Stikkordarkiv: Skolenoveller

En middag, av Alexander Kielland

Det er en god del tema som blir tatt opp og behandlet i Kiellands karakteristiske stil i novellen «En middag», fra Novelletter, 1879. Det er middag hos grossereren – altså en handelsmann som driver engros, handel med forretninger, store bedrifter eller på andre måter i store kvanta, grossereren selger ikke i smått, han er ingen kjøpmann. Amtmannen er der også, og amtmannen tilsvarer omtrent vår fylkesmann, som det tidligere amt tilsvarer våre fylker. Det er velstående folk, grosseren i penger, amtmannen i status. Og man kunne ikke ha det ene, uten å ha det andre, i de dager.

Middagen er for grossererens eldste sønn, som er kommet hjem fra studiene. Grossereren lar seg rive med, og holder en lang tale, om hvordan han ser for seg at ungdommen skal ta over, og gjøre det bedre enn den eldre generasjonen som han selv tilhører. Etter å ha knotet litt i starten, blir han veltalende om dette, og høster stort bifall.

Det er med andre ord glede og velstand, god stemning.

Kielland har noe av sitt mesterskap i uanstrengt fylle tekstene sine med beskrivelser som passer fint i handlingen, men som også har en artig dobbeltbetydning. Det er symbolbruk, der det ikke er symbolet som er det viktige, nokså motsatt av hva den klassisske bruken av symboler skulle være. Det er ikke at ringen er en ring som er det viktige for gifteringen, men at den symboliserer at man er gift, og den runde ringen som aldri slutter er den evige  kjærlighet.

For Kielland er det i denne novellen en munter passiar ved middagen, før mennene går inn i røykesalongen, underfundig beskrevet som starten på «den prosess som har skaffet våre damer ros for å være temmelig innrøkte». Der blir de oppslukt av en grå sky, som er røyken, men også den grå sky av tanker og ideer de bærer på og omgir seg med. Ganske som i røyken, er det ikke mulig å se verken inn eller ut skikkelig.

Vi må ta med et par ting som allerede er beskrevet, enda vi ikke er kommet langt i den korte novellen. Fortelleren er autoralt refererende, typisk Kielland. Han står utenfor og beskriver, og stikker innom hodene til folk, for å ta med noe derfra også, som oftest ironisk, når det er tanker og følelser det er snakk om. Ironisk, i den forstand at leseren ser mer enn personen selv, det er ofte tankene og følelsene til Kielland viser et innskrenket tanke- og følelsesliv. Man får lyst til å smile litt, det er jo ikke helt sant, det er litt ironisk.

Det var en skål for ungdommen. Taleren dvelte lenge ved ansvaret likeoverfor barna, ved de mange sorger, men også de mange gleder foreldrene har av dem. Han måtte stundom tale hurtig, for ikke å bli rørt; for han følte hva han sa.

Det er nok sant at han følte hva han sa, men det kan nok også godt være fordi han ikke føler så veldig godt, eller at han var beruset av vinen og sine egne vakre ord. Sønnen, derimot, er litt overrasket over farens tale, for han har lært ham å kjenne som nokså patriarkalsk, de liberale og vennlige ordene i talen er noe nytt. Skal sønnen nå bli tatt på alvor? Han gleder seg til det.

Men nå sitter altså de eldre herrer i røykskyen sin. De diskuterer – veldig bra billedbruk, for øvrig, de eldre herrer diskuterer, innkapslet i tung, ugjennomsiktig, luktende, grå røyk – og ungdommen kommer inn til å delta. Oppildnet av farens tale like i forveien, tar sønnen ordet, og retter på ham. Det vil si, han kommer ingen vei, for faren stopper ham straks, og sender ham ut, her er voksen samtale. Sønnen blir altså ikke tatt på alvor, stikk i strid med hva som nettopp er sagt i middagstalen.

Vi kommer nå inn på novellens hovedtema. Det er generasjonskonflikten, og forskjellen mellom talemåter og det virkelige liv, hva som blir sagt i festtalene, og hvordan det virkelig er. For faren vil slett ikke ha snakk om at ungdommen skal komme her og blande seg inn, enda det er det nettopp det han like før har ønsket seg i den vakre middagstalen sin. Sønnen – som representerer ungdommen – vil at det skal være samsvar mellom liv og lære, man kan ikke si det, uten å mene det.

Den som griper inn er intet mindre enn en adjunkt, sønnens gamle skolelærer. En adjunkt står nokså midt i mellom, ikke så fin som en grosserer eller amtmann, men mer enn en student. Han er jo ferdig med studiene. En adjunkt er lærer, og altså belærende, noe som passer godt i rollen han skal ha resten av novellen.

