige Veninde.

„Du husker vist, jeg fortalte dig forleden, at Warden havde lovet mig — det vil sige“ — rettede Fru Warden sig selv — „han havde bedet mig bestille en ny Silkekjole“ —

„Hos Madame Labiche — ja vist!“ — afbrød Fru Abel, „og nu er du formodentlig paa Veien til hende? — Aa tag mig med! — det er saa morsomt!“

„Jeg kjører ikke til Madame Labiche“ — svarede Fru Warden næsten høitideligt.

„Men Gud! — hvorfor ikke?“ — spurgte hendes Veninde og gjorde sine gode, brune Øine cirkelrunde af Forbauselse.

„Ja — jeg skal sige dig“ — svarede Fru Warden, „jeg synes ikke, at vi med god Samvittighed kan give saa mange Penge ud til unødig Stads, naar vi vide, at i Byens Udkanter — i selve den By, hvor vi bo, lever der Fork i hundredevis, som lide Nød — bogstavelig talt: Nød!“

„Ja — men“ — indvendte Fru Able og kastede et usikkert Blik henover sit Bord, „det er nu engang saa her i Verden; vi ved jo, at Uligheden“ —

„Vi bør vogte os for at forøge Uligheden, og heller gjøre, hvad vi kan for at udjævne den,“ afbrød Fru Warden. Og det forekom Fru Abel, at hendes Veninde kastede et misbilligende Blik henover Bordet, Tøierne og „Bazaren“.

„Det er jo bare Alpacca“ — indskjød hun frygtsomt.

„Gud bevares — Caroline!“ raabte Fru Warden, „tro endelig ikke, at jeg bebreider dig noget. Det er jo Ting, som saa ganske afhænge af hvert Menneskes Opfatning; — enhver faar handle saaledes, som han synes, han kan forsvare det overfor sin Samvittighed.“
Samtalen førtes endnu en Stund; og Fru Warden fortalte, at det var hendes Hensigt at kjøre ud i den usleste af Forstæderne, for med egne Øine at forvisse sig om Tilstanden blandt de Fattige.

Den foregaaende Dag havde hun læst en Aarsberetning fra et privat Velgjørenhedsselskab, hvoraf hendes mand var Medlem. Hun havde med Vilje undladt at søge Oplysning hos Politiet eller Fattigvæsenet; det var netop hendes Hensigt selv — personlig at opsøge Armoden, lære den at kjende og saa hjælpe.

Damerne skiltes lidt koldere end sædvanligt. De vare begge i en alvorlig Stemning.

Fru Abel forblev i Havestuen; hun følte slet ikke længer nogen Lyst til at tage fat paa Spadserekjolen igjen, — skjønt Tøiet virkelig var saa smukt. Hun hørte den bløde Lyd af Vognen, som rullede bort paa den glatte Vei i Villakvarteret.

„Hvilket godt Hjerte Emilie har“ — sukkede hun.

Intet kunde nu være mere fjernt fra den godmodige Frues Karakter end Misundelse; og alligevel — det var med en Følelse af den Art, hun idag saa efter den lette Vogn. Men om det var Venindens gode Hjerte eller den nydelige Vogn, hun misundte hende, var ikke godt at vide.

Kusken havde sin Ordre, den han havde modtaget uden at fortrække en Mine; og da der ikke fandtes Indvendinger i hans Mund, kjørte han dybere og dybere ind i de forunderligste Gader i Fattigkvarteret med et Ansigt, somom han kjørte til Hofbal.

Endelig fik han Befaling til at stanse, og det var ogsaa paa høi Tid. Thi Gaden blev trangere og trangere, og det saa ud, somom de fede Heste og den fine Vign om et Øieblik vilde blive siddende fast som en Prop i en Flaskehals.

Den Urokkelige viste intet Tegn paa Ængstelse, skjønt Situationen i Virkeligheden var fortvivlet. Et vittigt Hoved, som stak ud af et Tagvindu, anbefalede ham endogsaa at slagte Hestene paa Stedet, da de dog aldrig kunde komme levende ud igjen.

Fru Warden steg ud og bøiede ind i en endnu trangere Gade; hun vilde opsøge det værste.

I en Dør stod en halvvoxen Pige; Fruen spurgte: „Bor her meget fattige Folk i dette Hus?“

Pigen lo og svarede noget, idet hun strøg tæt forbi i den trange Dør. Fru Warden forstod ikke, hvad hun sagde; men hun fik et Indtryk af, at Pigen havde sagt noget stygt.

Hun traadte ind i det første Værelse, hun traf.

Det var ikke noget nyt for Fru Warden, at fattige Folk aldrig holde sine Rum tilstrækkeligt udluftede. Men hun blev alligevel saa betagen af den Atmosfære, hun begyndte at indaande, at hun var glad ved at faa sætte sig paa Ovnbænken.

Der var noget i den Haandbevægelse, hvormed Konen i Stuen strøg de Klær, som laa paa Bænken, ned paa Gulvet, og i det Smil, hvormed hun indbød den fine Dame til at tage Plads, som var paagaldende for Fru Warden. Det gjorde Indtryk af, at den stakkels Kvinde havde kjendt bedre Dage; — skjønt hendes Bevægelser vare mere feiende end egentlig fine og Smilet langtfra behageligt.

Det lange Slæb af Fruens perlegraa Visitkjole laa udover det sorte Gulv, og idet hun bøiede sig og trak det til sig, maatte hun selv tænke paa et Udtryk hos Heine: „hun saa ud som en Bonbon, der er faldet i Sølen.“

Samtalen begyndte og førtes som det Slags Samtaler pleie at føres. Om hver var forblevet i sit Sprog og inden sin Tankegang, vilde disse to Kvinder ikke have forstaaet et Ord af hinanden.

