Stikkordarkiv: Realismen

Garman og Worse, av Aleksander Kielland

Denne skrev jeg oppgave til i grunnfag nordisk, en oppgave som er forsvunnet sammen med den viten som førte til den. Dette er sammen med Gift Kiellands mest kjente roman, erkerealistisk i stilen, og med det typisk Kiellandske tematikk og persongalleri. Sammenlign åpningen med Garborgs i Fred, så vil man finne en fin forskjelll på naturskildring i realismen og naturalismen. Kielland går også straks fra Havet, og inn i byen. Der skal det handle om det store firma, Garman & Worse. Konsul C.F. Garman er styreren, den gale kandidat Richard Garman er imidlertid fyrvokter ute ved et fyr, sammen med sin datter Madeline. Hun er glad i gårdsgutten Per, som ble kalt vente-Per fordi han aldri gjorde krav på gårdsarven og fikk stadig nye halvsøsken.
Handlingen kretser ellers om et stort skip, som skal bygges av Tom Robson, en mann som har vært i Amerika. Dette skal være familiens stolthet.  Gabriel Garman er sønn av familien. Han er med på å bygge dette skip.
Det er også historien om Marianne, som har hatt barn med husets sønn. Det ble skandale, men fortiet, hun måtte gifte seg med en kusk som reiste til USA, barnet ble kalt opp etter ham og døde. Hun igjen med skammen og alt.

Det er også den gamle og nye tid. Thomas Mann – Bruddenbrook. Huset Garman & Worse er bygget opp på god forretningsmoral og langsiktig tenkning, den unge, grossereren, kommer med nye, kjappe tanker og renner det hele over styr. Han presenteres i kapitel 3, han har kontroll over alt, det finnes ingen feil, alle på kontoret er redd ham. Men han har sin egen konto som ingen får se, og brevføringen med legasjonssekretæren er hemmelig og blir ikke kopiert.

Kirken og sannhet. Skolebestyrer Johnsens tale. Retrospektiv teknikk, kap 13. Sparre får frem at han er forelsket i Rachel, som han på sett og vis, og på grunn av sitt ønske om sannhet bare må innrømme. Slik får også prosten vendt hele prekenen, til bare å bli utslag av elskovslyst. Han vil imponere Rachel.

Kap 14 er innskuddskapitel om været. Enkelt å gjøre om til bilde på situasjonen som helhet.
s. 140 blir Martens gitt kurven. Av Madeline.
Kap 15 har sentral samtale mellom Jacob Worse og Rachel. Han vil ikke gå med på at man er feig, selv om man ikke står i opposisjon til det man er uenig med. Det finnes andre grunner, og han får av Kielland gode argumenter. Deretter vil han ha henne til å skrive, og så tenker han etterpå at han med det gir slipp på sin høyeste lykke – gifte seg med henne.
Kap 16 er slosskamp og Martin springer for å tenne fyr på skipet.
Kap 17. Brann. Det er gamle-konsulen som brenner. Morten W. Garman heter skipet.
Kap 18. Skipet reddes. Går på sjøen. Det er Gabriel som sjøsetter det.
Kap 19. Besøk hos konsulen. Rørende med Richard. Gabriel gir skipet navnet Phønix.
Kap 20. Unge konsulen dør. Rolig og greit som han har levet.
Kap 21. Presten Martens taler til syke Marianne om synd. Hun dør underveis.
Kap 22. Forferdelig scene med Martens og Madeline. Han utnytter hennes sorg. Går inn som fortrolig og forlover seg liksom med henne. Deretter går presten i tomsete lykke og glemmer liktale og alt som er. Delphin blir sjokkert, og tenker gjennom livet sitt, finner ut at også han var forelsket i Madeline. Slutten er som en novelleavslutning, sammen med ryktet om forlovelsen gikk også ryktet om at presten bar parykk.
Kap 23. Begravelsen. Berømt kontrast mellom konsulen og Marianne. Gnikket inn av Kielland, der presten foretter om hvordan rikdommen ikke følger konsulen i graven, nå er den ingenting verd, og så videre. «Seks fot jord – det er alt – det er likt for alle.» Deretter må han rekke over et par fattiglik, før han kan gå hjem.
Kap 24. Samtale Worse og Rachel. Han vil ha henne til å reise, virke. Planen klar. Så litt om hvordan det går alle de andre, en slags oppsummering, begynnende epilog.
Kap 25. «Således forløp seks år.» Brev fra Rachel, Worse til Paris. Forloves der. Giftes.
Kap 26.  Forferdelig kapitel igjen, Madeline kommer til fyret på Bratvold, gift med Martens. Besøk hos vente-Per. Dette skulle være Madelines liv. Grusom avslutning. Presten spiser de små hummer, som han når som helst med iver kan forsvare er det beste.

Legg merke til detaljen s. 120, Delphin rir på en liksomhest og viser hvor flott han skal bli for Madeline.

Også kontrast mellom det kunstige livet i huset, og det trivelige på arbeidsplassen rundt båten.

Bare kort om karakterene. Karakterene er et mylder. Kielleand kan fremsette en hendelse, og så vise reaksjonen fra hver enkelt på denne hendelsen.

GABRIEL GARMAN
Ønsker ikke å være på skolen, ønsker å bygge skip.

GEORG DELPHIN
«Alvorlige tanker fikk ikke ofte tak i Georg Delphin, dertil var han dem for behendig og snar i vendingen.» s. 170.

PASTOR MARTENS
Et prakteksempel av en Kiellandsk prest. Bærer parykk. Hykler og snakker, bløt og dum.

PROSTEN SPARRE
Ordner og trekker i trådene. Bløtt smil. Erkefalsk.

SKOLEBESTYRER JOHNSEN
«Jeg er en folkets mann! – i folket har jeg min plass!-» s. 102. Sagt av Delphin. Selv utmerker Johnsen seg i kapitel 8, der han forteller Rachel at han heller gir avkall på sin karrierre enn å lyve. Bestemmer seg i kapitel 9 for å holde en preken om sannhet, troen på Gud ligger ikke i formene. Prekenen er i kapitel 11. Den blir enda mer flammende enn han hadde tenkt, taler fra hjertet. Martens tror nå han får førsteretten igjen, mens Sparre er mer forsonlig.

MADELINE
Sentral. Hennes overgang fra det frie liv ute ved fyret, til det bundne liv i byen hos familien på Sandsgaard. Koselig hvordan hun s. 98 straks er klar, selv ved den minste hentydning, å innrømme sin interesse for vente Per. Men ingen hentydning kom. Sympatisk fremstilt gjennom hele boken, fremstår som ekte. Eks. s. 113, Delphin snakker om at han liker å leve bak nedrullede gardiner, hun sier ja og tenker på sine egne, selv om hun er langt mer ekte enn de andre.
Blir på en måte bokens hovedperson.
Naiv med Delphin og Fanny, s. 130. I dette kapitelet (12) får hun også vite litt hva som foregår.

MORTEN GARMAN
Representant for det nye.

FANNY GARMAN
Mor til Rachel. Gift med Morten. Kokette.

RACHEL
Niese av Richard. Kommer ikke helt overens med Madeline, vil hele tiden være i bevegelse. Levd i byen, erfaren.

JOMFRU  CORDSEN
En av Madelines fortrolige. I kapitel 6 antyder hun en stygg historie om sypiken (s. 90).

SYPIKE MARIANNE
Offer. «Det var som om disse mennesker levet innenfor en sterk mur, og som om hennes lille skjebne var knust mot den som et skjørt glass.» (s. 91)

ANDERS BEVCKMAN
Far til Marianne og Martin. Stammer. For det måtte han synge, når han ble sint eller følelsesladd. Og til sang hadde han kun en munter melodi.

MARTIN
Skoleflink. Hisser seg opp. Skjeller mot Garman og kapitalen.

VEGGLUSEN
Introdusert s. 93. Hans egentlige navn nesten godt til glemme på grunn av økenavnet. Kjenner hvert papir på kontoret. Derfor uunnværlig. Høy gasje. Døv.

Om skole
«Tvi fan for luft»
«Gudsbitterød – for et spøkelse» Tom Robson. s. 74

Reklamer

En god samvittighet, av Alexander Kielland

Dette er en beisk novelle. Den er skrevet av Alexander Kielland, utgitt i samlingen Nye Novelletter, den kom i 1880, da Kielland var 33 år gammel, året etter at han fikk sitt gjennombrudd med sine første novelletter. Samling nummer to er jo litt å kopiere hva han har gjort i sin første, han har funnet sin måte å skrive på, den er umiddelbart gjenkjennelig, karakteristisk og original, og den ser ut til å falle ham lett. Han har skrevet flere romaner, også romanserier, som den om Garman & Worse, men det er kanskje i de korte novellettene Kiellands eleganse og sylskarpe ironi kommer best til sin rett.

I «En god samvittighet» er det forskjell på folk. Det er noen som sitter godt i det. De har penger, de har fine navn, og de har helst «moralske bekymringer» å stri med. De fører attpå til ordet i romanen, synsvinkelen ligger hos Fru Warden, historien fortelles stort sett gjennom henne, i tredje person personal, som det heter i skolen. Warden er et fint navn, ellers heter de rundt henne Abel og Labiche, utenlandsk  og nobelt, og så påfallende at det vel bare er dem som selv at disse navnene er noe de breser seg med. Det er langt for mye av det gode.

Introduksjonen av novellen og av hovepersonen, Fru Warden, smører også tjukt på.

Utenfor advokat Abels haveport holdt en liten, elegant vogn, forspent med to fete, blanke hester.

På seletøyet fantes det hverken sølvbeslag eller annet metall, alt var matt sort, og alle spenner var overtrukket. I lakkeringen på vognen var det en liten skygge av mørkegrønt, hyndene hadde en beskjeden støvgrå farge, og det var først på nært hold man oppdaget at betrekket var av den sværeste silke.

Kielland gnir inn med smør og fett. Det er rikdom, synlig rikdom, men den skal liksom være diskret. Hovedpersonen, Fru Warden, skal liksom være en ettertenksom dame, og føler seg – godt hjulpet av omgivelsene – også som det, men hun er grunn og overflatisk, like synlig som vognen og livet hennes er overdådig, selv om hun vil gi inntrykk av å ville dekke det litt til.

Historien i novellen kommer i gang ved at denne Fru Warden, som nettopp kommer ut av denne lille, elegante vognen, der man først på nært hold kan se silketrekket, hun er på kort visitt hos venninnen, Caroline Abel, advokatfruen. Fru Abel vil kjøpe en ny spaserkjole, men fru Warden kan ikke gå med på det, når «- i selve den by hvor vi bor, lever det folk i hundrevis, som lider nød – bokstavelig talt: nød!».

I stedet for å kjøpe seg spaserkjole, vil fru Warden ta turen ut til fattigstrøket. Hun gir overfor advokatfruen uttrykk for at rikfolk bør «gjøre hva vi kan for å utjevne den», det vil si utjevne ulikheten, som advokatfrue Abel mener uansett finnes. Det blir jo litt splid mellom dem på grunn av dette, det er jo nesten kritikk av advokatfruen, og fine fruer blir lett fornærmet.

Kielland gjør det lett for seg ved å hoppe ut av synsvinkelen, og skrive litt gjennom fru Abel også. Hun blir sittende igjen i havestuen, mens fru Warden reiser ut i fattigstrøkene for å forvisse seg om tilstanden der. Hun synes fru Warden har et godt hjerte, og avslører med det at hun ikke akkurat har et skarpt sinn, og føler vel også et aldri så lite agg av misunnelse – om enn den slags nedrige følelser naturligvis aldri får innpass hos karakterer som henne, som Kielland skriver beiskt ironisk -, men det er uklart om det er mot fru Wardens gode hjerte eller hennes fine vogn. Det er derimot helt klart at det er en overflatisk og motbydelig rikmannsgjeng vi har med å gjøre.

Ute i fattigstrøkene reiser fru Warden i sin fine, lille vogn i veier som blir trangere og trangere, veldig billedlig fortalt, også i overført betydning. Hun vil inn en enda trangere gate, dum som en stokk vil hun til det aller verste. Kielland er vel nesten slem, da han utstyrer fru Warden med følgende spørsmål i møte med en halvvoksen pike i døren til et av husene:

Bor det veldig fattige mennesker i dette hus?

Det er nok temmelig synlig at hun heller reiser ut i dette strøket for å fortelle om det etterpå, og vise frem sitt gode hjerte og påtatte samvittighet, enn at ulikheten egentlig plager henne. Hun er jo på solsiden. Det er noe å tenke på for Stavangerfolk i dag også. Vi er fortsatt på solsiden, bare nå er det flere av oss som er det, hele byen og landsdelen.

Hva hun egentlig tenker glipper ut av henne, der hun står i den perlegrå visittkjolen sin, så vid i det dyre stoff at den lå utover gulvet, en åpenbar provokasjon for fattigfolket. Hun føler seg «som en bonbon, der er falt i sølen», etter et uttrykk hos Heine. Allerede fra starten har hun ingenting annet enn forrakt for fattigfolket, de er sølen.

Det følger en samtale på drøyt halvannen side mellom fattigkonen og rikmannsfruen. Det er en verden mellom dem, det er ingen kontakt, det er en avgrunn, og alt blir synlig for leseren, siden det er gjennom fru Warden alt blir sett. Og hun skjønner null og nix niente av hva som foregår i fattigfamilien, hva sorger og bekymringer de der har, hva problemene egentlig er. Hun tar seg i å foreslå dyre løsninger for en del av problemene, løsninger som er selvsagte for henne, men som er umulige når pengene mangler. Det vil si, hun tar seg slett ikke alltid i det, den lille gutten på 13 år må spise mer, spise noe styrkende. Men hun skjønner at det er ikke så lett å kjøpe rullestol til en som er lam, blant dem.

Her vil hun gripe til sin portemoné, og gi penger. Men hun har den ikke, den er stjålet, og fattigforstanderen kommer med den. Dette er et grep fra Kielland, for å gi fattigforstanderen et påskudd til å komme inn i samtalen. Det blir med en gang bråk, fattigfolket kan ikke fordra fattigforstanderen, og skjeller og smeller på ham. Fru Warden får ikke med seg hva som skjer, så vi får det ikke heller. Men det er tydelig det ligger en langvarig konflikt bak, her er mye ondt blod. Fattigforstanderen kan også meddele at de kommer etter mannen i huset i natt, han skal inn for to måneder.

Det har skjedd en rekke med ting som ikke fru Warden skjønner noen ting av, men som vi lesere kan ane. Det er for eksempel ikke helt sikkert det er tannpine som gjør at mannen i huset ikke er på jobb denne dagen, selv om tannpine gjør veldig vondt, og fru Warden har oppriktig medfølelse for ham på grunn av denne tannpinen. Et ganske fint bilde på hvordan medfølelsen hennes virker, den føles oppriktig, men bommer fullstendig.

Fattigforstanderen kan fortelle litt mer om hva det er slags folk fru Warden har besøkt. Han begynner med å gi ros til henne, at det er oppløftende å se et godt menneske, og slikt noe, og det går selvsagt rett i hodet på grunne fru Warden. Etterpå er hun fortapt i alt han sier. Fattigforstanderen kan fortelle at fattigkonen har «vært et meget beryktet offentlig fruentimmer». Han kunne også henlede oppmerksomheten til piken i huset, og hennes tilstand, med «mannen i huset». Dermed har han baksnakket og sladret på den fattige familien, og fru Warden er ikke bedre utstyrt i hodet sitt enn at hun blir svimmel av det. Det er ingen – absolutt ingen – medfølelse for den egentlige situasjonen fattigfolk lever i.

Kielland er vanligvis sværrt tydelig symbolikk. Hestene til vognen til fru Warden blir heretter kalt bare «de fete», og gatene blir veldig poengtert bredere og penere etter hvert som de forlater fattigkvarteret og kommer over i villastrøket, luften blir også renere.

Og fru Warden er så motbydelig i hodet, at hun klarer kunststykket å føle bekymringene og problemene som følger med det å ha penger. Det er så mange fristelser! Den moralske fordervelsen til fattigfolket gjorde dem ukvalifisert til å ha penger, det hadde de jo vist, ved å være prostituerte og å sette barn på hverandre. Hun selv, fru Warden, hadde også kjent på fristelser, men hun hadde motstått dem. For eksempel hadde hun direkte avvist en tjener som ville hjelpe henne ned fra bukken på vognen, det kunne hun klare frem.

Kielland smører på med flesk og med fett. Det er veldig tydelig at fru Warden er en motbydelig kvinne, helt uten selvinnsikt, helt bortskjemt i sin rikdom. Vel tilbake i advokatfrue Abels havestue, kan hun fortelle i detalj hva som har skjedd, og få full moralsk støtte og oppbakking. Så kan de dra og kjøpe den nye spaserkjolen.

Med god samvittighet.

*

Teksten

En god samvittighed, av Alexander Kielland

Udenfor Advokat Abels Haveport holdt en liden, elegant Vogn forspændt med to fede, blanke Heste.

Paa Seletøiet fandtes der hverken Sølvbeslag eller andet Metal, alt var mat sort, og alle Spænder vare overtrukne. I Lakeringen paa Vognen var der en liden Skygge af mørkegrønt, Hynderne havde en beskeden støvgraa Farve, og det var først paa nært Hold, man opdagede, at Betrækket var af den sværeste Silke. Kusken saa ud som en engelsk Præst — i sort tætknappet Frak med en liden opstaaende Krave og stivt hvidt Halsbind.

Fru Warden, som sad alene i Vognen, bøiede sig fremover og lagde Haanden paa det Elfenbens Haandtag; hun steg slangsomt ud, trak den lange Kjole efter sig og lukkede omhyggeligt Vogndøre.

Man kunde undre sig over, at Kusken ikke steg af, for at hjælpe; de fede Heste saa ikke ud, somom de vilde finde paa Galskaber, om han slap Tøilerne.

Men naar man betragtede dette urolige Ansigt med de værdige, graasprængte Whiskers, forstod man strax, at det var en Mand, som vidste, hvad han gjorde, og aldrig forsømte noget af sin Pligt.

Fru Warden passerede gjennem den lille Have foran Huset og traadte ind i Havestuen. Døren til det næste Værelse stod halvaaben, og derinde saa hun Husets Frue ved et stort Bord bedækket med Bunker lyst Tøi og spredte Nummere af „Bazaren“.

„Ah! — hvor du kommer beleiligt — søde Emilie!“ — raabte Fru Abel, „jeg er ganske fortvivlet over Syjomfruen; hun kan ikke finde paa noget nyt. Og her sidder jeg nu og søger i „Bazaren“. Kjære! læg til Shawl og kom og hjælp mig; — det er en Spadserekjole!“

„Jeg nok lidet skikket til at hjælpe dig, hvis det gjælder Pynt,“ svarede Fru Warden.

Den gode Fru Abel stirrede paa hende; der var noget foruroligende i Tonen, og hun havde en umaadelig Respekt for sin rige Veninde.

„Du husker vist, jeg fortalte dig forleden, at Warden havde lovet mig — det vil sige“ — rettede Fru Warden sig selv — „han havde bedet mig bestille en ny Silkekjole“ —

„Hos Madame Labiche — ja vist!“ — afbrød Fru Abel, „og nu er du formodentlig paa Veien til hende? — Aa tag mig med! — det er saa morsomt!“

„Jeg kjører ikke til Madame Labiche“ — svarede Fru Warden næsten høitideligt.

„Men Gud! — hvorfor ikke?“ — spurgte hendes Veninde og gjorde sine gode, brune Øine cirkelrunde af Forbauselse.

„Ja — jeg skal sige dig“ — svarede Fru Warden, „jeg synes ikke, at vi med god Samvittighed kan give saa mange Penge ud til unødig Stads, naar vi vide, at i Byens Udkanter — i selve den By, hvor vi bo, lever der Fork i hundredevis, som lide Nød — bogstavelig talt: Nød!“

„Ja — men“ — indvendte Fru Able og kastede et usikkert Blik henover sit Bord, „det er nu engang saa her i Verden; vi ved jo, at Uligheden“ —

„Vi bør vogte os for at forøge Uligheden, og heller gjøre, hvad vi kan for at udjævne den,“ afbrød Fru Warden. Og det forekom Fru Abel, at hendes Veninde kastede et misbilligende Blik henover Bordet, Tøierne og „Bazaren“.