Alt sammen er morsomt og humørfylt skildret, typisk Kielland, slett ikke så alvorlig og dum som historien han beskriver egentlig er. Det er jo fælt det som skjer, faren skal holde festmiddag for sønnen som kommer hjem, og så blir det splid mellom dem. Sønnen blir dypt fornærmet, faren blir sint, men når han får satt sønnen på plass, er det greit for ham igjen. For sønnen er det imidlertid ikke greit, han føler han har rett, at det ikke skal være som det har blitt, og han vil ikke finne seg i det. Det er adjunkten som må roe ham ned. Alt sammen vittig og elegant beskrevet, av Kielland på sitt karakteristisk beste.

Det følger en artig og direkte samtale mellom adjunkten og sønnen. Denne samtalen er poenget med hele novellen. Sønnen er opprørt, og peker på at han har rett, og faren feil i saken, og at faren dessuten har etterlyst at sønnen skal komme og ta over, at de skal være mer på likefot. Adjunkten er rolig og forståelsesfull, det første er ikke så viktig, når faren blir motsagt av sønnen foran alle menneskene, da er det ikke noe spørsmål om hva som er rett. Og til det andre, så må ikke sønnen høre på hva som blir sagt under middagstalene, sånn er det aldri. Adjunkten setter også frem generasjonskonflikten, at i ungdommen tenker man så mangt, mens i alderdommen ser man det rette.

Adjunkten kommer også med spådommen at den hjemkomne studenten vil bli som faren, når han selv en gang får barn. Etter dette har sønnen en tirade, han legger ut, aldri i verden, han er harmdirrende og veltalende, han lar all sin vrede få utløp i velvalgte ord, med «det begeistrede ansikt vendt oppad», som Kielland typisk får sagt det. Det er altså ingen tvil om at sønnen mener det han sier, han skal aldri bli som faren, aldri.

Men adjunkten har sett dette mange ganger før. Han har selv spilt begge roller, både den oppfarende ungdom, og den gamle, visdom alderdom, han tar det med stor ro oppvisningen den oppglødde studenten har. «Han der blir akkurat som vi andre», tenker han. Og har helt rett, som novellen slutter.

Det er altså et plutselig tidssprang. Plutselig hopper novellen langt frem i tid, og har fasiten på det store spørsmålet. Sønnen blir akkurat som faren. Han vil selv holde på de gamle ideer, og ikke godta noe slinger fra neste generasjon. Det vil bli med det samme. Sånn får novellen vist at dette er noe uunngåelig, som en naturlov, det er historien som gjentar seg og alltid vil gjenta seg. Generasjonskonfliktene vil være der. Og ungdomsgenerasjonen vil bli som foreldregenerasjonen, når de en gang overtar.

Så kan man selvsagt diskutere om det som gjelder i tekstens univers også skal gjelde i virkeligheten til oss som leser den. Vil adjunkten alltid få rett? Kielland var cirka 30 år da han skrev denne teksten, ingen gammel mann. Han var ingen gammel mann. Er adjunkten hans talerør? Er det Kiellands egne tanker adjunkten fremsetter?

Det er store spørsmål, men det er humoristisk satt frem, og den kategoriske forfatterkommentaren «og adjunkten fikk rett», er en del av spillet.

*

Teksten

En middag, av Alexander Kielland

Der var stor Middag hos Grossereren. Amtmanden havde holdt

en Tale for den hjemkomne Student — Husets ældste Søn, og Grossereren havde svaret med en Tale for Amtmanden; forsaavidt var alt godt og vel. Og dog kunde man se, at der var noget, som foruroligede Værten. Han svarede bagvendt, hældte Rhinskvin i Portvin og forraadte paa alle Maader, at hans Aand var fravaerende.

Han funderede nemlig paa en Tale, en Tale udenfor de reglementerede, og det var noget meget mærkeligt; for Grossereren var ingen Taler, og — hvad der var endnu mærkeligere, han vidste det selv.

Da han derfor nu langt ude i Maaltidet slog til Lyd og sagde, at der laa ham noget paa Hjerte, som han maatte faa udtale, mærkede alle strax, at noget usædvanligt forestod. Der blev pludseligt saa stille ved Bordet, at man hørte den livlige Passiar fra Damerne, der efter norsk Skik spiste i de tilstødende Værelser.

Endelig naaede ogsaa Tausheden dem, de trængte sig sammen i Døren for at høre. Kun Værtinden holdt sig tilbage, idet hun sendte sin Mand et bekymret Blik. „Ak, Herregud!“ sukkede hun halvhøit, „nu gaar det vist galt for ham. Han har jo holdt alle sine Taler, hvad er det nu, han vil.“

Og det begyndte heller ikke godt. Taleren stammede, kremtede og forvildede sig mellem de almindelige Skaaltalevendinger: „Jeg vil ikke undlade, at — hæ — det er mig en Trang at udtale, at, at — det vil sige, jeg vilde bede mine Herrer være mig behjælpelige med, at —“

Mine Herrer sad og stirrede ned i Glasset, rede til at tømme det ved den mindste Antydning til en Konklusion. Men der kom ingen.

Derimod kom Taleren sig.