Men da den Fattige altid kjender den Rige saameget bedre end den Rige kjender den Fattige, saa har denne sidste tilegnet sig et eget Sprog — en egen Tone, som Erfaring har lært ham at bruge, naar det gjælder at blive forstaaet; — det vil sige forstaaet saaledes, at den Rige faar Lyst til at være velgjørende. Nærmere hinanden kunne de aldrig komme.

Dette Sprog forstod den fattige Kone til Fuldkommenhed, og Fru Warden havde snart et Omrids af hendes elendige Tilværelse. Hun havde to Børn — en Gut paa fire, fem Aar, som laa paa Gulvet, og et lidet Barn ved Brystet.

Fru Warden betragtede det lille graaagtige Væsen og kunde ikke begribe, at det allerede var tretten Maaneder gammelt. Selv havde hun hjemme i Vuggen en liden Kolos paa syv Maaneder, som var mindst en halv Gang saa stor.

„De maaa give Barnet noget styrkende“ — sagde hun; der foresvævede hende noget om Kindermehl og Appelsingelé.

Ved Ordene „noget styrkende“ reiste der sig et lurvet Hoved i Sengehalmen; det var en bleg huløiet Mand med et stort Uldtørklæde om Hovedet.

Fru Warden blev ræd. „Deres Mand?“ — spurget hun.

Den fattige Kone svarede ja —, det var hendes Mand. han var ikke gaaet paa Arbeide idag, fordi han havde saadan Tandpine.

Fru Warden havde selv havt Tandpine og vidste, hvor ondt det er. Hun udtalte nogle Ord af oprigtig Medfølelse.

Manden mumlede noget og lagde sig ned igjen og idetsamme opdagede Fruen en Person, hun ikke før havde bemærket.

Det var en ganske ung Pige, som sad i Krogen paa den anden Side af Ovnen. Hun stirrede et Øieblik paa den fine Dame; men trak strax Hovedet til sig og bøiede sig forover med Ryggen næsten vendt mod den Fremmede.

Fru Warden tænkte, at den unge Pige havde et Haandarbeide i Fanget, som hun vilde skjule; kanske var det noget gammelt Tøi, hun sad og lappede.

„Men hvorfor ligger den store Gut paa Gulvet?“ — spurgte Fruen.

„Han er lam“ — svarede Moderen. Og nu fulgte en omstændelig Beskrivelse og megen Lamenteren over den stakkels Gut, som var bleven lam i Hofterne efter Skarlagensfeberen.

„De maa kjøbe ham“ — begyndte Fru Warden — „en Rullestol“ — vilde hun have sagt. men det faldt hende ind, at det var bedre, hun kjøbte en selv. Det var ikke gavnligt, at Fattige faa mange Penge mellem Hænderne; men noget vilde hun dig give Konen strax. Thi her vilde hun hjælpe, her var virkelig Trang tilstede; og hun greb i Lommen efter sin Portemonnaie.

Den var der ikke. Det var ærgeligt — den maatte ligge i Vognen.

Netop som hun vilde beklage sit Uheld for Konen og love hende at sende Penge senere, gik Døren op og en velklædt Herre traadte ind. hans Ansigt var meget fyldigt og af en egen tør Bleghed, somom han spiste Mel.

„Fru Warden! — formoder jeg“ — sagde den fremmede Herre, „jeg traf Deres Vogn oppe i Gaden; og her bringer jeg Dem — formodentlig Deres Portemonnaie?“

Fruen saa paa den, jo — ganske rigtigt, det var hendes; paa den glatte Elfenbens Flade stod E. W. indlagt med sort.

„Jeg saa den tilfældigvis, idet jeg dreiede om et Hjørne, i Hænderne paa en Pige — en af de værste i Kvarteret“ — forklarede den Fremmede; „jeg er Fattigforstander i Distriktet“ — lagde han til.

Fru Warden takkede, skjønt Manden ingenlunde behagede hende. Men da hun atter vendte sig mod Stuen, blev hun ganske forskrækket over den Forandring, som med ét var foregaaet med Beboerne.

Manden sad overnde i Sengen og gloede paa den fede Herre, Konen havde faaet et stygt Smil, og om det var saa den lille lamme Stakkel, saa havde han væltet sig mod Døren, og støttet paa sine tynde Arme stirrede han op som et lidet Dyr.

Og i alle disse Øine var der det samme Had, den samme kampfærdige Trods, og det kjendtes for Fru Warden, somom der lagde sig uhyre Afstande mellem hende og den stakkels Kvinde, med hvem hun netop havde talt saa aabent og fortroligt.

„Saa du ser slig ud idag — Martin!“ sagde Herren med en ganske ny Stemme, „jeg kunde tænke, at du var med inat. Jaja! — ieftermiddag kommer de efter dig; du skal indsættes paa to Maaneder.“

Pludseligt — som et Vandfald brød det løs: Manden og Konen i Munden paa hinanden, Pigen bag Ovnen kom frem og stemte i, den Lamme skreg og væltede sig, — Ord kunde ikke skjelnes, men Lyden, Øinene, Hænderne — det var somom den lille kvalme Stue maatte sprænges af den vilde Lidenskab, sm exploderede.

Fru Warden blev bleg og reiste sig; Herren aabnede Døren og begge skyndte sig ud. I Gangen hørte hun en skrækkelig Furentimmerlatter bag sig. Det maatte være Konen, — den samme Kone, der havde talt saa blidt og mismodigt om de stakkels Bøn.

Hun følte halvveis Uvilje mod den Mand, som havde fremkaldt den rystende Forandring, og da de nu fulgtes opover Gaden, hørte hun paa ham med et koldt, fornemt Udtryk.

Men lidt efter lidt forandredes hendes Minde; der var i Virkeligheden saa meget i, hvad han sagde.

