Tusten, av Tarjei Vesaas

Denne novellen, som først ble gitt ut i samlingen Vindane i 1953, er en forløper av Romanen Fuglane, som kom i 1957. Hovedpersonen er den samme, den litt tilbakestående Mattis, kalt Tusten. Vesaas hadde et eget tak med å skrive om mennesker og dyr som har tankene innrettet annerledes enn oss andre, de som har tanker ikke vi vet om, noe han selv formulerer veldig fint, i omtale nettopp av sin roman Fuglane, og hovedpersonen i den.

Selv om hovedpersonen er den samme, er det stor forskjell på romanen og novellen. I romanen får vi god tid til å bli kjent med Tusten. Det er vakkert skildret, og selv om det ikke skulle være helt riktig i forhold til hvordan mennesker som Tusten tenker i virkeligheten, har vi alle noe å lære av hvordan Tusten tenker i romanen. Han har en nærhet til tingene som vår analytiske evne kanskje har tatt fra oss. Det er noe mystisk over Tustens forhold til rudgetrekket over huset, Fuglane, men ikke mer mystisk enn at det er høyst virkelig. Han føler dette, det er noe der, og leseren blir nysgjerrig på hva dette er. Fuglane er en av de aller første voksne romanene jeg leste, og virkelig likte, virkelig ble begeistret over, og gikk og tenkte på. Den var med og satte i gang at jeg virkelig begynte å lese bøker, at det tok av.

Jeg var derfor spent da jeg så at Tusten skulle være med også i en av novellene til Vesaas. Jeg leste med forventing, men forventingene ble skuffet. Dette var ikke det samme som i romanen. De andre novellene i samlingen var bedre, mange av dem.

Nå, i arbeidet med bloggen, mange år etter, leste jeg novellen på ny, uten disse forventningene. Jeg har heller ikke Fuglane så friskt i hodet, som jeg hadde da. Jeg kan lese novellen som en vanlige novelle, med en vanlig – eller uvanlig – hovedperson.

Novellen begynner in medias res, som det heter på fint, midt i tingene, Tusten blir stoppet på landeveien, og spurt om han kunne «ta ein vedhogst». Det er ikke bare at han blir spurt om å hogge ved, men at han blir kalt Mattias. Han blir alltid kalt Tusten, og vet han er Tusten. Slik blir leseren introdusert for at Tusten ikke er som alle andre.

Tusten skal hogge ved ute på ei øy, og føler stor ære ved dette. Han vil gjerne bli sett, at andre skal se han stå og snakke med en viktig kar som gir han jobb. Da skulle de ikke le av ham, som de gjør til vanlig.

Sånn går det over alle de 20 sidene novellen varer. Han kommer hjem til søstera si, som han bor med, og er viktig og har fått jobb. Han er stolt over at han skal forsørge henne, han skal ut i båt, hogge ved. Søstera er glad på hans vegne, og skryter av ham, hun vet hva som skal til for å gjøre ham glad.

– Ja, sjå det, sa systera, det har eg alltid sagt.

– Kva har du sagt?

– Slik er det når du berre held deg litt frampå. Du har haldi deg litt meir frampå, skjønar eg.

– Ja, sa Tusten.

Det var jo ikkje sant, men kvifor gjera skar i gleda.

Slik får Vesaas frem at søsteren og Mattis kjenner hverandre godt. Det er en kort novelle, det er ikke plass som i en roman, hvor man kan beskrive hvordan de lever sammen, hvilket forhold de har. Det må vises i en liten samtale, som dette.

Det at Tusten hele tiden må gjøre noe, gjør at vi aldri helt får sett de fascinerende tankene hans. Han får ikke vist den verden han har, og som vi har noe å lære av. I stedet ser vi hans mislykkede forsøk på å komme inn i vår verden. Han vil jobbe, han vil hogge ved, men han kan jo ikke ved. Skogeieren hadde fått mer hogst, hadde han valgt en annen.

Omtrent to tredjelder ut i novellen får Tusten en slik lykkestund, som han har så mange av i Fuglane, der han går i ett med seg selv og sine omgivelser. Han jobber med en bjørk det går godt med, og han sansa alt ikring seg så underleg løynt og skarp. Han ser, lukter og hører, snegler, hvitveis og trost, det er en lykkestund, ordet lukkestund blir brukt, og i denne lykkestunden hogger han også ned ei bjørk selv. Og med det kommer tankene lett av seg selv, slik vil det suse når eg skal døy, tenker han, i et tankesprang som kanskje ikke er så lett for leseren å forstå, men det er jo også noe av poenget.

Tusten såg seg kring om nokon hadde høyrt det siste han tenkte. Han hadde tenkt det høgt. Han vart skjelven av glede over at han kunne tenke noko slikt. Han ønskte at kloke folk hadde høyrt det. Han sa det opp att: Dette er susen gjennom mitt eige hjarte.

Når det regner, la han til.

Når sniglane kjem på veden, la han til att.

Dette er et grep Vesaas ofte bruker. Han lar hovedpersonene tenke det uforståelige, han lar dem følge sin egen logikk. Det trenger ikke være noen forklaring på alt. For å være litt personlig, så er det ikke i denne novellen grepet faller best ut, det pleier gjerne være en  artig snert, som ikke helt er til stede her. Litt bærer det preg å være et litterært triks, og ikke noe som gjør hovedpersonen mer troverdig, eller mer sjarmerende, slik det er når grepet fungerer på sitt beste. Dette er dog en smaksdom, det er opp til hver enkelt å være enig og uenig. Men les for eksempel barnetankene som spretter ut i Aldri fortelje det, og se hvordan disse tankene kan være uventede og treffende på en gang.

Tusten er dog glad og stolt i tankene sine, han er grepet i stunden, der han har hogd ved, hogd ned et bjørketre, og tenkt store tanker.

Dette skulle dei høyrt, dei som – ja alle. Han trudde han skulle kunne tenke kva så i verda det var.

Lykkestunden går imidlertid over. Han hogger på noen tustegraner, uverdige, verdiløse trær i forhold til bjørka, og også det han selv er oppkalt etter. Så kan man kanskje gripe fatt i at Tusten drømmer om å være en stor, hvit bjørk, drømmer om å falle som den, men er ikke noe mer og føler seg ikke som noe mer enn en tustegran. Slik er det når man leser sånne rare setninger som Tusten tenker, man har liksom lyst til å finne en betydning til det. Jeg tror det leder på ville veier å spekulere for mye her.

Hva som skjer, er at skogeieren kommer ut til øye for å se hvordan det går med arbeidet. Tusten blir umiddelbart skuffet. Normale arbeidre får ikke besøk av skogeieren sånn i utrengsmål, i hvert fall ikke i regnvær. Det er kun fordi han er Tusten. Her sklir novellen mer inn i sosialrealisme, mer inn i hvordan vi skal behandle dem med nedsatt funksjonsevne, noe det aldri var snakk om i Fuglane. Der var det ikke at vi skal behandle dem med respekt, der var det respekt, for hvem kan vel unngå å ha respekt for Mattis Tust, slik han oppfører seg i Fuglane? Der er det en selvfølge, og ikke noe man gir ham for å være snill.

I samtalen med skogeieren stokker det seg for Mattis. Ordene som kom så lett til ham i lykkestunden, er der ikke nå. Vesaas viser at det er en barriere mellom de to, at mannen må gjøre seg litt til, og at Tusten oppfatter dette. Tusten står også og skammer seg over at han har fått gjort så lite, noe mannen naturligvis ser.

Kanskje er det typisk at Mattis Tust i avslutningen av novellen sitter der i tømmerkoia si, og tenker på hvordan det vil være i himmelen. Han har fått laget seg noe mat, stekt noen fleskebiter han fikk med fra søsteren, og med det kommet til krefter.

Det kjendest som å ta imot nytt liv omtrent. Han tenkte: slik er det i himmelen. Der kan heller ingen seie anne enn Mattis til meg. Og er ein svolten, så er det berre å gå ut og ete manna. Men ikkje når det er kaldt. Men heile sommaren vil eg ete manna.

Han vart god og doven, og glippa med augelokka mot bålet. Alle tankar vart avrunda.

Det er et begrep brukt mange ganger før, nesten så ofte at det er uttømt, at den stakkarslige og ulykkelige sitter og tenker hvordan det må være i himmelen. Det er sosialpolitikk, og ikke litteratur at han ønsker å bli kalt Mattis, og at alle vil gjøre det i himmelen. Det om å være sulten og spise manna er tatt rett ut av ingenting, det er ikke et ord i novellen ellers som varsler om noe sånt. Mattis har aldri vært særlig sulten, aldri særlig religiøs. Dette er ikke del av drømmene hans. Det er Vesaas som skriver, og ikke Mattis som tenker. Vesaas dekker litt over skaden, ved å bruke trikset med å sende inn en tanke fra det uventede, om at man ikke kan spise manna når det er kaldt, men som også andre steder i denne novellen faller det unaturlig. Denne Mattis er ikke til å stole på. Det er en forstudie, nesten som et utkast, en kladd, til den flotte romanen som senere skulle komme.

Da jeg i sin tid tok hovedoppgave i historie, så skrev vi først en basisoppgave. Denne skulle være et slags forarbeid til hovedoppgaven, det kunne enten være en oversikt i komprimert form, eller være et kapittel i den. Som oftest ble imidlertid hele forarbeidet forkastet. Det var ikke verdt noe, når man virkelig hadde kommet inn i tingene. Sånn var det for meg med basisoppgaven og hovedoppgaven min. Og sånn synes jeg forholdet er også for novellen om Mattis Tust og romanen om ham.

Aldri fortelje det, av Tarjei Vesaas

Novellene Ein modig maur og 21 år som jeg hittil har behandlet av Tarjei Vesaas, viser sinnet til en maur og til en ung mann i gryende forelskelse. I dag er det en novelle der Veaas tar bolig i barnesinnet.

Aldri fortelje det ble gitt ut i samlingen Leiret og hjulet, samme samling som inneholdt 21 år. Denne samlingen kom i 1936, og er Veaas’ andre novellesamling. Den første kom i 1929, Klokka i Haugen, den mest kjente, Vindane, kom i 1953, og den siste, Ein vakkar dag, kom i 1959. Vesaas’ forfatterskap strakte seg over nesten 50 år, fra 1923 til 1971, og når man tar med at han gav ut sin Noveller i samling i 1964, ser vi at novellen er en sjanger som har fulgt ham gjennom forfatterskapet.

Det er også en sjanger som kler ham. Vesaas er en poetisk forfatter, det er i språket han har sin mesterskap. Her er han helt original og umiddelbart gjenkjennelig, en sann mester. Det er dette som gjør Vesaas til en av de få forfattere som har skrevet betydelige verk, både av romaner, noveller og dikt, han er en av våre beste i alle disse tre sjangrene.

I forrige måned så vi på novellene til Kielland (sjekk dem opp på bloggsiden for norsk litteratur, eller klikk tilbake til juni-måned, og se). Kielland er novellemesteren, men av en helt annen type enn Vesaas. Kielland oppfyller genren som skrev han studieverk, dette er noveller å bruke for å lære hva noveller er for noe. De er korte og poengterte, går over et kort tidsrom, har få personer, og gjerne en litt overraskende slutt.

Vesaas er også en av våre store novelleforfattere, men han lager sine egne regler for hva novellen skal være. «Korte stemningsbilder» er kan hende riktigere å kalle mange av de såkalte novellene til Vesaas. De er forresten ikke nødvendigvis korte, Vesaas er ikke redd for å bruke 10 – 20 sider, og vel så det, på novellene sine, om han finner det nødvendig. Typisk lengde på en Kielland-novelle er 4 sider, Vesaas har få slike. De er heller ikke utpreget poengterte, og slett ikke har de noe overraskende sluttpoeng, det er ikke nødvendigvis innholdet som er det viktig. Vesaas har ikke noe han må få sagt, et budskap han vil ha frem. Det er mer stemninger, skildringer, eksempler på episoder man kan oppleve i livet. Disse episodene kan være representative nok, og man kan trekke lærdom og livsvisdom ut av dem, men det er mer til ettertanke, enn et budskap å hamre inn.

Slik er det også med Aldri fortelje det. Det er noe så enkelt fortalt som tre lekende barn, Anna, Greggor og Nupp, som kommer over en døende fugl. De blir sjokkert over dette uventede møtet med livet og døden, og vil gjerne ta vare på fuglen. Så de legger den varsomt i lyngen, bare for senere å se at det er maur som spiser på den.

Det er det hele. I min versjon (Noveller i samling, Gyldendal forlag – Stor-klassikere serien, Gjøvik 1997) teller novellen 11 sider.

Noe av det Vesaas gjør med språket, er at han kutter unødvendige ord, ord som skal være der etter skrivereglene, men som er helt underforstått i innholdet. Forsøker man å ta etter, blir det plagiat med en gang, det er helt særmerket for Vesaas. Etter denne leserens mening fungerer grepet spesielt godt når Vesaas skriver gjennom sinnet til dem som nok ikke har hjernen fullt utviklet, hos barn og dyr, eller mentalt tilbakestående, som Tusten, i «Fuglane». De har en slik umiddelbarhet i følelsene, de har liksom ikke tid til å tenke ut alle ordene.

I Aldri fortjelje det er det fullt av slike uferdige setninger, setningsemner, som det heter på fint. Det begynner helt fra starten av.

Borti hamnehagen var skrikande tre.

Og det fortsetter i hvert avsnitt nedover. Subjektet er ikke med, om det kan sløyfes. Språket er økonomisk. Kan noe sies kortere, blir det gjort. Se for eksempel på denne forklaringen hva et skrikende tre er for noe, hvordan begrepet oppstod (et skrikende tre er et tre med trostereir i, der skriker foreldrene når noen nærmer seg).

Ein gong dei tre venene hadde stått framfor ei slik reirgran, så hadde Greggar lyst i auga så rart at, og sagt at dette er eit skrikande tre! og det hadde sildra av glede gjennom alle saman.

Den som kunne skrive slike setninger.

Planen er også barnlig og glad, verden er full av muligheter, vanskeligheter finnes ikke, oppgaver tar man fatt på, det er en glede og nysgjerrighet å leve!

I dag ville dei finne ut kor mange tre dei ikkje visste. Var ikkje tal på trosten og reira hans borti desse heimeliene.

I dag skulle det bli tal på dei.

En voksen vil vite at det er umulig å telle tre med reir i. Det er en formidabel oppgave. Det er helt riktig at det ikke er tall på trosten og reira, det er bare anslag, og man må kunne litt matematikk og statistikk for å komme med slike anslag. Men barna er ikke begrenset av kjennskap til hva man må kunne, de løper bare og begynner!

Den glade stemningen i starten får et lite hakk i møte med Raringen. Det er et passende navn, både fordi unger er kjappe med å sette slike navn på folk, ofte forbausende treffende, men også som et varsel i teksten. I litteraturen er ofte raringene, outsiderne, de som sitter med den egentlige kunnskapen. Hva raringene kommer med, pleier ha betydning. Raringen leser også bøker, og hermer etter det som står der. Til overmål snakker han svensk, et morsomt fortellergrep, som gjør det han sier pussig og uforståelig for ungene, også med at ordene er litt fremmede. Han står litt utenfor. Og han har en blomst. I den er Gud, sa han uventa. Riktig. Det er uventet. Men det er et varsel om at her skal det skje et uventet møte med det guddommelige i naturen, om ikke det er noen religiøs novelle. Det er mer den hellige respekten så mange, mange, mange med et nært forhold til naturen føler for den.

Det er også enda en liten setning av betydning, før den egentlige handlingen settes i gang. Det er i det de tre barna står foran et av de skrikende trærne med trostereir i.

Dei stansa framfor treet så vidt det var, let med godt samvet trosten bera seg fælast han kunne – for dei tenkte ikkje på å gjera han noko.