„Det er jo bare Alpacca“ — indskjød hun frygtsomt.

„Gud bevares — Caroline!“ raabte Fru Warden, „tro endelig ikke, at jeg bebreider dig noget. Det er jo Ting, som saa ganske afhænge af hvert Menneskes Opfatning; — enhver faar handle saaledes, som han synes, han kan forsvare det overfor sin Samvittighed.“
Samtalen førtes endnu en Stund; og Fru Warden fortalte, at det var hendes Hensigt at kjøre ud i den usleste af Forstæderne, for med egne Øine at forvisse sig om Tilstanden blandt de Fattige.

Den foregaaende Dag havde hun læst en Aarsberetning fra et privat Velgjørenhedsselskab, hvoraf hendes mand var Medlem. Hun havde med Vilje undladt at søge Oplysning hos Politiet eller Fattigvæsenet; det var netop hendes Hensigt selv — personlig at opsøge Armoden, lære den at kjende og saa hjælpe.

Damerne skiltes lidt koldere end sædvanligt. De vare begge i en alvorlig Stemning.

Fru Abel forblev i Havestuen; hun følte slet ikke længer nogen Lyst til at tage fat paa Spadserekjolen igjen, — skjønt Tøiet virkelig var saa smukt. Hun hørte den bløde Lyd af Vognen, som rullede bort paa den glatte Vei i Villakvarteret.

„Hvilket godt Hjerte Emilie har“ — sukkede hun.

Intet kunde nu være mere fjernt fra den godmodige Frues Karakter end Misundelse; og alligevel — det var med en Følelse af den Art, hun idag saa efter den lette Vogn. Men om det var Venindens gode Hjerte eller den nydelige Vogn, hun misundte hende, var ikke godt at vide.

Kusken havde sin Ordre, den han havde modtaget uden at fortrække en Mine; og da der ikke fandtes Indvendinger i hans Mund, kjørte han dybere og dybere ind i de forunderligste Gader i Fattigkvarteret med et Ansigt, somom han kjørte til Hofbal.

Endelig fik han Befaling til at stanse, og det var ogsaa paa høi Tid. Thi Gaden blev trangere og trangere, og det saa ud, somom de fede Heste og den fine Vign om et Øieblik vilde blive siddende fast som en Prop i en Flaskehals.

Den Urokkelige viste intet Tegn paa Ængstelse, skjønt Situationen i Virkeligheden var fortvivlet. Et vittigt Hoved, som stak ud af et Tagvindu, anbefalede ham endogsaa at slagte Hestene paa Stedet, da de dog aldrig kunde komme levende ud igjen.

Fru Warden steg ud og bøiede ind i en endnu trangere Gade; hun vilde opsøge det værste.

I en Dør stod en halvvoxen Pige; Fruen spurgte: „Bor her meget fattige Folk i dette Hus?“

Pigen lo og svarede noget, idet hun strøg tæt forbi i den trange Dør. Fru Warden forstod ikke, hvad hun sagde; men hun fik et Indtryk af, at Pigen havde sagt noget stygt.

Hun traadte ind i det første Værelse, hun traf.

Det var ikke noget nyt for Fru Warden, at fattige Folk aldrig holde sine Rum tilstrækkeligt udluftede. Men hun blev alligevel saa betagen af den Atmosfære, hun begyndte at indaande, at hun var glad ved at faa sætte sig paa Ovnbænken.

Der var noget i den Haandbevægelse, hvormed Konen i Stuen strøg de Klær, som laa paa Bænken, ned paa Gulvet, og i det Smil, hvormed hun indbød den fine Dame til at tage Plads, som var paagaldende for Fru Warden. Det gjorde Indtryk af, at den stakkels Kvinde havde kjendt bedre Dage; — skjønt hendes Bevægelser vare mere feiende end egentlig fine og Smilet langtfra behageligt.

Det lange Slæb af Fruens perlegraa Visitkjole laa udover det sorte Gulv, og idet hun bøiede sig og trak det til sig, maatte hun selv tænke paa et Udtryk hos Heine: „hun saa ud som en Bonbon, der er faldet i Sølen.“

Samtalen begyndte og førtes som det Slags Samtaler pleie at føres. Om hver var forblevet i sit Sprog og inden sin Tankegang, vilde disse to Kvinder ikke have forstaaet et Ord af hinanden.

Men da den Fattige altid kjender den Rige saameget bedre end den Rige kjender den Fattige, saa har denne sidste tilegnet sig et eget Sprog — en egen Tone, som Erfaring har lært ham at bruge, naar det gjælder at blive forstaaet; — det vil sige forstaaet saaledes, at den Rige faar Lyst til at være velgjørende. Nærmere hinanden kunne de aldrig komme.

Dette Sprog forstod den fattige Kone til Fuldkommenhed, og Fru Warden havde snart et Omrids af hendes elendige Tilværelse. Hun havde to Børn — en Gut paa fire, fem Aar, som laa paa Gulvet, og et lidet Barn ved Brystet.

Fru Warden betragtede det lille graaagtige Væsen og kunde ikke begribe, at det allerede var tretten Maaneder gammelt. Selv havde hun hjemme i Vuggen en liden Kolos paa syv Maaneder, som var mindst en halv Gang saa stor.

„De maaa give Barnet noget styrkende“ — sagde hun; der foresvævede hende noget om Kindermehl og Appelsingelé.

Ved Ordene „noget styrkende“ reiste der sig et lurvet Hoved i Sengehalmen; det var en bleg huløiet Mand med et stort Uldtørklæde om Hovedet.

Fru Warden blev ræd. „Deres Mand?“ — spurget hun.

Den fattige Kone svarede ja —, det var hendes Mand. han var ikke gaaet paa Arbeide idag, fordi han havde saadan Tandpine.

Fru Warden havde selv havt Tandpine og vidste, hvor ondt det er. Hun udtalte nogle Ord af oprigtig Medfølelse.

Manden mumlede noget og lagde sig ned igjen og idetsamme opdagede Fruen en Person, hun ikke før havde bemærket.

Det var en ganske ung Pige, som sad i Krogen paa den anden Side af Ovnen. Hun stirrede et Øieblik paa den fine Dame; men trak strax Hovedet til sig og bøiede sig forover med Ryggen næsten vendt mod den Fremmede.

Fru Warden tænkte, at den unge Pige havde et Haandarbeide i Fanget, som hun vilde skjule; kanske var det noget gammelt Tøi, hun sad og lappede.

„Men hvorfor ligger den store Gut paa Gulvet?“ — spurgte Fruen.

„Han er lam“ — svarede Moderen. Og nu fulgte en omstændelig Beskrivelse og megen Lamenteren over den stakkels Gut, som var bleven lam i Hofterne efter Skarlagensfeberen.

„De maa kjøbe ham“ — begyndte Fru Warden — „en Rullestol“ — vilde hun have sagt. men det faldt hende ind, at det var bedre, hun kjøbte en selv. Det var ikke gavnligt, at Fattige faa mange Penge mellem Hænderne; men noget vilde hun dig give Konen strax. Thi her vilde hun hjælpe, her var virkelig Trang tilstede; og hun greb i Lommen efter sin Portemonnaie.

Den var der ikke. Det var ærgeligt — den maatte ligge i Vognen.

Netop som hun vilde beklage sit Uheld for Konen og love hende at sende Penge senere, gik Døren op og en velklædt Herre traadte ind. hans Ansigt var meget fyldigt og af en egen tør Bleghed, somom han spiste Mel.

„Fru Warden! — formoder jeg“ — sagde den fremmede Herre, „jeg traf Deres Vogn oppe i Gaden; og her bringer jeg Dem — formodentlig Deres Portemonnaie?“

Fruen saa paa den, jo — ganske rigtigt, det var hendes; paa den glatte Elfenbens Flade stod E. W. indlagt med sort.

„Jeg saa den tilfældigvis, idet jeg dreiede om et Hjørne, i Hænderne paa en Pige — en af de værste i Kvarteret“ — forklarede den Fremmede; „jeg er Fattigforstander i Distriktet“ — lagde han til.

Fru Warden takkede, skjønt Manden ingenlunde behagede hende. Men da hun atter vendte sig mod Stuen, blev hun ganske forskrækket over den Forandring, som med ét var foregaaet med Beboerne.

Manden sad overnde i Sengen og gloede paa den fede Herre, Konen havde faaet et stygt Smil, og om det var saa den lille lamme Stakkel, saa havde han væltet sig mod Døren, og støttet paa sine tynde Arme stirrede han op som et lidet Dyr.

Og i alle disse Øine var der det samme Had, den samme kampfærdige Trods, og det kjendtes for Fru Warden, somom der lagde sig uhyre Afstande mellem hende og den stakkels Kvinde, med hvem hun netop havde talt saa aabent og fortroligt.

„Saa du ser slig ud idag — Martin!“ sagde Herren med en ganske ny Stemme, „jeg kunde tænke, at du var med inat. Jaja! — ieftermiddag kommer de efter dig; du skal indsættes paa to Maaneder.“

Pludseligt — som et Vandfald brød det løs: Manden og Konen i Munden paa hinanden, Pigen bag Ovnen kom frem og stemte i, den Lamme skreg og væltede sig, — Ord kunde ikke skjelnes, men Lyden, Øinene, Hænderne — det var somom den lille kvalme Stue maatte sprænges af den vilde Lidenskab, sm exploderede.

Fru Warden blev bleg og reiste sig; Herren aabnede Døren og begge skyndte sig ud. I Gangen hørte hun en skrækkelig Furentimmerlatter bag sig. Det maatte være Konen, — den samme Kone, der havde talt saa blidt og mismodigt om de stakkels Bøn.

Hun følte halvveis Uvilje mod den Mand, som havde fremkaldt den rystende Forandring, og da de nu fulgtes opover Gaden, hørte hun paa ham med et koldt, fornemt Udtryk.

Men lidt efter lidt forandredes hendes Minde; der var i Virkeligheden saa meget i, hvad han sagde.

Fattigforstanderen talte om, hvor godt det gjorde ham at se, at en Dame som Fru Warden havde saa meget Hjerte for de stakkels Fattige. Var det end at beklage, at selv den mest velmente Hjælp saa fote kom i uheldige Hænder, saa var det dog altid noget skjønt og opløftende, at en Dame som Fru Warden —

„Men“ — afbrød hun, „trænger da ikke disse Mennesker i høi Grad til Hjælp? — Jeg fik det Indtryk, at specielt Konen engang har seet bedre Dage, og at hun — hvis hun itide blev hjulpen — muligvis kunde hæves op igjen.“

„Det gjør mig ondt at maatte sige Dem — Frue! at hun har været et meget berygtet offentligt Fruentimmer,“ sagde Fattigforstanderen i en mild, beklagende Tone.

Det gøs i Fru Warden.

Med et saadant Fruentimmer havde hun talt — og talt om Børn; hun avde endog nævnt sit eget Barn, som laa hjemme i sin rene Vugge. Det var næsten, somom hun maatte skynde sig hjem og se, om det var lige sundt og rent.

„Og den unge Pige?“ — spurgte hun frygtsomt.

„Ja — Fruen bemærkede vel hendes hm! hendes Tilstand?“

„Nei — De mener?“

Den fede Herre hviskede nogle Ord.

Fru Warden fór sammen: „Men Manden! — Manden i Huset?“

„Ja — Frue! det gjør mig ondt at maatte fortælle Dem det; men De kan tænke Dem, at disse Mennesker“ — og han hviskede igjen.

Det var for meget for Fruen. Hun blev næsten svimmel og tog imod Herrens Arm. De gik nu hurtigt henimod Vognen, som holdt lidt længer borte, end hun havde forladt den.

Thi den Urokkelige havde udført et Kunststykke, som selv de vittige Hoved havde anerkjendt med en udsøgt Ed.

Efter en tidlang at have siddet stille som et Lys paa Bukken, havde han ladet de Fede gaa Skridt for Skridt tilbage, indtil der kom en liden Udvidelse af Gaden — umærkelig for alle andres Øine en en udlært Herskabskusks.

En hel Yngel af lurvede Børn sværmede om Vognen og gjorde, hvad de kunde, for at bringe de Fede ud af Fatning. Men den Urokkeliges Aand var i dem.

Og efterat han med et roligt Blik havde maalt Afstanden mellem to Trappetrin paa hver Sid af Gaden, lod han de Fede langsomt og Skridt for Skridt gjøre en Vending — saa skarp, saa knap, at det saa ud, somom den fine Vogn maatte brydes i Stumper og Stykker, men saa akkurat, at der ikke var en Tomme hverken formeget eller forlidet paa nogen Kant.

Nu sad han atter rank som et Lys og maalte endnu engang med Øinene Afstanden mellem Trappetrinene. Han noterede endog i sin Hukommelse Nummeret paa den Politibetjent, der havde overværet Kunststykket, for at have et Vidne at paaberaabe sig, om hans Beretning ikke skulde blive troet i Stalden.

Fru Warden lod sig hælpe i Vognen af Fattigforstanderen. Hun bad ham se indom den følgende Dag og gav han sin Adresse.

„Til Advokat Abel!“ — raabte hun til Kusken; den fede Herre blottede sit Hoved met et melet Smil, og Vognen rullede bort.

Efterhvert som de fjernede sig fra den fattige Bydel, blev Vognens Bevægelser roligere og Farten øgede. Og da de kom ud paa den brede beplantede Vei, som førte gjennem Villakvartalet, snøftede de Fede med Velbehag i den rette fine Luft fra HAverne, og den Urokkelige slog uden nogensomhelst Nødvendighed tre kunstmæssige Pragtsmæld.

Ogsaa Fru Warden kjendte, hvor godt det gjorde hende at komme ud igjen i frisk Luft. Hvad hun havde oplevet og endnu mere, hvad hun havde hørt af Fattigforstanderen, havde lagt sig næsten bedøvende over hende. Hun begyndte at klare for sig selv den imaadelige Afstand mellem hende og disse Mennesker.

Det var ofte forekommet hende som et altfor tungt, ja næsten haardt Sted — dette: mange ere de Kaldede, men faa de Udvalgte.

Nu forstod hun, at det maatte være saa.

Hvorledes skulde Mennesker — i den Grad forvorpne kunne hæve sig til en moralsk Høide, der blot nogenlunde kunde svare til de strenge Fordringer. Hvorledes maatte der se ud i disse Elendiges Smavittighed! — og hvorledes skulde de vel kunne modstaa Livets mangehaande Fristelser!

Hun vidste selv, hvad Fristelse var! — havde hun ikke en at kjæmpe mod — kanske den farligste af dem alle! — Rigdommen, om hvilken der staar skrevet saa haarde Ord.

Hun gyste ved Tanken om, hvorledes det vilde gaa, hvis dette Dyr af en Mand og disse elendige Kvinder pludselig fik en Rigdom ihænde.

Isandhed Rigdommen var ingen ringe Prøvelse. Det var ikke længer siden end iforgaars, at hendes Mand havde fristet hende med en liden prægtig Tjener — en fuldstændig engelsk Groom. Men hun havde staaet imod og svaret:

„Nei Warden! — det er ikke Ret; jeg vil ikke have Tjener paa Bukken. Vi ere kanske rige nok til det; men lad os vogte os for Overdaadighed. Jeg kan saamænd godt hjælpe mig selv ud og ind af Vognen, og Kusken skal heller ikke stige af for min Skyld.“

Det gjorde hende godt at tænke paa dette nu; og hendes Øine dvælede med Velbehag ved den tomme Plads paa Bukken ved Siden af den Urokkelige.

Fru Abel, som gik og ryddede Bazarer og Tøistykker bort af det store Bord, blev overrasket ved at se sin Veninde saa snart tilbage.

„Nu — Emilie! er du allerede der! Jeg sagde netop til Syjomfruen at hun kunde gaa igjen. Hvad du før forklarede mig, har ganske betaget mig Lysten til den nye Kjole; jeg kan jo ogsaa nok hjælpe mig uden“ — sagde den gode Fru Abel; men hendes Læber dirrede lidt, medens hun talte.

„Enhver faar jo handle efter sin Samvittighed,“ svarede Fur Warden stille, „men jeg tror ogsaa, at man kan være for skrupuløs.“

Fru Abel saa op, det hvad hun ikke ventet.

„Ja hør nu, hvad jeg har oplevet,“ sagde Fru Warden og begndte at fortælle.

Hun skildrede det første Indtryk af det kvalme Rum og de forkomne Mennesker; dernæst omtalte hun Tyveriet af Portemonnaien.

„Ja min Mand paastaar nu altid, at det Slags Mennesker ikke kan lade være at stjæle,“ sagde Fru Abel.

„Jeg frygter, din Mand har mere Ret end vi tror,“ svarede Fru Warden.

Saa berettede hun om Fattigforstandere og om den Utaknemlighed, som disse Folk havde lagt for Dagen overfor ham, som dog dagligt drog Omsorg for dem.

Men da hun kom til det, hun havde hørt om den fattige Kones Fortid og endnu mere, da hun fortalte om den unge Pige, blev den gode Fru Abel saa betagen, at hun maatte bede Pigen bringe Portvin.

Idetsamme Karaffelopsatsen blev bragt ind, hviskede Fru Abel til Pigen: „Lad Syjomfruen vente.“

„Og saa kan du tænke dig,“ fortsatte Fru Warden, „— ja det er næsten ikke muligt at fortælle“ — og hun hviskede:

„Hvad siger du! — i én Seng! — allesammen! — men det er jo oprørende!“ — raabte Fru Abel og slog Hænderne sammen.

„Ja — for en Time siden vilde hellerikke jeg have troet saadant muligt,“ svarede Fru Warden, „men naar man selv har været paa Stedet og personlig forvisset sig om“ —

„Gud! — at du vovede dig derud — Emilie!“

„Jeg er glad, at jeg har gjort det; og endmere maa jeg prise den lykkelige Tilskikkelse, at Fattigforstanderen kom just i rette Tid. Thi ligesaa opløftende som det er at hjælpe den dydgie Armod, der i al sin Tarveighed lever rent og nøisomt; — ligesaa oprørende vilde det have været, om jeg havde bidraget til at tilfredsstille saadanne Menneskers onde Tilbøieligheder.“

„Ja du har Ret — Emilie! — jeg kan bare ikke forstaa, hvorledes Mennesker i et kristent Samfund — døbte og konfirmerede — kunne blive saaledes! De har jo hver Dag — ialfald hver eneste Søndag Anledning til at høre kraftige, indtrængende Prækener; og en Bibel skal — efter hvad jeg har hørt — være at faa for en utrolig ringe Pris.“

„Ja — og naar vi saa tænke os,“ — tilføiede Fru Warden, „at ikke engang Hedningerne, — som ere uden alle disse Goder, — at ikke de engang have nogen Undskyldning; — thi de har jo Samvittigheden.“ —

„Og den taler sandelig høit nok for hver den, som vil høre“ — udbrød Fru Abel med Kraft.

„Ja — det ved Gud, den gjør,“ svarede Fru Warden og saa hen for sig med et alvorligt Smil.

Da Veninderne skiltes, omfavnede de hinanden hjerteligt.

— Fru Warden lagde sin Haand paa det Elfenbens Haandtag, sted ind i Vognen og trak sin lange Kjole efter sig. Derpaa lukkede hun Vogndøren — ikke med et Smæld men langsomt og omhyggeligt.

„Til Madame Labiche!“ — raabte hun til Kusken; og idetsamme vendte hun sig mod Veninden, der var fulgt helt ned til Haveporten, og sagde med et stille Smil: „Nu kan jeg dog Gudskelov med god Samvittighed vestille min Silkekjole.“

„Ja det ved Gud, du kan!“ — svarede Fru Abel og saa efter hende med Taarer i Øinene. — Derpaa skyndte hun sig ind.

Fra Samlede værker, 1907

Originalen er fra Nye novelletter, 1880

En middag, av Alexander Kielland

Det er en god del tema som blir tatt opp og behandlet i Kiellands karakteristiske stil i novellen «En middag», fra Novelletter, 1879. Det er middag hos grossereren – altså en handelsmann som driver engros, handel med forretninger, store bedrifter eller på andre måter i store kvanta, grossereren selger ikke i smått, han er ingen kjøpmann. Amtmannen er der også, og amtmannen tilsvarer omtrent vår fylkesmann, som det tidligere amt tilsvarer våre fylker. Det er velstående folk, grosseren i penger, amtmannen i status. Og man kunne ikke ha det ene, uten å ha det andre, i de dager.