Fattigforstanderen talte om, hvor godt det gjorde ham at se, at en Dame som Fru Warden havde saa meget Hjerte for de stakkels Fattige. Var det end at beklage, at selv den mest velmente Hjælp saa fote kom i uheldige Hænder, saa var det dog altid noget skjønt og opløftende, at en Dame som Fru Warden —

„Men“ — afbrød hun, „trænger da ikke disse Mennesker i høi Grad til Hjælp? — Jeg fik det Indtryk, at specielt Konen engang har seet bedre Dage, og at hun — hvis hun itide blev hjulpen — muligvis kunde hæves op igjen.“

„Det gjør mig ondt at maatte sige Dem — Frue! at hun har været et meget berygtet offentligt Fruentimmer,“ sagde Fattigforstanderen i en mild, beklagende Tone.

Det gøs i Fru Warden.

Med et saadant Fruentimmer havde hun talt — og talt om Børn; hun avde endog nævnt sit eget Barn, som laa hjemme i sin rene Vugge. Det var næsten, somom hun maatte skynde sig hjem og se, om det var lige sundt og rent.

„Og den unge Pige?“ — spurgte hun frygtsomt.

„Ja — Fruen bemærkede vel hendes hm! hendes Tilstand?“

„Nei — De mener?“

Den fede Herre hviskede nogle Ord.

Fru Warden fór sammen: „Men Manden! — Manden i Huset?“

„Ja — Frue! det gjør mig ondt at maatte fortælle Dem det; men De kan tænke Dem, at disse Mennesker“ — og han hviskede igjen.

Det var for meget for Fruen. Hun blev næsten svimmel og tog imod Herrens Arm. De gik nu hurtigt henimod Vognen, som holdt lidt længer borte, end hun havde forladt den.

Thi den Urokkelige havde udført et Kunststykke, som selv de vittige Hoved havde anerkjendt med en udsøgt Ed.

Efter en tidlang at have siddet stille som et Lys paa Bukken, havde han ladet de Fede gaa Skridt for Skridt tilbage, indtil der kom en liden Udvidelse af Gaden — umærkelig for alle andres Øine en en udlært Herskabskusks.

En hel Yngel af lurvede Børn sværmede om Vognen og gjorde, hvad de kunde, for at bringe de Fede ud af Fatning. Men den Urokkeliges Aand var i dem.

Og efterat han med et roligt Blik havde maalt Afstanden mellem to Trappetrin paa hver Sid af Gaden, lod han de Fede langsomt og Skridt for Skridt gjøre en Vending — saa skarp, saa knap, at det saa ud, somom den fine Vogn maatte brydes i Stumper og Stykker, men saa akkurat, at der ikke var en Tomme hverken formeget eller forlidet paa nogen Kant.

Nu sad han atter rank som et Lys og maalte endnu engang med Øinene Afstanden mellem Trappetrinene. Han noterede endog i sin Hukommelse Nummeret paa den Politibetjent, der havde overværet Kunststykket, for at have et Vidne at paaberaabe sig, om hans Beretning ikke skulde blive troet i Stalden.

Fru Warden lod sig hælpe i Vognen af Fattigforstanderen. Hun bad ham se indom den følgende Dag og gav han sin Adresse.

„Til Advokat Abel!“ — raabte hun til Kusken; den fede Herre blottede sit Hoved met et melet Smil, og Vognen rullede bort.

Efterhvert som de fjernede sig fra den fattige Bydel, blev Vognens Bevægelser roligere og Farten øgede. Og da de kom ud paa den brede beplantede Vei, som førte gjennem Villakvartalet, snøftede de Fede med Velbehag i den rette fine Luft fra HAverne, og den Urokkelige slog uden nogensomhelst Nødvendighed tre kunstmæssige Pragtsmæld.

Ogsaa Fru Warden kjendte, hvor godt det gjorde hende at komme ud igjen i frisk Luft. Hvad hun havde oplevet og endnu mere, hvad hun havde hørt af Fattigforstanderen, havde lagt sig næsten bedøvende over hende. Hun begyndte at klare for sig selv den imaadelige Afstand mellem hende og disse Mennesker.

Det var ofte forekommet hende som et altfor tungt, ja næsten haardt Sted — dette: mange ere de Kaldede, men faa de Udvalgte.

Nu forstod hun, at det maatte være saa.

Hvorledes skulde Mennesker — i den Grad forvorpne kunne hæve sig til en moralsk Høide, der blot nogenlunde kunde svare til de strenge Fordringer. Hvorledes maatte der se ud i disse Elendiges Smavittighed! — og hvorledes skulde de vel kunne modstaa Livets mangehaande Fristelser!

Hun vidste selv, hvad Fristelse var! — havde hun ikke en at kjæmpe mod — kanske den farligste af dem alle! — Rigdommen, om hvilken der staar skrevet saa haarde Ord.

Hun gyste ved Tanken om, hvorledes det vilde gaa, hvis dette Dyr af en Mand og disse elendige Kvinder pludselig fik en Rigdom ihænde.

Isandhed Rigdommen var ingen ringe Prøvelse. Det var ikke længer siden end iforgaars, at hendes Mand havde fristet hende med en liden prægtig Tjener — en fuldstændig engelsk Groom. Men hun havde staaet imod og svaret:

„Nei Warden! — det er ikke Ret; jeg vil ikke have Tjener paa Bukken. Vi ere kanske rige nok til det; men lad os vogte os for Overdaadighed. Jeg kan saamænd godt hjælpe mig selv ud og ind af Vognen, og Kusken skal heller ikke stige af for min Skyld.“

Det gjorde hende godt at tænke paa dette nu; og hendes Øine dvælede med Velbehag ved den tomme Plads paa Bukken ved Siden af den Urokkelige.