Barna har kontroll. De skjønner at trosten er redd, men de spiller trygt leken, for de vet at det ikke vil skje noe farlig med fuglen. De vil ikke gjøre den noe, også Vesaas har dei i kursiv.

Men så kommer de over en trostunge som har skadet seg. Det forandrer leken. Barna reagerer som barn. Det er ingen vanskeligheter, bare muligheter. De vet ikke at en skadet fugleunge er tapt, at dette er naturens gang, at det er lite å gjøre, at det er flere som dør enn overlever, for mange arter. De vil få den opp i reiret igjen, de vil ta den med hjem og mate den, barna sier det de tenker, dette er scenisk fremstilling. Replikkvekslingen kan gå slik:

– Vi må fø han opp sjølve, sa Anne, det er då rom heime for ein trostunge.

Nupp var med på det straks. Greggar syntest han måtte tenke litt på det innen han gjorde det av. For han laut gjere det av. Dei venta.

– Ta han du då, Anne, sa han.

– Ja, ta han du Anne, sa Nupp fort for å ha del i avgjersla han og.

Det er ikke engang komma i siste setning. Det går fort, liksom at barna ikke tør tenke hvor vanskelig og umulig dette er. Det er klart, den oppmerksomme og tenkende leser vet at det ikke er bare lett å ta i en døende fuglunge. De banker og puster, er varme og skrøplige, og er vettskremte deg. Det er ikke for ingenting at de to guttene vil at jenta  – som også kom med forslaget – skal ta den. De vil ikke gjøre det selv.

For de som er lydhøre velmente anbefalinger: Finn frem novellen selv, se mesterskapet Vesaas skildrer det med, hvordan lille Anne tar opp fuglen, og kjenner livet i den.

Barna løper hjem. Det går raskt, også i språket, men det er tatt med detaljen i omgivelsene, granbarnålene på veien er blandet med maur, og at maur kryper oppover treleggene. Maur skal spille en rolle i novellen. Ellers hadde det ikke vært nødvendig å ta dem med, her så ungene skal heim så fort som råd.

Vesaas gjør så enda et grep som skiller barneverdenen fra voksenverden. Han lar ungene ha et eget ord, et hemmelig ord, som de bruker der det ikke finnes andre ord, et ord for det som er ufattelig. Ordet er bulli. Ordet har betydning for hele novellen, selvsagt, hele innholdet her er bulli, det er det uforståelige, det ufattelige. På veien hjem bruker Anne det for første gang i teksten. Det er noe inne i fuglen.

Det er lille Nupp som avgjør hva det er. Det er en «snekker» der inne, fuglen er ikke bygget ferdig ennå. Også dette skiller barneverden fra voksenverden, barna lar med en gang fantasien fylle inn, der kunnskapen ikke strekker til. Det er antagelig de skremte hjerteslagene til fuglungen de kjenner, men det er klart det er mye tryggere om det er en snekker som setter fuglen ordentlig sammen.

– Han blir skapt på, sa Nupp og sveivde med auga.

I det same stod orda åt Raringen liksom like opp i auga på dei. Det rykte i dei. Anne sette trostungen ned så fort ho berre kunne gjera det på ein varleg måte. Helst hadde ho vilja sleppe han som brend. Alle vart sterkt raude i kinna. Kvar såg at den andre tenkte det same.

Trostungen var ikkje ferdig innvendes, han vert stelt i stand der i denne augeblinken.

Men gleden og forundringen over denne erkjennelsen varer ikke lenge. Fuglen er jo syk eller skadet, det er en grunn til at den var ute av reiret i første omgang, og der den nå ligger i lynen etter at Anne har lagt den ned, blir det snart tydelig at ikke alt er som det skal med den. Vesaas går av og til kort ut av skildringen gjennom barneøynene, og skildrer fuglen som den egentlig er, korte, greie setninger.

Neste etappe de bærer fuglen er saken blitt mer alvorlig.

Det banka inni ungen, og hennar eige hjarte dulpa imot.

De tre barna har avgjort at snekkeren inne i fuglungen nok ikke klarer å snekre den ferdig av seg selv. De kan ikke bare etterlate seg den, de må ta den med hjem. Nå er alt som var artig og spennende på vei ut, trosteskrik og slikt noe, smått og ubetydelig. Det korte, avbrutte språket til Vesaas, der ingen ord er med som ikke må være der, det passer godt til den høytidelige spenningen.

Anne sette seg i gang. Gjekk strak og stiv, litt bakoverhalla så ungen kunne ligge betre. Toget skreid fram. No høyrde dei ikkje noko så smått som trosteskrik, såg ikkje gauksyrene, sansa ikkje at sola brende. Eit slikt følgje som deira måtte ikkje stå til leds. Ikkje tenke på vas.

Språket er innholdsfylt. Vas er alt som ikke er fuglen. De viktige ordene trenger seg frem, en konjuksjon som «og» er vas, og kan ikke være med. Det er ikke å sette ord på tingene som er målet, det er nettopp alt det som ikke kan sies i ord, det er det som skal uttrykkes.

Ho gjekk skalv. Enno hadde ho ikkje tala ein setning, men leppene hennar var så ferdige at usagde ord dansa på dei. Ho ville seia at ho ikkje greidde dette, ikkje kunne bera på dette.

«Bære på dette» er både fuglen og alt hun selv har inne i seg. Hun har også rett i at hun ikke greier bære på det, det som er inni må ut, nesten litt symbolsk går hun også fysisk ned på jorden med knær og albuer, liksom tynget ned. Fuglen har hun lagt fra seg. Det usagte blir formulert i følgende, barnlige setning:

– Der kan snart vera ferdig der inne! sa Anne og drog i dei. – Og då veit du at der er ikkje meir å vera etter –

Det er veldig presist, og også barnlig omformulert. At fuglen skal dø, går ikke an å ta i munnnen. De tre barna kjenner instinktet av å springe vekk, vekk fra det ukjente, farlige, men det er også en veldig nysgjerrighet til dette ukjente, hva det er for noe, og hva som vil skje. Ingen klarer å bære fuglen hjem. Anne klarer det ikke, og de to guttene vil ikke prøve. Da er det ikke så mye å gjøre, da må de legge fuglen fra seg, men de må jo også passe på. Om ikke annet, så for å se hva som skjer. Lille Nupp gjentar det Anne sa, «det er ikke mer å være etter», små barn gjentar det andre har sagt.

Fra et utsiktspunkt langt unna sitter de tre barna og ser på mens den lille fuglen dør. De er sitrende av følelser, tør ikke se på og tør ikke la være, de er heller ikke helt sikre på hva de egentlig venter på, – er det no? er et passende spørsmål de stiller. For selv om fuglen slutter å bevege seg, er det ikke sikkert det er no. Ikke sikkert det er ferdig der inne.

Så løper altså ungene til slutt frem, og da er novellen snart ferdig. Det er bygget opp til et veldig klimaks, men det slutter med en gang etterpå. De løper frem, og ser at fugleungen er overtrekt av maur. De har i vanvare lagt den like ved en maurtue, maurene har gjort slutt på den. Og nå sitter de og spiser på den.

Kva skulle ein no?

Ingenting. Aldri fortelje det. Aldri bli kvitt det.

Novellen har en helt logisk, naturlig avslutning. Fuglen må dø, og den dør. Det er ingenting uventet eller overraskende som skjer til slutt. Man hadde kanskje ventet en større grad av utløsning, at ungene skulle få tenkt litt over hva som skjedde, at de skulle gå hjem og begynne på livet videre. Det ufattelige – men helt vanlige og naturlige – at små, ekle maur spiser på den like før så levende og varme fuglungen, det blokkerer de små barnehjernene fra å tenke på. Det går ikke, dette er ikke noe å bearbeide, dette er ikke noe å snakke om.

Det er en typisk novelle av Vesaas. Det handler om de store tingene i livet, om liv og død, om menneskets møte med naturen, om tidens gang. Det er en helt vanlig hendelse, men i barneverdenen blir den umåtelig stor og betydingsfull. Slik blir det også litteratur av det. Og Vesaas får sagt – uten å være påtrengende – noe om at hva som skjer ikke alltid er det viktige, men hvordan det blir oppfattet.

Jeg tar til slutt med lite grann om navnene til barna også, om enn vi kanskje ikke skal legge altfor mye i det. De heter Anne, Nupp og Greggar, et helt vanlig og to temmelig uvanlige navn. Anne er hovedpersonen, hun alle kan kjenne seg igjen i, representanten for det vanlige, en staut og skikkelig jente, med det som følger med. Nupp er den lille, bare et lite Nupp. Greggar er den tenkende, kanskje med assosisasjoner til Gregor, et vanlig pavenavn og navn på biskoper og andre verdige.

21 år, av Tarjei Vesaas

Novellen «21 år» gav Tarjei Vesaas ut i samlingen Leiret og hjulet. Den kom i 1936. Vesaas er født i 1897, og var altså 39 år, da denne samlingen kom ut. Han hadde da vært i gift i to år, med Haldis Moren Vesaas, det vakreste kjærlighetsforholdet i norsk litteraturhistorie. De var begge store forfattere, og det som best på nynorsk kalles kjenslevare (bokmålsvarianten «følsomme» blir ikke helt det samme), både i egne følelser og i evnen til å gi uttrykk for dem. De er mestere i å la det usagte stå som det viktigste, i å velge de få ord som antyder.

Vesaas er en av ytterst få forfattere – både nasjonalt og internasjonalt – som utmerker seg i både romansjangeren, novellesjangeren og i poesien. Selv om han var større som romanforfatter og novellist, enn som poet, er det det poetiske som er bærende, også når han skriver fortellende. I ingen av verkene sine er Vesaas noen stor forteller. Han har ikke de bredt anlagte historiene, han har ingen drivende spenning, det er den kjenslevare skildringen av historiens hovedpersoner som bærer novellene og romanene hans.

Det gjelder også i novellen 21 år. Det er en novelle som grep meg fra første gang jeg leste den, fra den gang jeg knapt leste litteratur frivillig, fra den gang jeg selv var ung og søkte jente. Historien er helt enkel, og helt klassisk. Det er et brødrepar på gården, de skal skjære bygg (korn). Og så skal det være med en ung jente som heter Hild. Det er fra begynnelsen av klart at de to brødrene vil rivalisere om denne jenta. Det er også klart at yngstebroren, jeg-fortelleren, vil vinne henne. Det vises ved et frempek i åpningen av novellen:

Den fjerde dagen vi skar bygg, var just den dagen eg fylte 21 år og vart myndig. Då spurde eg den jenta som stod skar jamsides meg:

-Du Hild, vil du vera ved den store steinen der nede i kveld etter vi har slutta?

(…)

-Ja, sa ho.

– Ja, sa eg.

Omtrent den samme samtalen utspiller seg omtrent 12 sider senere, da han virkelig får henne. Da spenningen blir utløst, og hun blir med ham, og ikke broren.

Det er ikke noe poeng i novellen at det skal spenning i hvem som vinner Hild, som hun heter. Det ligger helt i kortene, også i at yngstebror er jeg-fortelleren. Han er også underdog, yngst, og det er storebroren som går hardest ut til å begynne med. Det ser ut til at yngstemann ikke kommer noen vei med henne, men det er likevel han som skal få henne, og det er aldri tvil om det. Det skal heller ikke være tvil om det.

Noe av poenget i denne novellen er at tingene skjer liksom av seg selv, når tiden er inne for det. Her hører det med at gutten er blitt myndig, det er 21-års dagen hans. Da er det på tide å få seg jente, og han får seg jente. Han vet ikke hvordan han skal gjøre det, men det ordner seg, liksom av seg selv.

Her kan vi tolke at broren gjør for mye ut av det. Han forsøker å påskynde begivenhetenes gang, han er for rask og ivrig, og dermed ender han med ingenting denne gangen. Vesaas er ytterst forsiktig med virkemidlene han viser det med. Det er småting, som at han bærer for mange stauder, eller er for ivrig med å ville slipe sigden til Hild altfor mange ganger, eller han plutselig en av dagene bestemmer seg for å gå i finklærne sine i marka. Det er dumt, og han blir også synlig straffet av naturen selv, ved at det blir regn, og klærne hans blir helt skitnet til.

At det er yngstebroren som forteller historien, gjør også at iveren til storebror Olav kommer tydeligere frem. Det kommer også godt frem hvor stor effekt det har at det er en ung jente på gården, det er liksom livet selv. Alt blir lettere, alt blir lysere.

Vi slipte sigdene og gjekk på åkeren til den første skurøkta. Lett å gå i dag. Lette, lett skyer, og lett luft. Det var fint på denne garden, såg eg. Såg det godt i dag. Mykje finare enn før. Mykje lettare enn før.

Yngstebror har et underlegenhetsforhold til storebror Olav. Samtidig kjenner han ham godt, og vet hva han pleier å gjøre til vanlig, og hva han gjør fordi Hild er der. Det irriterer ham at storebroren prøver å vise seg, det er for dumme triks han bruker, men til å begynne med er det veldig lite lillebror kan gjøre.

Hild hadde teki mange. Berre trivi eit fang slik utan videre og stega av stad med. Ho var ung og sterk.
Olav hadde teki så mange sturer å bera at det høyrde ingenstad heime. Aldri hadde eg sett han lesse på seg slik før.

Storebror fortjener en spottende flir for dette tullet, men yngstebror får aldri oppmerksomheten hans. Sånn er det igjen og igjen i starten, storebror fyller seg selv foran Hild, lillebror kommer ikke til.

Den lille erotikken er også nydelig utført. Denne bloggeren foretrekker de vage antydninger som finnes her, heller enn de direkte og ufølsomme seksualaktene i vår tids litteratur. Hele spenningen blir borte, når sexen kommer fritt, straks og lett. I ung alder skal det veldig lite til, og den unge alderen varer riktig lenge, om vi ikke søpler den til med for sterke og for plumpe inntrykk.

Se for eksempel denne setningen her:

Like framfor meg skar Hild. Eg såg sveitten stod i andletet hennar, såg kor varm og halvt doggsleggen halsen hennar var. Måtte tenke på at heile kroppen hennar var varm no og lengta etter vatn, etter ein elvehøl å dukke seg ned i.

Eller denne, der han nesten ser henne naken i hodet, uten å si et ord om det:

Eg gledde meg, forunderleg meiningslaust, ved tanken, og sa med meg sjølv: no er heile Hild våt.

Det er noe hellig, noe gåtefullt over kvinnekroppen, og det blir her behandlet med dyp respekt, både av hovedpersonen, og av Vesaas selv. Her er det mirakelet, de to sjenerte unge, som likevel finner hverandre. Han som også er ung og lysten, kåt og klar, storebror, han finner ikke de riktige strengene, og får det ikke til.

Til slutt går det av seg selv. Yngstebror befinner seg ved siden av Hild, og vi får samtalen som vi også hadde i starten av novellen. Vi vet hva som vil skje, Hild sier ja, og de har etterpå møtet nede ved steinen, som avtalt. Det aller meste forblir usagt. Det er den dirrende spenningen som er alt, og den viser at dette er alvor.

Eg kjende med ei dirring tvert igjennom meg kor jenter høver karane i hendene.

Det er noe av det største i livet, fødsel, kjærlighet og død, det er hva det gjelder om. Og enda så stort det er, så får de aller fleste oppleve det. Det er fortvilet så lenge man ikke får det til. Men når tiden er der, og det er meningen at det skal skje, så skjer det. Det er budskapet i denne novellen.

Ein modig maur, av Tarjei Vesaas

Vi er nå kommet frem til femteplassen av mine norske favorittforfattere. Den går til ham som tidligere hadde førsteplassen, Tarjei Vesaas (1897-1970). Han er blant de aller mest allsidige av våre store forfattere, og demonstrerer mesterskap i romaner, noveller og i poesi. Det er bare i dramatikken han ikke har levert noe vesentlig.