Middagen er for grossererens eldste sønn, som er kommet hjem fra studiene. Grossereren lar seg rive med, og holder en lang tale, om hvordan han ser for seg at ungdommen skal ta over, og gjøre det bedre enn den eldre generasjonen som han selv tilhører. Etter å ha knotet litt i starten, blir han veltalende om dette, og høster stort bifall.

Det er med andre ord glede og velstand, god stemning.

Kielland har noe av sitt mesterskap i uanstrengt fylle tekstene sine med beskrivelser som passer fint i handlingen, men som også har en artig dobbeltbetydning. Det er symbolbruk, der det ikke er symbolet som er det viktige, nokså motsatt av hva den klassisske bruken av symboler skulle være. Det er ikke at ringen er en ring som er det viktige for gifteringen, men at den symboliserer at man er gift, og den runde ringen som aldri slutter er den evige  kjærlighet.

For Kielland er det i denne novellen en munter passiar ved middagen, før mennene går inn i røykesalongen, underfundig beskrevet som starten på «den prosess som har skaffet våre damer ros for å være temmelig innrøkte». Der blir de oppslukt av en grå sky, som er røyken, men også den grå sky av tanker og ideer de bærer på og omgir seg med. Ganske som i røyken, er det ikke mulig å se verken inn eller ut skikkelig.

Vi må ta med et par ting som allerede er beskrevet, enda vi ikke er kommet langt i den korte novellen. Fortelleren er autoralt refererende, typisk Kielland. Han står utenfor og beskriver, og stikker innom hodene til folk, for å ta med noe derfra også, som oftest ironisk, når det er tanker og følelser det er snakk om. Ironisk, i den forstand at leseren ser mer enn personen selv, det er ofte tankene og følelsene til Kielland viser et innskrenket tanke- og følelsesliv. Man får lyst til å smile litt, det er jo ikke helt sant, det er litt ironisk.

Det var en skål for ungdommen. Taleren dvelte lenge ved ansvaret likeoverfor barna, ved de mange sorger, men også de mange gleder foreldrene har av dem. Han måtte stundom tale hurtig, for ikke å bli rørt; for han følte hva han sa.

Det er nok sant at han følte hva han sa, men det kan nok også godt være fordi han ikke føler så veldig godt, eller at han var beruset av vinen og sine egne vakre ord. Sønnen, derimot, er litt overrasket over farens tale, for han har lært ham å kjenne som nokså patriarkalsk, de liberale og vennlige ordene i talen er noe nytt. Skal sønnen nå bli tatt på alvor? Han gleder seg til det.

Men nå sitter altså de eldre herrer i røykskyen sin. De diskuterer – veldig bra billedbruk, for øvrig, de eldre herrer diskuterer, innkapslet i tung, ugjennomsiktig, luktende, grå røyk – og ungdommen kommer inn til å delta. Oppildnet av farens tale like i forveien, tar sønnen ordet, og retter på ham. Det vil si, han kommer ingen vei, for faren stopper ham straks, og sender ham ut, her er voksen samtale. Sønnen blir altså ikke tatt på alvor, stikk i strid med hva som nettopp er sagt i middagstalen.

Vi kommer nå inn på novellens hovedtema. Det er generasjonskonflikten, og forskjellen mellom talemåter og det virkelige liv, hva som blir sagt i festtalene, og hvordan det virkelig er. For faren vil slett ikke ha snakk om at ungdommen skal komme her og blande seg inn, enda det er det nettopp det han like før har ønsket seg i den vakre middagstalen sin. Sønnen – som representerer ungdommen – vil at det skal være samsvar mellom liv og lære, man kan ikke si det, uten å mene det.

Den som griper inn er intet mindre enn en adjunkt, sønnens gamle skolelærer. En adjunkt står nokså midt i mellom, ikke så fin som en grosserer eller amtmann, men mer enn en student. Han er jo ferdig med studiene. En adjunkt er lærer, og altså belærende, noe som passer godt i rollen han skal ha resten av novellen.

Alt sammen er morsomt og humørfylt skildret, typisk Kielland, slett ikke så alvorlig og dum som historien han beskriver egentlig er. Det er jo fælt det som skjer, faren skal holde festmiddag for sønnen som kommer hjem, og så blir det splid mellom dem. Sønnen blir dypt fornærmet, faren blir sint, men når han får satt sønnen på plass, er det greit for ham igjen. For sønnen er det imidlertid ikke greit, han føler han har rett, at det ikke skal være som det har blitt, og han vil ikke finne seg i det. Det er adjunkten som må roe ham ned. Alt sammen vittig og elegant beskrevet, av Kielland på sitt karakteristisk beste.

Det følger en artig og direkte samtale mellom adjunkten og sønnen. Denne samtalen er poenget med hele novellen. Sønnen er opprørt, og peker på at han har rett, og faren feil i saken, og at faren dessuten har etterlyst at sønnen skal komme og ta over, at de skal være mer på likefot. Adjunkten er rolig og forståelsesfull, det første er ikke så viktig, når faren blir motsagt av sønnen foran alle menneskene, da er det ikke noe spørsmål om hva som er rett. Og til det andre, så må ikke sønnen høre på hva som blir sagt under middagstalene, sånn er det aldri. Adjunkten setter også frem generasjonskonflikten, at i ungdommen tenker man så mangt, mens i alderdommen ser man det rette.

Adjunkten kommer også med spådommen at den hjemkomne studenten vil bli som faren, når han selv en gang får barn. Etter dette har sønnen en tirade, han legger ut, aldri i verden, han er harmdirrende og veltalende, han lar all sin vrede få utløp i velvalgte ord, med «det begeistrede ansikt vendt oppad», som Kielland typisk får sagt det. Det er altså ingen tvil om at sønnen mener det han sier, han skal aldri bli som faren, aldri.

Men adjunkten har sett dette mange ganger før. Han har selv spilt begge roller, både den oppfarende ungdom, og den gamle, visdom alderdom, han tar det med stor ro oppvisningen den oppglødde studenten har. «Han der blir akkurat som vi andre», tenker han. Og har helt rett, som novellen slutter.

Det er altså et plutselig tidssprang. Plutselig hopper novellen langt frem i tid, og har fasiten på det store spørsmålet. Sønnen blir akkurat som faren. Han vil selv holde på de gamle ideer, og ikke godta noe slinger fra neste generasjon. Det vil bli med det samme. Sånn får novellen vist at dette er noe uunngåelig, som en naturlov, det er historien som gjentar seg og alltid vil gjenta seg. Generasjonskonfliktene vil være der. Og ungdomsgenerasjonen vil bli som foreldregenerasjonen, når de en gang overtar.

Så kan man selvsagt diskutere om det som gjelder i tekstens univers også skal gjelde i virkeligheten til oss som leser den. Vil adjunkten alltid få rett? Kielland var cirka 30 år da han skrev denne teksten, ingen gammel mann. Han var ingen gammel mann. Er adjunkten hans talerør? Er det Kiellands egne tanker adjunkten fremsetter?

Det er store spørsmål, men det er humoristisk satt frem, og den kategoriske forfatterkommentaren «og adjunkten fikk rett», er en del av spillet.

*

Teksten

En middag, av Alexander Kielland

Der var stor Middag hos Grossereren. Amtmanden havde holdt

en Tale for den hjemkomne Student — Husets ældste Søn, og Grossereren havde svaret med en Tale for Amtmanden; forsaavidt var alt godt og vel. Og dog kunde man se, at der var noget, som foruroligede Værten. Han svarede bagvendt, hældte Rhinskvin i Portvin og forraadte paa alle Maader, at hans Aand var fravaerende.

Han funderede nemlig paa en Tale, en Tale udenfor de reglementerede, og det var noget meget mærkeligt; for Grossereren var ingen Taler, og — hvad der var endnu mærkeligere, han vidste det selv.

Da han derfor nu langt ude i Maaltidet slog til Lyd og sagde, at der laa ham noget paa Hjerte, som han maatte faa udtale, mærkede alle strax, at noget usædvanligt forestod. Der blev pludseligt saa stille ved Bordet, at man hørte den livlige Passiar fra Damerne, der efter norsk Skik spiste i de tilstødende Værelser.

Endelig naaede ogsaa Tausheden dem, de trængte sig sammen i Døren for at høre. Kun Værtinden holdt sig tilbage, idet hun sendte sin Mand et bekymret Blik. „Ak, Herregud!“ sukkede hun halvhøit, „nu gaar det vist galt for ham. Han har jo holdt alle sine Taler, hvad er det nu, han vil.“

Og det begyndte heller ikke godt. Taleren stammede, kremtede og forvildede sig mellem de almindelige Skaaltalevendinger: „Jeg vil ikke undlade, at — hæ — det er mig en Trang at udtale, at, at — det vil sige, jeg vilde bede mine Herrer være mig behjælpelige med, at —“

Mine Herrer sad og stirrede ned i Glasset, rede til at tømme det ved den mindste Antydning til en Konklusion. Men der kom ingen.

Derimod kom Taleren sig.

Thi der laa ham virkelig noget paa Hjerte. Glæden og Stoltheden over Sønnen, der var kommen hjem Frisk og sund efter en respektabel Examen, Amtmandens smigrende Tale, Maden, Vinen, den festlige Stemning, — men dog først og sidst hans uskrømtede Fryd over den Førstefødte lagde ham Ordene i Munden. Og da han først var kommen over de fatale Indledningsfraser, gik det mere og mere flydende.

Det var en Skaal for Ungdommen. Taleren dvelede ved Ansvaret ligeoverfor Børnene, ved de mange Sorger, men ogsaa de mange Glæder, Forældrene have af dem. Han maatte stundom tale hurtigt, for ikke at blive rørt; thi han følte, hvad han sagde.

Og da han saa kom til de voxne Børn, da han tænkte sig den kjære Søn som Associé i Forretningen, Børnebørn og saa videre, fik hans Ord et Sving af Veltalenhed, som forbausede alle Tilhørerne; og det var hjerteligt Bifald, der hilsede Slutningen:

„Thi — mine Herrer! det er i disse Børn, vi ligesom fortsætte vor Tilværelse. Vi efterlade dem ikke blot vort Navn, men ogsaa vort Arbeide. Og vi efterlade dem dette, ikke forat de ørkesløse skulle nyde dets Frugter, men forat de skulle fortsætte det, udvide det, ja — gjøre det meget bedre end deres Fædre formaaede. Thi det er vort Haab, at den unge Generation maa tilegne sig Frugterne af Tidens Arbeide, maa befries for mange af de Fordomme, der har formørket Fortiden og tildels Nutiden, og vi ville ønske, — idet vi drikke Ungdommens Skaal —, at den gaaende stadig fremad maa blive sine Fædre værdig, ja — lad os sige det! — voxe dem over Hovedet.

Og kun, naar vi vide, at vi efterlade Slægtens Arbeide i dygtigere Hænder, kunne vi roligt imødese den Tid, da vi skulle forlade vort Dagværk, og da kunne vi trygt stole paa en lys og hæderfuld Fremtid for vort kjære Fædreland. Skaal for Ungdommen!“

Væertinden, der var traadt nærmere, da hun hørte, at det gik godt, var rørt og stolt over sin Mand, hele Selskabet var i en oplivet Stemning; men mest af alle glædede Studenten sig.

Han havde haft ligesom en liden Frygt for Faderen, hvis strængt patriarkalske Grundsætninger han kjendte. Nu hørte han jo, at den Gamle var yderst liberal mod Ungdommen, og han glædede sig ret til at ha tale med ham om alvorlige Ting.

Men foreløbig var der kun Tale om Spas, idet der i Anledning af Skaalen udspandt sig en af disse interessante Tischreden om, hvem der egentlig var ung og hvem gammel. Efterat man var kommen til det vittige Resultat, at de Ældste i Virkeligheden vare de Yngste, gik man til Dessertbordet, der var serveret inde hos Damerne.

Men hvor galante end Herrerne — især af den gamle Skole — ere mod det smukke Kjøn, formaar dog hverken kvindelig Elskværdighed eller den mest udsøgte Dessert at standse dem længe paa deres Vei til Røgeværelset. Og snart forkyndte den første Cigarduft, der er en saa stor Nydelse for Røgere, at den Proces var begyndt, der har skaffet vore Damer Ros for at være ganske indrøgede.

Studenten og et Par andre unge Herrer forbleve en Stund blandt de unge Damer — under stræng Bevogtning af de ældre —; men lidt efter lidt opslugtes ogsaa de af den graa Sky, der betegnede den Vei, Fædrene havde taget.

Her i Røgeværelset førtes en meget livlig Samtale om et eller andet socialpolitisk Emne. Værten havde Ordet og støttede sin Opfatning med endel „historiske Fakta“, der imidlertid vare aldeles uefterrettelige. —

Hans Modstander — Overretssagføreren — sad just og glædede sig til at gjendrive disse faktiske Urigtigheder, da Studenten traadte ind.

Han kom netop tidsnok til at høre Faderens Bommert, og i sin festlige Stemning, i sin Glæde over den nye Opfatning af Faderen, han havde faaet efter Skaaltalen, sagde han muntert og ligefrem:

„Nei undskyld Far! deri tager du feil. Det forholder slig slet ikke som du siger — tvertimod.“ —

Længer kom han ikke; thi Faderen slog ham leende paa Skulderen: „Ei, ei! vil ogsaa du med Aviser skjæmte! — du maa ellers ikke forstyrre os, vi ere i en alvorlig Diskussion.“

Sønnen hørte en irriterende Fnisen ud af den graa Sky; dertilmed blev han ophidset ved det haanlige i, at hans Indblanding skulde anses som en Forstyrrelse i en alvorlig Samtale.

Han gav derfor et temmelig skarpt Svar.

Faderen, der strax mærkede Tonen, skiftede med en Gang Udtryk: „Er det dit Alvor, at du vil komme her og sige, at Din Far staar og vrøvler?“

„Det har jeg ikke sagt; jeg mente bare, at du tager feil —“ —

„Ordene kan det være det samme med; men Meningen var der,“ sagde Grossereren, der begyndte at blive vred. Thi han hørte en Herre sige til sin Sidemand: „Det skulde bare have været i min Fars Tid.“

Nu tog det ene Ord det andet, og Situationen blev yderst pinlig.

Fruen, der altid havde et Øre med Herrernes Samtale, da hun kjendte sin Mands Heftighed, kom strax ben i Døren:

„Hvad er det? — Adjunkt Hansen!“

„Aa — Deres Søn har forløbet sig en Smule,» svarede denne.

„Mod sin egen Far! Herregud — han maa have druket formeget. Kjæere Hansen! se til at faa ham ud.“

Adjunkten, der var mere velvillig end diplomatisk, og som desuden — hvilket er sjeldnere end man tror ved en gammel Lærer — var afholdt af sine forrige Disciple, gik hen og tog Studenten uden videre under Armen: „Kom skal vi To gaa os en Tur i Haven.“

Den unge Mand vendte sig heftigt; men da han saa, at det var den gamle Lærer, og da han paa samme Tid fik et bønligt, bekymret Blik fra Moderen, lod han sig uden Modstand føre bort.

I Døren hørte han Sagføreren, som han aldrig havde kunnet fordrage, sige noget om Ægget, der vilde lære Hønen at værpe, hvilken Vittighed blev modtaget med stormende Latter. Der gik et Ryk i ham; men Adjunkten holdt godt fast, og ud kom de.

Det varede længe, inden den gamle Lærer kunde ha ham saavidt beroliget, at han blev modtagelig for Ræson. Skuffelsen og den bitre Fornemmelse af at være bleven uens med Faderen, og ikke mindst det krænkende i at være bleven behandlet som Dreng i saa Manges Nærværelse, — maatte faa rase ud en Stund.

Men tilslut blev han rolig, satte sig hos sin gamle Ven, og denne forklarede ham nu, at det maatte være stødende for en ældre Mand at lade sig vise tilrette af et ganske ungt Menneske.

„Ja, men jeg havde Ret!“ sagde Studenten vel for tyvende Gang.

„Godt, godt! men alligevel maa du ikke give dig Mine af at ville være klogere end din egen Far.“

„Men Far sa’ jo selv, at hban vilde have det saa!“

„Hvad bebager? naar har din Fader sagt det?“ — Adjunkten begyndte næsten at tro, at Vinen var gaaet den unge Herre til Hovedet.

„Ved Bordet — i Talen!“ raabte denne.

„Ved Bordet — ja! i Talen — ja! Men ser du, det er en helt anden Sag. Sligt lader sig vel sige — især i en Tale; men det er aldeles ikke Meningen, at det skal gjennemføres i Praxis. Nei, tro du mig — Gutten min! jeg er gammel, jeg kjender Menneskene. Det maa nu engang gaa saaledes til i Verden; vi ere ikke anderledes. I Ungdommen har man et eget Syn paa Livet; men unge Mand! det er ikke det rette. Først naar man er kommen tilro i en fremrykket Alder, ser man Forholdene i det sande Lys. Og — nu vil jeg sige dig noget, som du trygt kan stole paa. Naar du kommer i din Fars Aar og Stilling, ville dine Anskuelser blive ganske de samme som hans nu ere, og du vil ligesom han bestæbe dig for at hævde dem og indprente dem hos dine Børn.

„Nei aldrig! det sværger jeg,“ raabte det unge Menneske, idet han sprang op. Og nu talte han i glødende Ord om, at for ham skulde Ret altid være Ret, Respekt for Sandheden, hvorfra den saa kom, Respekt for Ungdommen og saa videre; — kort sagt, han talte som haabefulde Ynglinge pleie at tale efter en god Middag og en stærk Sindsbevægelse.

Han var smuk, der ban stod med Aftensolen over det blonde Haar og det begeistrede Ansigt vendt opad.

Der var i hele hans Skikkelse og i hans Ord noget henrivende, overbevisende, som ikke kunde undlade at gjøre Virkning; — det vil da sige, om nogen anden end Adjunkten havde seet og hørt ham.

Thi paa denne gjorde det ingensomhelst Virkning; han var jo gammel.

Det Skuespil, han idag havde været Vidne til, havde han seet mange Gange. Han havde selv sukcessive spillet begge Hovedrollerne; han havde seet mange Debutanter som Studenten og mange gamle Skuespillere som Grossereren.

Derfor rystede han paa sit ærværdige Hoved og sagde for sig selv:

„Ja, ja! det er altsammen godt nok. Men se kun til, jeg faar dog Ret: han der bliver akkurat som vi Andre.“

Og Adjunkten fik Ret.

Fra Samlede værker, 1907

Originalteksten er fra Novelletter, 1879

Karen, av Alexander Kielland

Dette er kanskje den mest kjente novellen i norsk litteratur. Den er også et lite mesterverk, skrevet i Danmark, og med handlingen lagt til et sted i Danmark, uten at dette skal ha så mye å bety. Sammen med novellen Trofast var novellen Karen del av den lille samlingen «To novelletter fra Danmark». Denne lille samlingen kom i 1882 midt i Kiellands produktive år. Han debuterte i 1879 med sine første Novelletter (strengt tatt var dramaet «Paa hjemveien» kommet ut året i forveien, men det er Novellettene som er Kiellands egentlige debut). Så følger fem år der han frem til 1884 får skrevet og utgitt det meste han er kjent for. De tre romanen om Worse-familien, skoleromanen Gift, i tillegg til alle novellene.

Kielland er altså på høyden i det han skriver Karen. Den litterære stilen som råder er «realismen», der man som Brandes uttrykte det i sin berømte tale fra 1876 «skal sette problemer under debatt». Den høytidelige, romantiske stilen som hadde vært før skulle man bort fra. Man skulle skrive nøytralt, saklig, og ikke forsøke å pynte på verken virkeligheten eller litteraturen om den, med kunstlete språk og vanskelige språklige virkemidler.

Dette falt Kielland lett. Han skriver uhyre direkte. Og symbolene han bruker, er så flettet inn i teksten, at man kommer egentlig ikke på at det er symboler når man leser det. Det er også svært lett å se hva det egentlig skal være.

Novellen om Karen er lagt opp som to parallellfortellinger. De er skrevet hver for seg, tilsynelatende uten å ha noe med hverandre å gjøre, men det krever ingen doktorgrad å se at den ene historien er en allegori til den andre. Litt nærlesning viser også at joda, sånn skal det være. Novellen er spekket med slike forsikringer om at dette er hva vi tror det er, og at det er helt bevisst fra forfatterens side.