Fru Abel, som gik og ryddede Bazarer og Tøistykker bort af det store Bord, blev overrasket ved at se sin Veninde saa snart tilbage.

„Nu — Emilie! er du allerede der! Jeg sagde netop til Syjomfruen at hun kunde gaa igjen. Hvad du før forklarede mig, har ganske betaget mig Lysten til den nye Kjole; jeg kan jo ogsaa nok hjælpe mig uden“ — sagde den gode Fru Abel; men hendes Læber dirrede lidt, medens hun talte.

„Enhver faar jo handle efter sin Samvittighed,“ svarede Fur Warden stille, „men jeg tror ogsaa, at man kan være for skrupuløs.“

Fru Abel saa op, det hvad hun ikke ventet.

„Ja hør nu, hvad jeg har oplevet,“ sagde Fru Warden og begndte at fortælle.

Hun skildrede det første Indtryk af det kvalme Rum og de forkomne Mennesker; dernæst omtalte hun Tyveriet af Portemonnaien.

„Ja min Mand paastaar nu altid, at det Slags Mennesker ikke kan lade være at stjæle,“ sagde Fru Abel.

„Jeg frygter, din Mand har mere Ret end vi tror,“ svarede Fru Warden.

Saa berettede hun om Fattigforstandere og om den Utaknemlighed, som disse Folk havde lagt for Dagen overfor ham, som dog dagligt drog Omsorg for dem.

Men da hun kom til det, hun havde hørt om den fattige Kones Fortid og endnu mere, da hun fortalte om den unge Pige, blev den gode Fru Abel saa betagen, at hun maatte bede Pigen bringe Portvin.

Idetsamme Karaffelopsatsen blev bragt ind, hviskede Fru Abel til Pigen: „Lad Syjomfruen vente.“

„Og saa kan du tænke dig,“ fortsatte Fru Warden, „— ja det er næsten ikke muligt at fortælle“ — og hun hviskede:

„Hvad siger du! — i én Seng! — allesammen! — men det er jo oprørende!“ — raabte Fru Abel og slog Hænderne sammen.

„Ja — for en Time siden vilde hellerikke jeg have troet saadant muligt,“ svarede Fru Warden, „men naar man selv har været paa Stedet og personlig forvisset sig om“ —

„Gud! — at du vovede dig derud — Emilie!“

„Jeg er glad, at jeg har gjort det; og endmere maa jeg prise den lykkelige Tilskikkelse, at Fattigforstanderen kom just i rette Tid. Thi ligesaa opløftende som det er at hjælpe den dydgie Armod, der i al sin Tarveighed lever rent og nøisomt; — ligesaa oprørende vilde det have været, om jeg havde bidraget til at tilfredsstille saadanne Menneskers onde Tilbøieligheder.“

„Ja du har Ret — Emilie! — jeg kan bare ikke forstaa, hvorledes Mennesker i et kristent Samfund — døbte og konfirmerede — kunne blive saaledes! De har jo hver Dag — ialfald hver eneste Søndag Anledning til at høre kraftige, indtrængende Prækener; og en Bibel skal — efter hvad jeg har hørt — være at faa for en utrolig ringe Pris.“

„Ja — og naar vi saa tænke os,“ — tilføiede Fru Warden, „at ikke engang Hedningerne, — som ere uden alle disse Goder, — at ikke de engang have nogen Undskyldning; — thi de har jo Samvittigheden.“ —

„Og den taler sandelig høit nok for hver den, som vil høre“ — udbrød Fru Abel med Kraft.

„Ja — det ved Gud, den gjør,“ svarede Fru Warden og saa hen for sig med et alvorligt Smil.

Da Veninderne skiltes, omfavnede de hinanden hjerteligt.

— Fru Warden lagde sin Haand paa det Elfenbens Haandtag, sted ind i Vognen og trak sin lange Kjole efter sig. Derpaa lukkede hun Vogndøren — ikke med et Smæld men langsomt og omhyggeligt.

„Til Madame Labiche!“ — raabte hun til Kusken; og idetsamme vendte hun sig mod Veninden, der var fulgt helt ned til Haveporten, og sagde med et stille Smil: „Nu kan jeg dog Gudskelov med god Samvittighed vestille min Silkekjole.“

„Ja det ved Gud, du kan!“ — svarede Fru Abel og saa efter hende med Taarer i Øinene. — Derpaa skyndte hun sig ind.

Fra Samlede værker, 1907

Originalen er fra Nye novelletter, 1880

Karen, av Alexander Kielland

Dette er kanskje den mest kjente novellen i norsk litteratur. Den er også et lite mesterverk, skrevet i Danmark, og med handlingen lagt til et sted i Danmark, uten at dette skal ha så mye å bety. Sammen med novellen Trofast var novellen Karen del av den lille samlingen «To novelletter fra Danmark». Denne lille samlingen kom i 1882 midt i Kiellands produktive år. Han debuterte i 1879 med sine første Novelletter (strengt tatt var dramaet «Paa hjemveien» kommet ut året i forveien, men det er Novellettene som er Kiellands egentlige debut). Så følger fem år der han frem til 1884 får skrevet og utgitt det meste han er kjent for. De tre romanen om Worse-familien, skoleromanen Gift, i tillegg til alle novellene.

Kielland er altså på høyden i det han skriver Karen. Den litterære stilen som råder er «realismen», der man som Brandes uttrykte det i sin berømte tale fra 1876 «skal sette problemer under debatt». Den høytidelige, romantiske stilen som hadde vært før skulle man bort fra. Man skulle skrive nøytralt, saklig, og ikke forsøke å pynte på verken virkeligheten eller litteraturen om den, med kunstlete språk og vanskelige språklige virkemidler.

