Karen, av Alexander Kielland

Dette er kanskje den mest kjente novellen i norsk litteratur. Den er også et lite mesterverk, skrevet i Danmark, og med handlingen lagt til et sted i Danmark, uten at dette skal ha så mye å bety. Sammen med novellen Trofast var novellen Karen del av den lille samlingen «To novelletter fra Danmark». Denne lille samlingen kom i 1882 midt i Kiellands produktive år. Han debuterte i 1879 med sine første Novelletter (strengt tatt var dramaet «Paa hjemveien» kommet ut året i forveien, men det er Novellettene som er Kiellands egentlige debut). Så følger fem år der han frem til 1884 får skrevet og utgitt det meste han er kjent for. De tre romanen om Worse-familien, skoleromanen Gift, i tillegg til alle novellene.

Kielland er altså på høyden i det han skriver Karen. Den litterære stilen som råder er «realismen», der man som Brandes uttrykte det i sin berømte tale fra 1876 «skal sette problemer under debatt». Den høytidelige, romantiske stilen som hadde vært før skulle man bort fra. Man skulle skrive nøytralt, saklig, og ikke forsøke å pynte på verken virkeligheten eller litteraturen om den, med kunstlete språk og vanskelige språklige virkemidler.

Dette falt Kielland lett. Han skriver uhyre direkte. Og symbolene han bruker, er så flettet inn i teksten, at man kommer egentlig ikke på at det er symboler når man leser det. Det er også svært lett å se hva det egentlig skal være.

Novellen om Karen er lagt opp som to parallellfortellinger. De er skrevet hver for seg, tilsynelatende uten å ha noe med hverandre å gjøre, men det krever ingen doktorgrad å se at den ene historien er en allegori til den andre. Litt nærlesning viser også at joda, sånn skal det være. Novellen er spekket med slike forsikringer om at dette er hva vi tror det er, og at det er helt bevisst fra forfatterens side.

Den lille novelletten begynner tilforlatelig: «Det var en gang på Krarup kro en pike, som het Karen». Det er slik som eventyrene begynner. Riktignok er stedet lokalisert, Krarup kro, men det er en ordbruk og en rytme som gir forventinger at her har vi en ufarlig, underholdende fortelling i vente. Hele starten har skildringer som i eventyrene, og kan leses med bestefarstemme, som en voksen leser for et barn. Barnet venter det skal være trygt og ufarlig. Kielland har andre planer.

Parallellhistorien om reven og haren begynner etter at eventyrskildringen av Karen og Krarup kro går over i en utførlig skildring av vinden som blåser vestenfra, fra Vesterhavet, og tross den er litt trett etter å ha blåst over land og marehalm ved stranden, så klarer den å blåse opp dørene på Krarup kro, og lage litt leven der også. Etter å ha lest novellen ferdig, kan det være fristende å tolke også denne vinden til litt av hvert, det kan være novellen selv som er vinden, og blåser opp hva som egentlig foregår på disse kroene rundt om i landet. Det er nesten ikke en setning i novellen, som ikke kan ringe på en annen måte etter å ha lest litt på den.

Bakenfor Krarup kro lå torvmyren mørk med sorte torvskur og dype farlige hull. Og innimellom lyngtuene buktet det seg en stripe av gress, som om det kunne være en vei; men det var ingen vei, for den stanset like i kanten av en torvgrav, som var større enn de andre og dypere også.

De som har pugget at realismen skal være liketil og rett frem, uten for mye bruk av symboler og metaforer, kan kanskje bli forvirret av setninger som dette hos en erkerealistisk forfatter som Kielland. Er ikke torvmyren nettopp som omgivelsene til Karen? Er det ikke fylt av dype hull for henne også?

Om vi ikke skal ha fått det helt med oss enn, blir reven og haren introdusert. Først også her i eventyrspråket, og i eventyrstilen.

Men i gresstripen lå reven ganske flat og lurte, og haren hoppet på letten fot over lyngen.

Karen og haren rimer så et barn vil se det. Kielland skriver ikke med ett ord at det er Karen som er haren, men det er lov å tenke sitt. Og det er vanskelig å la være.