Thi der laa ham virkelig noget paa Hjerte. Glæden og Stoltheden over Sønnen, der var kommen hjem Frisk og sund efter en respektabel Examen, Amtmandens smigrende Tale, Maden, Vinen, den festlige Stemning, — men dog først og sidst hans uskrømtede Fryd over den Førstefødte lagde ham Ordene i Munden. Og da han først var kommen over de fatale Indledningsfraser, gik det mere og mere flydende.

Det var en Skaal for Ungdommen. Taleren dvelede ved Ansvaret ligeoverfor Børnene, ved de mange Sorger, men ogsaa de mange Glæder, Forældrene have af dem. Han maatte stundom tale hurtigt, for ikke at blive rørt; thi han følte, hvad han sagde.

Og da han saa kom til de voxne Børn, da han tænkte sig den kjære Søn som Associé i Forretningen, Børnebørn og saa videre, fik hans Ord et Sving af Veltalenhed, som forbausede alle Tilhørerne; og det var hjerteligt Bifald, der hilsede Slutningen:

„Thi — mine Herrer! det er i disse Børn, vi ligesom fortsætte vor Tilværelse. Vi efterlade dem ikke blot vort Navn, men ogsaa vort Arbeide. Og vi efterlade dem dette, ikke forat de ørkesløse skulle nyde dets Frugter, men forat de skulle fortsætte det, udvide det, ja — gjøre det meget bedre end deres Fædre formaaede. Thi det er vort Haab, at den unge Generation maa tilegne sig Frugterne af Tidens Arbeide, maa befries for mange af de Fordomme, der har formørket Fortiden og tildels Nutiden, og vi ville ønske, — idet vi drikke Ungdommens Skaal —, at den gaaende stadig fremad maa blive sine Fædre værdig, ja — lad os sige det! — voxe dem over Hovedet.

Og kun, naar vi vide, at vi efterlade Slægtens Arbeide i dygtigere Hænder, kunne vi roligt imødese den Tid, da vi skulle forlade vort Dagværk, og da kunne vi trygt stole paa en lys og hæderfuld Fremtid for vort kjære Fædreland. Skaal for Ungdommen!“

Væertinden, der var traadt nærmere, da hun hørte, at det gik godt, var rørt og stolt over sin Mand, hele Selskabet var i en oplivet Stemning; men mest af alle glædede Studenten sig.

Han havde haft ligesom en liden Frygt for Faderen, hvis strængt patriarkalske Grundsætninger han kjendte. Nu hørte han jo, at den Gamle var yderst liberal mod Ungdommen, og han glædede sig ret til at ha tale med ham om alvorlige Ting.

Men foreløbig var der kun Tale om Spas, idet der i Anledning af Skaalen udspandt sig en af disse interessante Tischreden om, hvem der egentlig var ung og hvem gammel. Efterat man var kommen til det vittige Resultat, at de Ældste i Virkeligheden vare de Yngste, gik man til Dessertbordet, der var serveret inde hos Damerne.

Men hvor galante end Herrerne — især af den gamle Skole — ere mod det smukke Kjøn, formaar dog hverken kvindelig Elskværdighed eller den mest udsøgte Dessert at standse dem længe paa deres Vei til Røgeværelset. Og snart forkyndte den første Cigarduft, der er en saa stor Nydelse for Røgere, at den Proces var begyndt, der har skaffet vore Damer Ros for at være ganske indrøgede.

Studenten og et Par andre unge Herrer forbleve en Stund blandt de unge Damer — under stræng Bevogtning af de ældre —; men lidt efter lidt opslugtes ogsaa de af den graa Sky, der betegnede den Vei, Fædrene havde taget.

Her i Røgeværelset førtes en meget livlig Samtale om et eller andet socialpolitisk Emne. Værten havde Ordet og støttede sin Opfatning med endel „historiske Fakta“, der imidlertid vare aldeles uefterrettelige. —

Hans Modstander — Overretssagføreren — sad just og glædede sig til at gjendrive disse faktiske Urigtigheder, da Studenten traadte ind.

Han kom netop tidsnok til at høre Faderens Bommert, og i sin festlige Stemning, i sin Glæde over den nye Opfatning af Faderen, han havde faaet efter Skaaltalen, sagde han muntert og ligefrem:

„Nei undskyld Far! deri tager du feil. Det forholder slig slet ikke som du siger — tvertimod.“ —

Længer kom han ikke; thi Faderen slog ham leende paa Skulderen: „Ei, ei! vil ogsaa du med Aviser skjæmte! — du maa ellers ikke forstyrre os, vi ere i en alvorlig Diskussion.“

Sønnen hørte en irriterende Fnisen ud af den graa Sky; dertilmed blev han ophidset ved det haanlige i, at hans Indblanding skulde anses som en Forstyrrelse i en alvorlig Samtale.

Han gav derfor et temmelig skarpt Svar.

