Stikkordarkiv: Ironi

En middag, av Alexander Kielland

Det er en god del tema som blir tatt opp og behandlet i Kiellands karakteristiske stil i novellen «En middag», fra Novelletter, 1879. Det er middag hos grossereren – altså en handelsmann som driver engros, handel med forretninger, store bedrifter eller på andre måter i store kvanta, grossereren selger ikke i smått, han er ingen kjøpmann. Amtmannen er der også, og amtmannen tilsvarer omtrent vår fylkesmann, som det tidligere amt tilsvarer våre fylker. Det er velstående folk, grosseren i penger, amtmannen i status. Og man kunne ikke ha det ene, uten å ha det andre, i de dager.

Middagen er for grossererens eldste sønn, som er kommet hjem fra studiene. Grossereren lar seg rive med, og holder en lang tale, om hvordan han ser for seg at ungdommen skal ta over, og gjøre det bedre enn den eldre generasjonen som han selv tilhører. Etter å ha knotet litt i starten, blir han veltalende om dette, og høster stort bifall.

Det er med andre ord glede og velstand, god stemning.

Kielland har noe av sitt mesterskap i uanstrengt fylle tekstene sine med beskrivelser som passer fint i handlingen, men som også har en artig dobbeltbetydning. Det er symbolbruk, der det ikke er symbolet som er det viktige, nokså motsatt av hva den klassisske bruken av symboler skulle være. Det er ikke at ringen er en ring som er det viktige for gifteringen, men at den symboliserer at man er gift, og den runde ringen som aldri slutter er den evige  kjærlighet.

For Kielland er det i denne novellen en munter passiar ved middagen, før mennene går inn i røykesalongen, underfundig beskrevet som starten på «den prosess som har skaffet våre damer ros for å være temmelig innrøkte». Der blir de oppslukt av en grå sky, som er røyken, men også den grå sky av tanker og ideer de bærer på og omgir seg med. Ganske som i røyken, er det ikke mulig å se verken inn eller ut skikkelig.

Vi må ta med et par ting som allerede er beskrevet, enda vi ikke er kommet langt i den korte novellen. Fortelleren er autoralt refererende, typisk Kielland. Han står utenfor og beskriver, og stikker innom hodene til folk, for å ta med noe derfra også, som oftest ironisk, når det er tanker og følelser det er snakk om. Ironisk, i den forstand at leseren ser mer enn personen selv, det er ofte tankene og følelsene til Kielland viser et innskrenket tanke- og følelsesliv. Man får lyst til å smile litt, det er jo ikke helt sant, det er litt ironisk.

Det var en skål for ungdommen. Taleren dvelte lenge ved ansvaret likeoverfor barna, ved de mange sorger, men også de mange gleder foreldrene har av dem. Han måtte stundom tale hurtig, for ikke å bli rørt; for han følte hva han sa.

Det er nok sant at han følte hva han sa, men det kan nok også godt være fordi han ikke føler så veldig godt, eller at han var beruset av vinen og sine egne vakre ord. Sønnen, derimot, er litt overrasket over farens tale, for han har lært ham å kjenne som nokså patriarkalsk, de liberale og vennlige ordene i talen er noe nytt. Skal sønnen nå bli tatt på alvor? Han gleder seg til det.

Men nå sitter altså de eldre herrer i røykskyen sin. De diskuterer – veldig bra billedbruk, for øvrig, de eldre herrer diskuterer, innkapslet i tung, ugjennomsiktig, luktende, grå røyk – og ungdommen kommer inn til å delta. Oppildnet av farens tale like i forveien, tar sønnen ordet, og retter på ham. Det vil si, han kommer ingen vei, for faren stopper ham straks, og sender ham ut, her er voksen samtale. Sønnen blir altså ikke tatt på alvor, stikk i strid med hva som nettopp er sagt i middagstalen.