Inne på kroen er det i mellomtiden bestilt harestek. Pussig nok. Den oppmerksomme leser vil her ane et eller annet, selv uten å kjenne historien på forhånd. Etter litt lurveleven og hurlumhei, der Karen blir skildret som og oppfører seg nokså som en hare, store øyne og forundrede øyenbryn, og liksom litt i hasten, og litt engstelig, hun smyger seg og smetter, så ligger haresteken der og skrever på fatet foran to fiskeoppkjøpere. Det er å tråkke over streken med eleganse, haresteken spriker med beina, fiskeoppkjøperne ser på, og bedømmer varen de har kjøpt.

Det er et par personer til med i den korte novellen. Det er kromannens kone, som alltid er på let etter nøklene sine – et påskud om det skulle skje noe, hun ikke vil se. I novellen blir det skrevet at hun finner nøklene sine, men så fått et brev å lete etter, midt mens «den frykteligste røre» står på. Det er i samme avsnitt haresteken blir satt frem.

Og så er det postkaren Anders og postføreren. Den introduseres sammen med vinden, de blåser liksom inn til Krarup kro, de også, og lager leven, slik vinden gjorde. Det er lag på lag med mulige lesninger, men man kommer ikke vekk fra den ubehaglige handlingen som ligger der. Postføreren er reven. Det er ikke like tydelig som at Karen er haren, det må forklares litt mer, men det er heller ingen uløselig gåte. Det kan ikke være andre.

Det var en høy, smukk mann med mørke øyne, sort krøllet skjegg og et lite, kruset hode. Den lange, rike kappe av Danmarks praktfulle røde klede var prydet med en bred krave av krøllet hundeskinn over skuldrene.

Mørke øyne skulle passe godt, sort skjegg også, og særlig den røde fargen på postkappen. Det er også et par opp i parallellhandlingene, Kielland får alltid med hvordan vinden blåser, og hvordan reven ligger på post (reven lå på sin post, står det rett og slett), når posten kommer eller det skal skje noe mellom postføreren og Karen.

Det står ingen steder direkte i novellen hva som skjer. Den moralske sensuren kan ikke godt angripe Kielland, det er alt sammen bare antydninger. Men antydningene er til gjengjeld overtydelig, så det skal ikke være tvil. Etter at postføreren har vært på besøk på kroen, er han varm og god i kinnene, glad og fornøyd, og med kappen på armen. Han smilte for seg selv, da han kjørte bort. Også Anders postkar smilte, han begynte å forstå.

Karen har også et halvskjult glimt av smil, og farve i kinnene, etter at postmannen har gått, og hun har vært borte et øyeblikk. Det er de to fiskeoppkjøperne som sitter og ser på dette. De kan imidlertid fortelle at postmannen har kone og barn fra før, med en annen kropike.

Deretter løper hun. Og vi får parallellhistorien om reven og haren igjen, der reven som tidligere har tenkt at harene bare blir dummere og dummere, mens revene lurere og lurere, han ser at haren smetter unna, enda han ikke har gjort noen feil. Det passer ubehagelig godt til historien om Karen og postføreren. Han sitter der dorsk og fornøyd i postvognen sin, og tenker han har lurt til seg enda en kropike. Men hvis Karen nå smetter unna, så får han henne ikke.

Novellen er åpen på dette punktet. Den gjør det temmelig klart at Karen er blitt gravid, kjolen er blitt for trang, men hva som senere skjer med henne, står ikke. Det siste som står om Karen er Men da hun hørte madammen så ynkelig rope: «Karen! – bitt’ Karen! – da for hun opp, ut av gården, om baksiden av huset, ut – ut i heden. Om haren er det siste avsnittet dette:

Haren skvatt opp, den hadde hørt et plask. Den for avsted som om den var gal, i lange hopp; snart sammentrukket med benene innunder seg og ryggen krum, snart utstrakt, utrolig lang – som et flyvende trekkspill – hoppet den avsted over lyngen.

Slik hopper haren – og Karen – ut av soga. Reven står igjen og tenker på om det er den som er blitt dummere, eller haren som er blitt klokere. Det er jo noe å diskutere.