Faderen, der strax mærkede Tonen, skiftede med en Gang Udtryk: „Er det dit Alvor, at du vil komme her og sige, at Din Far staar og vrøvler?“

„Det har jeg ikke sagt; jeg mente bare, at du tager feil —“ —

„Ordene kan det være det samme med; men Meningen var der,“ sagde Grossereren, der begyndte at blive vred. Thi han hørte en Herre sige til sin Sidemand: „Det skulde bare have været i min Fars Tid.“

Nu tog det ene Ord det andet, og Situationen blev yderst pinlig.

Fruen, der altid havde et Øre med Herrernes Samtale, da hun kjendte sin Mands Heftighed, kom strax ben i Døren:

„Hvad er det? — Adjunkt Hansen!“

„Aa — Deres Søn har forløbet sig en Smule,» svarede denne.

„Mod sin egen Far! Herregud — han maa have druket formeget. Kjæere Hansen! se til at faa ham ud.“

Adjunkten, der var mere velvillig end diplomatisk, og som desuden — hvilket er sjeldnere end man tror ved en gammel Lærer — var afholdt af sine forrige Disciple, gik hen og tog Studenten uden videre under Armen: „Kom skal vi To gaa os en Tur i Haven.“

Den unge Mand vendte sig heftigt; men da han saa, at det var den gamle Lærer, og da han paa samme Tid fik et bønligt, bekymret Blik fra Moderen, lod han sig uden Modstand føre bort.

I Døren hørte han Sagføreren, som han aldrig havde kunnet fordrage, sige noget om Ægget, der vilde lære Hønen at værpe, hvilken Vittighed blev modtaget med stormende Latter. Der gik et Ryk i ham; men Adjunkten holdt godt fast, og ud kom de.

Det varede længe, inden den gamle Lærer kunde ha ham saavidt beroliget, at han blev modtagelig for Ræson. Skuffelsen og den bitre Fornemmelse af at være bleven uens med Faderen, og ikke mindst det krænkende i at være bleven behandlet som Dreng i saa Manges Nærværelse, — maatte faa rase ud en Stund.

Men tilslut blev han rolig, satte sig hos sin gamle Ven, og denne forklarede ham nu, at det maatte være stødende for en ældre Mand at lade sig vise tilrette af et ganske ungt Menneske.

„Ja, men jeg havde Ret!“ sagde Studenten vel for tyvende Gang.

„Godt, godt! men alligevel maa du ikke give dig Mine af at ville være klogere end din egen Far.“

„Men Far sa’ jo selv, at hban vilde have det saa!“

„Hvad bebager? naar har din Fader sagt det?“ — Adjunkten begyndte næsten at tro, at Vinen var gaaet den unge Herre til Hovedet.

„Ved Bordet — i Talen!“ raabte denne.

„Ved Bordet — ja! i Talen — ja! Men ser du, det er en helt anden Sag. Sligt lader sig vel sige — især i en Tale; men det er aldeles ikke Meningen, at det skal gjennemføres i Praxis. Nei, tro du mig — Gutten min! jeg er gammel, jeg kjender Menneskene. Det maa nu engang gaa saaledes til i Verden; vi ere ikke anderledes. I Ungdommen har man et eget Syn paa Livet; men unge Mand! det er ikke det rette. Først naar man er kommen tilro i en fremrykket Alder, ser man Forholdene i det sande Lys. Og — nu vil jeg sige dig noget, som du trygt kan stole paa. Naar du kommer i din Fars Aar og Stilling, ville dine Anskuelser blive ganske de samme som hans nu ere, og du vil ligesom han bestæbe dig for at hævde dem og indprente dem hos dine Børn.

„Nei aldrig! det sværger jeg,“ raabte det unge Menneske, idet han sprang op. Og nu talte han i glødende Ord om, at for ham skulde Ret altid være Ret, Respekt for Sandheden, hvorfra den saa kom, Respekt for Ungdommen og saa videre; — kort sagt, han talte som haabefulde Ynglinge pleie at tale efter en god Middag og en stærk Sindsbevægelse.

Han var smuk, der ban stod med Aftensolen over det blonde Haar og det begeistrede Ansigt vendt opad.

Der var i hele hans Skikkelse og i hans Ord noget henrivende, overbevisende, som ikke kunde undlade at gjøre Virkning; — det vil da sige, om nogen anden end Adjunkten havde seet og hørt ham.

Thi paa denne gjorde det ingensomhelst Virkning; han var jo gammel.

Det Skuespil, han idag havde været Vidne til, havde han seet mange Gange. Han havde selv sukcessive spillet begge Hovedrollerne; han havde seet mange Debutanter som Studenten og mange gamle Skuespillere som Grossereren.

Derfor rystede han paa sit ærværdige Hoved og sagde for sig selv:

„Ja, ja! det er altsammen godt nok. Men se kun til, jeg faar dog Ret: han der bliver akkurat som vi Andre.“

Og Adjunkten fik Ret.