Den lille novelletten begynner tilforlatelig: «Det var en gang på Krarup kro en pike, som het Karen». Det er slik som eventyrene begynner. Riktignok er stedet lokalisert, Krarup kro, men det er en ordbruk og en rytme som gir forventinger at her har vi en ufarlig, underholdende fortelling i vente. Hele starten har skildringer som i eventyrene, og kan leses med bestefarstemme, som en voksen leser for et barn. Barnet venter det skal være trygt og ufarlig. Kielland har andre planer.

Parallellhistorien om reven og haren begynner etter at eventyrskildringen av Karen og Krarup kro går over i en utførlig skildring av vinden som blåser vestenfra, fra Vesterhavet, og tross den er litt trett etter å ha blåst over land og marehalm ved stranden, så klarer den å blåse opp dørene på Krarup kro, og lage litt leven der også. Etter å ha lest novellen ferdig, kan det være fristende å tolke også denne vinden til litt av hvert, det kan være novellen selv som er vinden, og blåser opp hva som egentlig foregår på disse kroene rundt om i landet. Det er nesten ikke en setning i novellen, som ikke kan ringe på en annen måte etter å ha lest litt på den.

Bakenfor Krarup kro lå torvmyren mørk med sorte torvskur og dype farlige hull. Og innimellom lyngtuene buktet det seg en stripe av gress, som om det kunne være en vei; men det var ingen vei, for den stanset like i kanten av en torvgrav, som var større enn de andre og dypere også.

De som har pugget at realismen skal være liketil og rett frem, uten for mye bruk av symboler og metaforer, kan kanskje bli forvirret av setninger som dette hos en erkerealistisk forfatter som Kielland. Er ikke torvmyren nettopp som omgivelsene til Karen? Er det ikke fylt av dype hull for henne også?

Om vi ikke skal ha fått det helt med oss enn, blir reven og haren introdusert. Først også her i eventyrspråket, og i eventyrstilen.

Men i gresstripen lå reven ganske flat og lurte, og haren hoppet på letten fot over lyngen.

Karen og haren rimer så et barn vil se det. Kielland skriver ikke med ett ord at det er Karen som er haren, men det er lov å tenke sitt. Og det er vanskelig å la være.

Inne på kroen er det i mellomtiden bestilt harestek. Pussig nok. Den oppmerksomme leser vil her ane et eller annet, selv uten å kjenne historien på forhånd. Etter litt lurveleven og hurlumhei, der Karen blir skildret som og oppfører seg nokså som en hare, store øyne og forundrede øyenbryn, og liksom litt i hasten, og litt engstelig, hun smyger seg og smetter, så ligger haresteken der og skrever på fatet foran to fiskeoppkjøpere. Det er å tråkke over streken med eleganse, haresteken spriker med beina, fiskeoppkjøperne ser på, og bedømmer varen de har kjøpt.

Det er et par personer til med i den korte novellen. Det er kromannens kone, som alltid er på let etter nøklene sine – et påskud om det skulle skje noe, hun ikke vil se. I novellen blir det skrevet at hun finner nøklene sine, men så fått et brev å lete etter, midt mens «den frykteligste røre» står på. Det er i samme avsnitt haresteken blir satt frem.

Og så er det postkaren Anders og postføreren. Den introduseres sammen med vinden, de blåser liksom inn til Krarup kro, de også, og lager leven, slik vinden gjorde. Det er lag på lag med mulige lesninger, men man kommer ikke vekk fra den ubehaglige handlingen som ligger der. Postføreren er reven. Det er ikke like tydelig som at Karen er haren, det må forklares litt mer, men det er heller ingen uløselig gåte. Det kan ikke være andre.

Det var en høy, smukk mann med mørke øyne, sort krøllet skjegg og et lite, kruset hode. Den lange, rike kappe av Danmarks praktfulle røde klede var prydet med en bred krave av krøllet hundeskinn over skuldrene.

Mørke øyne skulle passe godt, sort skjegg også, og særlig den røde fargen på postkappen. Det er også et par opp i parallellhandlingene, Kielland får alltid med hvordan vinden blåser, og hvordan reven ligger på post (reven lå på sin post, står det rett og slett), når posten kommer eller det skal skje noe mellom postføreren og Karen.

Det står ingen steder direkte i novellen hva som skjer. Den moralske sensuren kan ikke godt angripe Kielland, det er alt sammen bare antydninger. Men antydningene er til gjengjeld overtydelig, så det skal ikke være tvil. Etter at postføreren har vært på besøk på kroen, er han varm og god i kinnene, glad og fornøyd, og med kappen på armen. Han smilte for seg selv, da han kjørte bort. Også Anders postkar smilte, han begynte å forstå.

Karen har også et halvskjult glimt av smil, og farve i kinnene, etter at postmannen har gått, og hun har vært borte et øyeblikk. Det er de to fiskeoppkjøperne som sitter og ser på dette. De kan imidlertid fortelle at postmannen har kone og barn fra før, med en annen kropike.

Deretter løper hun. Og vi får parallellhistorien om reven og haren igjen, der reven som tidligere har tenkt at harene bare blir dummere og dummere, mens revene lurere og lurere, han ser at haren smetter unna, enda han ikke har gjort noen feil. Det passer ubehagelig godt til historien om Karen og postføreren. Han sitter der dorsk og fornøyd i postvognen sin, og tenker han har lurt til seg enda en kropike. Men hvis Karen nå smetter unna, så får han henne ikke.

Novellen er åpen på dette punktet. Den gjør det temmelig klart at Karen er blitt gravid, kjolen er blitt for trang, men hva som senere skjer med henne, står ikke. Det siste som står om Karen er Men da hun hørte madammen så ynkelig rope: «Karen! – bitt’ Karen! – da for hun opp, ut av gården, om baksiden av huset, ut – ut i heden. Om haren er det siste avsnittet dette:

Haren skvatt opp, den hadde hørt et plask. Den for avsted som om den var gal, i lange hopp; snart sammentrukket med benene innunder seg og ryggen krum, snart utstrakt, utrolig lang – som et flyvende trekkspill – hoppet den avsted over lyngen.

Slik hopper haren – og Karen – ut av soga. Reven står igjen og tenker på om det er den som er blitt dummere, eller haren som er blitt klokere. Det er jo noe å diskutere.

Da novellen slutter mangler to forundrede, grå øyne på Krarup. «Det var en gang» som novellen startet med, er altså om noe som ikke gjelder lenger, noe som har vært, men ikke er. Karen er vekk. «Kromannens kone kan ikke forstå det», står det, mon om hun er helt ærlig med seg selv på dette punkt. De som kan det er Anders postkar, og en til. Den andre er postføreren. Han forstår det meget godt.

At Karen ikke blir nevnt her, som en tredje som forstår det, kan kanskje antyde at hun ikke er mer. «Å, gå heden» er jo også en gammel omskriving av å dø. Det passer også til sisteavsnittet i novellen, der Karen blir brukt som advarsel for ungdommen, typisk om hvordan det kommer til å gå om man er for lettsindig i seksualakten. Det er stygt, stygt, stygt at det er Karen som får skylden, når det er hun som blir utnyttet. Det er ingenting som tyder på at postføreren får noen slags straff, verken av samfunnet eller av samvittigheten. Deri ligger samfunnskritikken, og den er beisk.

Det er typisk Kielland. På overflaten er det lettvint, muntert og elegant, men det som egentlig står der er uhyggelig og sviende kritikk. Han får sagt det som ellers ikke går så godt å snakke om, og når han sier det, er det ikke så lett å komme vekk fra. Kielland er vårt beste eksempel på en realistisk prosaforfatter.

Og startsetningen, «Det var en gang i Krarup Kro, en pike, som het Karen – » avslutter også novellen. På en helt annen måte enn den begynner.

*

Teksten

Karen, av Alexander Kielland

Der var engang i Krarup Kro en Pige, som hed Karen.

Hun var alene om Opvartningen; for Kromandens Kone gik næsten altid omkring og ledte efter sine Nøgler. Og der kom mange i Krarup Kro; — baade Folk fra Omegnen, der samledes, naar det mørknede om Høstaftenen og sad i Krostuen og drakk Kaffepuncher saadan i Almindelighed uden nogen bestemt Hensigt, men ogsaa Reisende og Veifarende, der kom trampende ind — blaa og forblaaste, for at faa sig noget varmt, der kunde holde Livet oppe til næste Kro.

Men Karen kunde alligevel klare det hele, skjønt hun gik saa stille og aldrig syntes at have Hastværk.

Hun var spinkel og liden — ganske ung, alvorlig og taus, saa der var ingen Morskab ved hende for de Handelsreisende. Men skikkelige Folk, som gik i Kroen for Alvor og som satte Pris paa at Kaffen serveredes hurtigt og skoldende hed, de holdt desto mere af Karen. Og naar hun smøg sig frem mellem Gjæsterne med sit Bræt, veg de tunge Vadmelskroppe tilside med en uvanlig Fart, der blev gjort Vei for hende, og Samtalen sluknede for et Øieblikk, alle maatte se efter hende, hun var saa nydelig.

Karens Øine var af de store graa, der paa en gang syntes at se og at se langt — langt forbi; og Øienbrynene var høit buede ligesom i forundring.

Derfor trodde Fremmede at hun ikke rigtig forstod hvad de bad om. Men hun forstod godt og tog ikke feil. Det var bare noget underligt over henne alligevel, — somom hun saa langt ud efter noget — eller lyttede — eller ventede — eller drømte.

Vinden kom vestenfra over lave Sletter. Den havde væltet lange, tunge Bølger henover Vesterhavet; salt og vaad af Skum og Fraade havde den kastet sig ind over Kysten. Men i de høie Klitter med det lange Marehalm var den bleven tør og fuld av Sand og lidt træt, saa da den kom til Krarup Kro, var det netop saa vidt, at den kunde faa Portene op til Reisestalden.

Men op fór de, og Vinden fyldte det store Rum og trængte ind ad Kjøkkendøren, som stod paa Klem. Og tilslut blev der et saadant Pres af Luft, at Portene i den anden Ende af Stalden ogsaa sprang op; og nu fór Vestenvinden triumferende tversigjennem, svingede Lygten, som hang i Taget, tog Huen af Staldkarlen og trillede den ud i Mørket, blæste Tæpperne over Hovedet paa Hestene, blæste en hvid Høne ned af Pinden og opi Vandtruget. Og Hanen opløftede et frygteligt Skraal, og Karlen bandte, og Hønsene skreg, og i Kjøkkenet kvaltes de af Røg, og Hestene blev urolige og slog Gnister av Stenene; selv Ænderne, som havde trykket sig sammen nær Krybberne, for at være de første til de spildte Korn, tog paa at snadre, og Vinden brusede gjennem med en Helvedes Allarm, indtil der kom et Par Mand ud fra Krostuen, satte Ryg mod Portene og pressede dem sammen igjen, medens Gnisterne føg dem i Skjægget fra de store Tobakspiber.

Efter disse Meriter kastede Vinden sig ned i Lyngen, løb langs de dybe Grøfter og tog et ordentligt Tag i Postvognen, som den traf en halv Mils vei fra Kroen.

„Det var dog et fandens Jav, han altid har for at komme til Krarup Kro,“ — knurrede Anders Postkarl og slo et Klask over de svede Heste.

Thi det var vist tyvende Gang, at Postføreren havde ladet Vinduet gaa ned, for at raabe et eller andet op til ham. Først var det en venskabelig Invitation til en Kaffepunch i Kroen; men efterhvert blev det tyndere med Venskabeligheden, og Vinduet fór ned med et Smæld, og ud fór der nogle kortfattede Bemærkninger baade over Hest og Kusk, som Anders ialfald slet ikke kunde være tjent med at høre.

Imidlertid strøg Vinden lavt langs med Jorden og sukkede saa langt og besynderligt i de tørre Lyngbuske. Det var Fuldmaane; men tæt overskyet, saa der bare laa et hvidagtigt diset Skjær over Natten.

Bagenfor Krarup Kro laa Torvmyren mørk med sorte Torvskurer og dype farlige Huller. Og indimellem Lyngtuerne bugtede der sig en Stribe af Græs, somom det kunde være en Vei; men det var ingen Vei, for den stansede lige i Kanten af en Torvgrav, som var større end de andre og dybere ogsaa.

Men i Græsstriben laa Ræven ganske flad og lurede, og Haren hoppede paa letten Fod over Lyngen.

Det var let for Ræven at beregne, at Haren ikke vilde løbe lang Ring saa sent paa Aftenen. Den stak forsigtigt den spidse Snude op og gjorde et Overslag; og idet den luskede tilbage følgende Vinden, for at finde et godt sted, hvorfra den kunde se, hvor Haren vilde slutte Ringen og lægge sig ned, tænkte den selvbehagelig over, hvorledes Rævene bestandigr blive klogere og Harene bestandigt dummere og dummere.

Inde i Kroen var der usædvanligt travelt, for et Par Handelsreisende havde bestilt Haresteg; desuden var Kromanden paa Auktion i Thisted, og Madamen var aldrig vant til at stelle med andet end Kjøkkenet. Men nu traf det sig saa uheldigt, at Sagføreren skulde have fat i Kromanden, og da han ikke var hjemme, maatte Madamen tage mot en lang Besked og et yderst vigtigt Brev, hvilket aldeles forvirrede hende.

Ved ovnen stod en fremmed Mand i Olieklær og ventede paa en Flaske Sodavand; to Fiskeopkjøbere havde tre Gange rekvireret Cognac til Kaffen; Kromandens Karl stod med en tom Lygte og ventede paa et Lys, og en lang tør Bondemand fulgte Karen ængstelig med Øinene: han skulde have 63 Øre igjen paa en Krone.

Men Karen gik til og fra uden at forhaste sig og uden at forvirres. Man skulde neppe tro, at hun kunde holde Rede i alt dette. De store Øine og de forundrede Øienbryn var ligesom spændte i Forventning; det lille fine Hoved holdt hun stivt og stille — som for ikke at forstyrres i alt det, hun havde at tenke paa. Hendes blaa Hvergarnskjole var bleven for trang for hende, saa Halslinningen skar sig lidt ind og dannede en liden Fold i Huden paa Halsen nedenunder Haaret.

„De Aggerpiker ere saa hvide i Huden,“ sagde den ene Fiskeopkjøper; de var unge Folk og talte om Karen som Kjendere.

Henne ved vinduet var der en Mand, som saa paa Klokken og sagde: „Posten kommer tidligt iaften.“

Det rumlede over Brostenene udenfor; Porten til Rejsestalden sloges op, og Vinden ruskede igjen i alle Døre og slog Røg ud af Ovnene.

Karen smøg ud i Kjøkkenet, idetsamme Krodøren gik op. Postføreren traadte ind og hilste Godaften.

Det var en høi, smuk Mand med mørke Øine, sort, krøllet Skjæg og et lidet, kruset Hoved. Den lange, rige Kappe av Kongen af Danmarks pragtfulde røde Klæde var prydet med en bred Krave af krøllet Hundeskind udover Skuldrene.

Alt det tarvelige Lys fra de to Parafinlamper, som hang over Krobordet, syntes at kaste sig forelsket over den røde Farve, der stakk saa meget af mod alt det graa og sorte, som var i Rummet. Og den høie Skikkelse med det lille krusede Hoved, den brede Krave og de lange purpurrøde Folder blev — idet han gik gjennem den lave, røgede Krostue — til et Vidunder av Skjønhed og Pragt.

Karen kom hurtigt ind fra Kjøkkenet med sit Bræt; hun bøiede Hovedet, saa man ikke kunde se Ansigtet, idet hun skyndte sig fra Gjæst til Gjæst.

Harestegen placerede hun midt foran de to Fiskeopkjøbere, hvorpaa hun bragte en Flaske Sodavand til de to Handelsreisende, som sad i Stuen indenfor. Derefter gav hun den bekymrede Bondemand et Talglys, og idet hun smuttede ud igjen, stak hun 63 Øre i Haanden paa den Fremmede ved Ovnen.

Kromandens Kone var aldeles fortvivlet; hun havde vistnok ganske uformodet fundet Nøglerne; men strax derpaa mistet Sagførerens Brev, og nu stod hele Kroen i det frygteligste Røre: ingen havde faaet, hvad de skulde have, alle raabte i Munden paa hinanden, de Handelsreisende ringede uafladeligt med Bordklokken, Fiskeopkjøberne lo sig næsten fordærvet av Haren, som laa og skrævede paa Fadet foran dem; men den bekymrede Bondemand pikkede Madamen paa Skulderen med sit Talglys, han skjalv for sine 63 Øre. Og i al denne haabløse Forvirring var Karen sporløst forsvunden. —

— Anders Postkarl sad paa Bukken; Kromandens Dreng stod færdig til at aabne Portene; de to Reisende inde i Vognen blev utaalmodige, Hestene ogsaa — skjønt de ikke havde noget at glæde sig til, og Vinden ruskede og peb gjennem Stalden.

Endelig kom Postføreren, som de ventede paa. Han bar sin store Kappe paa Armen, da han traadte hen til Vognen og gjorde en liden Undskyldning, fordi man havde ventet. Lygten lyste ham i Ansigtet; han saa ud til at være meget varm, og det sagde han ogsaa med et Smil, idet han trak Kappen paa og steg op hos Kusken.

Portene gik op og postvognen rumlet afsted. Anders lod Hestene gaa smaat, nu havde det jo ingen Hast mere. Af og til skottede han til Postføreren ved Siden; han sad endnu og smilte hen for sig og lod Vinden ruske sig i Haaret.

Anders Postkarl smilte ogsaa paa sin Maate; han begyndte at forstaa.

Vinden fulgte Vognen til Veien vendte, kastede sig derpaa igjen ind over Sletten og peb og sukkede saa langt og besynderligt i de tørre Lyngbuske. Ræven laa paa sin Post, alt var paa det nøieste beregnet; Haren maatte snart være der.

Inde i Kroen var Karen endelig dukket op igjen, og Forvirringen dæmpedes efterhvert. Den bekymrede Bondemand blev kvitt sit Lys og fik sine 63 Øre, og de Handelsreisende hadde kastet sig over Stegen.

Madamen klynkede lidt; men hun skjændte aldrig paa Karen; der var ikke det Menneske i Verden, som kunde skjænde paa Karen.

Stille og uden at forhaste sig gik hun igjen til og fra, og den fredelige Hygge, som altid fulgte hende, bredte sig atter over den lune, halvmørke Krostue. Men de to Fiskeopkjøbere, som havde faaet baade en og to Cognacer til Kaffen, var ganske betagne af hende. Hun hadvde faaet Farve i Kinderne og et lidet halvskjult Glimt af et Smil, og naar hun en enkelt Gang løftede Øinene, fór det dem gjennem hele kroppen.

Men da hun følte, at deres Øine fulgte hende, gik hun ind i Stuen, hvor de Handelsreisende sad og spiste og gav sig til at pudse nogle Theskeer borti Skjænken.

„Lagde De merke til Postføreren?“ — spurgte den ene af de Reisende.

„Nei — jeg saa bare et Glimt af ham; han gik vist strax ud igjen,“ svarede den anden med Munden fuld af Mad.

„Satans kjøn Fyr! jeg har saamænd danset i hans Bryllup.“

„Saa — er han gift?“

„Javist! hans Kone bor i Lemvig; de har vist to Børn. Hun var Datter af Kromanden i Ulstrup, og jeg kom just dertil Bryllupsaftenen. Det var en lystig natt — kan De tro!“

Karen slapp Theskeerne og gik ud. Hun hørte ikke, hvad de raabte til hende i Krostuen; hun gik over Gaarden til sit Kammer, lukkede Døren og begyndte halvt sanseløs at ordne sine Sengklæder. Hendes Øine stod stive i Mørket, hun tog sig til Hovedet, hun tog sig for sit Bryst, — hun stønnede, hun forstod ikke, — hun forstod ikke —

Men da hun hørte Madamen saa ynkeligeb raabe: „Karen! — bitt’ Karen!“ — da fór hun op, ud af Gaarden, om Bagsiden af Huset, ud — ud i Heden.

I Halvlyset bugtede den lille Græsstribe sig mellem Lyngen, somom det kunde være en Vei; men det var ingen vei, ingen maatte tro, det var nogen Vei, for den førte lige i Kanten af den store Torvgrav.