Diktene til Vesaas er nydelige. Hans Regn i Hiroshima er det beste diktet om atomvåpen og atomalderen som finnes på norsk, og det beste jeg kjenner fra verdenslitteraturen. Som romankunstner er han strålende i Fuglane, det var den første romanen jeg leste og virkelig likte. Det var etter å ha lest den jeg begynte å lese litteratur fordi det gav meg noe, og ikke bare fordi jeg følte det som en plikt. Lenge var dette min absolutte, norske favorittroman, og den virker ennå magisk på meg. Men etter å ha lest noen flere av Vesaasæ romaner, Kimen og Is-slottet, så ser jeg at de er ikke i nærheten av å treffe meg like sterkt. De blir symboltunge og vanskelige, uten å være sjarmerende. Fuglane er kanskje også full av symboler, men den kan leses med stort utbytte uten å få med seg et eneste av dem.

Som novellekunstner er det imidlertid Vesaas er på sitt aller beste etter min smak. Her kommer hans nydelige og vare språk til sin fulle rett, her kan han antyde historier han ikke trenger å fortelle fullt ut. I romaner kan det bli litt mye av og til.

Hans noveller i samling er en av de første bøkene jeg kjøpte meg av egen fri vilje. De ble utgitt første på Gyldendal i 1964, og så revidert og gitt ut på ny en rekke ganger, min utgave er fra 1997. Her er det svært mange favoritter jeg varmt kan anbefale, Dalen med den galne enden om de to ungdommene som tar sjansen og går til den andre enden av dalen hvor de aldri har vært før, Katten som blir kastrert, den rasende Stuten Glorius, Aldri fortelje det om barna som finner en død fugl som blir spist av maur, Nils Fêt som må overta gården litt for tidlig, vakre, vakre 21 år om den første, ungdommelige kjærlighet. Det er noveller som kan gjøre en glad i å lese noveller, som ikke er det på forhånd. Og nå har jeg bare ramset opp noen av de første novellene i samlingen.

Han ser med jentungane og mellomungen Sigurd rullar seg øre i graset. Høyrer dei skrålar og gløymer all verdens ting. Han veit no at ikkje med ein tanke er dei hos han.
  Dette må han løyne godt.

Fra Hjulet rullar fram, av Tarjei Vesaas

Om man ønsker en tyngre novelle som jeg har gått og tenkt på hele livet, så er det Hjulet rullar fram, en sterk novelle om en bonde som blir krøpling og frykter at nå vil arbeidet på gården hans bryte sammen. Så ser han til sin uro og sin glede at det gjør ikke det, livet fortsetter også uten ham, hjulet ruller fram, og han kan ikke helt bestemme seg for om han skal være glad eller trist over det. Spilte han virkelig så liten rolle? Skulle han virkelig føle seg uunnværlig?

Framover vil det. Er på vegen alt saman så godt det kan. Det store hjulet er løynt.
Inderleg godt veit mannen at han må vera glad fordi han ikkje tydde meir enn han ser han gjer.
   Ikkje tydde det minste i grunnen.
   Men han kan ikkje gle seg ved det. Det var for søtt å stå i midten.

Fra Hjulet rullar fram, av Tarjei Vesaas

Dette er en novelle som vokser med alderen til leseren. Den har gode tanker om ens plass i livet og i verden, og hvordan alt sammen går sin gang med de mennesker som er aktive og deltar. Jeg vil imidlertid i dag velge å presentere en atskillig morsommere og enklere novelle, den som gledet meg mest ved første gangs lesning, og som sendte Vesaas opp til topplassen over mine norske favorittforfattere den gang på 90-tallet. Stor litteratur er ikke denne teksten, men du verden så artig.

En modig maur

fra Vindane, 1952

Tuva var grunnlagd av ein som kunne sine ting. Ein som hadde sikta litt, og lagt dei to første pinnane i kross. No var det sju hundre portar som førte ut i solskinnet.

(…)

Alle som budde her var modige. Dei rende over ein annan for å vera først til allslags halslaus gjerning, så lenge det fanst liv i dei. Dei kom gjerne tilbake med store søkk i mageplatene eller i bringeplatene, men det gjorde liksom ikkje noko. Det einaste som døyvde dei var regnveret.

Dette er noen av de første setningene i denne muntre novellen og setter tonen. Vesaas skriver om en maur, en modig maur, og denne mauren er akkurat som alle andre maurene som bor i tuen. Den er skrevet i tredje persons synsvinkel, men ser det meste gjennom øynene til denne modige mauren. Det er ikke så mye tanker og følelsesliv å rapportere om, det er helst raseri og kampvilje.

Eit sekund stod han på veg innetter, inn i djupet. Greie opp der. For der var det nok ymse ting. Han kom aldri så langt inn til kvardags. Det han fann av mat og tømmer, leverte han ved porten. Men no – Nei så snudde han. Det var for smått. Det stod ei lognande sol på himmelen, han kunne gå ditbortover. Så ville det vel hende at han fekk prøve kreftene sine. For å slå fast at han var i orden, gav han seg i klammeri med eit par mann og beit dei av på midten. Så gjekk han ut i verda.

Jeg har stor respekt for gamle bønder og deres kunnskap om naturen. Jeg er imidlertid ikke helt sikker på om det er faglig helt riktig alt Vesaas skriver om denne mauren. Han har en glupsk appetitt og blir også spist litt på selv, jeg kan ikke gå god for at dette kan være en typisk dag i en maurs liv. Men i novellen fungerer det utmerket. Her får Vesaas med noen enkle litterære grep vist hva det vil si å leve etter instinkter.

Tørr og mager og modig var han. Med front mot alt som måtte vera framfor. Det var fienden hans alt saman. Han smakte på lufta. Lufta inne i tuva var stram og sur – denne her i graset var reint for mild. Barnemat. Det var til å arge seg over.

(…)

Her i lyngbeltet framfor tuva møtte han mane av yrkesbrørne sine. Dei hadde alt vore ute på morgonfangst, og bar og drog. Riket var i vokster. Ein bar på ei ung mjølkelus han hadde røva. Han gjekk stiv og bratt. Bak han kom ein kamerat med ein framand ihelbiten maur, den som hadde ått det unge mjølkedyret før. No skulle han etast, det var ikkje meir med det. Dei to vinnarane såg ikkje anten til høgre eller venstre.

Novellen kan også leses som dyrelivet i sammenheng med menneskelivet. I alle novellen der det er mennesker som har hovedrollen, er alt sammen stort og viktig. Det er livsfarlig å bevege seg mot den galne enden av dalen, det er forferdelig med fuglen som blir spist av maur, og det er så viktig så viktig for 21-åringen at han får det bra til med Hild. For bonden i Hjulet rullar fram er det en tragedie når han blir krøpling. Maurene går på, samme hva som skjer med dem.

Auga hans fall på eit strå som han slo fast at han ville ha med heim. Det var ingen ting som skilde det ut frå andre strå, men det skulle med. Skinn-auga hans hadde falle på det. (…)
   Ein framand maur kom fram unna eit gammalt lauv, og byrja dra i den andre enden av strået. Såg ut som han måtte ha det strået om han skulle kunne leva lenger. Den modige spruta av sinne og drog frå sin kant så han kjende det smalna om livet. Det vart ein fågengd dragkamp. Strået flytte seg ikkje, berre saga fram og tilbake.
    Medan dei stod og tørrsleit, kom det endå ein maur og såg strået. Han og slo fast at han skulle ha det, og beit seg tak i same enden som den modige. Då kokte den modige slik at han for på, først den næraste og så den andre, og beit dei i to etter tur. Sjølv fekk han nokre stygge klipp under den tette kampen, men han bles i det. Strået let han ligge. Brått brydde han seg ikkje om det lenger.

Denne dagen har begynt for den modige mauren at han får en tømmerstokk i skallen. Siden får han et risp over øyet i kamp med en makk, rispet kommer i det makken vil dra ham ned i jorda. Dette rispet «låg som ein bjelke over alt han såg sidan». De fleste av kampene ser ut til å skade ham litt, men han går alltid videre på med samme mot. Først er det en snegle han skal ta, han kjemper for livet der inne i sneglehuset, før han endelig slipper taket og går baklengs ut. Så må han klippe sundt og ete et lite rusk som forsøker å spise av fettet han er dekket med etter kampen mot sneglen.

Det er rett etter denne episoden han finner dette strået han på død og liv må ha. Det er en herlig, liten scene, av alle strå må han absolutt ha dette. Og han risikerer livet for å få det, kjemper innbitt mot to andre maur, dreper dem til og med, men lar strået ligge når det først er vunnet. Det er vel et og annet å lære for oss mennesker også her, om hvordan vi av og til kjemper veldig hardt for noe vi egentlig ikke trenger, og egentlig ikke vil ha allikevel når vi har fått det.

Då han kom opp, kjende han at det ville vori godt å kvile litt. Men slikt var ikkje å tenke på. Han fann seg i staden eit tjukt strå å dra på, så tungt at han måtte gå baklengs for å få det med.

Med de maurhalvdelene han har tatt med seg etter kampen om strået går det trådt å komme seg videre. Det går også ned ei grøft, der tyngden av de døde maurkroppene gjør at han faller ned i vannet i bunnen. Der får han store problemer, for han har ikke fast grunn under føttene. Mistet ene foten gjorde han også i fallet, men det gjør ham ikke så stort, han har jo mange å ta av. Det er i raseri over at et krek begynner å ete av foten han selv hopper i vannet for å drepe det. Flytende i vannet er det et dyr som spiser av ham underfra.

Ingenting av dette gir den modige mauren noen bekymringer. Det er bare raseri. Og når han endelig får fast grunn under føttene, dreper han øyeblikkelig dette kreket som spiser av ham og eter det i stedet for. Her er det øyeblikket hvor han er sliten, men ikke kan tenke på å hvile, for videre må han.

Han kom framom ein liten gul stugging som sat i graset. Ein ljosgol giftig liten eitermaur. Dei likte han aldri å møte. Han sansa og i det same kor altfor lett syretanken var.
    Den vesle satt urørlig. Men det var godt maskineri i han, det visste den modige altfor vel. Likevel ville den modige ha ei avgjerd, og gjekk på.

Hver eneste lille utfordring som dukker opp på den modige maurens vei kaster den seg over uten den minste frykt eller nøling. Akkurat denne lille, gule mauren gjør stor skade, han får krøpet under buken på ham og gitt ham askillige ladninger med gift. Den modige blir liggende med verk i skallen og lamme føtter. Heldigvis for ham blir han ikke spsit av den gule, i stedet er det noen små krek som dukker opp og vil spise ham, og den gule vil spise disse. Dermed kan den modige hogge saksen i ham, og ete den gule i stedet. Så er den kampen også vunnet, uten noe mer med det.

Han åt og åt. Det smakte over all forstand. Han ville aldri gå ifrå her. Aldri røre seg meir. Berre eta.

Ferden til den modige mauren ender til slutt i en sukkerskål. Der har den sitt paradis, der vil den bare ete, dit vil den aldri fra. Det ender imidlertid med at dette sukkeret blir plassert i en kaffekopp, der dør mauren øyeblikkelig av heten. Han får sin grav ved at hele kaffekoppens innhold blir heldt ut vinduet, og nede på bakken begynner med en gang noen rusk fra jorden å ete på ham.

 

 

En god samvittighet, av Alexander Kielland

Dette er en beisk novelle. Den er skrevet av Alexander Kielland, utgitt i samlingen Nye Novelletter, den kom i 1880, da Kielland var 33 år gammel, året etter at han fikk sitt gjennombrudd med sine første novelletter. Samling nummer to er jo litt å kopiere hva han har gjort i sin første, han har funnet sin måte å skrive på, den er umiddelbart gjenkjennelig, karakteristisk og original, og den ser ut til å falle ham lett. Han har skrevet flere romaner, også romanserier, som den om Garman & Worse, men det er kanskje i de korte novellettene Kiellands eleganse og sylskarpe ironi kommer best til sin rett.

I «En god samvittighet» er det forskjell på folk. Det er noen som sitter godt i det. De har penger, de har fine navn, og de har helst «moralske bekymringer» å stri med. De fører attpå til ordet i romanen, synsvinkelen ligger hos Fru Warden, historien fortelles stort sett gjennom henne, i tredje person personal, som det heter i skolen. Warden er et fint navn, ellers heter de rundt henne Abel og Labiche, utenlandsk  og nobelt, og så påfallende at det vel bare er dem som selv at disse navnene er noe de breser seg med. Det er langt for mye av det gode.

Introduksjonen av novellen og av hovepersonen, Fru Warden, smører også tjukt på.

Utenfor advokat Abels haveport holdt en liten, elegant vogn, forspent med to fete, blanke hester.

På seletøyet fantes det hverken sølvbeslag eller annet metall, alt var matt sort, og alle spenner var overtrukket. I lakkeringen på vognen var det en liten skygge av mørkegrønt, hyndene hadde en beskjeden støvgrå farge, og det var først på nært hold man oppdaget at betrekket var av den sværeste silke.

Kielland gnir inn med smør og fett. Det er rikdom, synlig rikdom, men den skal liksom være diskret. Hovedpersonen, Fru Warden, skal liksom være en ettertenksom dame, og føler seg – godt hjulpet av omgivelsene – også som det, men hun er grunn og overflatisk, like synlig som vognen og livet hennes er overdådig, selv om hun vil gi inntrykk av å ville dekke det litt til.

Historien i novellen kommer i gang ved at denne Fru Warden, som nettopp kommer ut av denne lille, elegante vognen, der man først på nært hold kan se silketrekket, hun er på kort visitt hos venninnen, Caroline Abel, advokatfruen. Fru Abel vil kjøpe en ny spaserkjole, men fru Warden kan ikke gå med på det, når «- i selve den by hvor vi bor, lever det folk i hundrevis, som lider nød – bokstavelig talt: nød!».

I stedet for å kjøpe seg spaserkjole, vil fru Warden ta turen ut til fattigstrøket. Hun gir overfor advokatfruen uttrykk for at rikfolk bør «gjøre hva vi kan for å utjevne den», det vil si utjevne ulikheten, som advokatfrue Abel mener uansett finnes. Det blir jo litt splid mellom dem på grunn av dette, det er jo nesten kritikk av advokatfruen, og fine fruer blir lett fornærmet.

Kielland gjør det lett for seg ved å hoppe ut av synsvinkelen, og skrive litt gjennom fru Abel også. Hun blir sittende igjen i havestuen, mens fru Warden reiser ut i fattigstrøkene for å forvisse seg om tilstanden der. Hun synes fru Warden har et godt hjerte, og avslører med det at hun ikke akkurat har et skarpt sinn, og føler vel også et aldri så lite agg av misunnelse – om enn den slags nedrige følelser naturligvis aldri får innpass hos karakterer som henne, som Kielland skriver beiskt ironisk -, men det er uklart om det er mot fru Wardens gode hjerte eller hennes fine vogn. Det er derimot helt klart at det er en overflatisk og motbydelig rikmannsgjeng vi har med å gjøre.

Ute i fattigstrøkene reiser fru Warden i sin fine, lille vogn i veier som blir trangere og trangere, veldig billedlig fortalt, også i overført betydning. Hun vil inn en enda trangere gate, dum som en stokk vil hun til det aller verste. Kielland er vel nesten slem, da han utstyrer fru Warden med følgende spørsmål i møte med en halvvoksen pike i døren til et av husene:

Bor det veldig fattige mennesker i dette hus?

Det er nok temmelig synlig at hun heller reiser ut i dette strøket for å fortelle om det etterpå, og vise frem sitt gode hjerte og påtatte samvittighet, enn at ulikheten egentlig plager henne. Hun er jo på solsiden. Det er noe å tenke på for Stavangerfolk i dag også. Vi er fortsatt på solsiden, bare nå er det flere av oss som er det, hele byen og landsdelen.