Fra Samlede værker, 1907

Originalteksten er fra Novelletter, 1879

Balstemning, av Alexander Kielland

Alexander Kielland er novellemesteren vår. Det er ingen andre norske forfattere som så lett og elegant får til å sette en stemning, la en liten handling utspille seg, og så overraske med en artig slutt. Det er internasjonal klasse over dem, mener jeg, men norsk er et vanskelig tilgjengelig språk, og derfor er ikke Kielland mer kjent enn han er, mener jeg. Det er også interessant å merke at han skriver samtidig som en annen av novellemesterne, kanskje den største av dem alle, russeren Anton Tsjekhov. Den realistiske perioden passer for novellen, der man kunne la vanlige mennesker oppleve vanlige hverdagshendelser, og så gjerne at det kunne skje noe morsomt med dem. Andre forfattere som er kjent for gode noveller, eller kortere, episke tekster, har skrevevt i andre perioder, der man gjerne må greie mer ut, for at man skal bli kjent med personenes indre og ytre forhold, alt som gjør dem til det de er, og en rekke med ting som skjer med dem. Den korte novellen, er 1880-årenes sjanger.

Og Kielland er vår norske mester. I Ballstemning bruker han fire sider på å fortelle historien sin. Det er typisk Kielland-lengde, noe som gjør at han også fungerer godt i skolen, og dermed blir bedre husket. Fire sider er også helt nok for ham, som så godt klarer å fortette språket med setninger som uanstrengt betyr noe mer enn de gir seg ut for. For eksempel starten i Ballstemning:

Ad de glatte marmortrinn var hun steget opp uten uhell, uten anstrengelse, alene båret av sin store skjønnhet og sin gode natur. Hun hadde inntatt sin plass i de rikes og mektiges saler uten å ha betalt adgangen med sin ære og sitt gode rykte. Og dog var det ingen som kunne si hvorfra hun var kommet; men det ble hvisket om at det var dypt nedenfra.

Kanskje var det en overdrivelse å ta med hele første avsnitt. Poenget kommer i første avsnitt. Novellen heter «Ballstemning», den er utgitt i samlingen Novelletter, fra 1879. Handlingen er lagt til Paris. Kvinnen det er snakk om, var en gang hittebarn, men ble «oppdaget» (også Kielland setter dette i hermetegn) av en rikmann, som hun tok henne til seg, og gjorde henne fin. På ball må man gjerne gå opp fine marmortrapper for å komme til ballsalen. Her har hun gjort det i overført betydning, hun har gått opp trappene til det finere lag i befolkningen. Dobbeltbetydningen i ordene er direkte, og enkel å få øye på, det er glatt å gå på disse trinnene, underforstått: man kan lett gli, og falle ned igjen.

Denne kvinnen, hennes bakgrunn og nåværende stilling, blir beskrevet over halvannen side. Kielland skriver morsomt, liksom vi er innforstått med alt som står der, men det er vel ikke sikkert Kielland ser for seg innforståtte lesere med rikdommen han beskriver, og heller ikke at alle skal være enige i at vi husker alt fra barndommen på en prikk. Det kan være at Kielland med dette på en litt avansert måte vil vise avstanden mellom kvinner som henne, og de som ikke har slike rikdommer. Det blir i så fall en selvmotsigelse. Hun husker liksom bakgrunnen sin, men når det kommer til stykket, husker hun det ikke i det hele tatt.

Eller.

Det er litt mer å si om denne kvinnen. Hun betalte ikke adgangen til de rikes saler med sin ære, står det, altså hun lå ikke med rikfolket for å få plass hos dem. Hun nøyde seg med en, greven, og det gikk sikkelig for seg. Han oppvartet henne først, lenge, og så giftet de seg til slutt. Aldersforskjellen var stor, som også forskjellen i sosial klasse var det. Hun gav ham sin ungdom og skjønnhet, han hadde pengene og statusen. Så er det altså et spørsmål i denne korte novelletten, som nesten er som en liten skisse, om hun helt klarer å legge bak seg livet hun kommer fra.  Store deler av tiden greier hun det, men greier hun det fullstendig? Vil den litt annerledes forståelsen av urettferdigheten i verden ødelegge ballstemningen?

I det ekvipasjen kjører opp mot ballet hos den russiske ambassadør, så ser hun fattigfolket som står rundt, og husker hvordan hun selv var en av dem. Hun husker hvordan hun drømte om selv å ha ballkjole, en drøm som den gang var uoppnåelig. Det er også en dramatisk sammenligning av Moses som fører israelerne over rødehavet, havet som reiser seg til side, og den røde fargen, rød av blod. Det er i en uklar forestilling den samme muren som står mellom henne og rikfolkene, og de fattige rundt, som står og ser på. Det var farlig, for muren kunne bryte sammen, og så ville de fattige skylle over de rike og deres makt på en måte som var villere enn hvordan havet ville falle ned på israelerne. Her føler hun skam over sin lykke. Hun fortjener ikke sin plass.

Det er en ung attacheaktig skapning, en tjener, som fører henne opp marmortrappene til ballsalen. Han er full av stolthet og håp, et bilde på at han gjennom å føre henne opp, kanskje kan ta del i litt av glansen hun og de andre i ballselskapet er omgitt med.