Vi kommer nå inn på novellens hovedtema. Det er generasjonskonflikten, og forskjellen mellom talemåter og det virkelige liv, hva som blir sagt i festtalene, og hvordan det virkelig er. For faren vil slett ikke ha snakk om at ungdommen skal komme her og blande seg inn, enda det er det nettopp det han like før har ønsket seg i den vakre middagstalen sin. Sønnen – som representerer ungdommen – vil at det skal være samsvar mellom liv og lære, man kan ikke si det, uten å mene det.

Den som griper inn er intet mindre enn en adjunkt, sønnens gamle skolelærer. En adjunkt står nokså midt i mellom, ikke så fin som en grosserer eller amtmann, men mer enn en student. Han er jo ferdig med studiene. En adjunkt er lærer, og altså belærende, noe som passer godt i rollen han skal ha resten av novellen.

Alt sammen er morsomt og humørfylt skildret, typisk Kielland, slett ikke så alvorlig og dum som historien han beskriver egentlig er. Det er jo fælt det som skjer, faren skal holde festmiddag for sønnen som kommer hjem, og så blir det splid mellom dem. Sønnen blir dypt fornærmet, faren blir sint, men når han får satt sønnen på plass, er det greit for ham igjen. For sønnen er det imidlertid ikke greit, han føler han har rett, at det ikke skal være som det har blitt, og han vil ikke finne seg i det. Det er adjunkten som må roe ham ned. Alt sammen vittig og elegant beskrevet, av Kielland på sitt karakteristisk beste.

Det følger en artig og direkte samtale mellom adjunkten og sønnen. Denne samtalen er poenget med hele novellen. Sønnen er opprørt, og peker på at han har rett, og faren feil i saken, og at faren dessuten har etterlyst at sønnen skal komme og ta over, at de skal være mer på likefot. Adjunkten er rolig og forståelsesfull, det første er ikke så viktig, når faren blir motsagt av sønnen foran alle menneskene, da er det ikke noe spørsmål om hva som er rett. Og til det andre, så må ikke sønnen høre på hva som blir sagt under middagstalene, sånn er det aldri. Adjunkten setter også frem generasjonskonflikten, at i ungdommen tenker man så mangt, mens i alderdommen ser man det rette.

Adjunkten kommer også med spådommen at den hjemkomne studenten vil bli som faren, når han selv en gang får barn. Etter dette har sønnen en tirade, han legger ut, aldri i verden, han er harmdirrende og veltalende, han lar all sin vrede få utløp i velvalgte ord, med «det begeistrede ansikt vendt oppad», som Kielland typisk får sagt det. Det er altså ingen tvil om at sønnen mener det han sier, han skal aldri bli som faren, aldri.

Men adjunkten har sett dette mange ganger før. Han har selv spilt begge roller, både den oppfarende ungdom, og den gamle, visdom alderdom, han tar det med stor ro oppvisningen den oppglødde studenten har. «Han der blir akkurat som vi andre», tenker han. Og har helt rett, som novellen slutter.

Det er altså et plutselig tidssprang. Plutselig hopper novellen langt frem i tid, og har fasiten på det store spørsmålet. Sønnen blir akkurat som faren. Han vil selv holde på de gamle ideer, og ikke godta noe slinger fra neste generasjon. Det vil bli med det samme. Sånn får novellen vist at dette er noe uunngåelig, som en naturlov, det er historien som gjentar seg og alltid vil gjenta seg. Generasjonskonfliktene vil være der. Og ungdomsgenerasjonen vil bli som foreldregenerasjonen, når de en gang overtar.

Så kan man selvsagt diskutere om det som gjelder i tekstens univers også skal gjelde i virkeligheten til oss som leser den. Vil adjunkten alltid få rett? Kielland var cirka 30 år da han skrev denne teksten, ingen gammel mann. Han var ingen gammel mann. Er adjunkten hans talerør? Er det Kiellands egne tanker adjunkten fremsetter?

Det er store spørsmål, men det er humoristisk satt frem, og den kategoriske forfatterkommentaren «og adjunkten fikk rett», er en del av spillet.