Haren skvat op, den havde hørt et Plask. Den fór afsted, somom den var gal, i lange Hop; snart sammentrukket med Benene indunder sig og Ryggen krum, snart udstrakt, utrolig lang — som et flyvende Trækspill — hoppede den afsted over Lyngen.

Ræven stak den spidse Snute op og stirrede forbauset efter Haren. Den havde ikke hørt noget Plask. Thi den var kommen efter alle Kunstens Regler smygende paa Bunden af en dyp Grøft; og da den ikke var sig nogen Feil bevidst, kunde den ikke begripe sig paa Haren.

Længe stod den med Hodet oppe, Bagkroppen sænket og den store buskede Hale gjemt i Lyngen; og den begyndte at tænke over, om det er Harerne, som blive klogere, eller Rævene, som blir dummere.

Men da Vestenvinden havde løbet et langt Stykke, blev den til Nordenvind, siden til Østenvind, derpaa til Søndenvind og tilslut kom den igjen over Havet som Vestenvind, kastede sig inn i Klitten og sukkede saa langt og besynderligt i de tørre Lyngbuske. Men da manglede der to forundrede graa Øine i Krarup Kro og en blaa Hvergarnskjole, som var bleven for trang. Og Kromandens Kone klynkede mere enn nogensinde; hun kunde ikke forstaa det, — ingen kunde forstaa det, undtagen Anders Postkarl — og en til. —

— Men naar gamle Folk vilde give Ungdommen en rigtig alvorlig Advarsel, pleiede de gjerne at begynde saaledes: „Der var engang i Krarup Kro en Pige, som hed Karen —“

Fra Samlede værker, 1907

Originalteksten er fra To novelletter fra Danmark, 1882

Balstemning, av Alexander Kielland

Alexander Kielland er novellemesteren vår. Det er ingen andre norske forfattere som så lett og elegant får til å sette en stemning, la en liten handling utspille seg, og så overraske med en artig slutt. Det er internasjonal klasse over dem, mener jeg, men norsk er et vanskelig tilgjengelig språk, og derfor er ikke Kielland mer kjent enn han er, mener jeg. Det er også interessant å merke at han skriver samtidig som en annen av novellemesterne, kanskje den største av dem alle, russeren Anton Tsjekhov. Den realistiske perioden passer for novellen, der man kunne la vanlige mennesker oppleve vanlige hverdagshendelser, og så gjerne at det kunne skje noe morsomt med dem. Andre forfattere som er kjent for gode noveller, eller kortere, episke tekster, har skrevevt i andre perioder, der man gjerne må greie mer ut, for at man skal bli kjent med personenes indre og ytre forhold, alt som gjør dem til det de er, og en rekke med ting som skjer med dem. Den korte novellen, er 1880-årenes sjanger.

Og Kielland er vår norske mester. I Ballstemning bruker han fire sider på å fortelle historien sin. Det er typisk Kielland-lengde, noe som gjør at han også fungerer godt i skolen, og dermed blir bedre husket. Fire sider er også helt nok for ham, som så godt klarer å fortette språket med setninger som uanstrengt betyr noe mer enn de gir seg ut for. For eksempel starten i Ballstemning:

Ad de glatte marmortrinn var hun steget opp uten uhell, uten anstrengelse, alene båret av sin store skjønnhet og sin gode natur. Hun hadde inntatt sin plass i de rikes og mektiges saler uten å ha betalt adgangen med sin ære og sitt gode rykte. Og dog var det ingen som kunne si hvorfra hun var kommet; men det ble hvisket om at det var dypt nedenfra.

Kanskje var det en overdrivelse å ta med hele første avsnitt. Poenget kommer i første avsnitt. Novellen heter «Ballstemning», den er utgitt i samlingen Novelletter, fra 1879. Handlingen er lagt til Paris. Kvinnen det er snakk om, var en gang hittebarn, men ble «oppdaget» (også Kielland setter dette i hermetegn) av en rikmann, som hun tok henne til seg, og gjorde henne fin. På ball må man gjerne gå opp fine marmortrapper for å komme til ballsalen. Her har hun gjort det i overført betydning, hun har gått opp trappene til det finere lag i befolkningen. Dobbeltbetydningen i ordene er direkte, og enkel å få øye på, det er glatt å gå på disse trinnene, underforstått: man kan lett gli, og falle ned igjen.

Denne kvinnen, hennes bakgrunn og nåværende stilling, blir beskrevet over halvannen side. Kielland skriver morsomt, liksom vi er innforstått med alt som står der, men det er vel ikke sikkert Kielland ser for seg innforståtte lesere med rikdommen han beskriver, og heller ikke at alle skal være enige i at vi husker alt fra barndommen på en prikk. Det kan være at Kielland med dette på en litt avansert måte vil vise avstanden mellom kvinner som henne, og de som ikke har slike rikdommer. Det blir i så fall en selvmotsigelse. Hun husker liksom bakgrunnen sin, men når det kommer til stykket, husker hun det ikke i det hele tatt.

Eller.

Det er litt mer å si om denne kvinnen. Hun betalte ikke adgangen til de rikes saler med sin ære, står det, altså hun lå ikke med rikfolket for å få plass hos dem. Hun nøyde seg med en, greven, og det gikk sikkelig for seg. Han oppvartet henne først, lenge, og så giftet de seg til slutt. Aldersforskjellen var stor, som også forskjellen i sosial klasse var det. Hun gav ham sin ungdom og skjønnhet, han hadde pengene og statusen. Så er det altså et spørsmål i denne korte novelletten, som nesten er som en liten skisse, om hun helt klarer å legge bak seg livet hun kommer fra.  Store deler av tiden greier hun det, men greier hun det fullstendig? Vil den litt annerledes forståelsen av urettferdigheten i verden ødelegge ballstemningen?

I det ekvipasjen kjører opp mot ballet hos den russiske ambassadør, så ser hun fattigfolket som står rundt, og husker hvordan hun selv var en av dem. Hun husker hvordan hun drømte om selv å ha ballkjole, en drøm som den gang var uoppnåelig. Det er også en dramatisk sammenligning av Moses som fører israelerne over rødehavet, havet som reiser seg til side, og den røde fargen, rød av blod. Det er i en uklar forestilling den samme muren som står mellom henne og rikfolkene, og de fattige rundt, som står og ser på. Det var farlig, for muren kunne bryte sammen, og så ville de fattige skylle over de rike og deres makt på en måte som var villere enn hvordan havet ville falle ned på israelerne. Her føler hun skam over sin lykke. Hun fortjener ikke sin plass.

Det er en ung attacheaktig skapning, en tjener, som fører henne opp marmortrappene til ballsalen. Han er full av stolthet og håp, et bilde på at han gjennom å føre henne opp, kanskje kan ta del i litt av glansen hun og de andre i ballselskapet er omgitt med.

Så forsøker den gamle greve å gi sin skjønne kone en kompliment. Han synes han lykkes godt, det er langt og sammenhengende, og passe originalt og treffende. Han har jo heller ikke tatt del i noen av tankene hennes, han vet ikke hva stemning hun er i. Hun gir ham ikke den påskjønnelse han hadde ventet, hun er krass i svaret, og snakker om at den væte fra den friske morgendugg, som har gitt henne hennes sjarm, det er i så fall væte fra tårer. Og det gyngende marmorgulv hun danser på, det danser under millioner av menneskers hat.

Det er jo temmelig direkte. Den gamle greven blir endog satt ut av spill et øyeblikk. Han ser ut på det mangehodete uhyre han kaller folkemassen utenfor, et syn han ofte har sett og laget vittigheter over, men som han nå ser som noe uhyggelig. Det varer imidlertid ikke lenger enn at etter en polka, så er det greit igjen, omtrent som Pirogov i Gogols Nevskij Prospekt trengte en pirog, etter at han var havnet i en opprevet sinnstilstand. Det er altså et virkemiddel Kielland kjenner fra før, og bruker som teknikk.

Men hva er det så med denne ballstemningen? Det er en litt mer komplisert novelle enn det som er vanlig hos Kielland, og det som var vanlig i realismen. Det er ikke den stemning man venter seg, det er slett ikke «ballstemning», med vakre mennesker i vakre klær, dans og moro og velstand. Det er stemningen tynget av fattigfolket som ikke kan ta del i den.

Det er også en aldri så liten dynamisk utvikling i karakteren til hovedpersonen. Det er ikke helt skikkelig gjort, det er ikke slik at en konkret hendelse får henne til å se tingene på en ny måte. Det er mer et tilfeldig ball, der hun uten at det er bygget opp i novellen, er moden for å se tingene på en annen måte. Man kan også si at det er alle de tingene som hun bærer med seg, som nå kommer opp, og først nå melder seg med tyngde. Hun kan ikke ta til seg lette komplimenter lenger, nå som hun føler trykket fra de mange som ikke har fått bevege seg oppover marmortrinnene hun har fått gå opp.

Hun føler ikke lenger ballstemningen. Eller først nå, føler hun den.

*

Teksten

Balstemning, av Alexander Kielland

Ad de glatte Marmortrin var hun steget op uden Uheld, uden

Anstrængelse, alene baaret af sin store Skjønhed og sin gode Natur. Hun havde indtaget sin Plads i de Riges og Mægtiges Sale uden at have betalt Adgangen med sin Ære og sit gode Rygte. Og dog var der Ingen, som kunde sige, hvorfra hun var kommen; men der hviskedes om, at det var dybt nedefra.

Som et Hittebam i en Udkant af Paris havde hun hensultet sin Barndom i et Liv mellem Last og Armod, som kun de have Begreb om, der kjende det af Erfaring. Vi andre, der have vor Kundskab fra Bøger og Beretninger, maa tage Fantasien tilhjælp, for at faa en Ide om den arvelige Jammer i en stor By; — og endda er maaske de skrækkeligste Billeder, vi udmale os, blege mod Virkeligheden.

Det var igrunden kun et Tidsspørgsmaal, naar Lasten skulde gribe hende — som et Tandhjul griber den, der kommer for nær en Maskine —; for — efter at have hvirvlet hende rundt i et kort Liv af Skjendsel og Fornedrelse — med en Maskines ubønherlige Nøiagtighed at lægge hende af i en Krog, hvor hun ukjendt og ukjendelig kunde ende dette Vrængebillede af et Menneskeliv.

Da blev hun, som det undertiden hænder, „opdaget“ af en rig og høitstaaende Mand, idet hun som fjortenaars Barn løb over en af de bedre Gader. Hun var paa Veien til et mørkt Bagværelse i Rue des quatre vents, hvor hun arbeidede hos en Madame, hvis Specialitet var Balblomster.

Det var ikke blot hendes overordentlige Skjønhed, der fængslede den rige Mand, men hendes Bevægelser, hendes Væsen og Udtrykket i disse halvfærdige Træk — alt syntes ham at tyde paa, at her førtes en Kamp mellem en oprindelig god Karakter og en begyndende Frækhed. Og da han besad den overflødige Rigdoms uberegnelige Luner, besluttede han at gjøre et Forsøg paa at redde det stakkels Barn.

Det var ikke vanskeligt at sætte sig i Besiddelse af hende, da hun ikke tilhørte nogen. Hun fik et Navn og blev anbragt i en af de bedste Klosterskoler; og hendes Velgjører havde den Glæde at iagttage, at de onde Spirer døde hen og forsvandt. Hun udviklede en elskværdig, lidt indolent Karakter, et feilfrit, roligt Væsen og en sjelden Skjønhed.

Da hun derfor blev voxen, giftede han sig med hende. De levede et meget godt og fredsommeligt Ægteskab. Uagtet den store Aldersforskjel havde han en ubegrændset Tillid til hende, og hun fortjente den.

Ægtefolk leve ikke saa nær indpaa hinanden i Frankrige som hos os; deres Fordringsfuldhed er derfor ikke saa stor og deres Skuffelser mindre.

Hun var ikke lykkelig, men tilfreds. Hendes Karakter egnede sig for Taknemlighed. Rigdommen kjedede hende ikke; tvertimod — den glædede hende mangengang paa en næsten barnagtig Maade. Men det anede Ingen; thi hendes Væsen var altid sikkert og værdigt. Man anede kun, at det ikke stod rigtigt til med hendes Oprindelse; men da Ingen svarede, holdt man op at spørge: man har saameget andet at tænke paa i Paris.

Sin Fortid havde hun glemt. Hun havde glemt den paa samme Maade som vi har glemt Roserne, Silkebaandene og de gulnede Breve fra vor Ungdom, fordi vi aldrig tænke paa dem. De ligge nedlaasede i en Skuffe, som vi aldrig aabne. Og dog — hænder det en enkelt Gang, at vi kaste et Blik i denne hemmelige Skuffe. da vilde vi strax mærke, om der manglede en eneste af disse Roser eller det allermindste Baand. Thi vi ønske det altsammen paa en Prik: Minderne ligge der lige friske — lige søde og lige bitre.

Saaledes havde hun glemt sin Fortid: laaset den ned og kastet Nøglen fra sig.

Men om Natten drømte hun undertiden skrækkelige Ting. Hun følte atter, hvorledes den gamle Hex, hos hvem hun havde boet, ruskede hende i Skulderen, for at jage hende afsted i den kolde Morgen til Madammen med Balblomsterne.

Da fór hun op i Sengen og stirrede ud i Mørket i den dødeligste Angst. Men saa følte hun paa Silketseppet og de bløde Puder, hendes Fingre fulgte de rige Forsiringer paa hendes prægtige Seng; og idet smaa søvnige Englebørn langsomt trak det tunge Drømmetæppe tilside, nød hun i fulde Drag dette eiendommelige, usigelige Velbefindende, vi føle, naar vi opdage, at en ond og hæslig Drøm kun var en Drøm.

————————Lænet tilbage i de bløde Hynder kjørte hun til det store Bal hos den russiske Ambassadeur. Jo nærmere man kom Maalet desto langsommere gik Farten, indtil Vognen naaede den faste queue, hvor det kun gik Skridt for Skridt.

Paa den store Plads foran Hotellet, der var rigt oplyst med Fakler og Gasflammer, havde der samlet sig en stor Mængde Mennesker. Ikke blot Spadserende, der vare blevne staaende, men hovedsagelig Arbeidere, Lediggjængere, fattige Fruentimmer og tvivlsomme Damer stode tæt sammenpakkede paa begge Sider af Vognrækken. Lystige Bemærkninger og ufine Vittigheder i det simpleste Parisersprog haglede ned over de fine Folk.

Hun hørte Ord, som hun ikke havde hart paa mange Aar, og hun rødmede ved Tanken om, at hun kanske var den eneste i hele den lange Vognrække, der forstod disse gemene Udtryk fra Paris’s Bærme.

Hun begyndte at se paa Ansigterne omkring sig; hun syntes, hun kjendte dem alle. Hun vidste, hvad de tænkte, hvad der foregik i alle disse tæt sammenpakkede Hoveder, og lidt efter lidt strømmede en Hær af Erindringer ind paa hende. Hun værgede sig saa godt hun kunde; men hun kjendte sig ikke selv igjen denne Aften.

Altsaa havde hun ikke tabt Nøglen til den hemmelige Skuffe! modstræbende trak hun den ud, og Minderne overvældede hende.

Hun mindedes, hvor ofte hun selv — halvt Barn — med graadige Øine havde slugt de fine Damer, der kjørte pyntede til Baller eller Theatre; hvor ofte hun havde grædt i bitter Misundelse over de Blomster, hun møisommelig satte sammen, for at smykke andre. Her saa hun de samme graadige Øine, den samme uslukkelige, hadefulde Misundelse.

Og de mørke, alvorlige Mænd, der med et halvt foragteligt, halvt truende Blik mønstrede Ekvipagerne — hun kjendte dem alle.

Havde hun ikke selv som liden Pige ligget i en Krog og med opspilede Øine lyttet til deres Taler om Livets Uretfærdighed, om de Riges Tyranni, om Arbeiderens Ret, den han bare behøvede at udstrække Haanden, for at tage.

Hun vidste, at de hadede alt — ligefra de velnærede Heste og de høitidelige Kuske til de blanke, skinnende Kareter; men mest dem, der sad inden! — disse umættelige Vampyrer og disse Damer, hvis Smykker og Pynt kostede mere Guld end et helt Livs Arbeide indbragte en af dem.

Og idet hun betragtede Vognrækken, der langsomt bevægede sig gjennem Mængden, dukkede en anden Erindring op, et halvglemt Billede fra hendes Skoleliv i Klosteret.

Hun kom med ét til at tænke paa Fortællingen om Pharao, der med sine Stridsvogne vilde følge Jøderne gjennem det røde Hav. Hun saa Bølgerne, som hun altid havde forestillet sig røde som Blod, staa som en Mur paa begge Sider af Ægypterne.

Da lød Mose Røst, han udstrakte sin Stav over Vandene, og det røde Havs Bølger sloge sammen og opslugte Pharao og alle hans Vogne.

Hun vidste, at den Mur, der stod paa hver Side af hende, var vildere og rovgjerrigere end Havets Bølger; hun vidste, at der kun udfordredes en Røst, en Moses, for at sætte dette Menneskehav i Bevægelse, saa at det knusende væltede sig frem, overskyllende hole Rigdommens og Magtens Glands med sin blodrede Bølge.

Hendes Hjerte bankede, hun trykkede sig skjælvende ind i Hjørnet af Vognen. Men det var ikke af Angst, det var, forat de derude ikke skulde se hende; thi hun skammede sig for dem.

For første Gang i hendes Liv stod hendes Lykke for hende som en Uretfærdighed, som noget, hun skammede sig ved.

Var dette hendes Plads i den blede, elegante Ekvipage, blandt disse Tyranner og Blodsugere? Hørte hun ikke snarere til derude i den bølgende Masse blandt Hadets Børn?

Halvglemte Tanker og Følelser reiste sit Hoved som Rovdyr, der længe have været bundne. Hun følte sig fremmed og hjemløs i sit glimrende Liv, og med en Art demonisk Længsel mindedes hun de skrækkelige Steder, hvorfra hun var kommen.

Hun greb i sit kostbare Kniplingsshawl; der kom over hende en vild Trang til at ødelægge, til at rive noget istykker. — da dreiede Vognen ind under Hotellets Portal.

Tjeneren rev Døren op, og med sit velvillige Smil, sin rolige, aristokratiske Anstand, steg hun langsomt ned af Trinet.

En ung attachéagtig Skabning styrtede til og var lykkelig, da hun tog hans Arm, endnu mere henrykt, da han troede at bemærke en usædvanlig Glands i hendes Blik, men i den syvende Himmel, da han følte bendes Arm skjælve.

Fuld af Stolthed og Haab førte han hende med udsøgt Sirligbed op ad de glatte Marmortrin.

————————— „Sig mig engang — skjønne Frue! hvad er det for en venlig Fe, der gav Dem denne vidunderlige Vuggegave, at der ved Dem og ved alt, hvad der vedrører Dem, skulde være noget Aparte. Om det saa ikke er andet end en Blomst i Deres Haar, saa har den en egen Cbarme, som om den var vædet af den friske Morgendug. Og naar De danser, er det som om Gulvet bølger og føier sig efter Deres Trin“

Greven var selv ganske forbauset over denne lange og vellykkede Kompliment; thi han havde ellers ikke let for at udtrykke sig i Sammenhæng. Han ventede ogsaa, at den smukke Frue vilde ytre sin Paaskjønnelse.

Men han blev skuffet. Hun lænede sig ud over Balkonen, hvor de ned Aftenkjøligheden efter Dansen, idet hun stirrede ud over Mængden og de endnu ankommende Vogne. Hun syntes slet ikke at have opfattet Grevens Bravour, derimod hørte han hende hviske det uforklarlige Ord: Pbarao.

Han vilde just til at beklage sig, da hun vendte sig om, og idet hun gjorde et Skridt mod Salen, standsede hun midt foran ham og saa paa bam med et Par store, forunderlige Øine, som Greven aldrig for havde seet.

„Jeg tror neppe, der var nogen venlig Fe — knapt nok nogen Vugge tilstede ved min Fødsel — Hr.Greve! Men i hvad De siger om mine Blomster og min Dans, har Deres Skarpsindighed gjort en stor Opdagelse. Jeg skal fortælle Dem Hemmeligheden ved den friske Morgendug, der væder Blomsterne. Det er Taarer — Hr. Greve! som Misundelse og Skjændsel, Skuffelse og Anger har grædt over dem. Og naar det synes Dem, at Gulvet bølger, mens vi danse, da er det, fordi det sitrer under Millioners Had.“

Hun havde talt med sin sædvanlige Ro, og efter en venlig Hilsen forsvandt hun i Salen.
— Greven stod igjen ganske betuttet. Han kastede et Blik ud over Folkemassen. Det var et Syn, han ofte havde seet; han havde sagt mange daarlige og mindre gode Vittigheder om dette mangehodede Uhyre. Men først iaften faldt det ham ind, at dette Uhyre igrunden var den uhyggeligste Omgivelse, man kunde tænke sig for et Palais.