Dette falt Kielland lett. Han skriver uhyre direkte. Og symbolene han bruker, er så flettet inn i teksten, at man kommer egentlig ikke på at det er symboler når man leser det. Det er også svært lett å se hva det egentlig skal være.

Novellen om Karen er lagt opp som to parallellfortellinger. De er skrevet hver for seg, tilsynelatende uten å ha noe med hverandre å gjøre, men det krever ingen doktorgrad å se at den ene historien er en allegori til den andre. Litt nærlesning viser også at joda, sånn skal det være. Novellen er spekket med slike forsikringer om at dette er hva vi tror det er, og at det er helt bevisst fra forfatterens side.

Den lille novelletten begynner tilforlatelig: «Det var en gang på Krarup kro en pike, som het Karen». Det er slik som eventyrene begynner. Riktignok er stedet lokalisert, Krarup kro, men det er en ordbruk og en rytme som gir forventinger at her har vi en ufarlig, underholdende fortelling i vente. Hele starten har skildringer som i eventyrene, og kan leses med bestefarstemme, som en voksen leser for et barn. Barnet venter det skal være trygt og ufarlig. Kielland har andre planer.

Parallellhistorien om reven og haren begynner etter at eventyrskildringen av Karen og Krarup kro går over i en utførlig skildring av vinden som blåser vestenfra, fra Vesterhavet, og tross den er litt trett etter å ha blåst over land og marehalm ved stranden, så klarer den å blåse opp dørene på Krarup kro, og lage litt leven der også. Etter å ha lest novellen ferdig, kan det være fristende å tolke også denne vinden til litt av hvert, det kan være novellen selv som er vinden, og blåser opp hva som egentlig foregår på disse kroene rundt om i landet. Det er nesten ikke en setning i novellen, som ikke kan ringe på en annen måte etter å ha lest litt på den.

Bakenfor Krarup kro lå torvmyren mørk med sorte torvskur og dype farlige hull. Og innimellom lyngtuene buktet det seg en stripe av gress, som om det kunne være en vei; men det var ingen vei, for den stanset like i kanten av en torvgrav, som var større enn de andre og dypere også.

De som har pugget at realismen skal være liketil og rett frem, uten for mye bruk av symboler og metaforer, kan kanskje bli forvirret av setninger som dette hos en erkerealistisk forfatter som Kielland. Er ikke torvmyren nettopp som omgivelsene til Karen? Er det ikke fylt av dype hull for henne også?

Om vi ikke skal ha fått det helt med oss enn, blir reven og haren introdusert. Først også her i eventyrspråket, og i eventyrstilen.

Men i gresstripen lå reven ganske flat og lurte, og haren hoppet på letten fot over lyngen.

Karen og haren rimer så et barn vil se det. Kielland skriver ikke med ett ord at det er Karen som er haren, men det er lov å tenke sitt. Og det er vanskelig å la være.

Inne på kroen er det i mellomtiden bestilt harestek. Pussig nok. Den oppmerksomme leser vil her ane et eller annet, selv uten å kjenne historien på forhånd. Etter litt lurveleven og hurlumhei, der Karen blir skildret som og oppfører seg nokså som en hare, store øyne og forundrede øyenbryn, og liksom litt i hasten, og litt engstelig, hun smyger seg og smetter, så ligger haresteken der og skrever på fatet foran to fiskeoppkjøpere. Det er å tråkke over streken med eleganse, haresteken spriker med beina, fiskeoppkjøperne ser på, og bedømmer varen de har kjøpt.

Det er et par personer til med i den korte novellen. Det er kromannens kone, som alltid er på let etter nøklene sine – et påskud om det skulle skje noe, hun ikke vil se. I novellen blir det skrevet at hun finner nøklene sine, men så fått et brev å lete etter, midt mens «den frykteligste røre» står på. Det er i samme avsnitt haresteken blir satt frem.

Og så er det postkaren Anders og postføreren. Den introduseres sammen med vinden, de blåser liksom inn til Krarup kro, de også, og lager leven, slik vinden gjorde. Det er lag på lag med mulige lesninger, men man kommer ikke vekk fra den ubehaglige handlingen som ligger der. Postføreren er reven. Det er ikke like tydelig som at Karen er haren, det må forklares litt mer, men det er heller ingen uløselig gåte. Det kan ikke være andre.

Det var en høy, smukk mann med mørke øyne, sort krøllet skjegg og et lite, kruset hode. Den lange, rike kappe av Danmarks praktfulle røde klede var prydet med en bred krave av krøllet hundeskinn over skuldrene.

Mørke øyne skulle passe godt, sort skjegg også, og særlig den røde fargen på postkappen. Det er også et par opp i parallellhandlingene, Kielland får alltid med hvordan vinden blåser, og hvordan reven ligger på post (reven lå på sin post, står det rett og slett), når posten kommer eller det skal skje noe mellom postføreren og Karen.

Det står ingen steder direkte i novellen hva som skjer. Den moralske sensuren kan ikke godt angripe Kielland, det er alt sammen bare antydninger. Men antydningene er til gjengjeld overtydelig, så det skal ikke være tvil. Etter at postføreren har vært på besøk på kroen, er han varm og god i kinnene, glad og fornøyd, og med kappen på armen. Han smilte for seg selv, da han kjørte bort. Også Anders postkar smilte, han begynte å forstå.

Karen har også et halvskjult glimt av smil, og farve i kinnene, etter at postmannen har gått, og hun har vært borte et øyeblikk. Det er de to fiskeoppkjøperne som sitter og ser på dette. De kan imidlertid fortelle at postmannen har kone og barn fra før, med en annen kropike.