Da novellen slutter mangler to forundrede, grå øyne på Krarup. «Det var en gang» som novellen startet med, er altså om noe som ikke gjelder lenger, noe som har vært, men ikke er. Karen er vekk. «Kromannens kone kan ikke forstå det», står det, mon om hun er helt ærlig med seg selv på dette punkt. De som kan det er Anders postkar, og en til. Den andre er postføreren. Han forstår det meget godt.

At Karen ikke blir nevnt her, som en tredje som forstår det, kan kanskje antyde at hun ikke er mer. «Å, gå heden» er jo også en gammel omskriving av å dø. Det passer også til sisteavsnittet i novellen, der Karen blir brukt som advarsel for ungdommen, typisk om hvordan det kommer til å gå om man er for lettsindig i seksualakten. Det er stygt, stygt, stygt at det er Karen som får skylden, når det er hun som blir utnyttet. Det er ingenting som tyder på at postføreren får noen slags straff, verken av samfunnet eller av samvittigheten. Deri ligger samfunnskritikken, og den er beisk.

Det er typisk Kielland. På overflaten er det lettvint, muntert og elegant, men det som egentlig står der er uhyggelig og sviende kritikk. Han får sagt det som ellers ikke går så godt å snakke om, og når han sier det, er det ikke så lett å komme vekk fra. Kielland er vårt beste eksempel på en realistisk prosaforfatter.

Og startsetningen, «Det var en gang i Krarup Kro, en pike, som het Karen – » avslutter også novellen. På en helt annen måte enn den begynner.

*

Teksten

Karen, av Alexander Kielland

Der var engang i Krarup Kro en Pige, som hed Karen.

Hun var alene om Opvartningen; for Kromandens Kone gik næsten altid omkring og ledte efter sine Nøgler. Og der kom mange i Krarup Kro; — baade Folk fra Omegnen, der samledes, naar det mørknede om Høstaftenen og sad i Krostuen og drakk Kaffepuncher saadan i Almindelighed uden nogen bestemt Hensigt, men ogsaa Reisende og Veifarende, der kom trampende ind — blaa og forblaaste, for at faa sig noget varmt, der kunde holde Livet oppe til næste Kro.

Men Karen kunde alligevel klare det hele, skjønt hun gik saa stille og aldrig syntes at have Hastværk.

Hun var spinkel og liden — ganske ung, alvorlig og taus, saa der var ingen Morskab ved hende for de Handelsreisende. Men skikkelige Folk, som gik i Kroen for Alvor og som satte Pris paa at Kaffen serveredes hurtigt og skoldende hed, de holdt desto mere af Karen. Og naar hun smøg sig frem mellem Gjæsterne med sit Bræt, veg de tunge Vadmelskroppe tilside med en uvanlig Fart, der blev gjort Vei for hende, og Samtalen sluknede for et Øieblikk, alle maatte se efter hende, hun var saa nydelig.

Karens Øine var af de store graa, der paa en gang syntes at se og at se langt — langt forbi; og Øienbrynene var høit buede ligesom i forundring.

Derfor trodde Fremmede at hun ikke rigtig forstod hvad de bad om. Men hun forstod godt og tog ikke feil. Det var bare noget underligt over henne alligevel, — somom hun saa langt ud efter noget — eller lyttede — eller ventede — eller drømte.

Vinden kom vestenfra over lave Sletter. Den havde væltet lange, tunge Bølger henover Vesterhavet; salt og vaad af Skum og Fraade havde den kastet sig ind over Kysten. Men i de høie Klitter med det lange Marehalm var den bleven tør og fuld av Sand og lidt træt, saa da den kom til Krarup Kro, var det netop saa vidt, at den kunde faa Portene op til Reisestalden.