Hva hun egentlig tenker glipper ut av henne, der hun står i den perlegrå visittkjolen sin, så vid i det dyre stoff at den lå utover gulvet, en åpenbar provokasjon for fattigfolket. Hun føler seg «som en bonbon, der er falt i sølen», etter et uttrykk hos Heine. Allerede fra starten har hun ingenting annet enn forrakt for fattigfolket, de er sølen.

Det følger en samtale på drøyt halvannen side mellom fattigkonen og rikmannsfruen. Det er en verden mellom dem, det er ingen kontakt, det er en avgrunn, og alt blir synlig for leseren, siden det er gjennom fru Warden alt blir sett. Og hun skjønner null og nix niente av hva som foregår i fattigfamilien, hva sorger og bekymringer de der har, hva problemene egentlig er. Hun tar seg i å foreslå dyre løsninger for en del av problemene, løsninger som er selvsagte for henne, men som er umulige når pengene mangler. Det vil si, hun tar seg slett ikke alltid i det, den lille gutten på 13 år må spise mer, spise noe styrkende. Men hun skjønner at det er ikke så lett å kjøpe rullestol til en som er lam, blant dem.

Her vil hun gripe til sin portemoné, og gi penger. Men hun har den ikke, den er stjålet, og fattigforstanderen kommer med den. Dette er et grep fra Kielland, for å gi fattigforstanderen et påskudd til å komme inn i samtalen. Det blir med en gang bråk, fattigfolket kan ikke fordra fattigforstanderen, og skjeller og smeller på ham. Fru Warden får ikke med seg hva som skjer, så vi får det ikke heller. Men det er tydelig det ligger en langvarig konflikt bak, her er mye ondt blod. Fattigforstanderen kan også meddele at de kommer etter mannen i huset i natt, han skal inn for to måneder.

Det har skjedd en rekke med ting som ikke fru Warden skjønner noen ting av, men som vi lesere kan ane. Det er for eksempel ikke helt sikkert det er tannpine som gjør at mannen i huset ikke er på jobb denne dagen, selv om tannpine gjør veldig vondt, og fru Warden har oppriktig medfølelse for ham på grunn av denne tannpinen. Et ganske fint bilde på hvordan medfølelsen hennes virker, den føles oppriktig, men bommer fullstendig.

Fattigforstanderen kan fortelle litt mer om hva det er slags folk fru Warden har besøkt. Han begynner med å gi ros til henne, at det er oppløftende å se et godt menneske, og slikt noe, og det går selvsagt rett i hodet på grunne fru Warden. Etterpå er hun fortapt i alt han sier. Fattigforstanderen kan fortelle at fattigkonen har «vært et meget beryktet offentlig fruentimmer». Han kunne også henlede oppmerksomheten til piken i huset, og hennes tilstand, med «mannen i huset». Dermed har han baksnakket og sladret på den fattige familien, og fru Warden er ikke bedre utstyrt i hodet sitt enn at hun blir svimmel av det. Det er ingen – absolutt ingen – medfølelse for den egentlige situasjonen fattigfolk lever i.

Kielland er vanligvis sværrt tydelig symbolikk. Hestene til vognen til fru Warden blir heretter kalt bare «de fete», og gatene blir veldig poengtert bredere og penere etter hvert som de forlater fattigkvarteret og kommer over i villastrøket, luften blir også renere.

Og fru Warden er så motbydelig i hodet, at hun klarer kunststykket å føle bekymringene og problemene som følger med det å ha penger. Det er så mange fristelser! Den moralske fordervelsen til fattigfolket gjorde dem ukvalifisert til å ha penger, det hadde de jo vist, ved å være prostituerte og å sette barn på hverandre. Hun selv, fru Warden, hadde også kjent på fristelser, men hun hadde motstått dem. For eksempel hadde hun direkte avvist en tjener som ville hjelpe henne ned fra bukken på vognen, det kunne hun klare frem.

Kielland smører på med flesk og med fett. Det er veldig tydelig at fru Warden er en motbydelig kvinne, helt uten selvinnsikt, helt bortskjemt i sin rikdom. Vel tilbake i advokatfrue Abels havestue, kan hun fortelle i detalj hva som har skjedd, og få full moralsk støtte og oppbakking. Så kan de dra og kjøpe den nye spaserkjolen.

Med god samvittighet.

*

Teksten

En god samvittighed, av Alexander Kielland

Udenfor Advokat Abels Haveport holdt en liden, elegant Vogn forspændt med to fede, blanke Heste.

Paa Seletøiet fandtes der hverken Sølvbeslag eller andet Metal, alt var mat sort, og alle Spænder vare overtrukne. I Lakeringen paa Vognen var der en liden Skygge af mørkegrønt, Hynderne havde en beskeden støvgraa Farve, og det var først paa nært Hold, man opdagede, at Betrækket var af den sværeste Silke. Kusken saa ud som en engelsk Præst — i sort tætknappet Frak med en liden opstaaende Krave og stivt hvidt Halsbind.

Fru Warden, som sad alene i Vognen, bøiede sig fremover og lagde Haanden paa det Elfenbens Haandtag; hun steg slangsomt ud, trak den lange Kjole efter sig og lukkede omhyggeligt Vogndøre.

Man kunde undre sig over, at Kusken ikke steg af, for at hjælpe; de fede Heste saa ikke ud, somom de vilde finde paa Galskaber, om han slap Tøilerne.

Men naar man betragtede dette urolige Ansigt med de værdige, graasprængte Whiskers, forstod man strax, at det var en Mand, som vidste, hvad han gjorde, og aldrig forsømte noget af sin Pligt.

Fru Warden passerede gjennem den lille Have foran Huset og traadte ind i Havestuen. Døren til det næste Værelse stod halvaaben, og derinde saa hun Husets Frue ved et stort Bord bedækket med Bunker lyst Tøi og spredte Nummere af „Bazaren“.

„Ah! — hvor du kommer beleiligt — søde Emilie!“ — raabte Fru Abel, „jeg er ganske fortvivlet over Syjomfruen; hun kan ikke finde paa noget nyt. Og her sidder jeg nu og søger i „Bazaren“. Kjære! læg til Shawl og kom og hjælp mig; — det er en Spadserekjole!“

„Jeg nok lidet skikket til at hjælpe dig, hvis det gjælder Pynt,“ svarede Fru Warden.

Den gode Fru Abel stirrede paa hende; der var noget foruroligende i Tonen, og hun havde en umaadelig Respekt for sin rige Veninde.

„Du husker vist, jeg fortalte dig forleden, at Warden havde lovet mig — det vil sige“ — rettede Fru Warden sig selv — „han havde bedet mig bestille en ny Silkekjole“ —

„Hos Madame Labiche — ja vist!“ — afbrød Fru Abel, „og nu er du formodentlig paa Veien til hende? — Aa tag mig med! — det er saa morsomt!“

„Jeg kjører ikke til Madame Labiche“ — svarede Fru Warden næsten høitideligt.

„Men Gud! — hvorfor ikke?“ — spurgte hendes Veninde og gjorde sine gode, brune Øine cirkelrunde af Forbauselse.

„Ja — jeg skal sige dig“ — svarede Fru Warden, „jeg synes ikke, at vi med god Samvittighed kan give saa mange Penge ud til unødig Stads, naar vi vide, at i Byens Udkanter — i selve den By, hvor vi bo, lever der Fork i hundredevis, som lide Nød — bogstavelig talt: Nød!“

„Ja — men“ — indvendte Fru Able og kastede et usikkert Blik henover sit Bord, „det er nu engang saa her i Verden; vi ved jo, at Uligheden“ —

„Vi bør vogte os for at forøge Uligheden, og heller gjøre, hvad vi kan for at udjævne den,“ afbrød Fru Warden. Og det forekom Fru Abel, at hendes Veninde kastede et misbilligende Blik henover Bordet, Tøierne og „Bazaren“.

„Det er jo bare Alpacca“ — indskjød hun frygtsomt.

„Gud bevares — Caroline!“ raabte Fru Warden, „tro endelig ikke, at jeg bebreider dig noget. Det er jo Ting, som saa ganske afhænge af hvert Menneskes Opfatning; — enhver faar handle saaledes, som han synes, han kan forsvare det overfor sin Samvittighed.“
Samtalen førtes endnu en Stund; og Fru Warden fortalte, at det var hendes Hensigt at kjøre ud i den usleste af Forstæderne, for med egne Øine at forvisse sig om Tilstanden blandt de Fattige.

Den foregaaende Dag havde hun læst en Aarsberetning fra et privat Velgjørenhedsselskab, hvoraf hendes mand var Medlem. Hun havde med Vilje undladt at søge Oplysning hos Politiet eller Fattigvæsenet; det var netop hendes Hensigt selv — personlig at opsøge Armoden, lære den at kjende og saa hjælpe.

Damerne skiltes lidt koldere end sædvanligt. De vare begge i en alvorlig Stemning.

Fru Abel forblev i Havestuen; hun følte slet ikke længer nogen Lyst til at tage fat paa Spadserekjolen igjen, — skjønt Tøiet virkelig var saa smukt. Hun hørte den bløde Lyd af Vognen, som rullede bort paa den glatte Vei i Villakvarteret.

„Hvilket godt Hjerte Emilie har“ — sukkede hun.

Intet kunde nu være mere fjernt fra den godmodige Frues Karakter end Misundelse; og alligevel — det var med en Følelse af den Art, hun idag saa efter den lette Vogn. Men om det var Venindens gode Hjerte eller den nydelige Vogn, hun misundte hende, var ikke godt at vide.

Kusken havde sin Ordre, den han havde modtaget uden at fortrække en Mine; og da der ikke fandtes Indvendinger i hans Mund, kjørte han dybere og dybere ind i de forunderligste Gader i Fattigkvarteret med et Ansigt, somom han kjørte til Hofbal.

Endelig fik han Befaling til at stanse, og det var ogsaa paa høi Tid. Thi Gaden blev trangere og trangere, og det saa ud, somom de fede Heste og den fine Vign om et Øieblik vilde blive siddende fast som en Prop i en Flaskehals.

Den Urokkelige viste intet Tegn paa Ængstelse, skjønt Situationen i Virkeligheden var fortvivlet. Et vittigt Hoved, som stak ud af et Tagvindu, anbefalede ham endogsaa at slagte Hestene paa Stedet, da de dog aldrig kunde komme levende ud igjen.

Fru Warden steg ud og bøiede ind i en endnu trangere Gade; hun vilde opsøge det værste.

I en Dør stod en halvvoxen Pige; Fruen spurgte: „Bor her meget fattige Folk i dette Hus?“

Pigen lo og svarede noget, idet hun strøg tæt forbi i den trange Dør. Fru Warden forstod ikke, hvad hun sagde; men hun fik et Indtryk af, at Pigen havde sagt noget stygt.

Hun traadte ind i det første Værelse, hun traf.

Det var ikke noget nyt for Fru Warden, at fattige Folk aldrig holde sine Rum tilstrækkeligt udluftede. Men hun blev alligevel saa betagen af den Atmosfære, hun begyndte at indaande, at hun var glad ved at faa sætte sig paa Ovnbænken.

Der var noget i den Haandbevægelse, hvormed Konen i Stuen strøg de Klær, som laa paa Bænken, ned paa Gulvet, og i det Smil, hvormed hun indbød den fine Dame til at tage Plads, som var paagaldende for Fru Warden. Det gjorde Indtryk af, at den stakkels Kvinde havde kjendt bedre Dage; — skjønt hendes Bevægelser vare mere feiende end egentlig fine og Smilet langtfra behageligt.

Det lange Slæb af Fruens perlegraa Visitkjole laa udover det sorte Gulv, og idet hun bøiede sig og trak det til sig, maatte hun selv tænke paa et Udtryk hos Heine: „hun saa ud som en Bonbon, der er faldet i Sølen.“

Samtalen begyndte og førtes som det Slags Samtaler pleie at føres. Om hver var forblevet i sit Sprog og inden sin Tankegang, vilde disse to Kvinder ikke have forstaaet et Ord af hinanden.

Men da den Fattige altid kjender den Rige saameget bedre end den Rige kjender den Fattige, saa har denne sidste tilegnet sig et eget Sprog — en egen Tone, som Erfaring har lært ham at bruge, naar det gjælder at blive forstaaet; — det vil sige forstaaet saaledes, at den Rige faar Lyst til at være velgjørende. Nærmere hinanden kunne de aldrig komme.

Dette Sprog forstod den fattige Kone til Fuldkommenhed, og Fru Warden havde snart et Omrids af hendes elendige Tilværelse. Hun havde to Børn — en Gut paa fire, fem Aar, som laa paa Gulvet, og et lidet Barn ved Brystet.

Fru Warden betragtede det lille graaagtige Væsen og kunde ikke begribe, at det allerede var tretten Maaneder gammelt. Selv havde hun hjemme i Vuggen en liden Kolos paa syv Maaneder, som var mindst en halv Gang saa stor.

„De maaa give Barnet noget styrkende“ — sagde hun; der foresvævede hende noget om Kindermehl og Appelsingelé.

Ved Ordene „noget styrkende“ reiste der sig et lurvet Hoved i Sengehalmen; det var en bleg huløiet Mand med et stort Uldtørklæde om Hovedet.

Fru Warden blev ræd. „Deres Mand?“ — spurget hun.

Den fattige Kone svarede ja —, det var hendes Mand. han var ikke gaaet paa Arbeide idag, fordi han havde saadan Tandpine.

Fru Warden havde selv havt Tandpine og vidste, hvor ondt det er. Hun udtalte nogle Ord af oprigtig Medfølelse.

Manden mumlede noget og lagde sig ned igjen og idetsamme opdagede Fruen en Person, hun ikke før havde bemærket.

Det var en ganske ung Pige, som sad i Krogen paa den anden Side af Ovnen. Hun stirrede et Øieblik paa den fine Dame; men trak strax Hovedet til sig og bøiede sig forover med Ryggen næsten vendt mod den Fremmede.

Fru Warden tænkte, at den unge Pige havde et Haandarbeide i Fanget, som hun vilde skjule; kanske var det noget gammelt Tøi, hun sad og lappede.

„Men hvorfor ligger den store Gut paa Gulvet?“ — spurgte Fruen.

„Han er lam“ — svarede Moderen. Og nu fulgte en omstændelig Beskrivelse og megen Lamenteren over den stakkels Gut, som var bleven lam i Hofterne efter Skarlagensfeberen.

„De maa kjøbe ham“ — begyndte Fru Warden — „en Rullestol“ — vilde hun have sagt. men det faldt hende ind, at det var bedre, hun kjøbte en selv. Det var ikke gavnligt, at Fattige faa mange Penge mellem Hænderne; men noget vilde hun dig give Konen strax. Thi her vilde hun hjælpe, her var virkelig Trang tilstede; og hun greb i Lommen efter sin Portemonnaie.

Den var der ikke. Det var ærgeligt — den maatte ligge i Vognen.

Netop som hun vilde beklage sit Uheld for Konen og love hende at sende Penge senere, gik Døren op og en velklædt Herre traadte ind. hans Ansigt var meget fyldigt og af en egen tør Bleghed, somom han spiste Mel.

„Fru Warden! — formoder jeg“ — sagde den fremmede Herre, „jeg traf Deres Vogn oppe i Gaden; og her bringer jeg Dem — formodentlig Deres Portemonnaie?“

Fruen saa paa den, jo — ganske rigtigt, det var hendes; paa den glatte Elfenbens Flade stod E. W. indlagt med sort.

„Jeg saa den tilfældigvis, idet jeg dreiede om et Hjørne, i Hænderne paa en Pige — en af de værste i Kvarteret“ — forklarede den Fremmede; „jeg er Fattigforstander i Distriktet“ — lagde han til.