Deretter løper hun. Og vi får parallellhistorien om reven og haren igjen, der reven som tidligere har tenkt at harene bare blir dummere og dummere, mens revene lurere og lurere, han ser at haren smetter unna, enda han ikke har gjort noen feil. Det passer ubehagelig godt til historien om Karen og postføreren. Han sitter der dorsk og fornøyd i postvognen sin, og tenker han har lurt til seg enda en kropike. Men hvis Karen nå smetter unna, så får han henne ikke.

Novellen er åpen på dette punktet. Den gjør det temmelig klart at Karen er blitt gravid, kjolen er blitt for trang, men hva som senere skjer med henne, står ikke. Det siste som står om Karen er Men da hun hørte madammen så ynkelig rope: «Karen! – bitt’ Karen! – da for hun opp, ut av gården, om baksiden av huset, ut – ut i heden. Om haren er det siste avsnittet dette:

Haren skvatt opp, den hadde hørt et plask. Den for avsted som om den var gal, i lange hopp; snart sammentrukket med benene innunder seg og ryggen krum, snart utstrakt, utrolig lang – som et flyvende trekkspill – hoppet den avsted over lyngen.

Slik hopper haren – og Karen – ut av soga. Reven står igjen og tenker på om det er den som er blitt dummere, eller haren som er blitt klokere. Det er jo noe å diskutere.

Da novellen slutter mangler to forundrede, grå øyne på Krarup. «Det var en gang» som novellen startet med, er altså om noe som ikke gjelder lenger, noe som har vært, men ikke er. Karen er vekk. «Kromannens kone kan ikke forstå det», står det, mon om hun er helt ærlig med seg selv på dette punkt. De som kan det er Anders postkar, og en til. Den andre er postføreren. Han forstår det meget godt.

At Karen ikke blir nevnt her, som en tredje som forstår det, kan kanskje antyde at hun ikke er mer. «Å, gå heden» er jo også en gammel omskriving av å dø. Det passer også til sisteavsnittet i novellen, der Karen blir brukt som advarsel for ungdommen, typisk om hvordan det kommer til å gå om man er for lettsindig i seksualakten. Det er stygt, stygt, stygt at det er Karen som får skylden, når det er hun som blir utnyttet. Det er ingenting som tyder på at postføreren får noen slags straff, verken av samfunnet eller av samvittigheten. Deri ligger samfunnskritikken, og den er beisk.

Det er typisk Kielland. På overflaten er det lettvint, muntert og elegant, men det som egentlig står der er uhyggelig og sviende kritikk. Han får sagt det som ellers ikke går så godt å snakke om, og når han sier det, er det ikke så lett å komme vekk fra. Kielland er vårt beste eksempel på en realistisk prosaforfatter.

Og startsetningen, «Det var en gang i Krarup Kro, en pike, som het Karen – » avslutter også novellen. På en helt annen måte enn den begynner.

*

Teksten

Karen, av Alexander Kielland

Der var engang i Krarup Kro en Pige, som hed Karen.

Hun var alene om Opvartningen; for Kromandens Kone gik næsten altid omkring og ledte efter sine Nøgler. Og der kom mange i Krarup Kro; — baade Folk fra Omegnen, der samledes, naar det mørknede om Høstaftenen og sad i Krostuen og drakk Kaffepuncher saadan i Almindelighed uden nogen bestemt Hensigt, men ogsaa Reisende og Veifarende, der kom trampende ind — blaa og forblaaste, for at faa sig noget varmt, der kunde holde Livet oppe til næste Kro.

Men Karen kunde alligevel klare det hele, skjønt hun gik saa stille og aldrig syntes at have Hastværk.

Hun var spinkel og liden — ganske ung, alvorlig og taus, saa der var ingen Morskab ved hende for de Handelsreisende. Men skikkelige Folk, som gik i Kroen for Alvor og som satte Pris paa at Kaffen serveredes hurtigt og skoldende hed, de holdt desto mere af Karen. Og naar hun smøg sig frem mellem Gjæsterne med sit Bræt, veg de tunge Vadmelskroppe tilside med en uvanlig Fart, der blev gjort Vei for hende, og Samtalen sluknede for et Øieblikk, alle maatte se efter hende, hun var saa nydelig.

Karens Øine var af de store graa, der paa en gang syntes at se og at se langt — langt forbi; og Øienbrynene var høit buede ligesom i forundring.

Derfor trodde Fremmede at hun ikke rigtig forstod hvad de bad om. Men hun forstod godt og tog ikke feil. Det var bare noget underligt over henne alligevel, — somom hun saa langt ud efter noget — eller lyttede — eller ventede — eller drømte.

Vinden kom vestenfra over lave Sletter. Den havde væltet lange, tunge Bølger henover Vesterhavet; salt og vaad af Skum og Fraade havde den kastet sig ind over Kysten. Men i de høie Klitter med det lange Marehalm var den bleven tør og fuld av Sand og lidt træt, saa da den kom til Krarup Kro, var det netop saa vidt, at den kunde faa Portene op til Reisestalden.

Men op fór de, og Vinden fyldte det store Rum og trængte ind ad Kjøkkendøren, som stod paa Klem. Og tilslut blev der et saadant Pres af Luft, at Portene i den anden Ende af Stalden ogsaa sprang op; og nu fór Vestenvinden triumferende tversigjennem, svingede Lygten, som hang i Taget, tog Huen af Staldkarlen og trillede den ud i Mørket, blæste Tæpperne over Hovedet paa Hestene, blæste en hvid Høne ned af Pinden og opi Vandtruget. Og Hanen opløftede et frygteligt Skraal, og Karlen bandte, og Hønsene skreg, og i Kjøkkenet kvaltes de af Røg, og Hestene blev urolige og slog Gnister av Stenene; selv Ænderne, som havde trykket sig sammen nær Krybberne, for at være de første til de spildte Korn, tog paa at snadre, og Vinden brusede gjennem med en Helvedes Allarm, indtil der kom et Par Mand ud fra Krostuen, satte Ryg mod Portene og pressede dem sammen igjen, medens Gnisterne føg dem i Skjægget fra de store Tobakspiber.