Men op fór de, og Vinden fyldte det store Rum og trængte ind ad Kjøkkendøren, som stod paa Klem. Og tilslut blev der et saadant Pres af Luft, at Portene i den anden Ende af Stalden ogsaa sprang op; og nu fór Vestenvinden triumferende tversigjennem, svingede Lygten, som hang i Taget, tog Huen af Staldkarlen og trillede den ud i Mørket, blæste Tæpperne over Hovedet paa Hestene, blæste en hvid Høne ned af Pinden og opi Vandtruget. Og Hanen opløftede et frygteligt Skraal, og Karlen bandte, og Hønsene skreg, og i Kjøkkenet kvaltes de af Røg, og Hestene blev urolige og slog Gnister av Stenene; selv Ænderne, som havde trykket sig sammen nær Krybberne, for at være de første til de spildte Korn, tog paa at snadre, og Vinden brusede gjennem med en Helvedes Allarm, indtil der kom et Par Mand ud fra Krostuen, satte Ryg mod Portene og pressede dem sammen igjen, medens Gnisterne føg dem i Skjægget fra de store Tobakspiber.

Efter disse Meriter kastede Vinden sig ned i Lyngen, løb langs de dybe Grøfter og tog et ordentligt Tag i Postvognen, som den traf en halv Mils vei fra Kroen.

„Det var dog et fandens Jav, han altid har for at komme til Krarup Kro,“ — knurrede Anders Postkarl og slo et Klask over de svede Heste.

Thi det var vist tyvende Gang, at Postføreren havde ladet Vinduet gaa ned, for at raabe et eller andet op til ham. Først var det en venskabelig Invitation til en Kaffepunch i Kroen; men efterhvert blev det tyndere med Venskabeligheden, og Vinduet fór ned med et Smæld, og ud fór der nogle kortfattede Bemærkninger baade over Hest og Kusk, som Anders ialfald slet ikke kunde være tjent med at høre.

Imidlertid strøg Vinden lavt langs med Jorden og sukkede saa langt og besynderligt i de tørre Lyngbuske. Det var Fuldmaane; men tæt overskyet, saa der bare laa et hvidagtigt diset Skjær over Natten.

Bagenfor Krarup Kro laa Torvmyren mørk med sorte Torvskurer og dype farlige Huller. Og indimellem Lyngtuerne bugtede der sig en Stribe af Græs, somom det kunde være en Vei; men det var ingen Vei, for den stansede lige i Kanten af en Torvgrav, som var større end de andre og dybere ogsaa.

Men i Græsstriben laa Ræven ganske flad og lurede, og Haren hoppede paa letten Fod over Lyngen.

Det var let for Ræven at beregne, at Haren ikke vilde løbe lang Ring saa sent paa Aftenen. Den stak forsigtigt den spidse Snude op og gjorde et Overslag; og idet den luskede tilbage følgende Vinden, for at finde et godt sted, hvorfra den kunde se, hvor Haren vilde slutte Ringen og lægge sig ned, tænkte den selvbehagelig over, hvorledes Rævene bestandigr blive klogere og Harene bestandigt dummere og dummere.

Inde i Kroen var der usædvanligt travelt, for et Par Handelsreisende havde bestilt Haresteg; desuden var Kromanden paa Auktion i Thisted, og Madamen var aldrig vant til at stelle med andet end Kjøkkenet. Men nu traf det sig saa uheldigt, at Sagføreren skulde have fat i Kromanden, og da han ikke var hjemme, maatte Madamen tage mot en lang Besked og et yderst vigtigt Brev, hvilket aldeles forvirrede hende.

Ved ovnen stod en fremmed Mand i Olieklær og ventede paa en Flaske Sodavand; to Fiskeopkjøbere havde tre Gange rekvireret Cognac til Kaffen; Kromandens Karl stod med en tom Lygte og ventede paa et Lys, og en lang tør Bondemand fulgte Karen ængstelig med Øinene: han skulde have 63 Øre igjen paa en Krone.

Men Karen gik til og fra uden at forhaste sig og uden at forvirres. Man skulde neppe tro, at hun kunde holde Rede i alt dette. De store Øine og de forundrede Øienbryn var ligesom spændte i Forventning; det lille fine Hoved holdt hun stivt og stille — som for ikke at forstyrres i alt det, hun havde at tenke paa. Hendes blaa Hvergarnskjole var bleven for trang for hende, saa Halslinningen skar sig lidt ind og dannede en liden Fold i Huden paa Halsen nedenunder Haaret.