Fremmede og generende Tanker svirrede om i Hr. Grevens Hjerne, hvor de havde god Plads. Han var ganske kommen ud af Koncepterne, og det varede en hel Polka, inden han gjenvandt sin Stemning.

Fra Samlede værker, 1907

Orgiginalen er fra Novelletter, 1879

Slaget ved Waterloo, av Alexander Kielland

Jeg setter en liten overraskelse på programmet i dag. Det er ikke at Aleksander Kielland kommer på sjetteplass på listen min over favorittforfattere i Norge. Det skulle si seg selv, jeg er Rogalending, jeg liker hans elegante stil og bitende ironi. Han er uklanderlig antrukket på ethvert bilde jeg kjenner av ham, og i enhver tekstlinje han har etterlatt seg. Han kunne vært en favorittforfatter, om det ikke for meg fantes fem stykker her i landet som var bedre. Overraskelsen ligger ikke i det, men i hvilken tekst jeg har valgt av ham.

De mest kjente verkene til Kielland er romanene om Garman & Worse, med udødelige linjer som «vi kommer sent, men vi kommer godt», og Gift, med enda mer udødelige linjer som spørsmålet om «Flere byer i Belgia». Stilen til Kielland kommer for fullt til uttrykk i disse verkene. Han er også kjent som en stor novellist, en mester i sjangeren, der Karen er et høydepunkt i både Kiellandsk og norsk novellekunst. Det kan argumenteres for at dette er den beste novellen vi har på norsk, i hvert fall hvis det gjelder å fylle en kort tekst med novellens virkemidler. Her er det alt sammen, og meget elegant gjort.

Jeg velger også en novelle av Kielland. Det er også novellekunsten som gjør at han er favoritt for meg. Men jeg velger en mer ukjent, som jeg håper vil kunne nå frem til nye lesere, og som jeg håper vil kunne gjøre andre like overrasket over slutten som jeg ble. Historien er hentet fra hans novelletter som kom ut i 1879. Det er fire stykker av dem Håpet er lysegrønt, Erotikk og idyll, Ballstemning og Slaget ved Waterloo. Jeg tror jeg har landet på den minst kjente, men også den kjekkeste av dem.

Slaget ved Waterloo handler om fetter Hans som søker etter den «ekte kjærlighet», og er som unge vorlibte overbevist om at før han finner den, så kan han ikke være lykkelig, men når han finner den, så vet han det. Han tenker Kiellandsk ironisk hvordan det må være. Så er det en dame som hilser, ikke til Hans, men til en annen, og han kjenner denne gløden han mener kjennetegner den ekte kjærlighet:

Da endelig inntraff det han så lenge hadde gått og ventet på: det bet! Hans blod fór avsted ganske som det skulle, han mistet pusten, ble het i hodet, kold nedover ryggen og fuktig mellom fingrene – kort sag: alle de symptomer inntrådte, som efter dikteres og erfarne prosaisters vidnesbyrd betegner den sanne, den ekte, den riktige kjærlighet. (s. 46 i min utgave, Kiellands samlede verk, Gyldendal 1999)

Fetter Hans følger etter denne smukke, unge dame, lystig fortalt av Kielland, og ser henne gå inn i nummer 34 og forsvinne der. Gjennom onkel Fredrik får Hans rede på hvem som bor der, det er en halvskrullete kaptein som bor der med datteren sin. Kapteinen har alltid to historier å fortelle. Den ene er om slaget ved Waterloo, den andre om en feltmanøver hvor han selv spilte hovedrollen og fikk medalje. Hans forbereder seg godt for å komme i snakk med denne kaptein Schrappe, som han heter. Og Fredrik forteller om hvordan det foregår, og hvordan han selv mange ganger har måttet høre kapteinens endeløse historier. Det er viktig å følge med, gjør man en feil, begynner kaptein på ny. «Vokt dem for Blücher,» sier onkel Fredrik til slutt, og både leseren og Hans er klare til å følge godt med på denne Blücher.

Den første historien går bra. Hans interesserer seg oppriktig, og det sammme gjør vi, det er ganske spennende å følge med på feltmanøvren, samtidig som vi lurer på hvordan det går med Hans’ prosjekt, og hva i all verden som vil skje med Blücher. Det går som en drøm alt sammen, Hans gjør alt riktig, og kapteinen blir glad i sin tilhører og tar ham med hjem. Der er Hans klar til også å sjarmere datteren. Det er bare det, at det er ikke henne. En skikkelig artig vending.
Denne nye damen er alldeles ikke etter Hans smak, og de to blir trettekjære, frøken Beck reiser i morgen, det var henne Hans egentlig ville treffe. Og som ikke all denne ulykken alene var nok, begynner kaptein Schrappe på historien om feltøvelsen, og Hans klarer ikke å følge med og går gjennom akkurat de kvaler onkelen har snakket om. Til slutt kommer Hans seg vekk, og gråtende sitter han på en benk i parken. Onkelen kommer forbi, lurer på hva det er, selv er han i strålende humør for han har vært i selskap Hans også kunne vært, og der var frøken Bech. Hans blir fortvilet, deiser ned på en benk, setter seg på en stein han har i lommen, tar den ut og kaster den. – Hva var det? spør onkelen. – Det var Blücher, svarte Hans. – Var det ikke det jeg sa, spurte onkelen, sa jeg ikke: «vokt deg for Blücher?»

Dette er en klassisk novelle som minner om mange av novellene vi finner i Russland forteller. Det er tilsynelatende en helt vanlig historie, riktignok fortalt gjennom en forfatter med skarpt blikk, men så liksom slynger forfatteren novellen opp noen hakk, og vi ser at det er en god del ting som henger sammen, og det på en måte som ikke er tullball. Det er spennende nok med denne Hans som vil finne den ekte kjærligheten, her er allerede forfatter med noe på hjertet. All kampen om å nå frem til henne, er også interessant. Og så har vi slaget ved Waterloo, som man absolutt er fristet til å la stå som en analogi til hele novellen. Den lille keiser som rir på sin hvite hest, men som ingen kjenner igjen, det er Hans. Blücher kommer fra siden og ødelegger slaget. Han skulle Napoleon passe seg for. Og måten onkelen ler på til slutt, gjør det naturlig å spørre om også han vet eller har erfart mer enn han har gitt inntrykk for. Til sist har vi samtalene mellom Hans og Betty, der Hans er så overbevist om at Betty ikke blir gift, og han liksom legger ordene sine inn for å irritere henne litt.

*

Teksten

Slaget ved Waterloo, av Alexander Kielland

I.Da det ikke alene i og for sig er underholdende, men ogsaa i Overensstemmelse med Skik og Brug at være forelsket, og da man i vore uskyldige og moralske Forhold kan hengive sig saa meget desto tryggere til dette Liebhaberi, som man hverken forstyrres af aarvaagne Fædre eller stridslystne Brødre, og da man endelig ligesaa letvindt kan komme ud af som ind i det for os specifike Forhold, man kalder Forlovelse — (en Mellemting mellem Ægteskab og „Freitisch“ i en god Familie) — saa, ja saa var det ikke underligt, at Fætter Hans følte sig inderligt ulykkelig. Thi han var ikke det mindste forelsket.

Han havde længe gaaet og ventet paa, at det skulde komme over ham som en Raptus, hvilket jo efter alle Erfarnes Dom er den rigtigste Form før den rigtige Kjærlighed. Men da det ikke blev til noget, og han dog var et helt Aars Student, saa sagde han til sig selv: Kjærligheden er jo et Lotteri, vil man vinde, maa man ialfald spille. Man byde Lykken Haand, som der staar i Avertissementerne.

Han saa sig da flittigt om og gav nøie Agt paa sit Hjerte.

Som en Fisker, der sidder med Snøret om Pegefingeren, passende paa det mindste Ryk: om det ikke snart vilde bide, saaledes holdt Fætter Hans sit Aandedræt tilbage, hvergang han saa en ung Dame: om han ikke snart skulde fornemme det eiendommelige Ryk, der — som bekjendt — hører til den rigtige Kjærlighed; dette Ryk, som med ét bringer alt Blodet til at strømme til Hjertet, for ligesaa pludseligt at fare op i Hovedet og farve Ansigtet rødt ligetil Haarroden.

Men det vilde sletikke bide; hans Haar forblev rødt ligetil Haarroden, thi Fætter Hans’s Haar kunde ikke kaldes brunt; men Ansigtet holdt sig lige saa blegt og lige langt.

Den stakkels Fiskermand var træt, da han en Dag dinglede nedover til Fæstningen. Han satte sig paa en Bænk og iagttog med en foragtelig Mine nogle Soldater, der vare ifærd med den herdende Øvelse: at staa paa ét Ben midt i Solen og vride Overkroppen, for at blive stegt paa begge Sider.

„Nonsens!“ sagde Fætter Hans og spyttede, „det er s’gu en altfor dyr Spas for vort lille Land at holde det Slags Akrobater. Saa jeg ikke her forleden, at denne saakaldte Armée tiltrænger 1500 Blikdaaser Skovox, 600 Kardasker, 3000 Alen Guldgalloner og 8,640 Løveknapper! — Det var bedre, vi sparede paa Guldgalloner og Løveknapper og anvendte vore Skillinger til Almuens Oplysning,“ — sagde Fætter Hans.

Thi han var smittet af de moderne Ideer, der desværre ogsaa begyndte at trænge ind hos os, og som uvægerlig vil ende med at omstyrte hele den bestaaende Samfundsorden.

— „Farvel da — saalænge!“ sagde en Damestemme lige bagved ham.

„Farvel saalaenge! Barnet mit!“ svarede en dyb Mandsrøst.

Fæetter Hans vendte sig langsomt; thi det var en varm Dag. Han opdagede en gammel Militær i sort, knappet Frak med Sværdorden paa, et Halstørklæde, der var virret utrolig mange Gange om Halsen, velbørstet Hat og lyse Benklæder. Herren nikkede til en ung Dame, der fjernede sig mod Byen, og fortsatte saa sin Tur ndover Volden.

Fætter Hans var vistnok træt, dog fulgte hans Øine den bortilende unge Pige. Hun var liden og net, og han iagttog med Interesse, at denne Dame var en af de faa, der ikke gjøre en liden Vending indad med den venstre Fod, idet de løfte den fra Jorden.

Dette var et stort Fortrin i den unge Mands Øine; thi Fætter Hans var af disse fintfølende, nøieseende Naturer, der først egentlig formaa at skatte en Kvindes hele Værd.

Efter nogle Skridt vendte Damen sig — formodentlig vilde hun nikke endnu en Gang til den gamle Officer; men rent tiltældigvis traf bendes Blik Fætter Hans.

Da endelig indtraf det, han saalænge havde gaaet og ventet paa: det bed! Hans Blod fór afsted ganske som det skulde, han mistede Pusten, blev hed i Hovedet, kold nedover Ryggen og fugtig mellem Fingrene — kort sagt: alle de Symptomer indtraadte, der efter Digteres og erfarne Prosaisters Vidnesbyrd betegne den sande, den ægte, den rigtige Kjærlighed.

Her var saamænd ingen Tid at spilde. Han samlede ihast sine Handsker, Stokken og Studenterhuen, som han havde lagt fra sig paa Bænken, og satte afsted efter Damen tvertover Fæstningen og ad Byen til.

I de store, fordærvede Samfund udenlands gaar saadant ikke an. Forholdene der ere saa urene, at en velopdragen ung Mand undser sig for at forfølge en anstendig Dame. Og de faa skikkelige Kvinder, som findes derude, vilde befinde sig meget ilde ved at have en Herre efter sig.

Men i vor rene, moralske Luft ere vi saa lykkelige at kunne indrømme Ungdommen mere Frihed netop paa Grund af vor strenge Sædelighed.

Derfor betænkte Fætter Hans sig ikke et Øieblik paa at følge sit Hjertes Stemme; og den unge Dame, der snart mærkede, hvilken Ulykke hun havde anrettet med det Blik, der egentlig var tiltænkt den Gamle, følte igrunden en ikke ubehagelig Spænding ved Situationen.

De Mødende paa Gaden, der naturligvis strax mærkede Sammenhængen (dette Tilfælde er nemlig et af de faa, hvor de Agerende tro sig ganske uden Publikum), syntes ialmindelighed at det var morsomt at iagttage. De vendte sig of smilede saa smaat; thi de vidste jo alle, at enten ledede dette ikke til noget, og da var det jo blot den uskyldigste Fornøielse for Ungdommen; eller det ledede til en Forlovelse, og en Forlovelse er dog det yndigste i Verden.

Medens de saaledes drog afsted med passende Afstand snart paa samme Fortoug snart hver paa sin Side af Gaden, havde Fætter Hans god Tid til at tænke sig om.

Med Hensyn til Forelskelsen var alt paa det rene. Symptomerne vare der, han vidste, han var fangen, fangen i den ægte, den sande, den rigtige Kjærlighed, og han var lykkelig derved. Ja, saa lykkelig var Fætter Hans, at han, der ellers ikke var god at komme for nær, med et stille, forbindtligt Smil tog imod Stød og Puf, smaa Forbandelser og alle de Ulemper, som nødvendigvis maa ramme den, der seende stivt ud efter noget foran sig færdes med stor Hast i en travel Gade.

Nei — Kjærligheden var in confesso, om den kunde der ikke tvivles. Derimod forsøgte han at udmale sig hendes, den Elskedes, den Himmelskes jordiske Forhold. Og det var jo ogsaa temmelig let: hun havde spadseret med sin gamle Fader, opdagede saa pludseligt, at Klokken var over tolv, sagde i al Hast: Farvel saalænge! for at gaa hjem og se til Middagsmaden. Thi hun var uden Tvivl huslig — det søde Væsen og sikkerligt moderløs.

Den sidste Konjektur var kanske en Følge af den Skræk, man efter alle gode Forfatteres Mening bør have for Svigermødre; men derfor var den ikke mindre sikker. Og nu stod der blot tilbage for Fætter Hans at udfinde: for det første, hvor hun boede, for det andet, hvem hun var, og for det tredie, hvorledes han skulde gjøre hendes Bekjendtskab.

Hvor hun boede, skulde han snart faa at vide, thi nu gik hun jo hjem; hvem hun var, skulde han nok faa udspurgt i Gaarden; og gjøre hendes Bekjendtskab — Herregud! en Smule Vanskelighed hører netop til i Opskriften paa den sande Kjærlighed.

Men bedst som Jagten gik paa det lystigste, forsvandt Vildtet i et Portrum, og det var igrunden paa høie Tid, for Jægeren var — sandt at sige — lidt udmattet.

Han læste med en vis Lettelse Nr. 34 over Porten, gik derpaa et Par Skridt videre, for ganske at skuffe enhver mulig Iagttager, standsede saa ved en Gaspæl og pustede ud.

Det var — som sagt — en varm Dag, hvilket i Forbindelse med den heftige Lidenskab havde bragt Hans i en stærk Sved. Hans Toilette var desuden derangeret ved den hensynsløse Iver, hvormed han havde hengivet sig til Jagten.

Han maatte smile af sig selv, medens han stod og tørrede sig i Ansigtet og i Nakken, rettede paa sit Halstørklæde og følte paa sin Flip, der var smeltet paa Solsiden. Men det var et saligt Smil; han var i denne Stemning, da man Intet ser eller fornemmer af Udenverdenen, og halvhøit sagde han hen for sig: „Kjærligheden taaler alt, fordrager alt.“ —

„Og sveder meget!“ sagde en liden tyk Herre, hvis hvide Vest pludselig kom tilsyne indenfor Fætter Hans’s Synskreds.

„Aa — er det dig — Onkel!“ sagde han lidt flau.

„Javist!“ svarede Onkel Fredrik, „jeg har forladt Skyggesiden, expres for at redde dig fra at blive stegt. Kom nu med mig!“

Dermed trak han Nevøen med sig; men denne stred imod: „Ved du, hvem der bor her i Nr. 34, Onkel?“

„Neigu ved jeg ei; men lad os bare komme i Skyggen,“ sagde Onkel Fredrik; thi der var to Ting, han ikke kunde taale: Varme og Latter; det første paa Grund af sin Korpulence, og det andet paa Grund af, hvad han selv kaldte „sine apoplektiske Tilbøieligheder“.

„Forresten,“ sagde han, da de vare komne over paa den kjølige Side, og han havde faaet Nevøen under Armen, „forresten ved jeg jo godt, hvem der bor i Nr. 34, naar jeg tenker mig om; — det er gamle Kaptein Schrappe.“

„Kjender du ham?“ spurgte Fætter Hans spændt.

„Ja, en Smule, saaledes som den halve By kjender ham fra Fæstningen, hvor han spadserer hver Dag.“

„Ja, det er netop der, jeg har seet ham,“ sagde Nevøen ivrigt, „hvilken interessant gammel Herre at se til. Jeg skulde have stor Lyst til at tale med ham.“

„Det Ønske kan du snart faa opfyldt,“ svarede Onkel Fredrik, „du behøver bare at stille dig etsteds ved Volden og tegne Streger i Sandet, saa kommer han.“

„Kommer han?“ sagde Fætter Hans.

„Ja, saa taler han til dig. Men du skal være forsigtig: han er farlig.“

„Æ —?“ sagde Fætter Hans.

„Han har engang været paa Vei til at tage Livet af mig.“

„A —!“ sagde Fætter Hans.

„Ja, med Snak — forstaar du.“

„Aa —!“ sagde Fætter Hans.

„Han kan nemlig to Historier,“ fortsatte Onkel Fredrik, „den ene er paa en god halv Time og dreier sig om en Feltmanøvre i Skaane. Den anden derimod: Slaget ved Waterloo, varer undertiden i halvanden til to Timer; — den har jeg hørt tre Gange,“ og Onkel Fredrik sukkede tungt.

„Men er de da saa kjedelige — disse Historier?“ spurgte Fætter Hans.

„Aa — for en Gangs Skyld gaar de vel an,“ svarede Onkel, „og skulde du komme i Snak med Kapteinen, saa mærk dig følgende: Slipper du med den korte Historie, den fra Skaane, saa har du ikke andet at gjøre end afvexlende at nikke og ryste paa Hovedet. Selve Operationsfeldtet kan du let flnde rede i.“

„Operationsfeldtet?“ sagde Fætter Hans.

„Ja du skal vide, han tegner hele Manøvren for dig i Sandet; men det er let at forstaa, naar du bare passer paa A og B. Kun paa et Punkt maa du vogte dig for at forplumre dig.“ —

„Bliver han da utaalmodig, naar man ikke forstaar?“ spurgte Fætter Hans.

„Nei tvertimod! men hvis du røber, at du ikke følger med, saa begynder han paa Begyndelsen igjen — ser du! — Det vigtige Punkt i Feltmanøvren,“ fortsatte Onkel, „er den Bevægelse, Kapteinen selv foretog trods Generalens Ordre, og som bragte Venner og Fiender i lige stor Forlegenhed. Denne Genistreg var — mellem os sagt — Grunden til, at man maatte give ham Sværdordenen, for at faa ham til at tage Afsked. Naar du altsaa kommer til dette Punkt, maa du nikke heftigt og sige: Naturligvis — det eneste rigtige — Positionens Nøgle — husk det: Nøgle.“

„Nøgle,“ gjentog Fætter Hans.

„Men skulde du,“ og Onkel saa paa ham med anteciperet Medlidenhed, „skulde du i din ungdommelige Lyst til Eventyr falde i den lange, i den om Waterloo, da maa du enten tie ganske stille eller ogsaa passe nøie paa. Jeg har engang maattet døie Beskrivelsen halvanden Gang, bare fordi jeg i min Iver for at vise, hvor godt jeg forstod Situationen, kom til at flytte Kellermanns Dragoner istedetfor Milbaud’s Cuirasserer!“

„Flyttede du Dragoner — Onkel?“ spurgte Fætter Hans.