Efter disse Meriter kastede Vinden sig ned i Lyngen, løb langs de dybe Grøfter og tog et ordentligt Tag i Postvognen, som den traf en halv Mils vei fra Kroen.

„Det var dog et fandens Jav, han altid har for at komme til Krarup Kro,“ — knurrede Anders Postkarl og slo et Klask over de svede Heste.

Thi det var vist tyvende Gang, at Postføreren havde ladet Vinduet gaa ned, for at raabe et eller andet op til ham. Først var det en venskabelig Invitation til en Kaffepunch i Kroen; men efterhvert blev det tyndere med Venskabeligheden, og Vinduet fór ned med et Smæld, og ud fór der nogle kortfattede Bemærkninger baade over Hest og Kusk, som Anders ialfald slet ikke kunde være tjent med at høre.

Imidlertid strøg Vinden lavt langs med Jorden og sukkede saa langt og besynderligt i de tørre Lyngbuske. Det var Fuldmaane; men tæt overskyet, saa der bare laa et hvidagtigt diset Skjær over Natten.

Bagenfor Krarup Kro laa Torvmyren mørk med sorte Torvskurer og dype farlige Huller. Og indimellem Lyngtuerne bugtede der sig en Stribe af Græs, somom det kunde være en Vei; men det var ingen Vei, for den stansede lige i Kanten af en Torvgrav, som var større end de andre og dybere ogsaa.

Men i Græsstriben laa Ræven ganske flad og lurede, og Haren hoppede paa letten Fod over Lyngen.

Det var let for Ræven at beregne, at Haren ikke vilde løbe lang Ring saa sent paa Aftenen. Den stak forsigtigt den spidse Snude op og gjorde et Overslag; og idet den luskede tilbage følgende Vinden, for at finde et godt sted, hvorfra den kunde se, hvor Haren vilde slutte Ringen og lægge sig ned, tænkte den selvbehagelig over, hvorledes Rævene bestandigr blive klogere og Harene bestandigt dummere og dummere.

Inde i Kroen var der usædvanligt travelt, for et Par Handelsreisende havde bestilt Haresteg; desuden var Kromanden paa Auktion i Thisted, og Madamen var aldrig vant til at stelle med andet end Kjøkkenet. Men nu traf det sig saa uheldigt, at Sagføreren skulde have fat i Kromanden, og da han ikke var hjemme, maatte Madamen tage mot en lang Besked og et yderst vigtigt Brev, hvilket aldeles forvirrede hende.

Ved ovnen stod en fremmed Mand i Olieklær og ventede paa en Flaske Sodavand; to Fiskeopkjøbere havde tre Gange rekvireret Cognac til Kaffen; Kromandens Karl stod med en tom Lygte og ventede paa et Lys, og en lang tør Bondemand fulgte Karen ængstelig med Øinene: han skulde have 63 Øre igjen paa en Krone.

Men Karen gik til og fra uden at forhaste sig og uden at forvirres. Man skulde neppe tro, at hun kunde holde Rede i alt dette. De store Øine og de forundrede Øienbryn var ligesom spændte i Forventning; det lille fine Hoved holdt hun stivt og stille — som for ikke at forstyrres i alt det, hun havde at tenke paa. Hendes blaa Hvergarnskjole var bleven for trang for hende, saa Halslinningen skar sig lidt ind og dannede en liden Fold i Huden paa Halsen nedenunder Haaret.

„De Aggerpiker ere saa hvide i Huden,“ sagde den ene Fiskeopkjøper; de var unge Folk og talte om Karen som Kjendere.

Henne ved vinduet var der en Mand, som saa paa Klokken og sagde: „Posten kommer tidligt iaften.“

Det rumlede over Brostenene udenfor; Porten til Rejsestalden sloges op, og Vinden ruskede igjen i alle Døre og slog Røg ud af Ovnene.

Karen smøg ud i Kjøkkenet, idetsamme Krodøren gik op. Postføreren traadte ind og hilste Godaften.

Det var en høi, smuk Mand med mørke Øine, sort, krøllet Skjæg og et lidet, kruset Hoved. Den lange, rige Kappe av Kongen af Danmarks pragtfulde røde Klæde var prydet med en bred Krave af krøllet Hundeskind udover Skuldrene.

Alt det tarvelige Lys fra de to Parafinlamper, som hang over Krobordet, syntes at kaste sig forelsket over den røde Farve, der stakk saa meget af mod alt det graa og sorte, som var i Rummet. Og den høie Skikkelse med det lille krusede Hoved, den brede Krave og de lange purpurrøde Folder blev — idet han gik gjennem den lave, røgede Krostue — til et Vidunder av Skjønhed og Pragt.

Karen kom hurtigt ind fra Kjøkkenet med sit Bræt; hun bøiede Hovedet, saa man ikke kunde se Ansigtet, idet hun skyndte sig fra Gjæst til Gjæst.

Harestegen placerede hun midt foran de to Fiskeopkjøbere, hvorpaa hun bragte en Flaske Sodavand til de to Handelsreisende, som sad i Stuen indenfor. Derefter gav hun den bekymrede Bondemand et Talglys, og idet hun smuttede ud igjen, stak hun 63 Øre i Haanden paa den Fremmede ved Ovnen.