*

Teksten

En middag, av Alexander Kielland

Der var stor Middag hos Grossereren. Amtmanden havde holdt

en Tale for den hjemkomne Student — Husets ældste Søn, og Grossereren havde svaret med en Tale for Amtmanden; forsaavidt var alt godt og vel. Og dog kunde man se, at der var noget, som foruroligede Værten. Han svarede bagvendt, hældte Rhinskvin i Portvin og forraadte paa alle Maader, at hans Aand var fravaerende.

Han funderede nemlig paa en Tale, en Tale udenfor de reglementerede, og det var noget meget mærkeligt; for Grossereren var ingen Taler, og — hvad der var endnu mærkeligere, han vidste det selv.

Da han derfor nu langt ude i Maaltidet slog til Lyd og sagde, at der laa ham noget paa Hjerte, som han maatte faa udtale, mærkede alle strax, at noget usædvanligt forestod. Der blev pludseligt saa stille ved Bordet, at man hørte den livlige Passiar fra Damerne, der efter norsk Skik spiste i de tilstødende Værelser.

Endelig naaede ogsaa Tausheden dem, de trængte sig sammen i Døren for at høre. Kun Værtinden holdt sig tilbage, idet hun sendte sin Mand et bekymret Blik. „Ak, Herregud!“ sukkede hun halvhøit, „nu gaar det vist galt for ham. Han har jo holdt alle sine Taler, hvad er det nu, han vil.“

Og det begyndte heller ikke godt. Taleren stammede, kremtede og forvildede sig mellem de almindelige Skaaltalevendinger: „Jeg vil ikke undlade, at — hæ — det er mig en Trang at udtale, at, at — det vil sige, jeg vilde bede mine Herrer være mig behjælpelige med, at —“

Mine Herrer sad og stirrede ned i Glasset, rede til at tømme det ved den mindste Antydning til en Konklusion. Men der kom ingen.

Derimod kom Taleren sig.

Thi der laa ham virkelig noget paa Hjerte. Glæden og Stoltheden over Sønnen, der var kommen hjem Frisk og sund efter en respektabel Examen, Amtmandens smigrende Tale, Maden, Vinen, den festlige Stemning, — men dog først og sidst hans uskrømtede Fryd over den Førstefødte lagde ham Ordene i Munden. Og da han først var kommen over de fatale Indledningsfraser, gik det mere og mere flydende.

Det var en Skaal for Ungdommen. Taleren dvelede ved Ansvaret ligeoverfor Børnene, ved de mange Sorger, men ogsaa de mange Glæder, Forældrene have af dem. Han maatte stundom tale hurtigt, for ikke at blive rørt; thi han følte, hvad han sagde.

Og da han saa kom til de voxne Børn, da han tænkte sig den kjære Søn som Associé i Forretningen, Børnebørn og saa videre, fik hans Ord et Sving af Veltalenhed, som forbausede alle Tilhørerne; og det var hjerteligt Bifald, der hilsede Slutningen:

„Thi — mine Herrer! det er i disse Børn, vi ligesom fortsætte vor Tilværelse. Vi efterlade dem ikke blot vort Navn, men ogsaa vort Arbeide. Og vi efterlade dem dette, ikke forat de ørkesløse skulle nyde dets Frugter, men forat de skulle fortsætte det, udvide det, ja — gjøre det meget bedre end deres Fædre formaaede. Thi det er vort Haab, at den unge Generation maa tilegne sig Frugterne af Tidens Arbeide, maa befries for mange af de Fordomme, der har formørket Fortiden og tildels Nutiden, og vi ville ønske, — idet vi drikke Ungdommens Skaal —, at den gaaende stadig fremad maa blive sine Fædre værdig, ja — lad os sige det! — voxe dem over Hovedet.