Fru Warden takkede, skjønt Manden ingenlunde behagede hende. Men da hun atter vendte sig mod Stuen, blev hun ganske forskrækket over den Forandring, som med ét var foregaaet med Beboerne.

Manden sad overnde i Sengen og gloede paa den fede Herre, Konen havde faaet et stygt Smil, og om det var saa den lille lamme Stakkel, saa havde han væltet sig mod Døren, og støttet paa sine tynde Arme stirrede han op som et lidet Dyr.

Og i alle disse Øine var der det samme Had, den samme kampfærdige Trods, og det kjendtes for Fru Warden, somom der lagde sig uhyre Afstande mellem hende og den stakkels Kvinde, med hvem hun netop havde talt saa aabent og fortroligt.

„Saa du ser slig ud idag — Martin!“ sagde Herren med en ganske ny Stemme, „jeg kunde tænke, at du var med inat. Jaja! — ieftermiddag kommer de efter dig; du skal indsættes paa to Maaneder.“

Pludseligt — som et Vandfald brød det løs: Manden og Konen i Munden paa hinanden, Pigen bag Ovnen kom frem og stemte i, den Lamme skreg og væltede sig, — Ord kunde ikke skjelnes, men Lyden, Øinene, Hænderne — det var somom den lille kvalme Stue maatte sprænges af den vilde Lidenskab, sm exploderede.

Fru Warden blev bleg og reiste sig; Herren aabnede Døren og begge skyndte sig ud. I Gangen hørte hun en skrækkelig Furentimmerlatter bag sig. Det maatte være Konen, — den samme Kone, der havde talt saa blidt og mismodigt om de stakkels Bøn.

Hun følte halvveis Uvilje mod den Mand, som havde fremkaldt den rystende Forandring, og da de nu fulgtes opover Gaden, hørte hun paa ham med et koldt, fornemt Udtryk.

Men lidt efter lidt forandredes hendes Minde; der var i Virkeligheden saa meget i, hvad han sagde.

Fattigforstanderen talte om, hvor godt det gjorde ham at se, at en Dame som Fru Warden havde saa meget Hjerte for de stakkels Fattige. Var det end at beklage, at selv den mest velmente Hjælp saa fote kom i uheldige Hænder, saa var det dog altid noget skjønt og opløftende, at en Dame som Fru Warden —

„Men“ — afbrød hun, „trænger da ikke disse Mennesker i høi Grad til Hjælp? — Jeg fik det Indtryk, at specielt Konen engang har seet bedre Dage, og at hun — hvis hun itide blev hjulpen — muligvis kunde hæves op igjen.“

„Det gjør mig ondt at maatte sige Dem — Frue! at hun har været et meget berygtet offentligt Fruentimmer,“ sagde Fattigforstanderen i en mild, beklagende Tone.

Det gøs i Fru Warden.

Med et saadant Fruentimmer havde hun talt — og talt om Børn; hun avde endog nævnt sit eget Barn, som laa hjemme i sin rene Vugge. Det var næsten, somom hun maatte skynde sig hjem og se, om det var lige sundt og rent.

„Og den unge Pige?“ — spurgte hun frygtsomt.

„Ja — Fruen bemærkede vel hendes hm! hendes Tilstand?“

„Nei — De mener?“

Den fede Herre hviskede nogle Ord.

Fru Warden fór sammen: „Men Manden! — Manden i Huset?“

„Ja — Frue! det gjør mig ondt at maatte fortælle Dem det; men De kan tænke Dem, at disse Mennesker“ — og han hviskede igjen.

Det var for meget for Fruen. Hun blev næsten svimmel og tog imod Herrens Arm. De gik nu hurtigt henimod Vognen, som holdt lidt længer borte, end hun havde forladt den.

Thi den Urokkelige havde udført et Kunststykke, som selv de vittige Hoved havde anerkjendt med en udsøgt Ed.

Efter en tidlang at have siddet stille som et Lys paa Bukken, havde han ladet de Fede gaa Skridt for Skridt tilbage, indtil der kom en liden Udvidelse af Gaden — umærkelig for alle andres Øine en en udlært Herskabskusks.

En hel Yngel af lurvede Børn sværmede om Vognen og gjorde, hvad de kunde, for at bringe de Fede ud af Fatning. Men den Urokkeliges Aand var i dem.

Og efterat han med et roligt Blik havde maalt Afstanden mellem to Trappetrin paa hver Sid af Gaden, lod han de Fede langsomt og Skridt for Skridt gjøre en Vending — saa skarp, saa knap, at det saa ud, somom den fine Vogn maatte brydes i Stumper og Stykker, men saa akkurat, at der ikke var en Tomme hverken formeget eller forlidet paa nogen Kant.

Nu sad han atter rank som et Lys og maalte endnu engang med Øinene Afstanden mellem Trappetrinene. Han noterede endog i sin Hukommelse Nummeret paa den Politibetjent, der havde overværet Kunststykket, for at have et Vidne at paaberaabe sig, om hans Beretning ikke skulde blive troet i Stalden.

Fru Warden lod sig hælpe i Vognen af Fattigforstanderen. Hun bad ham se indom den følgende Dag og gav han sin Adresse.

„Til Advokat Abel!“ — raabte hun til Kusken; den fede Herre blottede sit Hoved met et melet Smil, og Vognen rullede bort.

Efterhvert som de fjernede sig fra den fattige Bydel, blev Vognens Bevægelser roligere og Farten øgede. Og da de kom ud paa den brede beplantede Vei, som førte gjennem Villakvartalet, snøftede de Fede med Velbehag i den rette fine Luft fra HAverne, og den Urokkelige slog uden nogensomhelst Nødvendighed tre kunstmæssige Pragtsmæld.

Ogsaa Fru Warden kjendte, hvor godt det gjorde hende at komme ud igjen i frisk Luft. Hvad hun havde oplevet og endnu mere, hvad hun havde hørt af Fattigforstanderen, havde lagt sig næsten bedøvende over hende. Hun begyndte at klare for sig selv den imaadelige Afstand mellem hende og disse Mennesker.

Det var ofte forekommet hende som et altfor tungt, ja næsten haardt Sted — dette: mange ere de Kaldede, men faa de Udvalgte.

Nu forstod hun, at det maatte være saa.

Hvorledes skulde Mennesker — i den Grad forvorpne kunne hæve sig til en moralsk Høide, der blot nogenlunde kunde svare til de strenge Fordringer. Hvorledes maatte der se ud i disse Elendiges Smavittighed! — og hvorledes skulde de vel kunne modstaa Livets mangehaande Fristelser!

Hun vidste selv, hvad Fristelse var! — havde hun ikke en at kjæmpe mod — kanske den farligste af dem alle! — Rigdommen, om hvilken der staar skrevet saa haarde Ord.

Hun gyste ved Tanken om, hvorledes det vilde gaa, hvis dette Dyr af en Mand og disse elendige Kvinder pludselig fik en Rigdom ihænde.

Isandhed Rigdommen var ingen ringe Prøvelse. Det var ikke længer siden end iforgaars, at hendes Mand havde fristet hende med en liden prægtig Tjener — en fuldstændig engelsk Groom. Men hun havde staaet imod og svaret:

„Nei Warden! — det er ikke Ret; jeg vil ikke have Tjener paa Bukken. Vi ere kanske rige nok til det; men lad os vogte os for Overdaadighed. Jeg kan saamænd godt hjælpe mig selv ud og ind af Vognen, og Kusken skal heller ikke stige af for min Skyld.“

Det gjorde hende godt at tænke paa dette nu; og hendes Øine dvælede med Velbehag ved den tomme Plads paa Bukken ved Siden af den Urokkelige.

Fru Abel, som gik og ryddede Bazarer og Tøistykker bort af det store Bord, blev overrasket ved at se sin Veninde saa snart tilbage.

„Nu — Emilie! er du allerede der! Jeg sagde netop til Syjomfruen at hun kunde gaa igjen. Hvad du før forklarede mig, har ganske betaget mig Lysten til den nye Kjole; jeg kan jo ogsaa nok hjælpe mig uden“ — sagde den gode Fru Abel; men hendes Læber dirrede lidt, medens hun talte.

„Enhver faar jo handle efter sin Samvittighed,“ svarede Fur Warden stille, „men jeg tror ogsaa, at man kan være for skrupuløs.“

Fru Abel saa op, det hvad hun ikke ventet.

„Ja hør nu, hvad jeg har oplevet,“ sagde Fru Warden og begndte at fortælle.

Hun skildrede det første Indtryk af det kvalme Rum og de forkomne Mennesker; dernæst omtalte hun Tyveriet af Portemonnaien.

„Ja min Mand paastaar nu altid, at det Slags Mennesker ikke kan lade være at stjæle,“ sagde Fru Abel.

„Jeg frygter, din Mand har mere Ret end vi tror,“ svarede Fru Warden.

Saa berettede hun om Fattigforstandere og om den Utaknemlighed, som disse Folk havde lagt for Dagen overfor ham, som dog dagligt drog Omsorg for dem.

Men da hun kom til det, hun havde hørt om den fattige Kones Fortid og endnu mere, da hun fortalte om den unge Pige, blev den gode Fru Abel saa betagen, at hun maatte bede Pigen bringe Portvin.

Idetsamme Karaffelopsatsen blev bragt ind, hviskede Fru Abel til Pigen: „Lad Syjomfruen vente.“

„Og saa kan du tænke dig,“ fortsatte Fru Warden, „— ja det er næsten ikke muligt at fortælle“ — og hun hviskede:

„Hvad siger du! — i én Seng! — allesammen! — men det er jo oprørende!“ — raabte Fru Abel og slog Hænderne sammen.

„Ja — for en Time siden vilde hellerikke jeg have troet saadant muligt,“ svarede Fru Warden, „men naar man selv har været paa Stedet og personlig forvisset sig om“ —

„Gud! — at du vovede dig derud — Emilie!“

„Jeg er glad, at jeg har gjort det; og endmere maa jeg prise den lykkelige Tilskikkelse, at Fattigforstanderen kom just i rette Tid. Thi ligesaa opløftende som det er at hjælpe den dydgie Armod, der i al sin Tarveighed lever rent og nøisomt; — ligesaa oprørende vilde det have været, om jeg havde bidraget til at tilfredsstille saadanne Menneskers onde Tilbøieligheder.“

„Ja du har Ret — Emilie! — jeg kan bare ikke forstaa, hvorledes Mennesker i et kristent Samfund — døbte og konfirmerede — kunne blive saaledes! De har jo hver Dag — ialfald hver eneste Søndag Anledning til at høre kraftige, indtrængende Prækener; og en Bibel skal — efter hvad jeg har hørt — være at faa for en utrolig ringe Pris.“

„Ja — og naar vi saa tænke os,“ — tilføiede Fru Warden, „at ikke engang Hedningerne, — som ere uden alle disse Goder, — at ikke de engang have nogen Undskyldning; — thi de har jo Samvittigheden.“ —

„Og den taler sandelig høit nok for hver den, som vil høre“ — udbrød Fru Abel med Kraft.

„Ja — det ved Gud, den gjør,“ svarede Fru Warden og saa hen for sig med et alvorligt Smil.

Da Veninderne skiltes, omfavnede de hinanden hjerteligt.

— Fru Warden lagde sin Haand paa det Elfenbens Haandtag, sted ind i Vognen og trak sin lange Kjole efter sig. Derpaa lukkede hun Vogndøren — ikke med et Smæld men langsomt og omhyggeligt.

„Til Madame Labiche!“ — raabte hun til Kusken; og idetsamme vendte hun sig mod Veninden, der var fulgt helt ned til Haveporten, og sagde med et stille Smil: „Nu kan jeg dog Gudskelov med god Samvittighed vestille min Silkekjole.“

„Ja det ved Gud, du kan!“ — svarede Fru Abel og saa efter hende med Taarer i Øinene. — Derpaa skyndte hun sig ind.

Fra Samlede værker, 1907

Originalen er fra Nye novelletter, 1880

En middag, av Alexander Kielland

Det er en god del tema som blir tatt opp og behandlet i Kiellands karakteristiske stil i novellen «En middag», fra Novelletter, 1879. Det er middag hos grossereren – altså en handelsmann som driver engros, handel med forretninger, store bedrifter eller på andre måter i store kvanta, grossereren selger ikke i smått, han er ingen kjøpmann. Amtmannen er der også, og amtmannen tilsvarer omtrent vår fylkesmann, som det tidligere amt tilsvarer våre fylker. Det er velstående folk, grosseren i penger, amtmannen i status. Og man kunne ikke ha det ene, uten å ha det andre, i de dager.

Middagen er for grossererens eldste sønn, som er kommet hjem fra studiene. Grossereren lar seg rive med, og holder en lang tale, om hvordan han ser for seg at ungdommen skal ta over, og gjøre det bedre enn den eldre generasjonen som han selv tilhører. Etter å ha knotet litt i starten, blir han veltalende om dette, og høster stort bifall.

Det er med andre ord glede og velstand, god stemning.

Kielland har noe av sitt mesterskap i uanstrengt fylle tekstene sine med beskrivelser som passer fint i handlingen, men som også har en artig dobbeltbetydning. Det er symbolbruk, der det ikke er symbolet som er det viktige, nokså motsatt av hva den klassisske bruken av symboler skulle være. Det er ikke at ringen er en ring som er det viktige for gifteringen, men at den symboliserer at man er gift, og den runde ringen som aldri slutter er den evige  kjærlighet.

For Kielland er det i denne novellen en munter passiar ved middagen, før mennene går inn i røykesalongen, underfundig beskrevet som starten på «den prosess som har skaffet våre damer ros for å være temmelig innrøkte». Der blir de oppslukt av en grå sky, som er røyken, men også den grå sky av tanker og ideer de bærer på og omgir seg med. Ganske som i røyken, er det ikke mulig å se verken inn eller ut skikkelig.

Vi må ta med et par ting som allerede er beskrevet, enda vi ikke er kommet langt i den korte novellen. Fortelleren er autoralt refererende, typisk Kielland. Han står utenfor og beskriver, og stikker innom hodene til folk, for å ta med noe derfra også, som oftest ironisk, når det er tanker og følelser det er snakk om. Ironisk, i den forstand at leseren ser mer enn personen selv, det er ofte tankene og følelsene til Kielland viser et innskrenket tanke- og følelsesliv. Man får lyst til å smile litt, det er jo ikke helt sant, det er litt ironisk.

Det var en skål for ungdommen. Taleren dvelte lenge ved ansvaret likeoverfor barna, ved de mange sorger, men også de mange gleder foreldrene har av dem. Han måtte stundom tale hurtig, for ikke å bli rørt; for han følte hva han sa.

Det er nok sant at han følte hva han sa, men det kan nok også godt være fordi han ikke føler så veldig godt, eller at han var beruset av vinen og sine egne vakre ord. Sønnen, derimot, er litt overrasket over farens tale, for han har lært ham å kjenne som nokså patriarkalsk, de liberale og vennlige ordene i talen er noe nytt. Skal sønnen nå bli tatt på alvor? Han gleder seg til det.

Men nå sitter altså de eldre herrer i røykskyen sin. De diskuterer – veldig bra billedbruk, for øvrig, de eldre herrer diskuterer, innkapslet i tung, ugjennomsiktig, luktende, grå røyk – og ungdommen kommer inn til å delta. Oppildnet av farens tale like i forveien, tar sønnen ordet, og retter på ham. Det vil si, han kommer ingen vei, for faren stopper ham straks, og sender ham ut, her er voksen samtale. Sønnen blir altså ikke tatt på alvor, stikk i strid med hva som nettopp er sagt i middagstalen.