„Ja, se det vil du nok forstaa, hvis du falder i den lange; men“ — tilføiede Onkel Fredrik i en høitidelig Tone, „vogt dig — siger jeg — vogt dig for Blücher!“

„Blücher?“ sagde Fætter Hans.

„Ja ja, jeg siger ikke mere; — og hvorfor gaar jeg egentlig her og fortæller om den gamle Original, hvad ialverden er det, du vil med ham?“

„Spadserer han hver Formiddag?“ spurgte Hans.

„Hver Formiddag fra elleve til et og hver Eftermiddag fra fem til syv. Men hvad Interesse?“ —

„Har han mange Børn?“ afbrød Hans.

„Kun en Datter, men hvad Pokker?“ —

„Adieu — Onkel; jeg maa hjem til mine Bøger.“

„Stop lidt! gaar du ikke med til Tante Maren iaften, jeg skulde bede dig?“

„Nei Tak, jeg har ikke Tid,“ raabte Fætter Hans, der allerede var nogle Skridt borte.

„Der er Dameselskab, unge Damer!“ brølede Onkel Fredrik; thi han vidste jo ikke, hvad der var hændt Nevøen.

Men denne rystede paa Hovedet med en egen, energisk Foragt og forsvandt omkring Hjørnet.

Det var som Pokker — tænkte Onkel; Gutten er gal eller — aa nu har jeg det! — forlibt! Han stod jo og talte nogle dunkle Ord om Kjærlighed, da jeg fandt ham — udenfor Nr. 34 — og hans Interesse for gamle Schrappe! — Skulde han være forelsket i Frøken Betty? — aa nei, tænkte Onkel, idet ogsaa han hovedrystende fortsatte sin Vei, saa megen Forstand har han s’gu ikke.

II.Fætter Hans spiste ikke meget den Middag. Forelskede Mennesker spise ikke meget og desuden ligte han ikke Kjødkager.

Endelig blev Klokken fem. Han havde allerede indtaget sin Post paa Volden, hvorfra han kunde overse hele Fæstningspladsen. Ganske rigtigt: der kom den sorte Frak, de lyse Benklæder og den velpudsede Hat.

Fætter Hans fomam en Smule Hjertebanken. Først troede han, det kom af, at han følte sig lidt skamfuld ved denne planmæssige Underfundighed mod den skikkelige Kaptein. Men snart kom han underveir med, at det var Synet af den Elskedes Fader, der satte hans Blod i Bevægelse.

Beroliget herved begyndte han ifølge Onkel Fredriks Anslag at tegne Streger og Vinkler i Sandet, medens han fra Tid til anden med Opmærksomhed betragtede Akershus.

Der var øde og stille paa hele Fæstningen. Fætter Hans kunde høre Kapteinens sikre Skridt nærme sig; de naaede helt hen til ham og standsede. Hans saa ikke op; Kapteinen tog endnu et Par Skridt og kræmtede. Hans trak en lang, dybsindig Streg med sin Stok, da kunde den Gamle ikke længer dy sig.

„Ei, ei, unge Herre!“ sagde han venligt, idet han tog til sin Hat, „tager De Kart over vore Befæstningsværker?“

Fætter Hans saa ud som en, der vækkes af dybe Betragtninger, og idet han hilsede høfligt, svarede han noget forvirret:

„Nei — det er blot saadan en Vane jeg har, til at søge at orientere mig, hvor jeg færdes.“

„En fortræffelig Vane, en ganske fortræffelig Vane“ — afbrød Kapteinen med Varme.

„Det styrker Hukommelsen,“ indskjød Fætter Hans beskedent.

„Ganske vist, ganske vist — Hr. Student!“ svarede Kapteinen, der begyndte at finde Behag i det undseelige unge Menneske.

„Især ved mere komplicerede Situationer,“ fortsatte det undseelige unge Menneske, idet han med Foden udslettede sine Streger.

„Netop hvad jeg vilde sige!“ udbrød Kapteinen henrykt, „isærdeleshed er nu Tegninger og Planer — som De kan tænke Dem — aldeles uundværlige i Krigsvidenskaben — for Exempel en Slagmark.“ —

„Ja, se det er nu Ting, der ere altfor indviklede for mig,“ afbrød Fætter Hans med et ydmygt Smil.

„Sig ikke det, unge Herre!“ svarede den velvillige Gamie, „naar man har en orienterende Oversigt over Terrainets og Armeernes Stillinger, saa kan selv en mere indviklet Batalje gjøres ganske anskuelig. — Se nu det Terrain, vi har for os her; det kunde meget godt give os et Begreb — en miniature — om for Exempel — om Slaget ved Waterloo.“

Jeg er falden i den lange, tænkte Faetter Hans; men never mind! jeg elsker hende.

„Behag at tage Plads paa Bænken her,“ fortsatte Kapteinen, der inderligt glædede sig til en saa intelligent Tilhører, „saa skal jeg forsøge i korte Omrids at give Dem et Billede af dette skjæbnesvangre og mærkelige Slag, hvis det kan interessere Dem?“

„Mange Tak — Hr. Kaptein!“ svarede Fætter Hans, „intet kunde interessere mig mere. Men jeg frygter for, at De vil faa altfor meget Besvær med en stakkels ukyndig Civil.“

„Paa ingen Maade, det Hele er saa let og simpelt, naar man bare iforveien orienterer sig paa Feldtet,“ forsikrede den elskværdige gamle Herre, idet han satte sig ved Siden af Fætter Hans og kastede et prøvende Blik omkring sig.

Medens de sad saaledes, betragtede Fætter Hans Kapteinen nøiere, og han maatte tilstaa, at Kaptein Schrappe tiltrods for sine sexti Aar endnu var en vakker Mand. Han har de korte, graasprængte Moustacher lidt opadbøiet i Spidserne, hvilket gav ham et vist ungdommeligt Sving. I det hele taget havde han megen Lighed med Kong Oscar den Første paa de gamle Tolvskillinger.

Og da han nu reiste sig op og begyndte sin Udvikling, var Fætter Hans enig med sig selv om, at han havde al Grund til at være tilfreds med sin tilkommende Svigerfaders Ydre.

Kapteinen stillede sig nogle Skridt fra Bænken i Hjørnet af Volden, idet han pegede omkring sig med Stokken. Fætter Hans fulgte nøie med og gjorde sig al mulig Flid for at tækkes sin tilkommende Svigerfader.

„Vil De nu altsaa tænke Dem, at jeg staar ved Forpagtergaarden Belle-Alliance, hvor Keiseren har sit Hovedkvarter, og mod Nord — to Mile fra Waterloo — har vi Bryssel, — altsaa omtrent paa Hjørnet af Gymnastiklokalet.

Veien der — langs Volden er Chausseen, der ferer til Bryssel, og her“ — Kapteinen ilede over Waterloosletten — „her i Græsset har vi Soignesskoven. Paa Landeveien til Bryssel og foran Skoven staa nu Englænderne; — De maa tænke Dem den nordligste Del af Terrainet noget høiere. Paa Wellingtons venstre Fløi — altsaa mod Øst — her i Græsset — har vi Slottet Hougoumont; det maa markeres,“ sagde Kapteinen og saa sig omkring.

Den hjælpsomme Fætter Hans fandt strax en Pinde, der blev stukket i Jorden paa dette vigtige Punkt.

„Fortræffeligt!“ raabte Kapteinen, der forstod, at han havde fundet en Tilhører med Interesse og Indbildningskraft, „det er nemlig fra denne Kant, vi kan vente Preusserne.“

Fætter Hans lagde Mærke til, at Kapteinen tog en Sten, som han fandt, og placerede den i Græsset med en hemmelighedsfuld Mine.

„Her ved Hougoumont,“ fortsatte den Gamle, „begyndte Slaget. Det var Jerome, der angreb. Han tog Skoven; men Slottet holdt sig — forsvaret af Wellingtons bedste Tropper.

Imidlertid skulde Napoleon, som holder her ved Belle-Alliance, netop give Marechal Ney Ordre til at begynde Hovedangrebet mod Wellingtons Centrum, da han opdagede Troppemasser, der nærmede sig fra Øst — bag Bænken — der henne ved Træet.“

Fætter Hans saa sig om, han begyndte at blive urolig: skulde allerede Blücher være her?

„Blü — Blü“ — prøvede han halvhøit.

„Det var Bülow,“ sagde til al Lykke Kapteinen, „som nærmede sig med 30,000 Preussere. Napoleon traf i Hast sine Dispositioner, for at møde den nye Fiende, idet han ikke nærede nogen Tvivl om, at Grouchy ialfald fulgte Preusserne i Hælene.

Keiseren havde nemlig den foregaaende Dag detacheret Marechal Grouchy med Armeens hele høire Fløi c. 50,000 Mand, for at møde Blücher og Bülow; men Grouchy — ja alt det der, husker De jo fra Verdenshistorien“ — afbrød Kapteinen.

Fætter Hans nikkede beroligende.

„Ney begyndte altsaa Angrebet med sin vante Uforfærdethed. Men det engelske Kavalleri styrtede sig over Franskmændene, brød deres Rækker og tvang dem tilbage med Tab af to Ørne og flere Kanoner. Milhaud iler tilhjælp med sine Cuirasserer, og Keiseren selv, der ser Faren, hugger Sporerne i sin Hest og farer ned ad Skraaningen ved Belle-Alliance.“

Kapteinen ilede afsted, hoppende lidt efter Siden som en Hest i Gallop, medens han skildrede, hvorledes Keiseren red gjennem tykt og tyndt, bragte Neys Folk iorden og sendte dem frem til nyt Angreb.

— Enten det nu var, fordi der stak et Stykke af en Digter i Fætter Hans, eller om Kapteinens Skildring virkelig var saa levende, eller om det var — og det var det vist, — fordi han elskede Kapteinens Datter — nok er det: Fætter Hans blev ganske revet ind i Situationen.

Han saa ikke længer en snurrig Kaptein, der hoppede efter Siden; — han skimtede gjennem Krudtrøgen Keiseren selv paa den hvide Hest med de sorte Øine, som vi kjende fra Kobberstikkene. Han fór afsted over Grøfter og Hegn, gjennem Agre og Haver, med Møie hilgt af sin Suite. Rolig og kold sad han fast i Sadlen med den halvaabne graa Frak, de hvide Benklæder og den lille Hat paatvers. Hans Ansigt udtrykte hverken Trethed eller Spænding; glat og blegt som Marmor gav det den hele Skikkelse i den simple Uniform paa den hvide Hest noget ophøiet, halvt spøgelsesagtigt.

Saaledes susede han afsted, dette lille blodige Uhyre, der i tre Dage havde leveret tre Slag. Alt veg afveien for ham, flygtende Bønder, Tropper i Reserve eller i Fremmarsch, — ja selv Saarede og Halvdøde skubbede sig tilside og saa op paa ham med en Blanding af Skræk og Beundring — der han jog dem forbi som et koldt Lyn.

Han viste sig knapt blandt Soldaterne, for alt kom iorden som af sig selv; og et Øieblik efter kunde den ufortredne Ney atter svinge sig i Sadlen, for at fornye Angrebet. Og denne Gang kastede han Englænderne og satte sig fast i Forpagtergaarden La Haie-Sainte.

Napoleon holdt atter ved Belle-Alliance.

„Nu kommer altsaa Bülow fra Øst — her frem under Bænken; Keiseren lader General Mouton møde ham. Klokken halv fem (Slaget var begyndt Klokken et) forsøger Wellington at fordrive Ney fra La Haie-Sainte. Men denne, der nu indsaa, at alt afhang af, at man bemægtigede sig Terrainet foran Skoven — her i Sandet foran Græskanten,“ Kapteinen kastede sin Handske hen paa det betegnede Sted — „Ney altsaa tilkalder en Reservebrigade af Milhauds Cuirasserer og gaar løs paa Fienden.

Snart saaes hans Folk paa Høiderne, og man raabte allerede „Victoire!“ omkring Keiseren.

„Det er en Time for sent,“ svarede Napoleon.

Da han imidlertid saa, at Marechallen led meget af Fiendens Ild i den nye Position, besluttede han at komme ham tilhjælp og samtidigt prøve med et Slag at knuse Wellington. Han valgte til denne Plans Udførelse Kellermanns navnkundige Dragoner og Gardens svære Kavalleri. Nu kommer et af Slagets Hovedmomenter; De maa begive Dem ud paa Valpladsen!“

Fætter Hans reiste sig strax fra Bænken og indtog den Post, Kapteinen anviste ham.

„Nu er De Wellington!“ — Fætter Hans rettede sig. — „De staar der paa Sletten med Størstedelen af det engelske Infanteri. Her kommer hele det franske Kavalleri susende. Milhaud har forenet sig med Kellermann; det er en uoverskuelig Mængde Heste, Brynjer, Hjelmbuske og blanke Vaaben. Omgiv Dem med en Carré!“

Fætter Hans stod et Øieblik raadvild; men saa forstod han Kapteinens Mening: han trak i al Hast en Firkant af dybe Streger i Sandet omkring sig.

„Rigtigt!“ raabte Kapteinen straalende, „nu hugge Franskmændene ind; Rækkerne brydes, men sluttes sammen; Kavalleriet bøier af og samler sig igien. Wellington maa hvert Øieblik indeslutte sig i en ny Carré.

De franske Ryttere slaas som Løver: de stolte Minder fra Keiserens Felttog fyider dem med dette seiersikre Mod, der gjorde hans Armeer uovervindelige; de slaas for Seieren, for Æren, for de franske Ørne, og for den lille, kolde Mand, som de vide holder paa Høiden bagved dem, hvis Øie følger hver enkelt Mand, som ser Alt og ikke glemmer noget.

Men idag har de en Fiende, som ikke er let at faa Bugt med. De staa, hvor de staa — disse Englændere, og trykkes de et Skridt tilbage, saa tage de det igjen i næste Øieblik. De have ingen Ørne og ingen Keiser; naar de slaas, tænke de hverken paa Krigshæder eller paa Hevn; men de tænke paa Hjemmet. Ikke at skulle gjense gammel Englands Ege, er den tungeste Tanke for en Englænder — dog nei, der er noget, som er verre endda: at komme hjem med Skam. Og naar de tænke paa, at den stolte Flaade, som de vide ligger nordpaa og venter paa dem, at den skulde nægte dem Hæderssalut, at „old England“ ikke skulde kjende sine Sønner igjen, — da gribe de fastere om Geværet, de glemme Saar og Blodet, der flyder; tause og alvorllge, med sammenbidte Tænder holde de sin Post og dø som Mænd.

Tyve Gange brødes Carréerne og sluttedes igjen, og der faldt 12,000 brave Englændere.“

Fætter Hans kunde forstaa, at Wellington græd, da han sagde: „Natten eller Blücher!“

Kapteinen havde imidlertid forladt Belle-Alliance og speidede omkring i Græsset bag Bænken, medens han fortsatte sin Udvikling, der stedse blev mere og mere livlig: „Wellington var nu i Virkeligheden slagen, han maatte lide et totalt Nederlag, da“ — raabte Kapteinen med dyster Stemme, „da kom han der!“ Og idetsamme spændte han til den Sten, Fætter Hans havde seet ham skjule, saa at den rullede ind paa Slagmarken.

Nu eller aldrig, tænkte Fætter Hans.

„Blücber!“ raabte han.

„Netop!“ svarede Kapteinen, „det er Blücher, den gamle Varulv, der kommer marscherende ind paa Sletten med sine Preussere.

Altsaa kom der ingen Grouchy; Napoleon stod berøvet hele sin høire Fløi overfor 150,000 Mand. Med sin aldrig svigtende Koldblodighed giver han Ordre til en stor Frontforandring.

Men det var for sent og Overmagten for stor.

Wellington, som ved Blüchers Ankomst fik Anledning til at bruge Reserven, lod nu hele sin Armé avancere. Endnu engang bragtes dog de Allierede et Øieblik til at standse for et rasende Angreb, der førtes af Ney — Dagens Løve.

Ser De ham!“ raabte Kapteinen, hvis Øine tindrede.

Og Fætter Hans saa ham, denne eventyrlige Helt, Hertug af Elchingen, Prinds af Moskwa, Søn af en Bødker i Saarlouis, Marechal og Pair af Frankrige. Han saa ham løbe frem foran Kolonnerne — fem Heste vare skudte under ham — med Kaarden i Haanden, Uniformen i Filler, uden Hat og med Blodet strømmende ned over Ansigtet.

Og Kolonnerne ordnede sig og stormede afsted; — de fulgte sin Prinds fra Moskwa, Redningsmanden ved Beresina, i den haabløse Kamp for Keiseren og Frankrige. Lidet anede de, at Frankriges Konge sex Maaneder efter skulde lade deres kjære Prinds skyde som Landsforræder i Luxembourghaven.

Men han fór omkring, ordnede og kommanderede, indtil der ikke var mere at gjøre for Feltherren; saa brugte han sin Kaarde som Soldat til alt var forbi, og han reves med paa Flugten. Thi den franske Armé flygtede.

Keiseren styrtede sig ind i Vrimmelen; men den forfærdelige Larm overdøvede hans Stemme, og i Halvmørket var der ingen, som kjendte den lille Mand paa den hvide Hest.

Saa tog han Plads i en Carré af sin gamle Garde, der endnu holdt Stand paa Sletten: han vilde slutte sit Liv paa sin sidste Valplads. Men Generalerne flokkedes om ham, de gamle Grenaderer raabte: „Træk Dem tilbage, Sire! Døden vil ikke have Dem!“

De vidste ikke, at det var, fordi Keiseren havde forspildt sin Ret til at dø som fransk Soldat. Halvt modstræbende førtes han med, og ukjendt i sin egen Armé red han bort i den mørke Nat, efter at have tabt alt. — „Saaledes endte Slaget ved Waterloo,“ sagde Kapteinen, idet han satte sig paa Bænken og rettede paa sit Halstørklæde. —

— Fætter Hans tænkte med Indignation paa Onkel Fredrik, der havde omtalt Kaptein Schrappe i en saa overlegen Tone. Det var dog en ganske anderledes interessant Personlighed end slig en gammel Departementshest som Onkel Fredrik.

Idet han nu gik og samlede op Handsker og andre Smaating, som Feltherrerne i Stridens Hede havde spredt over Slagmarken, for at markere Positionerne, stødte han ogsaa paa gamle Blücher. Han tog ham op og betragtede ham nøie.

Det var et haardt Stykke Granit, knudret som Sukke-Candis; det var næsten som om det lignede „Feltmarechal Vorwärts“. Hans vendte sig mod Kapteinen med et artigt Buk:

„Tillad, Hr. Kaptein! at jeg gjemmer denne Sten. Den vil bedre end noget andet gjenkalde i min Erindring denne interessante og belærende Underholdning, for hvilken jeg isandhed er Dem meget taknemmelig.“

Dermed stak han Blücher i Baglommen.

Kapteinen forsikrede, at det havde været ham en sand Fornøielse at iagttage den Interesse, hvormed hans unge Ven havde fulgt Udviklingen. Og det var den rene Sandhed, han var ligefrem henrykt over Fætter Hans.

„Men sæt Dem nu ned — unge Mand, vi kunne nok trænge til Hvile efter 10 Timers Kamp“ — tilføiede han smilende.

Fætter Hans satte sig paa Bænken og følte med Ængstelse paa sin Flip. Han havde i Middagsstunden iført sig den mest bedaarende, han havde. Den holdt sig lykkeligvis endnu stiv; men han maatte sande Wellingtons Ord: Natten eller Blücher! thi stort længer havde den ikke holdt Stand.

Det var ogsaa et Held, at den varme Eftermiddagssol holdt de Spadserende borte fra Volden. Ellers kunde der snart have samlet sig et anseeligt Publikum om disse to Herrer, der fægtede med Armene og sprang omkring, tildels efter Siden.

De havde kun havt en Tilskuer. Det var Skildvagten, som staar paa Hjørnet af Gymnastiklokalet.

Denne havde af Nysgjerrighed fjernet sig utilbørlig langt fra sin Post, idet han havde marscheret næsten halvanden Mil nedover Chausseen fra Bryssel til Waterloo. Kapteinen skulde ogsaa forlængst have tildelt ham en militær Tilrettevisning, om ikke det nysgjerrige „Mandskab“ havde været af stor strategisk Betydning. Han udgjorde nemlig, der han stod, hele Wellingtons Reserve; og nu da Slaget var forbi, trak denne sig i god Orden tilbage nordover mod Bryssel og indtog atter le poste perdu paa Hjørnet af Gymnastiklokalet.