Og kun, naar vi vide, at vi efterlade Slægtens Arbeide i dygtigere Hænder, kunne vi roligt imødese den Tid, da vi skulle forlade vort Dagværk, og da kunne vi trygt stole paa en lys og hæderfuld Fremtid for vort kjære Fædreland. Skaal for Ungdommen!“

Væertinden, der var traadt nærmere, da hun hørte, at det gik godt, var rørt og stolt over sin Mand, hele Selskabet var i en oplivet Stemning; men mest af alle glædede Studenten sig.

Han havde haft ligesom en liden Frygt for Faderen, hvis strængt patriarkalske Grundsætninger han kjendte. Nu hørte han jo, at den Gamle var yderst liberal mod Ungdommen, og han glædede sig ret til at ha tale med ham om alvorlige Ting.

Men foreløbig var der kun Tale om Spas, idet der i Anledning af Skaalen udspandt sig en af disse interessante Tischreden om, hvem der egentlig var ung og hvem gammel. Efterat man var kommen til det vittige Resultat, at de Ældste i Virkeligheden vare de Yngste, gik man til Dessertbordet, der var serveret inde hos Damerne.

Men hvor galante end Herrerne — især af den gamle Skole — ere mod det smukke Kjøn, formaar dog hverken kvindelig Elskværdighed eller den mest udsøgte Dessert at standse dem længe paa deres Vei til Røgeværelset. Og snart forkyndte den første Cigarduft, der er en saa stor Nydelse for Røgere, at den Proces var begyndt, der har skaffet vore Damer Ros for at være ganske indrøgede.

Studenten og et Par andre unge Herrer forbleve en Stund blandt de unge Damer — under stræng Bevogtning af de ældre —; men lidt efter lidt opslugtes ogsaa de af den graa Sky, der betegnede den Vei, Fædrene havde taget.

Her i Røgeværelset førtes en meget livlig Samtale om et eller andet socialpolitisk Emne. Værten havde Ordet og støttede sin Opfatning med endel „historiske Fakta“, der imidlertid vare aldeles uefterrettelige. —

Hans Modstander — Overretssagføreren — sad just og glædede sig til at gjendrive disse faktiske Urigtigheder, da Studenten traadte ind.

Han kom netop tidsnok til at høre Faderens Bommert, og i sin festlige Stemning, i sin Glæde over den nye Opfatning af Faderen, han havde faaet efter Skaaltalen, sagde han muntert og ligefrem:

„Nei undskyld Far! deri tager du feil. Det forholder slig slet ikke som du siger — tvertimod.“ —

Længer kom han ikke; thi Faderen slog ham leende paa Skulderen: „Ei, ei! vil ogsaa du med Aviser skjæmte! — du maa ellers ikke forstyrre os, vi ere i en alvorlig Diskussion.“

Sønnen hørte en irriterende Fnisen ud af den graa Sky; dertilmed blev han ophidset ved det haanlige i, at hans Indblanding skulde anses som en Forstyrrelse i en alvorlig Samtale.

Han gav derfor et temmelig skarpt Svar.

Faderen, der strax mærkede Tonen, skiftede med en Gang Udtryk: „Er det dit Alvor, at du vil komme her og sige, at Din Far staar og vrøvler?“

„Det har jeg ikke sagt; jeg mente bare, at du tager feil —“ —

„Ordene kan det være det samme med; men Meningen var der,“ sagde Grossereren, der begyndte at blive vred. Thi han hørte en Herre sige til sin Sidemand: „Det skulde bare have været i min Fars Tid.“

Nu tog det ene Ord det andet, og Situationen blev yderst pinlig.

Fruen, der altid havde et Øre med Herrernes Samtale, da hun kjendte sin Mands Heftighed, kom strax ben i Døren:

„Hvad er det? — Adjunkt Hansen!“

„Aa — Deres Søn har forløbet sig en Smule,» svarede denne.