Vi kommer nå inn på novellens hovedtema. Det er generasjonskonflikten, og forskjellen mellom talemåter og det virkelige liv, hva som blir sagt i festtalene, og hvordan det virkelig er. For faren vil slett ikke ha snakk om at ungdommen skal komme her og blande seg inn, enda det er det nettopp det han like før har ønsket seg i den vakre middagstalen sin. Sønnen – som representerer ungdommen – vil at det skal være samsvar mellom liv og lære, man kan ikke si det, uten å mene det.

Den som griper inn er intet mindre enn en adjunkt, sønnens gamle skolelærer. En adjunkt står nokså midt i mellom, ikke så fin som en grosserer eller amtmann, men mer enn en student. Han er jo ferdig med studiene. En adjunkt er lærer, og altså belærende, noe som passer godt i rollen han skal ha resten av novellen.

Alt sammen er morsomt og humørfylt skildret, typisk Kielland, slett ikke så alvorlig og dum som historien han beskriver egentlig er. Det er jo fælt det som skjer, faren skal holde festmiddag for sønnen som kommer hjem, og så blir det splid mellom dem. Sønnen blir dypt fornærmet, faren blir sint, men når han får satt sønnen på plass, er det greit for ham igjen. For sønnen er det imidlertid ikke greit, han føler han har rett, at det ikke skal være som det har blitt, og han vil ikke finne seg i det. Det er adjunkten som må roe ham ned. Alt sammen vittig og elegant beskrevet, av Kielland på sitt karakteristisk beste.

Det følger en artig og direkte samtale mellom adjunkten og sønnen. Denne samtalen er poenget med hele novellen. Sønnen er opprørt, og peker på at han har rett, og faren feil i saken, og at faren dessuten har etterlyst at sønnen skal komme og ta over, at de skal være mer på likefot. Adjunkten er rolig og forståelsesfull, det første er ikke så viktig, når faren blir motsagt av sønnen foran alle menneskene, da er det ikke noe spørsmål om hva som er rett. Og til det andre, så må ikke sønnen høre på hva som blir sagt under middagstalene, sånn er det aldri. Adjunkten setter også frem generasjonskonflikten, at i ungdommen tenker man så mangt, mens i alderdommen ser man det rette.

Adjunkten kommer også med spådommen at den hjemkomne studenten vil bli som faren, når han selv en gang får barn. Etter dette har sønnen en tirade, han legger ut, aldri i verden, han er harmdirrende og veltalende, han lar all sin vrede få utløp i velvalgte ord, med «det begeistrede ansikt vendt oppad», som Kielland typisk får sagt det. Det er altså ingen tvil om at sønnen mener det han sier, han skal aldri bli som faren, aldri.

Men adjunkten har sett dette mange ganger før. Han har selv spilt begge roller, både den oppfarende ungdom, og den gamle, visdom alderdom, han tar det med stor ro oppvisningen den oppglødde studenten har. «Han der blir akkurat som vi andre», tenker han. Og har helt rett, som novellen slutter.

Det er altså et plutselig tidssprang. Plutselig hopper novellen langt frem i tid, og har fasiten på det store spørsmålet. Sønnen blir akkurat som faren. Han vil selv holde på de gamle ideer, og ikke godta noe slinger fra neste generasjon. Det vil bli med det samme. Sånn får novellen vist at dette er noe uunngåelig, som en naturlov, det er historien som gjentar seg og alltid vil gjenta seg. Generasjonskonfliktene vil være der. Og ungdomsgenerasjonen vil bli som foreldregenerasjonen, når de en gang overtar.

Så kan man selvsagt diskutere om det som gjelder i tekstens univers også skal gjelde i virkeligheten til oss som leser den. Vil adjunkten alltid få rett? Kielland var cirka 30 år da han skrev denne teksten, ingen gammel mann. Han var ingen gammel mann. Er adjunkten hans talerør? Er det Kiellands egne tanker adjunkten fremsetter?

Det er store spørsmål, men det er humoristisk satt frem, og den kategoriske forfatterkommentaren «og adjunkten fikk rett», er en del av spillet.

*

Teksten

En middag, av Alexander Kielland

Der var stor Middag hos Grossereren. Amtmanden havde holdt

en Tale for den hjemkomne Student — Husets ældste Søn, og Grossereren havde svaret med en Tale for Amtmanden; forsaavidt var alt godt og vel. Og dog kunde man se, at der var noget, som foruroligede Værten. Han svarede bagvendt, hældte Rhinskvin i Portvin og forraadte paa alle Maader, at hans Aand var fravaerende.

Han funderede nemlig paa en Tale, en Tale udenfor de reglementerede, og det var noget meget mærkeligt; for Grossereren var ingen Taler, og — hvad der var endnu mærkeligere, han vidste det selv.

Da han derfor nu langt ude i Maaltidet slog til Lyd og sagde, at der laa ham noget paa Hjerte, som han maatte faa udtale, mærkede alle strax, at noget usædvanligt forestod. Der blev pludseligt saa stille ved Bordet, at man hørte den livlige Passiar fra Damerne, der efter norsk Skik spiste i de tilstødende Værelser.

Endelig naaede ogsaa Tausheden dem, de trængte sig sammen i Døren for at høre. Kun Værtinden holdt sig tilbage, idet hun sendte sin Mand et bekymret Blik. „Ak, Herregud!“ sukkede hun halvhøit, „nu gaar det vist galt for ham. Han har jo holdt alle sine Taler, hvad er det nu, han vil.“

Og det begyndte heller ikke godt. Taleren stammede, kremtede og forvildede sig mellem de almindelige Skaaltalevendinger: „Jeg vil ikke undlade, at — hæ — det er mig en Trang at udtale, at, at — det vil sige, jeg vilde bede mine Herrer være mig behjælpelige med, at —“

Mine Herrer sad og stirrede ned i Glasset, rede til at tømme det ved den mindste Antydning til en Konklusion. Men der kom ingen.

Derimod kom Taleren sig.

Thi der laa ham virkelig noget paa Hjerte. Glæden og Stoltheden over Sønnen, der var kommen hjem Frisk og sund efter en respektabel Examen, Amtmandens smigrende Tale, Maden, Vinen, den festlige Stemning, — men dog først og sidst hans uskrømtede Fryd over den Førstefødte lagde ham Ordene i Munden. Og da han først var kommen over de fatale Indledningsfraser, gik det mere og mere flydende.

Det var en Skaal for Ungdommen. Taleren dvelede ved Ansvaret ligeoverfor Børnene, ved de mange Sorger, men ogsaa de mange Glæder, Forældrene have af dem. Han maatte stundom tale hurtigt, for ikke at blive rørt; thi han følte, hvad han sagde.

Og da han saa kom til de voxne Børn, da han tænkte sig den kjære Søn som Associé i Forretningen, Børnebørn og saa videre, fik hans Ord et Sving af Veltalenhed, som forbausede alle Tilhørerne; og det var hjerteligt Bifald, der hilsede Slutningen:

„Thi — mine Herrer! det er i disse Børn, vi ligesom fortsætte vor Tilværelse. Vi efterlade dem ikke blot vort Navn, men ogsaa vort Arbeide. Og vi efterlade dem dette, ikke forat de ørkesløse skulle nyde dets Frugter, men forat de skulle fortsætte det, udvide det, ja — gjøre det meget bedre end deres Fædre formaaede. Thi det er vort Haab, at den unge Generation maa tilegne sig Frugterne af Tidens Arbeide, maa befries for mange af de Fordomme, der har formørket Fortiden og tildels Nutiden, og vi ville ønske, — idet vi drikke Ungdommens Skaal —, at den gaaende stadig fremad maa blive sine Fædre værdig, ja — lad os sige det! — voxe dem over Hovedet.

Og kun, naar vi vide, at vi efterlade Slægtens Arbeide i dygtigere Hænder, kunne vi roligt imødese den Tid, da vi skulle forlade vort Dagværk, og da kunne vi trygt stole paa en lys og hæderfuld Fremtid for vort kjære Fædreland. Skaal for Ungdommen!“

Væertinden, der var traadt nærmere, da hun hørte, at det gik godt, var rørt og stolt over sin Mand, hele Selskabet var i en oplivet Stemning; men mest af alle glædede Studenten sig.

Han havde haft ligesom en liden Frygt for Faderen, hvis strængt patriarkalske Grundsætninger han kjendte. Nu hørte han jo, at den Gamle var yderst liberal mod Ungdommen, og han glædede sig ret til at ha tale med ham om alvorlige Ting.

Men foreløbig var der kun Tale om Spas, idet der i Anledning af Skaalen udspandt sig en af disse interessante Tischreden om, hvem der egentlig var ung og hvem gammel. Efterat man var kommen til det vittige Resultat, at de Ældste i Virkeligheden vare de Yngste, gik man til Dessertbordet, der var serveret inde hos Damerne.

Men hvor galante end Herrerne — især af den gamle Skole — ere mod det smukke Kjøn, formaar dog hverken kvindelig Elskværdighed eller den mest udsøgte Dessert at standse dem længe paa deres Vei til Røgeværelset. Og snart forkyndte den første Cigarduft, der er en saa stor Nydelse for Røgere, at den Proces var begyndt, der har skaffet vore Damer Ros for at være ganske indrøgede.

Studenten og et Par andre unge Herrer forbleve en Stund blandt de unge Damer — under stræng Bevogtning af de ældre —; men lidt efter lidt opslugtes ogsaa de af den graa Sky, der betegnede den Vei, Fædrene havde taget.

Her i Røgeværelset førtes en meget livlig Samtale om et eller andet socialpolitisk Emne. Værten havde Ordet og støttede sin Opfatning med endel „historiske Fakta“, der imidlertid vare aldeles uefterrettelige. —

Hans Modstander — Overretssagføreren — sad just og glædede sig til at gjendrive disse faktiske Urigtigheder, da Studenten traadte ind.

Han kom netop tidsnok til at høre Faderens Bommert, og i sin festlige Stemning, i sin Glæde over den nye Opfatning af Faderen, han havde faaet efter Skaaltalen, sagde han muntert og ligefrem:

„Nei undskyld Far! deri tager du feil. Det forholder slig slet ikke som du siger — tvertimod.“ —

Længer kom han ikke; thi Faderen slog ham leende paa Skulderen: „Ei, ei! vil ogsaa du med Aviser skjæmte! — du maa ellers ikke forstyrre os, vi ere i en alvorlig Diskussion.“

Sønnen hørte en irriterende Fnisen ud af den graa Sky; dertilmed blev han ophidset ved det haanlige i, at hans Indblanding skulde anses som en Forstyrrelse i en alvorlig Samtale.

Han gav derfor et temmelig skarpt Svar.

Faderen, der strax mærkede Tonen, skiftede med en Gang Udtryk: „Er det dit Alvor, at du vil komme her og sige, at Din Far staar og vrøvler?“

„Det har jeg ikke sagt; jeg mente bare, at du tager feil —“ —

„Ordene kan det være det samme med; men Meningen var der,“ sagde Grossereren, der begyndte at blive vred. Thi han hørte en Herre sige til sin Sidemand: „Det skulde bare have været i min Fars Tid.“

Nu tog det ene Ord det andet, og Situationen blev yderst pinlig.

Fruen, der altid havde et Øre med Herrernes Samtale, da hun kjendte sin Mands Heftighed, kom strax ben i Døren:

„Hvad er det? — Adjunkt Hansen!“

„Aa — Deres Søn har forløbet sig en Smule,» svarede denne.

„Mod sin egen Far! Herregud — han maa have druket formeget. Kjæere Hansen! se til at faa ham ud.“

Adjunkten, der var mere velvillig end diplomatisk, og som desuden — hvilket er sjeldnere end man tror ved en gammel Lærer — var afholdt af sine forrige Disciple, gik hen og tog Studenten uden videre under Armen: „Kom skal vi To gaa os en Tur i Haven.“

Den unge Mand vendte sig heftigt; men da han saa, at det var den gamle Lærer, og da han paa samme Tid fik et bønligt, bekymret Blik fra Moderen, lod han sig uden Modstand føre bort.

I Døren hørte han Sagføreren, som han aldrig havde kunnet fordrage, sige noget om Ægget, der vilde lære Hønen at værpe, hvilken Vittighed blev modtaget med stormende Latter. Der gik et Ryk i ham; men Adjunkten holdt godt fast, og ud kom de.

Det varede længe, inden den gamle Lærer kunde ha ham saavidt beroliget, at han blev modtagelig for Ræson. Skuffelsen og den bitre Fornemmelse af at være bleven uens med Faderen, og ikke mindst det krænkende i at være bleven behandlet som Dreng i saa Manges Nærværelse, — maatte faa rase ud en Stund.

Men tilslut blev han rolig, satte sig hos sin gamle Ven, og denne forklarede ham nu, at det maatte være stødende for en ældre Mand at lade sig vise tilrette af et ganske ungt Menneske.

„Ja, men jeg havde Ret!“ sagde Studenten vel for tyvende Gang.

„Godt, godt! men alligevel maa du ikke give dig Mine af at ville være klogere end din egen Far.“

„Men Far sa’ jo selv, at hban vilde have det saa!“

„Hvad bebager? naar har din Fader sagt det?“ — Adjunkten begyndte næsten at tro, at Vinen var gaaet den unge Herre til Hovedet.

„Ved Bordet — i Talen!“ raabte denne.

„Ved Bordet — ja! i Talen — ja! Men ser du, det er en helt anden Sag. Sligt lader sig vel sige — især i en Tale; men det er aldeles ikke Meningen, at det skal gjennemføres i Praxis. Nei, tro du mig — Gutten min! jeg er gammel, jeg kjender Menneskene. Det maa nu engang gaa saaledes til i Verden; vi ere ikke anderledes. I Ungdommen har man et eget Syn paa Livet; men unge Mand! det er ikke det rette. Først naar man er kommen tilro i en fremrykket Alder, ser man Forholdene i det sande Lys. Og — nu vil jeg sige dig noget, som du trygt kan stole paa. Naar du kommer i din Fars Aar og Stilling, ville dine Anskuelser blive ganske de samme som hans nu ere, og du vil ligesom han bestæbe dig for at hævde dem og indprente dem hos dine Børn.

„Nei aldrig! det sværger jeg,“ raabte det unge Menneske, idet han sprang op. Og nu talte han i glødende Ord om, at for ham skulde Ret altid være Ret, Respekt for Sandheden, hvorfra den saa kom, Respekt for Ungdommen og saa videre; — kort sagt, han talte som haabefulde Ynglinge pleie at tale efter en god Middag og en stærk Sindsbevægelse.

Han var smuk, der ban stod med Aftensolen over det blonde Haar og det begeistrede Ansigt vendt opad.

Der var i hele hans Skikkelse og i hans Ord noget henrivende, overbevisende, som ikke kunde undlade at gjøre Virkning; — det vil da sige, om nogen anden end Adjunkten havde seet og hørt ham.

Thi paa denne gjorde det ingensomhelst Virkning; han var jo gammel.

Det Skuespil, han idag havde været Vidne til, havde han seet mange Gange. Han havde selv sukcessive spillet begge Hovedrollerne; han havde seet mange Debutanter som Studenten og mange gamle Skuespillere som Grossereren.

Derfor rystede han paa sit ærværdige Hoved og sagde for sig selv:

„Ja, ja! det er altsammen godt nok. Men se kun til, jeg faar dog Ret: han der bliver akkurat som vi Andre.“

Og Adjunkten fik Ret.

Fra Samlede værker, 1907

Originalteksten er fra Novelletter, 1879

Karen, av Alexander Kielland

Dette er kanskje den mest kjente novellen i norsk litteratur. Den er også et lite mesterverk, skrevet i Danmark, og med handlingen lagt til et sted i Danmark, uten at dette skal ha så mye å bety. Sammen med novellen Trofast var novellen Karen del av den lille samlingen «To novelletter fra Danmark». Denne lille samlingen kom i 1882 midt i Kiellands produktive år. Han debuterte i 1879 med sine første Novelletter (strengt tatt var dramaet «Paa hjemveien» kommet ut året i forveien, men det er Novellettene som er Kiellands egentlige debut). Så følger fem år der han frem til 1884 får skrevet og utgitt det meste han er kjent for. De tre romanen om Worse-familien, skoleromanen Gift, i tillegg til alle novellene.