III.„Kom nu hjem med mig og spis tilaftens,“ sagde Kapteinen. „Mit Hus er vistnok meget stille, men jeg tænker, en ung Mand af Deres Karakter ikke vil have saameget imod at tilbringe en Afren i en rolig Familie.“

Fætter Hans’s Hjerte hoppede høit af Fryd; han modtog Indbydelsen paa den ham egne beskedne Maade, og snart vare de paa Veien til Nr. 34.

Hvor dog alting lykkedes for ham idag. Det var ikke mange Timer siden han saa hende for første Gang; og nu kom han allerede anstigende som en speciel Yndling af Faderen, for at tilbringe Aftenen sammen med hende.

Jo mere de nærmede sig Nr. 34, desto livagtigere stod det fortryllende Billede af Frøken Schrappe for ham: det blonde, purrede Haar nedover Panden, den vevre Figur og saa disse skjælmske, lyseblaa Øine.

Hans Hjerte bankede, saa at han neppe kunde tale, og da de gik opad Trappen, maatte han tage ordentlig fat i Rækværket; hans Lykke gjorde ham næsten svimmel.

I Stuen, som var et stort Hjørneværelse, traf de Ingen. Kapteinen gik ud, for at kalde paa Frøkenen, og Hans hørte ham raabe: „Betty!“

Betty! hvilket yndigt Navn og hvor det passede til det yndige Væsen!

Den lykkelige Elsker tænkte sig allerede, hvor deiligt det skulde blive, naar han kom hjem fra sit Arbeide ved Middagstid og kunde raabe ud i Kjøkkenet: „Betty! er Maden færdig?“

Idetsamme traadte Kapteinen ind igjen med sin Datter. Hun gik lige hen til Fætter Hans, tog ham i Haanden og ønskede ham velkommen i Huset.

„Men,“ tilføiede hun, „De maa virkelig undskylde, at jeg strax løber fra Dem igjen, for jeg staar midt i en Æggerøre, og det er ikke Spøg, kan De tro!“

Dermed forsvandt hun igjen; Kapteinen trak sig ogsaa tilbage for at ordne sig lidt, og Fætter Hans var atter alene.

Det hele Møde havde ikke varet mange Sekunder, og dog syntes Fætter Hans, at han i disse Øieblikke var styrtet fra Afsats til Afsats mange Favne ned i et dybt, sort Hul. Han holdt sig med begge Hænder fast i en gammel, høirygget Lænestol; han hverken hørte, saa eller tænkte; men halvt mekanisk gjentog han hen for sig: „Det var ikke hende — det var ikke hende!“

Nei det var ikke „hende“. Den Dame, han netop havde seet, og som altsaa maatte være den virkelige Frøken Schrappe, havde slet ikke blondt, purret Haar nedover Panden. Hun havde tvertimod mørkt Haar, strøget glat til begge Sider. Hun havde ingenlunde skjælmske, lyseblaa Øine, men alvorlige, mørkegraa — kort sagt, hun var saa ulig den Elskede som vel muligt.

Efter den første Lammelse begyndte Fætter Hans’s Blod at koge; en vild Smerte bemægtigede sig ham: han rasede mod Kapteinen, mod Frøken Schrappe, mod Onkel Fredrik og Wellington og den hele Verden.

Han vilde knuse det store Speil og alle Møblerne, og derpaa springe ud af Hjørnevinduet; — eller, han vilde tage sin Hue og Stok, styrte nedad Trappen, forlade Huset og aldrig mere betræde det; — eller, han vilde ialfald ikke blive her længer end høist nødvendigt.

Hans Stemning blev efterhaanden roligere; men en dyb Sørgmodighed lagde sig over ham. Han havde følt denne usigelige Smerte, at skuffes i sin første Kjærlighed, og da han saa sit eget Billede i Speilet, rystede han medlidende paa Hovedet.

Kapteinen traadte ind igjen, glat og pudset. Han indledede en Samtale om Dagens Politik. Fætter Hans havde Møie med at give endog blot korte, almindelige Svar; det var som om det Interessante ved Kaptein Schrappe var aldeles fordunstet. Og nu mindedes Hans, at denne paa Hjemveien fra Fæstningen havde lovet ham hele Feltmanøvren i Skaane efter Aftensbordet.

„Vaarsaagod, kom tilbords!“ raabte Frøken Betty, idet hun aabnede Døren til Spisestuen, hvor der var tændt Lys.

Fætter Hans kunde ikke undlade at spise, thi han var sulten; men han saa ned i Tallerkenen og talte lidet.

Derfor førtes Samtalen i Begyndelsen mest mellem Fader og Datter. Kapteinen, som troede, at det beskedne unge Menneske følte sig generet i Frøken Bettys Nærværelse, vilde give ham Tid til at fatte sig.

„At du ikke inviterede Frøken Bech iaften, siden hun skal reise imorgen,“ sagde den Gamle, „saa kunde I have spillet firhændigt for vor Gjæst.“

„Jeg bad hende blive, da hun var heroppe iformiddags; men hun skulde i Afskedsselskab til nogle andre Bekjendte.“

Fætter Hans spidsede Øren, mon Talen var om Damen fra iformiddags.

„Jeg fortalte dig jo, at hun var nede hos mig paa Fæstningen, for at sige Farvel,“ fortsatte Kapteinen, „stakkels Pige! jeg synes virkelig Synd i hende.“

Der kunde ikke længer være nogen Tvivl.

„Omforladelse — er Talen om en Dame med smaakrøllet Haar og store, blaa Øine?“ spurgte Fætter Hans.

„Netop!“ svarede Kapteinen, — „kjender De Frøken Bech?“

„Nei —,“ svarede Hans, „det faldt mig bare ind, at det kunde være en Dame, jeg traf nede paa Fæstningen omkring Klokken tolv.“

„Det har været hende!“ sagde Kapteinen, „en vakker Pige — ikke sandt?“

„Det var en meget smuk Dame,“ svarede Hans med Overbevisning, —, har hun havt nogen Sorg? — jeg syntes, Hr. Kapteinen —,“

„Ja, ser De! hun var forlovet nogle Maaneder.“ —

„Ni Uger“ — afbrød Frøken Betty.

„Jasaa du! var det saa kort — nuvel! — og saa har hendes Kjæreste netop i disse Dage slaaet op med hende. Hun reiser derfor — som De kan tænke Dem — bort for en Tid; — til Slægtninge paa Vestlandet — tror jeg.“

Hun havde altsaa været forlovet — rigtignok bare ni Uger; men det var dog et lidet aber. Dog — Fætter Hans var en Menneskekjender, og saa meget havde han allerede seet iformiddags, at hendes Følelser for den afgangne Kjæreste ikke havde været den rigtige Kjærlighed; derfor sagde han:

„Hvis det er den Dame, jeg saa idag, syntes hun at tage Sagen temmelig let.“

„Det er just, hvad jeg bebreider hende,“ svarede Frøken Betty.

„Hvorfor det?“ spurgte Hans lidt spidst, for han ligte overhovedet ikke den Maade, hvorpaa den unge Dame fremsatte sine Bemærkninger, „var det kanske bedre, om hun græmmede sig tildøde?“

„Nei ingenlunde,“ svarede Frøken Schrappe, „men det vilde efter min Formening have vidnet om mere Karakterstyrke, om hun havde følt en stærkere Indignation overfor sin Forlovede.“

„Da synes jeg tvertimod, at det vidner om den smukkeste Art af Karakterstyrke, at hun ikke føler Nag eller Vrede; thi Kvindens Styrke er at tilgive,“ sagde Fætter Hans, der blev veltalende, idet han forsvarede den Elskede.

Frøken Betty mente, at dersom Menneskene i det hele taget vilde lægge mere Indignation for Dagen ved de talrige „Opslag“, kunde kanske Ungdommen blive lidt forsigtigere i saa Henseende.

Fætter Hans derimod mente, at naar en Forlovet mærkede eller blot fik den mindste Mistanke om, at han havde taget feil, at det, han havde holdt for Kjærlighed, ikke var den sande, den ægte, den rigtige Kjærlighed, saa maatte han ikke alene skynde sig med at slaa op, men saa var det ogsaa en ligefrem Pligt for den anden Part og for alle Omgivelser at tilgive, undskylde og tale saa lidet som muligt om Sagen, paa det at det hele jo for jo heller kunde blive glemt.

Frøken Betty svarede hurtigt, at hun ikke fandt det i sin Orden, at unge Mennesker, „havde hinanden paa Prøve“, medens de holdt Udkig efter den rigtige Kjærlighed.

Denne Bemærkning forargede i høi Grad Fætter Hans. Men han fik ikke Tid til at svare, da Kapteinen idetsamme reiste sig fra Bordet.

— Der var noget ved Frøken Schrappe, som han slet ikke kunde fordrage; og saa stærkt var han optaget heraf, at han for en Stund næsten glemte den sørgelige Efterretning, at den Elskede — Frøken Bech — skulde reise imorgen.

Han maatte indrømme, at Kapteinens Datter var smuk, meget smuk; hun syntes at være baade huslig og forstandig, og det var tydeligt, at hun omfattede den gamle Fader med en rørende Ømhed. Og dog sagde Fætter Hans til sig selv: Stakkel, hun bliver aldrig gift.

Thi hun manglede ganske den yndige Ubehjælpelighed, der er saa indtagende hos en ung Pige; naar hun talte, var det med en næsten stødende Ro og Sikkerhed. Aldrig kom hun med saadanne bedaarende, halvt fuldendte Setninger som: „Ja, jeg ved ikke, om De forstaar mig; — der er saa faa, som forstaar mig; — jeg ved ikke, hvorledes jeg skal udtrykke, hvad jeg mener; men jeg føler det saa tydeligt“ — kort sagt! af dette tilslørede, ubevidste, som jo er Kvindens skjønneste Pryd, fandt man Intet hos Frøken Schrappe.

Endvidere havde han faaet en Mistanke om, at hun var „lærd“. Og deri maa dog alle give Fætter Hans Ret, at skal en Kvinde kunne opfylde sin Opgave her i Livet (at være Hustru for en Mand), bør hun selvfølgeligt ikke have andre Kundskaber end dem, hendes Mand ønsker, hun skal have, eller selv vil bibringe hende. Ethvert andet Fond af Viden vil altid være en Medgift af saare tvivlsomt Værd.

Fætter Hans var i den miserableste Stemning. Klokken var ikke mere end otte, og før halv ti, syntes han ikke, det gik an at tage Afsked. Kapteinen havde allerede taget Plads ved Bordet, færdig til at begynde Feltmanøvren. Her var ingen Udvei, Hans satte sig ved Siden.

Ligeoverfor sad Frøken Betty med et Sytøi og en Bog foran sig. Han strakte sig fremover og opdagede, at det var en Roman af den nyere tyske Literatur.

Det var just et af de Værker, som Hans pleiede at rose i høie Toner, naar han udviklede sine moderne Anskuelser med et lidet Anstrøg af Fritænkeri. Men at finde denne Bog her, i en Dames Hænder og tilogmed paa Tysk (Hans havde læst den i Oversættelse), var ham i høieste Grad stødende.

Da derfor Frøken Betty spurgte, om han syntes godt om Romanen, svarede han, at det var en af de Bøger, der kun bør læses af Mænd med modne Begreber og solide Principer, — allermindst egnede den sig til Damelekture.

Han saa, at den unge Dame blev rød, og han følte selv, at han havde været uartig. Men han var i en saa fatal Stemning, og desuden var der noget ligefrem irriterende ved denne overlegne lille Frøken.

Han ærgrede sig og kjedede sig, og for at fuldende hans Lidelsers Maal, begyndte Kapteinen at lade Korpset B rykke frem, „beskyttet af Mørket“.

Fætter Hans skimtede nu, hvorledes Kapteinen lod Fyrstikdaaser, Penneknive og andre Smaating rykke frem over Bordet. Han nikkede af og til, men han hørte slet ikke efter. Han tænkte paa den deilige Frøken Bech, som han kanske aldrig skulde gjense, og undertiden lurede han sig til at se paa Frøken Schrappe, som han havde været uartig imod.

Med et fór han op. Kapteinen slog ham paa Skulderen: „Og dette Punkt skulde altsaa jeg besætte. Hvad synes De?“

Da dukkede Onkel Fredriks Raad op for Fætter Hans, og idet han nikkede heftigt, sagde han: „Naturligvis — det eneste rigtige: — Positionens Nøgle!“

Kapteinen fór tilbage og blev ganske alvorlig. Men da han saa Fætter Hans’s forbløffede Udtryk, fik hans Godmodighed Overhaand, og leende sagde han:

„Nei — Høisterede! deri tager De storligen feil. — Forresten,“ tilføiede han med et lunt Smil, „forresten er det en Feiltagelse, som De deler med flere af vore høieste Militasrautoriteter. — Nei, nu skal jeg vise Dem Positionens Nøgle.“

Og saa begyndte han en vidtløftig Forklaring om, hvorledes den Stilling, han havde Ordre til at besætte, var ganske uden strategisk Betydning. Hvorimod den Manøvre, han paa egen Haand foretog, bragte Fienden i den største Forlegenhed, og vilde have forsinket Korpset B’s Fremrykning flere Timer.

Saa trædt og Sløv, som Fætter Hans var, maatte han dog beundre de Overordnedes vise Fremgangsmaade mod Kapteinen, dersom der overhovedet var noget i Onkel Fredriks Historie om Sværdordenen.

Thi hvis Kapteinens egenraadige Manøvre i strategisk Henseende kanske var et genialt Træk, saa var det jo i sin Orden, at han fik Sværdordenen. Men paa den anden Side var det jo ogsaa klart, at han var ubrugelig i en Armé som vor, naar han kunde tro, at Hensigten med Feltøvelserne var at forsinke Nogen eller at bringe Nogen i Forlegenbed. Han maatte dog vide, at Hensigten meget mere var den, at begge de fiendtlige Armeer med Bagage og Kjøkkenvogne kunde træffe sammen til fastsat Tid paa det fastsatte Sted, hvor den store Frokost serveredes.

Mens han sad i disse Tanker, fuldendte Kapteinen Feltmanøvren. Han var slet ikke saa tilfreds med sin Tilhører nu som ude paa Fæstningen; der var kommet noget adspredt over ham.

Klokken blev ni. Men da Fætter Hans havde sat sig i Hovedet, at han vilde holde ud til halv ti, sled han sig igjennem en af de længste Halvtimer, han havde oplevet. Kapteinen blev søvnig, Frøken Betty svarede kort og koldt; Hans maatte selv sørge for Underholdningen — træt, ærgerlig, ulykkelig og forelsket som han var.

Endelig viste Uhret næsten halv ti; han reiste sig, idet han sagde, at han pleiede at gaa tidligt tilsengs paa Grund af, at han læste bedst, naar han stod op Klokken sex.

„Ei, ei,“ sagde Kapteinen, „kalder De det at gaa tidligt tilsengs. Jeg lægger mig saamænd hver Dag Klokken ni.“

O Skuffelse paa Skuffelse! Hans sagde i al Hast Godnat og løb nedad Trappen.

Kapteinen fulgte ham ud med Lys og raabte venligt efter ham: „Godnat — velkommen igjen!“

„Tak!“ raabte Hans nedenfra, men i sit stille Sind bandte han paa, at der skulde han aldrig mere sætte sine Ben.

— Da den Gamle kom ind i Stuen igjen, fandt han Datteren ifærd med at smække op Vinduerne.

„Hvad skal det betyde?“ spurgte Kapteinen.

„Jeg lufter ham ud!“ svarede Frøken Betty.

„Naa, naa, Betty! du er nu altfor slem. Men jeg maa ellers tilstaa, at den unge Herre tabte lidt ved nærmere Bekjendtskab. Jeg forstaar mig ikke paa Ungdommen nutildags.“

Dermed gik Kapteinen ind i sit Soveværelse, efter at have givet Datteren den sædvanlige Aftenformaning: „Sid nu ikke for længe oppe.“

Da hun var bleven alene, slukkede Frøken Betty Lampen, flyttede Blomsterne bort fra Hjørnevinduet og satte sig op i Vindueskarmen med Benene paa en Stol.

Mellem to høie Huse kunde hun i klare Maaneskinættener skimte en liden Stribe af Fjorden. Det var ikke meget; men det var dog et Glimt af den store Vei, der fører mod Syden og de fremmede Lande.

Og hendes Ønsker og Længsler fløi afsted, følgende den samme Vei, hvor saa mange unge Ønskefugle har fløiet sin Vinge træt; ud gjennem den trange Fjord mod Syden, hvor Horisonten er høi, hvor Hjertet udvider sig, og Tankerne blive store og modige.

Og Frøken Betty sukkede, idet hun stirrede paa sin lille Stribe af Fjorden, som hun kunde skimte mellem to høie Huse.

— Hun tænkte isandhed ikke paa Fætter Hans, der hun sad; men han tænkte paa Frøken Schrappe, idet han med hurtige Skridt gik opad Gaden.

Aldrig havde han truffet en ung Dame, der mindre var falden i hans Smag. At han havde været uartig mod hende, gjorde det ikke bedre. Vi ere ikke tilbøielige til at finde de Mennesker elskværdige, som have været Anledning til, at vi have opført os slet. Det var ham ligesom en Trøst at gjentage for sig selv: Hun bliver aldrig gift.

Saa vandrede hans Tanker til den Elskede, som skulde reise bort imorgen. Hele hans tunge Skjæbne stod for ham, og han fik en stor Trang til at udøse sin Smerte for en Ven, der kunde forstaa ham.

Men at finde en Ven i den passende Stemning paa denne Tid af Dagen, var ikke let.

Onkel Fredrik var igrunden hans Fortrolige i mange Ting; han vilde opsøge ham.

Da han vidste, at Onkel var hos Tante Maren, begav han sig opover mod Slottet, for at møde ham, naar han kom fra Homansbyen. Han valgte en at de trange Alleer tilhøire, hvor han vidste, Onkel pleiede at gaa, og et Stykke opi Bakken satte han sig paa en Bænk, for at vente.

Der maatte være usædvanligt morsomt hos Tante Maren, naar Onkel Fredrik kunde holde ud deroppe til over ti. Endelig skimtede han en liden hvid Mave høit oppe i Alleen; det var Onkels hvide Vest, som nærmede sig.

Han reiste sig fra Bænken og sagde alvorligt: „Godaften!“

Onkel syntes aldrig om at træffe ensomme Mandspersoner i de mørke Alleer; det var derfor en stor Lettelse for ham, da han gjenkjendte Nevøen.

„Aa, — var det bare dig — Hansemand!“ sagde han venligt, „hvad sidder du og lurer paa?“

„Jeg ventede paa dig!“ svarede Hans med dump Stemme.

„Jasaa! er der noget iveien med dig? — er du syg?“

„Spørg ikke!“ svarede Fætter Hans.

Dette vilde til enhver anden Tid have været tilstrækkeligt til at fremkalde en Hagl af Spørgsmaal fra Onkel Fredrik.

Men iaften var han saa optaget af sine egne Oplevelser, at han foreløbig skjød Nevøens Anliggende tilside.

„Du var ellers dum,“ sagde han, „som ikke fulgte med mig til Tante Maren. Vi har havt det saa morsomt, det havde netop været noget for dig. Ser du — det var egentlig etslags Afskedsselskab for en ung Dame, som skal reise imorgen.“ —

En skrækkelig Anelse gjennemfór Fætter Hans.

„Hvad hed hun?“ skreg han og kneb Onkel i Armen.

„Au!“ raabte denne, „Frøken Bech!“

Da kastede Hans sig baglænds paa Bænken.

Men neppe var han dumpet ned, før han fór iveiret med et høit Skrig, og op af Baglommen tog han en liden knudret Tingest, som han kastede langt nedover Alleen.

„Hvad gaar der af Gutten,“ raabte Onkel Fredrik, „Hvad var det, du kastede?“

„Aa det var den Fandens Blücber,“ svarede Fætter Hans grædefærdig.

— Det var netop saa vidt, at Onkel Fredrik fik Tid til at sige: „Sa’ jeg ikke: vogt dig for Blücher,“ før han brød ud i en livsfarlig Latter, der varede fra Slotsbakken og langt ned i Øvre Voldgade.

Fra Samlede værker, 1907

Originalen er fra Novelletter, 1879