Kromandens Kone var aldeles fortvivlet; hun havde vistnok ganske uformodet fundet Nøglerne; men strax derpaa mistet Sagførerens Brev, og nu stod hele Kroen i det frygteligste Røre: ingen havde faaet, hvad de skulde have, alle raabte i Munden paa hinanden, de Handelsreisende ringede uafladeligt med Bordklokken, Fiskeopkjøberne lo sig næsten fordærvet av Haren, som laa og skrævede paa Fadet foran dem; men den bekymrede Bondemand pikkede Madamen paa Skulderen med sit Talglys, han skjalv for sine 63 Øre. Og i al denne haabløse Forvirring var Karen sporløst forsvunden. —

— Anders Postkarl sad paa Bukken; Kromandens Dreng stod færdig til at aabne Portene; de to Reisende inde i Vognen blev utaalmodige, Hestene ogsaa — skjønt de ikke havde noget at glæde sig til, og Vinden ruskede og peb gjennem Stalden.

Endelig kom Postføreren, som de ventede paa. Han bar sin store Kappe paa Armen, da han traadte hen til Vognen og gjorde en liden Undskyldning, fordi man havde ventet. Lygten lyste ham i Ansigtet; han saa ud til at være meget varm, og det sagde han ogsaa med et Smil, idet han trak Kappen paa og steg op hos Kusken.

Portene gik op og postvognen rumlet afsted. Anders lod Hestene gaa smaat, nu havde det jo ingen Hast mere. Af og til skottede han til Postføreren ved Siden; han sad endnu og smilte hen for sig og lod Vinden ruske sig i Haaret.

Anders Postkarl smilte ogsaa paa sin Maate; han begyndte at forstaa.

Vinden fulgte Vognen til Veien vendte, kastede sig derpaa igjen ind over Sletten og peb og sukkede saa langt og besynderligt i de tørre Lyngbuske. Ræven laa paa sin Post, alt var paa det nøieste beregnet; Haren maatte snart være der.

Inde i Kroen var Karen endelig dukket op igjen, og Forvirringen dæmpedes efterhvert. Den bekymrede Bondemand blev kvitt sit Lys og fik sine 63 Øre, og de Handelsreisende hadde kastet sig over Stegen.

Madamen klynkede lidt; men hun skjændte aldrig paa Karen; der var ikke det Menneske i Verden, som kunde skjænde paa Karen.

Stille og uden at forhaste sig gik hun igjen til og fra, og den fredelige Hygge, som altid fulgte hende, bredte sig atter over den lune, halvmørke Krostue. Men de to Fiskeopkjøbere, som havde faaet baade en og to Cognacer til Kaffen, var ganske betagne af hende. Hun hadvde faaet Farve i Kinderne og et lidet halvskjult Glimt af et Smil, og naar hun en enkelt Gang løftede Øinene, fór det dem gjennem hele kroppen.

Men da hun følte, at deres Øine fulgte hende, gik hun ind i Stuen, hvor de Handelsreisende sad og spiste og gav sig til at pudse nogle Theskeer borti Skjænken.

„Lagde De merke til Postføreren?“ — spurgte den ene af de Reisende.

„Nei — jeg saa bare et Glimt af ham; han gik vist strax ud igjen,“ svarede den anden med Munden fuld af Mad.

„Satans kjøn Fyr! jeg har saamænd danset i hans Bryllup.“

„Saa — er han gift?“

„Javist! hans Kone bor i Lemvig; de har vist to Børn. Hun var Datter af Kromanden i Ulstrup, og jeg kom just dertil Bryllupsaftenen. Det var en lystig natt — kan De tro!“

Karen slapp Theskeerne og gik ud. Hun hørte ikke, hvad de raabte til hende i Krostuen; hun gik over Gaarden til sit Kammer, lukkede Døren og begyndte halvt sanseløs at ordne sine Sengklæder. Hendes Øine stod stive i Mørket, hun tog sig til Hovedet, hun tog sig for sit Bryst, — hun stønnede, hun forstod ikke, — hun forstod ikke —

Men da hun hørte Madamen saa ynkeligeb raabe: „Karen! — bitt’ Karen!“ — da fór hun op, ud af Gaarden, om Bagsiden af Huset, ud — ud i Heden.

I Halvlyset bugtede den lille Græsstribe sig mellem Lyngen, somom det kunde være en Vei; men det var ingen vei, ingen maatte tro, det var nogen Vei, for den førte lige i Kanten af den store Torvgrav.

Haren skvat op, den havde hørt et Plask. Den fór afsted, somom den var gal, i lange Hop; snart sammentrukket med Benene indunder sig og Ryggen krum, snart udstrakt, utrolig lang — som et flyvende Trækspill — hoppede den afsted over Lyngen.

Ræven stak den spidse Snute op og stirrede forbauset efter Haren. Den havde ikke hørt noget Plask. Thi den var kommen efter alle Kunstens Regler smygende paa Bunden af en dyp Grøft; og da den ikke var sig nogen Feil bevidst, kunde den ikke begripe sig paa Haren.

Længe stod den med Hodet oppe, Bagkroppen sænket og den store buskede Hale gjemt i Lyngen; og den begyndte at tænke over, om det er Harerne, som blive klogere, eller Rævene, som blir dummere.

Men da Vestenvinden havde løbet et langt Stykke, blev den til Nordenvind, siden til Østenvind, derpaa til Søndenvind og tilslut kom den igjen over Havet som Vestenvind, kastede sig inn i Klitten og sukkede saa langt og besynderligt i de tørre Lyngbuske. Men da manglede der to forundrede graa Øine i Krarup Kro og en blaa Hvergarnskjole, som var bleven for trang. Og Kromandens Kone klynkede mere enn nogensinde; hun kunde ikke forstaa det, — ingen kunde forstaa det, undtagen Anders Postkarl — og en til. —

— Men naar gamle Folk vilde give Ungdommen en rigtig alvorlig Advarsel, pleiede de gjerne at begynde saaledes: „Der var engang i Krarup Kro en Pige, som hed Karen —“

Fra Samlede værker, 1907

Originalteksten er fra To novelletter fra Danmark, 1882