Kielland er altså på høyden i det han skriver Karen. Den litterære stilen som råder er «realismen», der man som Brandes uttrykte det i sin berømte tale fra 1876 «skal sette problemer under debatt». Den høytidelige, romantiske stilen som hadde vært før skulle man bort fra. Man skulle skrive nøytralt, saklig, og ikke forsøke å pynte på verken virkeligheten eller litteraturen om den, med kunstlete språk og vanskelige språklige virkemidler.

Dette falt Kielland lett. Han skriver uhyre direkte. Og symbolene han bruker, er så flettet inn i teksten, at man kommer egentlig ikke på at det er symboler når man leser det. Det er også svært lett å se hva det egentlig skal være.

Novellen om Karen er lagt opp som to parallellfortellinger. De er skrevet hver for seg, tilsynelatende uten å ha noe med hverandre å gjøre, men det krever ingen doktorgrad å se at den ene historien er en allegori til den andre. Litt nærlesning viser også at joda, sånn skal det være. Novellen er spekket med slike forsikringer om at dette er hva vi tror det er, og at det er helt bevisst fra forfatterens side.

Den lille novelletten begynner tilforlatelig: «Det var en gang på Krarup kro en pike, som het Karen». Det er slik som eventyrene begynner. Riktignok er stedet lokalisert, Krarup kro, men det er en ordbruk og en rytme som gir forventinger at her har vi en ufarlig, underholdende fortelling i vente. Hele starten har skildringer som i eventyrene, og kan leses med bestefarstemme, som en voksen leser for et barn. Barnet venter det skal være trygt og ufarlig. Kielland har andre planer.

Parallellhistorien om reven og haren begynner etter at eventyrskildringen av Karen og Krarup kro går over i en utførlig skildring av vinden som blåser vestenfra, fra Vesterhavet, og tross den er litt trett etter å ha blåst over land og marehalm ved stranden, så klarer den å blåse opp dørene på Krarup kro, og lage litt leven der også. Etter å ha lest novellen ferdig, kan det være fristende å tolke også denne vinden til litt av hvert, det kan være novellen selv som er vinden, og blåser opp hva som egentlig foregår på disse kroene rundt om i landet. Det er nesten ikke en setning i novellen, som ikke kan ringe på en annen måte etter å ha lest litt på den.

Bakenfor Krarup kro lå torvmyren mørk med sorte torvskur og dype farlige hull. Og innimellom lyngtuene buktet det seg en stripe av gress, som om det kunne være en vei; men det var ingen vei, for den stanset like i kanten av en torvgrav, som var større enn de andre og dypere også.

De som har pugget at realismen skal være liketil og rett frem, uten for mye bruk av symboler og metaforer, kan kanskje bli forvirret av setninger som dette hos en erkerealistisk forfatter som Kielland. Er ikke torvmyren nettopp som omgivelsene til Karen? Er det ikke fylt av dype hull for henne også?

Om vi ikke skal ha fått det helt med oss enn, blir reven og haren introdusert. Først også her i eventyrspråket, og i eventyrstilen.

Men i gresstripen lå reven ganske flat og lurte, og haren hoppet på letten fot over lyngen.

Karen og haren rimer så et barn vil se det. Kielland skriver ikke med ett ord at det er Karen som er haren, men det er lov å tenke sitt. Og det er vanskelig å la være.

Inne på kroen er det i mellomtiden bestilt harestek. Pussig nok. Den oppmerksomme leser vil her ane et eller annet, selv uten å kjenne historien på forhånd. Etter litt lurveleven og hurlumhei, der Karen blir skildret som og oppfører seg nokså som en hare, store øyne og forundrede øyenbryn, og liksom litt i hasten, og litt engstelig, hun smyger seg og smetter, så ligger haresteken der og skrever på fatet foran to fiskeoppkjøpere. Det er å tråkke over streken med eleganse, haresteken spriker med beina, fiskeoppkjøperne ser på, og bedømmer varen de har kjøpt.

Det er et par personer til med i den korte novellen. Det er kromannens kone, som alltid er på let etter nøklene sine – et påskud om det skulle skje noe, hun ikke vil se. I novellen blir det skrevet at hun finner nøklene sine, men så fått et brev å lete etter, midt mens «den frykteligste røre» står på. Det er i samme avsnitt haresteken blir satt frem.

Og så er det postkaren Anders og postføreren. Den introduseres sammen med vinden, de blåser liksom inn til Krarup kro, de også, og lager leven, slik vinden gjorde. Det er lag på lag med mulige lesninger, men man kommer ikke vekk fra den ubehaglige handlingen som ligger der. Postføreren er reven. Det er ikke like tydelig som at Karen er haren, det må forklares litt mer, men det er heller ingen uløselig gåte. Det kan ikke være andre.

Det var en høy, smukk mann med mørke øyne, sort krøllet skjegg og et lite, kruset hode. Den lange, rike kappe av Danmarks praktfulle røde klede var prydet med en bred krave av krøllet hundeskinn over skuldrene.

Mørke øyne skulle passe godt, sort skjegg også, og særlig den røde fargen på postkappen. Det er også et par opp i parallellhandlingene, Kielland får alltid med hvordan vinden blåser, og hvordan reven ligger på post (reven lå på sin post, står det rett og slett), når posten kommer eller det skal skje noe mellom postføreren og Karen.

Det står ingen steder direkte i novellen hva som skjer. Den moralske sensuren kan ikke godt angripe Kielland, det er alt sammen bare antydninger. Men antydningene er til gjengjeld overtydelig, så det skal ikke være tvil. Etter at postføreren har vært på besøk på kroen, er han varm og god i kinnene, glad og fornøyd, og med kappen på armen. Han smilte for seg selv, da han kjørte bort. Også Anders postkar smilte, han begynte å forstå.

Karen har også et halvskjult glimt av smil, og farve i kinnene, etter at postmannen har gått, og hun har vært borte et øyeblikk. Det er de to fiskeoppkjøperne som sitter og ser på dette. De kan imidlertid fortelle at postmannen har kone og barn fra før, med en annen kropike.

Deretter løper hun. Og vi får parallellhistorien om reven og haren igjen, der reven som tidligere har tenkt at harene bare blir dummere og dummere, mens revene lurere og lurere, han ser at haren smetter unna, enda han ikke har gjort noen feil. Det passer ubehagelig godt til historien om Karen og postføreren. Han sitter der dorsk og fornøyd i postvognen sin, og tenker han har lurt til seg enda en kropike. Men hvis Karen nå smetter unna, så får han henne ikke.

Novellen er åpen på dette punktet. Den gjør det temmelig klart at Karen er blitt gravid, kjolen er blitt for trang, men hva som senere skjer med henne, står ikke. Det siste som står om Karen er Men da hun hørte madammen så ynkelig rope: «Karen! – bitt’ Karen! – da for hun opp, ut av gården, om baksiden av huset, ut – ut i heden. Om haren er det siste avsnittet dette:

Haren skvatt opp, den hadde hørt et plask. Den for avsted som om den var gal, i lange hopp; snart sammentrukket med benene innunder seg og ryggen krum, snart utstrakt, utrolig lang – som et flyvende trekkspill – hoppet den avsted over lyngen.

Slik hopper haren – og Karen – ut av soga. Reven står igjen og tenker på om det er den som er blitt dummere, eller haren som er blitt klokere. Det er jo noe å diskutere.

Da novellen slutter mangler to forundrede, grå øyne på Krarup. «Det var en gang» som novellen startet med, er altså om noe som ikke gjelder lenger, noe som har vært, men ikke er. Karen er vekk. «Kromannens kone kan ikke forstå det», står det, mon om hun er helt ærlig med seg selv på dette punkt. De som kan det er Anders postkar, og en til. Den andre er postføreren. Han forstår det meget godt.

At Karen ikke blir nevnt her, som en tredje som forstår det, kan kanskje antyde at hun ikke er mer. «Å, gå heden» er jo også en gammel omskriving av å dø. Det passer også til sisteavsnittet i novellen, der Karen blir brukt som advarsel for ungdommen, typisk om hvordan det kommer til å gå om man er for lettsindig i seksualakten. Det er stygt, stygt, stygt at det er Karen som får skylden, når det er hun som blir utnyttet. Det er ingenting som tyder på at postføreren får noen slags straff, verken av samfunnet eller av samvittigheten. Deri ligger samfunnskritikken, og den er beisk.

Det er typisk Kielland. På overflaten er det lettvint, muntert og elegant, men det som egentlig står der er uhyggelig og sviende kritikk. Han får sagt det som ellers ikke går så godt å snakke om, og når han sier det, er det ikke så lett å komme vekk fra. Kielland er vårt beste eksempel på en realistisk prosaforfatter.

Og startsetningen, «Det var en gang i Krarup Kro, en pike, som het Karen – » avslutter også novellen. På en helt annen måte enn den begynner.

*

Teksten

Karen, av Alexander Kielland

Der var engang i Krarup Kro en Pige, som hed Karen.

Hun var alene om Opvartningen; for Kromandens Kone gik næsten altid omkring og ledte efter sine Nøgler. Og der kom mange i Krarup Kro; — baade Folk fra Omegnen, der samledes, naar det mørknede om Høstaftenen og sad i Krostuen og drakk Kaffepuncher saadan i Almindelighed uden nogen bestemt Hensigt, men ogsaa Reisende og Veifarende, der kom trampende ind — blaa og forblaaste, for at faa sig noget varmt, der kunde holde Livet oppe til næste Kro.

Men Karen kunde alligevel klare det hele, skjønt hun gik saa stille og aldrig syntes at have Hastværk.

Hun var spinkel og liden — ganske ung, alvorlig og taus, saa der var ingen Morskab ved hende for de Handelsreisende. Men skikkelige Folk, som gik i Kroen for Alvor og som satte Pris paa at Kaffen serveredes hurtigt og skoldende hed, de holdt desto mere af Karen. Og naar hun smøg sig frem mellem Gjæsterne med sit Bræt, veg de tunge Vadmelskroppe tilside med en uvanlig Fart, der blev gjort Vei for hende, og Samtalen sluknede for et Øieblikk, alle maatte se efter hende, hun var saa nydelig.

Karens Øine var af de store graa, der paa en gang syntes at se og at se langt — langt forbi; og Øienbrynene var høit buede ligesom i forundring.

Derfor trodde Fremmede at hun ikke rigtig forstod hvad de bad om. Men hun forstod godt og tog ikke feil. Det var bare noget underligt over henne alligevel, — somom hun saa langt ud efter noget — eller lyttede — eller ventede — eller drømte.

Vinden kom vestenfra over lave Sletter. Den havde væltet lange, tunge Bølger henover Vesterhavet; salt og vaad af Skum og Fraade havde den kastet sig ind over Kysten. Men i de høie Klitter med det lange Marehalm var den bleven tør og fuld av Sand og lidt træt, saa da den kom til Krarup Kro, var det netop saa vidt, at den kunde faa Portene op til Reisestalden.

Men op fór de, og Vinden fyldte det store Rum og trængte ind ad Kjøkkendøren, som stod paa Klem. Og tilslut blev der et saadant Pres af Luft, at Portene i den anden Ende af Stalden ogsaa sprang op; og nu fór Vestenvinden triumferende tversigjennem, svingede Lygten, som hang i Taget, tog Huen af Staldkarlen og trillede den ud i Mørket, blæste Tæpperne over Hovedet paa Hestene, blæste en hvid Høne ned af Pinden og opi Vandtruget. Og Hanen opløftede et frygteligt Skraal, og Karlen bandte, og Hønsene skreg, og i Kjøkkenet kvaltes de af Røg, og Hestene blev urolige og slog Gnister av Stenene; selv Ænderne, som havde trykket sig sammen nær Krybberne, for at være de første til de spildte Korn, tog paa at snadre, og Vinden brusede gjennem med en Helvedes Allarm, indtil der kom et Par Mand ud fra Krostuen, satte Ryg mod Portene og pressede dem sammen igjen, medens Gnisterne føg dem i Skjægget fra de store Tobakspiber.

Efter disse Meriter kastede Vinden sig ned i Lyngen, løb langs de dybe Grøfter og tog et ordentligt Tag i Postvognen, som den traf en halv Mils vei fra Kroen.

„Det var dog et fandens Jav, han altid har for at komme til Krarup Kro,“ — knurrede Anders Postkarl og slo et Klask over de svede Heste.

Thi det var vist tyvende Gang, at Postføreren havde ladet Vinduet gaa ned, for at raabe et eller andet op til ham. Først var det en venskabelig Invitation til en Kaffepunch i Kroen; men efterhvert blev det tyndere med Venskabeligheden, og Vinduet fór ned med et Smæld, og ud fór der nogle kortfattede Bemærkninger baade over Hest og Kusk, som Anders ialfald slet ikke kunde være tjent med at høre.

Imidlertid strøg Vinden lavt langs med Jorden og sukkede saa langt og besynderligt i de tørre Lyngbuske. Det var Fuldmaane; men tæt overskyet, saa der bare laa et hvidagtigt diset Skjær over Natten.

Bagenfor Krarup Kro laa Torvmyren mørk med sorte Torvskurer og dype farlige Huller. Og indimellem Lyngtuerne bugtede der sig en Stribe af Græs, somom det kunde være en Vei; men det var ingen Vei, for den stansede lige i Kanten af en Torvgrav, som var større end de andre og dybere ogsaa.

Men i Græsstriben laa Ræven ganske flad og lurede, og Haren hoppede paa letten Fod over Lyngen.

Det var let for Ræven at beregne, at Haren ikke vilde løbe lang Ring saa sent paa Aftenen. Den stak forsigtigt den spidse Snude op og gjorde et Overslag; og idet den luskede tilbage følgende Vinden, for at finde et godt sted, hvorfra den kunde se, hvor Haren vilde slutte Ringen og lægge sig ned, tænkte den selvbehagelig over, hvorledes Rævene bestandigr blive klogere og Harene bestandigt dummere og dummere.

Inde i Kroen var der usædvanligt travelt, for et Par Handelsreisende havde bestilt Haresteg; desuden var Kromanden paa Auktion i Thisted, og Madamen var aldrig vant til at stelle med andet end Kjøkkenet. Men nu traf det sig saa uheldigt, at Sagføreren skulde have fat i Kromanden, og da han ikke var hjemme, maatte Madamen tage mot en lang Besked og et yderst vigtigt Brev, hvilket aldeles forvirrede hende.

Ved ovnen stod en fremmed Mand i Olieklær og ventede paa en Flaske Sodavand; to Fiskeopkjøbere havde tre Gange rekvireret Cognac til Kaffen; Kromandens Karl stod med en tom Lygte og ventede paa et Lys, og en lang tør Bondemand fulgte Karen ængstelig med Øinene: han skulde have 63 Øre igjen paa en Krone.

Men Karen gik til og fra uden at forhaste sig og uden at forvirres. Man skulde neppe tro, at hun kunde holde Rede i alt dette. De store Øine og de forundrede Øienbryn var ligesom spændte i Forventning; det lille fine Hoved holdt hun stivt og stille — som for ikke at forstyrres i alt det, hun havde at tenke paa. Hendes blaa Hvergarnskjole var bleven for trang for hende, saa Halslinningen skar sig lidt ind og dannede en liden Fold i Huden paa Halsen nedenunder Haaret.

„De Aggerpiker ere saa hvide i Huden,“ sagde den ene Fiskeopkjøper; de var unge Folk og talte om Karen som Kjendere.