Så forsøker den gamle greve å gi sin skjønne kone en kompliment. Han synes han lykkes godt, det er langt og sammenhengende, og passe originalt og treffende. Han har jo heller ikke tatt del i noen av tankene hennes, han vet ikke hva stemning hun er i. Hun gir ham ikke den påskjønnelse han hadde ventet, hun er krass i svaret, og snakker om at den væte fra den friske morgendugg, som har gitt henne hennes sjarm, det er i så fall væte fra tårer. Og det gyngende marmorgulv hun danser på, det danser under millioner av menneskers hat.

Det er jo temmelig direkte. Den gamle greven blir endog satt ut av spill et øyeblikk. Han ser ut på det mangehodete uhyre han kaller folkemassen utenfor, et syn han ofte har sett og laget vittigheter over, men som han nå ser som noe uhyggelig. Det varer imidlertid ikke lenger enn at etter en polka, så er det greit igjen, omtrent som Pirogov i Gogols Nevskij Prospekt trengte en pirog, etter at han var havnet i en opprevet sinnstilstand. Det er altså et virkemiddel Kielland kjenner fra før, og bruker som teknikk.

Men hva er det så med denne ballstemningen? Det er en litt mer komplisert novelle enn det som er vanlig hos Kielland, og det som var vanlig i realismen. Det er ikke den stemning man venter seg, det er slett ikke «ballstemning», med vakre mennesker i vakre klær, dans og moro og velstand. Det er stemningen tynget av fattigfolket som ikke kan ta del i den.

Det er også en aldri så liten dynamisk utvikling i karakteren til hovedpersonen. Det er ikke helt skikkelig gjort, det er ikke slik at en konkret hendelse får henne til å se tingene på en ny måte. Det er mer et tilfeldig ball, der hun uten at det er bygget opp i novellen, er moden for å se tingene på en annen måte. Man kan også si at det er alle de tingene som hun bærer med seg, som nå kommer opp, og først nå melder seg med tyngde. Hun kan ikke ta til seg lette komplimenter lenger, nå som hun føler trykket fra de mange som ikke har fått bevege seg oppover marmortrinnene hun har fått gå opp.

Hun føler ikke lenger ballstemningen. Eller først nå, føler hun den.

*

Teksten

Balstemning, av Alexander Kielland

Ad de glatte Marmortrin var hun steget op uden Uheld, uden

Anstrængelse, alene baaret af sin store Skjønhed og sin gode Natur. Hun havde indtaget sin Plads i de Riges og Mægtiges Sale uden at have betalt Adgangen med sin Ære og sit gode Rygte. Og dog var der Ingen, som kunde sige, hvorfra hun var kommen; men der hviskedes om, at det var dybt nedefra.

Som et Hittebam i en Udkant af Paris havde hun hensultet sin Barndom i et Liv mellem Last og Armod, som kun de have Begreb om, der kjende det af Erfaring. Vi andre, der have vor Kundskab fra Bøger og Beretninger, maa tage Fantasien tilhjælp, for at faa en Ide om den arvelige Jammer i en stor By; — og endda er maaske de skrækkeligste Billeder, vi udmale os, blege mod Virkeligheden.

Det var igrunden kun et Tidsspørgsmaal, naar Lasten skulde gribe hende — som et Tandhjul griber den, der kommer for nær en Maskine —; for — efter at have hvirvlet hende rundt i et kort Liv af Skjendsel og Fornedrelse — med en Maskines ubønherlige Nøiagtighed at lægge hende af i en Krog, hvor hun ukjendt og ukjendelig kunde ende dette Vrængebillede af et Menneskeliv.

Da blev hun, som det undertiden hænder, „opdaget“ af en rig og høitstaaende Mand, idet hun som fjortenaars Barn løb over en af de bedre Gader. Hun var paa Veien til et mørkt Bagværelse i Rue des quatre vents, hvor hun arbeidede hos en Madame, hvis Specialitet var Balblomster.

Det var ikke blot hendes overordentlige Skjønhed, der fængslede den rige Mand, men hendes Bevægelser, hendes Væsen og Udtrykket i disse halvfærdige Træk — alt syntes ham at tyde paa, at her førtes en Kamp mellem en oprindelig god Karakter og en begyndende Frækhed. Og da han besad den overflødige Rigdoms uberegnelige Luner, besluttede han at gjøre et Forsøg paa at redde det stakkels Barn.

Det var ikke vanskeligt at sætte sig i Besiddelse af hende, da hun ikke tilhørte nogen. Hun fik et Navn og blev anbragt i en af de bedste Klosterskoler; og hendes Velgjører havde den Glæde at iagttage, at de onde Spirer døde hen og forsvandt. Hun udviklede en elskværdig, lidt indolent Karakter, et feilfrit, roligt Væsen og en sjelden Skjønhed.

Da hun derfor blev voxen, giftede han sig med hende. De levede et meget godt og fredsommeligt Ægteskab. Uagtet den store Aldersforskjel havde han en ubegrændset Tillid til hende, og hun fortjente den.