„De Aggerpiker ere saa hvide i Huden,“ sagde den ene Fiskeopkjøper; de var unge Folk og talte om Karen som Kjendere.

Henne ved vinduet var der en Mand, som saa paa Klokken og sagde: „Posten kommer tidligt iaften.“

Det rumlede over Brostenene udenfor; Porten til Rejsestalden sloges op, og Vinden ruskede igjen i alle Døre og slog Røg ud af Ovnene.

Karen smøg ud i Kjøkkenet, idetsamme Krodøren gik op. Postføreren traadte ind og hilste Godaften.

Det var en høi, smuk Mand med mørke Øine, sort, krøllet Skjæg og et lidet, kruset Hoved. Den lange, rige Kappe av Kongen af Danmarks pragtfulde røde Klæde var prydet med en bred Krave af krøllet Hundeskind udover Skuldrene.

Alt det tarvelige Lys fra de to Parafinlamper, som hang over Krobordet, syntes at kaste sig forelsket over den røde Farve, der stakk saa meget af mod alt det graa og sorte, som var i Rummet. Og den høie Skikkelse med det lille krusede Hoved, den brede Krave og de lange purpurrøde Folder blev — idet han gik gjennem den lave, røgede Krostue — til et Vidunder av Skjønhed og Pragt.

Karen kom hurtigt ind fra Kjøkkenet med sit Bræt; hun bøiede Hovedet, saa man ikke kunde se Ansigtet, idet hun skyndte sig fra Gjæst til Gjæst.

Harestegen placerede hun midt foran de to Fiskeopkjøbere, hvorpaa hun bragte en Flaske Sodavand til de to Handelsreisende, som sad i Stuen indenfor. Derefter gav hun den bekymrede Bondemand et Talglys, og idet hun smuttede ud igjen, stak hun 63 Øre i Haanden paa den Fremmede ved Ovnen.

Kromandens Kone var aldeles fortvivlet; hun havde vistnok ganske uformodet fundet Nøglerne; men strax derpaa mistet Sagførerens Brev, og nu stod hele Kroen i det frygteligste Røre: ingen havde faaet, hvad de skulde have, alle raabte i Munden paa hinanden, de Handelsreisende ringede uafladeligt med Bordklokken, Fiskeopkjøberne lo sig næsten fordærvet av Haren, som laa og skrævede paa Fadet foran dem; men den bekymrede Bondemand pikkede Madamen paa Skulderen med sit Talglys, han skjalv for sine 63 Øre. Og i al denne haabløse Forvirring var Karen sporløst forsvunden. —

— Anders Postkarl sad paa Bukken; Kromandens Dreng stod færdig til at aabne Portene; de to Reisende inde i Vognen blev utaalmodige, Hestene ogsaa — skjønt de ikke havde noget at glæde sig til, og Vinden ruskede og peb gjennem Stalden.

Endelig kom Postføreren, som de ventede paa. Han bar sin store Kappe paa Armen, da han traadte hen til Vognen og gjorde en liden Undskyldning, fordi man havde ventet. Lygten lyste ham i Ansigtet; han saa ud til at være meget varm, og det sagde han ogsaa med et Smil, idet han trak Kappen paa og steg op hos Kusken.

Portene gik op og postvognen rumlet afsted. Anders lod Hestene gaa smaat, nu havde det jo ingen Hast mere. Af og til skottede han til Postføreren ved Siden; han sad endnu og smilte hen for sig og lod Vinden ruske sig i Haaret.

Anders Postkarl smilte ogsaa paa sin Maate; han begyndte at forstaa.

Vinden fulgte Vognen til Veien vendte, kastede sig derpaa igjen ind over Sletten og peb og sukkede saa langt og besynderligt i de tørre Lyngbuske. Ræven laa paa sin Post, alt var paa det nøieste beregnet; Haren maatte snart være der.