„Mod sin egen Far! Herregud — han maa have druket formeget. Kjæere Hansen! se til at faa ham ud.“

Adjunkten, der var mere velvillig end diplomatisk, og som desuden — hvilket er sjeldnere end man tror ved en gammel Lærer — var afholdt af sine forrige Disciple, gik hen og tog Studenten uden videre under Armen: „Kom skal vi To gaa os en Tur i Haven.“

Den unge Mand vendte sig heftigt; men da han saa, at det var den gamle Lærer, og da han paa samme Tid fik et bønligt, bekymret Blik fra Moderen, lod han sig uden Modstand føre bort.

I Døren hørte han Sagføreren, som han aldrig havde kunnet fordrage, sige noget om Ægget, der vilde lære Hønen at værpe, hvilken Vittighed blev modtaget med stormende Latter. Der gik et Ryk i ham; men Adjunkten holdt godt fast, og ud kom de.

Det varede længe, inden den gamle Lærer kunde ha ham saavidt beroliget, at han blev modtagelig for Ræson. Skuffelsen og den bitre Fornemmelse af at være bleven uens med Faderen, og ikke mindst det krænkende i at være bleven behandlet som Dreng i saa Manges Nærværelse, — maatte faa rase ud en Stund.

Men tilslut blev han rolig, satte sig hos sin gamle Ven, og denne forklarede ham nu, at det maatte være stødende for en ældre Mand at lade sig vise tilrette af et ganske ungt Menneske.

„Ja, men jeg havde Ret!“ sagde Studenten vel for tyvende Gang.

„Godt, godt! men alligevel maa du ikke give dig Mine af at ville være klogere end din egen Far.“

„Men Far sa’ jo selv, at hban vilde have det saa!“

„Hvad bebager? naar har din Fader sagt det?“ — Adjunkten begyndte næsten at tro, at Vinen var gaaet den unge Herre til Hovedet.

„Ved Bordet — i Talen!“ raabte denne.

„Ved Bordet — ja! i Talen — ja! Men ser du, det er en helt anden Sag. Sligt lader sig vel sige — især i en Tale; men det er aldeles ikke Meningen, at det skal gjennemføres i Praxis. Nei, tro du mig — Gutten min! jeg er gammel, jeg kjender Menneskene. Det maa nu engang gaa saaledes til i Verden; vi ere ikke anderledes. I Ungdommen har man et eget Syn paa Livet; men unge Mand! det er ikke det rette. Først naar man er kommen tilro i en fremrykket Alder, ser man Forholdene i det sande Lys. Og — nu vil jeg sige dig noget, som du trygt kan stole paa. Naar du kommer i din Fars Aar og Stilling, ville dine Anskuelser blive ganske de samme som hans nu ere, og du vil ligesom han bestæbe dig for at hævde dem og indprente dem hos dine Børn.

„Nei aldrig! det sværger jeg,“ raabte det unge Menneske, idet han sprang op. Og nu talte han i glødende Ord om, at for ham skulde Ret altid være Ret, Respekt for Sandheden, hvorfra den saa kom, Respekt for Ungdommen og saa videre; — kort sagt, han talte som haabefulde Ynglinge pleie at tale efter en god Middag og en stærk Sindsbevægelse.

Han var smuk, der ban stod med Aftensolen over det blonde Haar og det begeistrede Ansigt vendt opad.

Der var i hele hans Skikkelse og i hans Ord noget henrivende, overbevisende, som ikke kunde undlade at gjøre Virkning; — det vil da sige, om nogen anden end Adjunkten havde seet og hørt ham.

Thi paa denne gjorde det ingensomhelst Virkning; han var jo gammel.

Det Skuespil, han idag havde været Vidne til, havde han seet mange Gange. Han havde selv sukcessive spillet begge Hovedrollerne; han havde seet mange Debutanter som Studenten og mange gamle Skuespillere som Grossereren.

Derfor rystede han paa sit ærværdige Hoved og sagde for sig selv:

„Ja, ja! det er altsammen godt nok. Men se kun til, jeg faar dog Ret: han der bliver akkurat som vi Andre.“

Og Adjunkten fik Ret.

Fra Samlede værker, 1907

Originalteksten er fra Novelletter, 1879