Ægtefolk leve ikke saa nær indpaa hinanden i Frankrige som hos os; deres Fordringsfuldhed er derfor ikke saa stor og deres Skuffelser mindre.

Hun var ikke lykkelig, men tilfreds. Hendes Karakter egnede sig for Taknemlighed. Rigdommen kjedede hende ikke; tvertimod — den glædede hende mangengang paa en næsten barnagtig Maade. Men det anede Ingen; thi hendes Væsen var altid sikkert og værdigt. Man anede kun, at det ikke stod rigtigt til med hendes Oprindelse; men da Ingen svarede, holdt man op at spørge: man har saameget andet at tænke paa i Paris.

Sin Fortid havde hun glemt. Hun havde glemt den paa samme Maade som vi har glemt Roserne, Silkebaandene og de gulnede Breve fra vor Ungdom, fordi vi aldrig tænke paa dem. De ligge nedlaasede i en Skuffe, som vi aldrig aabne. Og dog — hænder det en enkelt Gang, at vi kaste et Blik i denne hemmelige Skuffe. da vilde vi strax mærke, om der manglede en eneste af disse Roser eller det allermindste Baand. Thi vi ønske det altsammen paa en Prik: Minderne ligge der lige friske — lige søde og lige bitre.

Saaledes havde hun glemt sin Fortid: laaset den ned og kastet Nøglen fra sig.

Men om Natten drømte hun undertiden skrækkelige Ting. Hun følte atter, hvorledes den gamle Hex, hos hvem hun havde boet, ruskede hende i Skulderen, for at jage hende afsted i den kolde Morgen til Madammen med Balblomsterne.

Da fór hun op i Sengen og stirrede ud i Mørket i den dødeligste Angst. Men saa følte hun paa Silketseppet og de bløde Puder, hendes Fingre fulgte de rige Forsiringer paa hendes prægtige Seng; og idet smaa søvnige Englebørn langsomt trak det tunge Drømmetæppe tilside, nød hun i fulde Drag dette eiendommelige, usigelige Velbefindende, vi føle, naar vi opdage, at en ond og hæslig Drøm kun var en Drøm.

————————Lænet tilbage i de bløde Hynder kjørte hun til det store Bal hos den russiske Ambassadeur. Jo nærmere man kom Maalet desto langsommere gik Farten, indtil Vognen naaede den faste queue, hvor det kun gik Skridt for Skridt.

Paa den store Plads foran Hotellet, der var rigt oplyst med Fakler og Gasflammer, havde der samlet sig en stor Mængde Mennesker. Ikke blot Spadserende, der vare blevne staaende, men hovedsagelig Arbeidere, Lediggjængere, fattige Fruentimmer og tvivlsomme Damer stode tæt sammenpakkede paa begge Sider af Vognrækken. Lystige Bemærkninger og ufine Vittigheder i det simpleste Parisersprog haglede ned over de fine Folk.

Hun hørte Ord, som hun ikke havde hart paa mange Aar, og hun rødmede ved Tanken om, at hun kanske var den eneste i hele den lange Vognrække, der forstod disse gemene Udtryk fra Paris’s Bærme.

Hun begyndte at se paa Ansigterne omkring sig; hun syntes, hun kjendte dem alle. Hun vidste, hvad de tænkte, hvad der foregik i alle disse tæt sammenpakkede Hoveder, og lidt efter lidt strømmede en Hær af Erindringer ind paa hende. Hun værgede sig saa godt hun kunde; men hun kjendte sig ikke selv igjen denne Aften.

Altsaa havde hun ikke tabt Nøglen til den hemmelige Skuffe! modstræbende trak hun den ud, og Minderne overvældede hende.

Hun mindedes, hvor ofte hun selv — halvt Barn — med graadige Øine havde slugt de fine Damer, der kjørte pyntede til Baller eller Theatre; hvor ofte hun havde grædt i bitter Misundelse over de Blomster, hun møisommelig satte sammen, for at smykke andre. Her saa hun de samme graadige Øine, den samme uslukkelige, hadefulde Misundelse.

Og de mørke, alvorlige Mænd, der med et halvt foragteligt, halvt truende Blik mønstrede Ekvipagerne — hun kjendte dem alle.

Havde hun ikke selv som liden Pige ligget i en Krog og med opspilede Øine lyttet til deres Taler om Livets Uretfærdighed, om de Riges Tyranni, om Arbeiderens Ret, den han bare behøvede at udstrække Haanden, for at tage.

Hun vidste, at de hadede alt — ligefra de velnærede Heste og de høitidelige Kuske til de blanke, skinnende Kareter; men mest dem, der sad inden! — disse umættelige Vampyrer og disse Damer, hvis Smykker og Pynt kostede mere Guld end et helt Livs Arbeide indbragte en af dem.

Og idet hun betragtede Vognrækken, der langsomt bevægede sig gjennem Mængden, dukkede en anden Erindring op, et halvglemt Billede fra hendes Skoleliv i Klosteret.