Inde i Kroen var Karen endelig dukket op igjen, og Forvirringen dæmpedes efterhvert. Den bekymrede Bondemand blev kvitt sit Lys og fik sine 63 Øre, og de Handelsreisende hadde kastet sig over Stegen.

Madamen klynkede lidt; men hun skjændte aldrig paa Karen; der var ikke det Menneske i Verden, som kunde skjænde paa Karen.

Stille og uden at forhaste sig gik hun igjen til og fra, og den fredelige Hygge, som altid fulgte hende, bredte sig atter over den lune, halvmørke Krostue. Men de to Fiskeopkjøbere, som havde faaet baade en og to Cognacer til Kaffen, var ganske betagne af hende. Hun hadvde faaet Farve i Kinderne og et lidet halvskjult Glimt af et Smil, og naar hun en enkelt Gang løftede Øinene, fór det dem gjennem hele kroppen.

Men da hun følte, at deres Øine fulgte hende, gik hun ind i Stuen, hvor de Handelsreisende sad og spiste og gav sig til at pudse nogle Theskeer borti Skjænken.

„Lagde De merke til Postføreren?“ — spurgte den ene af de Reisende.

„Nei — jeg saa bare et Glimt af ham; han gik vist strax ud igjen,“ svarede den anden med Munden fuld af Mad.

„Satans kjøn Fyr! jeg har saamænd danset i hans Bryllup.“

„Saa — er han gift?“

„Javist! hans Kone bor i Lemvig; de har vist to Børn. Hun var Datter af Kromanden i Ulstrup, og jeg kom just dertil Bryllupsaftenen. Det var en lystig natt — kan De tro!“

Karen slapp Theskeerne og gik ud. Hun hørte ikke, hvad de raabte til hende i Krostuen; hun gik over Gaarden til sit Kammer, lukkede Døren og begyndte halvt sanseløs at ordne sine Sengklæder. Hendes Øine stod stive i Mørket, hun tog sig til Hovedet, hun tog sig for sit Bryst, — hun stønnede, hun forstod ikke, — hun forstod ikke —

Men da hun hørte Madamen saa ynkeligeb raabe: „Karen! — bitt’ Karen!“ — da fór hun op, ud af Gaarden, om Bagsiden af Huset, ud — ud i Heden.

I Halvlyset bugtede den lille Græsstribe sig mellem Lyngen, somom det kunde være en Vei; men det var ingen vei, ingen maatte tro, det var nogen Vei, for den førte lige i Kanten af den store Torvgrav.

Haren skvat op, den havde hørt et Plask. Den fór afsted, somom den var gal, i lange Hop; snart sammentrukket med Benene indunder sig og Ryggen krum, snart udstrakt, utrolig lang — som et flyvende Trækspill — hoppede den afsted over Lyngen.

Ræven stak den spidse Snute op og stirrede forbauset efter Haren. Den havde ikke hørt noget Plask. Thi den var kommen efter alle Kunstens Regler smygende paa Bunden af en dyp Grøft; og da den ikke var sig nogen Feil bevidst, kunde den ikke begripe sig paa Haren.

Længe stod den med Hodet oppe, Bagkroppen sænket og den store buskede Hale gjemt i Lyngen; og den begyndte at tænke over, om det er Harerne, som blive klogere, eller Rævene, som blir dummere.

Men da Vestenvinden havde løbet et langt Stykke, blev den til Nordenvind, siden til Østenvind, derpaa til Søndenvind og tilslut kom den igjen over Havet som Vestenvind, kastede sig inn i Klitten og sukkede saa langt og besynderligt i de tørre Lyngbuske. Men da manglede der to forundrede graa Øine i Krarup Kro og en blaa Hvergarnskjole, som var bleven for trang. Og Kromandens Kone klynkede mere enn nogensinde; hun kunde ikke forstaa det, — ingen kunde forstaa det, undtagen Anders Postkarl — og en til. —

— Men naar gamle Folk vilde give Ungdommen en rigtig alvorlig Advarsel, pleiede de gjerne at begynde saaledes: „Der var engang i Krarup Kro en Pige, som hed Karen —“

Fra Samlede værker, 1907

Originalteksten er fra To novelletter fra Danmark, 1882