Hun kom med ét til at tænke paa Fortællingen om Pharao, der med sine Stridsvogne vilde følge Jøderne gjennem det røde Hav. Hun saa Bølgerne, som hun altid havde forestillet sig røde som Blod, staa som en Mur paa begge Sider af Ægypterne.

Da lød Mose Røst, han udstrakte sin Stav over Vandene, og det røde Havs Bølger sloge sammen og opslugte Pharao og alle hans Vogne.

Hun vidste, at den Mur, der stod paa hver Side af hende, var vildere og rovgjerrigere end Havets Bølger; hun vidste, at der kun udfordredes en Røst, en Moses, for at sætte dette Menneskehav i Bevægelse, saa at det knusende væltede sig frem, overskyllende hole Rigdommens og Magtens Glands med sin blodrede Bølge.

Hendes Hjerte bankede, hun trykkede sig skjælvende ind i Hjørnet af Vognen. Men det var ikke af Angst, det var, forat de derude ikke skulde se hende; thi hun skammede sig for dem.

For første Gang i hendes Liv stod hendes Lykke for hende som en Uretfærdighed, som noget, hun skammede sig ved.

Var dette hendes Plads i den blede, elegante Ekvipage, blandt disse Tyranner og Blodsugere? Hørte hun ikke snarere til derude i den bølgende Masse blandt Hadets Børn?

Halvglemte Tanker og Følelser reiste sit Hoved som Rovdyr, der længe have været bundne. Hun følte sig fremmed og hjemløs i sit glimrende Liv, og med en Art demonisk Længsel mindedes hun de skrækkelige Steder, hvorfra hun var kommen.

Hun greb i sit kostbare Kniplingsshawl; der kom over hende en vild Trang til at ødelægge, til at rive noget istykker. — da dreiede Vognen ind under Hotellets Portal.

Tjeneren rev Døren op, og med sit velvillige Smil, sin rolige, aristokratiske Anstand, steg hun langsomt ned af Trinet.

En ung attachéagtig Skabning styrtede til og var lykkelig, da hun tog hans Arm, endnu mere henrykt, da han troede at bemærke en usædvanlig Glands i hendes Blik, men i den syvende Himmel, da han følte bendes Arm skjælve.

Fuld af Stolthed og Haab førte han hende med udsøgt Sirligbed op ad de glatte Marmortrin.

————————— „Sig mig engang — skjønne Frue! hvad er det for en venlig Fe, der gav Dem denne vidunderlige Vuggegave, at der ved Dem og ved alt, hvad der vedrører Dem, skulde være noget Aparte. Om det saa ikke er andet end en Blomst i Deres Haar, saa har den en egen Cbarme, som om den var vædet af den friske Morgendug. Og naar De danser, er det som om Gulvet bølger og føier sig efter Deres Trin“

Greven var selv ganske forbauset over denne lange og vellykkede Kompliment; thi han havde ellers ikke let for at udtrykke sig i Sammenhæng. Han ventede ogsaa, at den smukke Frue vilde ytre sin Paaskjønnelse.

Men han blev skuffet. Hun lænede sig ud over Balkonen, hvor de ned Aftenkjøligheden efter Dansen, idet hun stirrede ud over Mængden og de endnu ankommende Vogne. Hun syntes slet ikke at have opfattet Grevens Bravour, derimod hørte han hende hviske det uforklarlige Ord: Pbarao.

Han vilde just til at beklage sig, da hun vendte sig om, og idet hun gjorde et Skridt mod Salen, standsede hun midt foran ham og saa paa bam med et Par store, forunderlige Øine, som Greven aldrig for havde seet.

„Jeg tror neppe, der var nogen venlig Fe — knapt nok nogen Vugge tilstede ved min Fødsel — Hr.Greve! Men i hvad De siger om mine Blomster og min Dans, har Deres Skarpsindighed gjort en stor Opdagelse. Jeg skal fortælle Dem Hemmeligheden ved den friske Morgendug, der væder Blomsterne. Det er Taarer — Hr. Greve! som Misundelse og Skjændsel, Skuffelse og Anger har grædt over dem. Og naar det synes Dem, at Gulvet bølger, mens vi danse, da er det, fordi det sitrer under Millioners Had.“

Hun havde talt med sin sædvanlige Ro, og efter en venlig Hilsen forsvandt hun i Salen.
— Greven stod igjen ganske betuttet. Han kastede et Blik ud over Folkemassen. Det var et Syn, han ofte havde seet; han havde sagt mange daarlige og mindre gode Vittigheder om dette mangehodede Uhyre. Men først iaften faldt det ham ind, at dette Uhyre igrunden var den uhyggeligste Omgivelse, man kunde tænke sig for et Palais.

Fremmede og generende Tanker svirrede om i Hr. Grevens Hjerne, hvor de havde god Plads. Han var ganske kommen ud af Koncepterne, og det varede en hel Polka, inden han gjenvandt sin Stemning.

Fra Samlede værker, 1907

Orgiginalen er fra Novelletter, 1879