Henne ved vinduet var der en Mand, som saa paa Klokken og sagde: „Posten kommer tidligt iaften.“

Det rumlede over Brostenene udenfor; Porten til Rejsestalden sloges op, og Vinden ruskede igjen i alle Døre og slog Røg ud af Ovnene.

Karen smøg ud i Kjøkkenet, idetsamme Krodøren gik op. Postføreren traadte ind og hilste Godaften.

Det var en høi, smuk Mand med mørke Øine, sort, krøllet Skjæg og et lidet, kruset Hoved. Den lange, rige Kappe av Kongen af Danmarks pragtfulde røde Klæde var prydet med en bred Krave af krøllet Hundeskind udover Skuldrene.

Alt det tarvelige Lys fra de to Parafinlamper, som hang over Krobordet, syntes at kaste sig forelsket over den røde Farve, der stakk saa meget af mod alt det graa og sorte, som var i Rummet. Og den høie Skikkelse med det lille krusede Hoved, den brede Krave og de lange purpurrøde Folder blev — idet han gik gjennem den lave, røgede Krostue — til et Vidunder av Skjønhed og Pragt.

Karen kom hurtigt ind fra Kjøkkenet med sit Bræt; hun bøiede Hovedet, saa man ikke kunde se Ansigtet, idet hun skyndte sig fra Gjæst til Gjæst.

Harestegen placerede hun midt foran de to Fiskeopkjøbere, hvorpaa hun bragte en Flaske Sodavand til de to Handelsreisende, som sad i Stuen indenfor. Derefter gav hun den bekymrede Bondemand et Talglys, og idet hun smuttede ud igjen, stak hun 63 Øre i Haanden paa den Fremmede ved Ovnen.

Kromandens Kone var aldeles fortvivlet; hun havde vistnok ganske uformodet fundet Nøglerne; men strax derpaa mistet Sagførerens Brev, og nu stod hele Kroen i det frygteligste Røre: ingen havde faaet, hvad de skulde have, alle raabte i Munden paa hinanden, de Handelsreisende ringede uafladeligt med Bordklokken, Fiskeopkjøberne lo sig næsten fordærvet av Haren, som laa og skrævede paa Fadet foran dem; men den bekymrede Bondemand pikkede Madamen paa Skulderen med sit Talglys, han skjalv for sine 63 Øre. Og i al denne haabløse Forvirring var Karen sporløst forsvunden. —

— Anders Postkarl sad paa Bukken; Kromandens Dreng stod færdig til at aabne Portene; de to Reisende inde i Vognen blev utaalmodige, Hestene ogsaa — skjønt de ikke havde noget at glæde sig til, og Vinden ruskede og peb gjennem Stalden.

Endelig kom Postføreren, som de ventede paa. Han bar sin store Kappe paa Armen, da han traadte hen til Vognen og gjorde en liden Undskyldning, fordi man havde ventet. Lygten lyste ham i Ansigtet; han saa ud til at være meget varm, og det sagde han ogsaa med et Smil, idet han trak Kappen paa og steg op hos Kusken.

Portene gik op og postvognen rumlet afsted. Anders lod Hestene gaa smaat, nu havde det jo ingen Hast mere. Af og til skottede han til Postføreren ved Siden; han sad endnu og smilte hen for sig og lod Vinden ruske sig i Haaret.

Anders Postkarl smilte ogsaa paa sin Maate; han begyndte at forstaa.

Vinden fulgte Vognen til Veien vendte, kastede sig derpaa igjen ind over Sletten og peb og sukkede saa langt og besynderligt i de tørre Lyngbuske. Ræven laa paa sin Post, alt var paa det nøieste beregnet; Haren maatte snart være der.

Inde i Kroen var Karen endelig dukket op igjen, og Forvirringen dæmpedes efterhvert. Den bekymrede Bondemand blev kvitt sit Lys og fik sine 63 Øre, og de Handelsreisende hadde kastet sig over Stegen.

Madamen klynkede lidt; men hun skjændte aldrig paa Karen; der var ikke det Menneske i Verden, som kunde skjænde paa Karen.

Stille og uden at forhaste sig gik hun igjen til og fra, og den fredelige Hygge, som altid fulgte hende, bredte sig atter over den lune, halvmørke Krostue. Men de to Fiskeopkjøbere, som havde faaet baade en og to Cognacer til Kaffen, var ganske betagne af hende. Hun hadvde faaet Farve i Kinderne og et lidet halvskjult Glimt af et Smil, og naar hun en enkelt Gang løftede Øinene, fór det dem gjennem hele kroppen.

Men da hun følte, at deres Øine fulgte hende, gik hun ind i Stuen, hvor de Handelsreisende sad og spiste og gav sig til at pudse nogle Theskeer borti Skjænken.

„Lagde De merke til Postføreren?“ — spurgte den ene af de Reisende.

„Nei — jeg saa bare et Glimt af ham; han gik vist strax ud igjen,“ svarede den anden med Munden fuld af Mad.

„Satans kjøn Fyr! jeg har saamænd danset i hans Bryllup.“

„Saa — er han gift?“

„Javist! hans Kone bor i Lemvig; de har vist to Børn. Hun var Datter af Kromanden i Ulstrup, og jeg kom just dertil Bryllupsaftenen. Det var en lystig natt — kan De tro!“

Karen slapp Theskeerne og gik ud. Hun hørte ikke, hvad de raabte til hende i Krostuen; hun gik over Gaarden til sit Kammer, lukkede Døren og begyndte halvt sanseløs at ordne sine Sengklæder. Hendes Øine stod stive i Mørket, hun tog sig til Hovedet, hun tog sig for sit Bryst, — hun stønnede, hun forstod ikke, — hun forstod ikke —

Men da hun hørte Madamen saa ynkeligeb raabe: „Karen! — bitt’ Karen!“ — da fór hun op, ud af Gaarden, om Bagsiden af Huset, ud — ud i Heden.

I Halvlyset bugtede den lille Græsstribe sig mellem Lyngen, somom det kunde være en Vei; men det var ingen vei, ingen maatte tro, det var nogen Vei, for den førte lige i Kanten af den store Torvgrav.

Haren skvat op, den havde hørt et Plask. Den fór afsted, somom den var gal, i lange Hop; snart sammentrukket med Benene indunder sig og Ryggen krum, snart udstrakt, utrolig lang — som et flyvende Trækspill — hoppede den afsted over Lyngen.

Ræven stak den spidse Snute op og stirrede forbauset efter Haren. Den havde ikke hørt noget Plask. Thi den var kommen efter alle Kunstens Regler smygende paa Bunden af en dyp Grøft; og da den ikke var sig nogen Feil bevidst, kunde den ikke begripe sig paa Haren.

Længe stod den med Hodet oppe, Bagkroppen sænket og den store buskede Hale gjemt i Lyngen; og den begyndte at tænke over, om det er Harerne, som blive klogere, eller Rævene, som blir dummere.

Men da Vestenvinden havde løbet et langt Stykke, blev den til Nordenvind, siden til Østenvind, derpaa til Søndenvind og tilslut kom den igjen over Havet som Vestenvind, kastede sig inn i Klitten og sukkede saa langt og besynderligt i de tørre Lyngbuske. Men da manglede der to forundrede graa Øine i Krarup Kro og en blaa Hvergarnskjole, som var bleven for trang. Og Kromandens Kone klynkede mere enn nogensinde; hun kunde ikke forstaa det, — ingen kunde forstaa det, undtagen Anders Postkarl — og en til. —

— Men naar gamle Folk vilde give Ungdommen en rigtig alvorlig Advarsel, pleiede de gjerne at begynde saaledes: „Der var engang i Krarup Kro en Pige, som hed Karen —“

Fra Samlede værker, 1907

Originalteksten er fra To novelletter fra Danmark, 1882

Balstemning, av Alexander Kielland

Alexander Kielland er novellemesteren vår. Det er ingen andre norske forfattere som så lett og elegant får til å sette en stemning, la en liten handling utspille seg, og så overraske med en artig slutt. Det er internasjonal klasse over dem, mener jeg, men norsk er et vanskelig tilgjengelig språk, og derfor er ikke Kielland mer kjent enn han er, mener jeg. Det er også interessant å merke at han skriver samtidig som en annen av novellemesterne, kanskje den største av dem alle, russeren Anton Tsjekhov. Den realistiske perioden passer for novellen, der man kunne la vanlige mennesker oppleve vanlige hverdagshendelser, og så gjerne at det kunne skje noe morsomt med dem. Andre forfattere som er kjent for gode noveller, eller kortere, episke tekster, har skrevevt i andre perioder, der man gjerne må greie mer ut, for at man skal bli kjent med personenes indre og ytre forhold, alt som gjør dem til det de er, og en rekke med ting som skjer med dem. Den korte novellen, er 1880-årenes sjanger.

Og Kielland er vår norske mester. I Ballstemning bruker han fire sider på å fortelle historien sin. Det er typisk Kielland-lengde, noe som gjør at han også fungerer godt i skolen, og dermed blir bedre husket. Fire sider er også helt nok for ham, som så godt klarer å fortette språket med setninger som uanstrengt betyr noe mer enn de gir seg ut for. For eksempel starten i Ballstemning:

Ad de glatte marmortrinn var hun steget opp uten uhell, uten anstrengelse, alene båret av sin store skjønnhet og sin gode natur. Hun hadde inntatt sin plass i de rikes og mektiges saler uten å ha betalt adgangen med sin ære og sitt gode rykte. Og dog var det ingen som kunne si hvorfra hun var kommet; men det ble hvisket om at det var dypt nedenfra.

Kanskje var det en overdrivelse å ta med hele første avsnitt. Poenget kommer i første avsnitt. Novellen heter «Ballstemning», den er utgitt i samlingen Novelletter, fra 1879. Handlingen er lagt til Paris. Kvinnen det er snakk om, var en gang hittebarn, men ble «oppdaget» (også Kielland setter dette i hermetegn) av en rikmann, som hun tok henne til seg, og gjorde henne fin. På ball må man gjerne gå opp fine marmortrapper for å komme til ballsalen. Her har hun gjort det i overført betydning, hun har gått opp trappene til det finere lag i befolkningen. Dobbeltbetydningen i ordene er direkte, og enkel å få øye på, det er glatt å gå på disse trinnene, underforstått: man kan lett gli, og falle ned igjen.

Denne kvinnen, hennes bakgrunn og nåværende stilling, blir beskrevet over halvannen side. Kielland skriver morsomt, liksom vi er innforstått med alt som står der, men det er vel ikke sikkert Kielland ser for seg innforståtte lesere med rikdommen han beskriver, og heller ikke at alle skal være enige i at vi husker alt fra barndommen på en prikk. Det kan være at Kielland med dette på en litt avansert måte vil vise avstanden mellom kvinner som henne, og de som ikke har slike rikdommer. Det blir i så fall en selvmotsigelse. Hun husker liksom bakgrunnen sin, men når det kommer til stykket, husker hun det ikke i det hele tatt.

Eller.

Det er litt mer å si om denne kvinnen. Hun betalte ikke adgangen til de rikes saler med sin ære, står det, altså hun lå ikke med rikfolket for å få plass hos dem. Hun nøyde seg med en, greven, og det gikk sikkelig for seg. Han oppvartet henne først, lenge, og så giftet de seg til slutt. Aldersforskjellen var stor, som også forskjellen i sosial klasse var det. Hun gav ham sin ungdom og skjønnhet, han hadde pengene og statusen. Så er det altså et spørsmål i denne korte novelletten, som nesten er som en liten skisse, om hun helt klarer å legge bak seg livet hun kommer fra.  Store deler av tiden greier hun det, men greier hun det fullstendig? Vil den litt annerledes forståelsen av urettferdigheten i verden ødelegge ballstemningen?

I det ekvipasjen kjører opp mot ballet hos den russiske ambassadør, så ser hun fattigfolket som står rundt, og husker hvordan hun selv var en av dem. Hun husker hvordan hun drømte om selv å ha ballkjole, en drøm som den gang var uoppnåelig. Det er også en dramatisk sammenligning av Moses som fører israelerne over rødehavet, havet som reiser seg til side, og den røde fargen, rød av blod. Det er i en uklar forestilling den samme muren som står mellom henne og rikfolkene, og de fattige rundt, som står og ser på. Det var farlig, for muren kunne bryte sammen, og så ville de fattige skylle over de rike og deres makt på en måte som var villere enn hvordan havet ville falle ned på israelerne. Her føler hun skam over sin lykke. Hun fortjener ikke sin plass.

Det er en ung attacheaktig skapning, en tjener, som fører henne opp marmortrappene til ballsalen. Han er full av stolthet og håp, et bilde på at han gjennom å føre henne opp, kanskje kan ta del i litt av glansen hun og de andre i ballselskapet er omgitt med.

Så forsøker den gamle greve å gi sin skjønne kone en kompliment. Han synes han lykkes godt, det er langt og sammenhengende, og passe originalt og treffende. Han har jo heller ikke tatt del i noen av tankene hennes, han vet ikke hva stemning hun er i. Hun gir ham ikke den påskjønnelse han hadde ventet, hun er krass i svaret, og snakker om at den væte fra den friske morgendugg, som har gitt henne hennes sjarm, det er i så fall væte fra tårer. Og det gyngende marmorgulv hun danser på, det danser under millioner av menneskers hat.

Det er jo temmelig direkte. Den gamle greven blir endog satt ut av spill et øyeblikk. Han ser ut på det mangehodete uhyre han kaller folkemassen utenfor, et syn han ofte har sett og laget vittigheter over, men som han nå ser som noe uhyggelig. Det varer imidlertid ikke lenger enn at etter en polka, så er det greit igjen, omtrent som Pirogov i Gogols Nevskij Prospekt trengte en pirog, etter at han var havnet i en opprevet sinnstilstand. Det er altså et virkemiddel Kielland kjenner fra før, og bruker som teknikk.

Men hva er det så med denne ballstemningen? Det er en litt mer komplisert novelle enn det som er vanlig hos Kielland, og det som var vanlig i realismen. Det er ikke den stemning man venter seg, det er slett ikke «ballstemning», med vakre mennesker i vakre klær, dans og moro og velstand. Det er stemningen tynget av fattigfolket som ikke kan ta del i den.

Det er også en aldri så liten dynamisk utvikling i karakteren til hovedpersonen. Det er ikke helt skikkelig gjort, det er ikke slik at en konkret hendelse får henne til å se tingene på en ny måte. Det er mer et tilfeldig ball, der hun uten at det er bygget opp i novellen, er moden for å se tingene på en annen måte. Man kan også si at det er alle de tingene som hun bærer med seg, som nå kommer opp, og først nå melder seg med tyngde. Hun kan ikke ta til seg lette komplimenter lenger, nå som hun føler trykket fra de mange som ikke har fått bevege seg oppover marmortrinnene hun har fått gå opp.

Hun føler ikke lenger ballstemningen. Eller først nå, føler hun den.

*

Teksten

Balstemning, av Alexander Kielland

Ad de glatte Marmortrin var hun steget op uden Uheld, uden

Anstrængelse, alene baaret af sin store Skjønhed og sin gode Natur. Hun havde indtaget sin Plads i de Riges og Mægtiges Sale uden at have betalt Adgangen med sin Ære og sit gode Rygte. Og dog var der Ingen, som kunde sige, hvorfra hun var kommen; men der hviskedes om, at det var dybt nedefra.

Som et Hittebam i en Udkant af Paris havde hun hensultet sin Barndom i et Liv mellem Last og Armod, som kun de have Begreb om, der kjende det af Erfaring. Vi andre, der have vor Kundskab fra Bøger og Beretninger, maa tage Fantasien tilhjælp, for at faa en Ide om den arvelige Jammer i en stor By; — og endda er maaske de skrækkeligste Billeder, vi udmale os, blege mod Virkeligheden.

Det var igrunden kun et Tidsspørgsmaal, naar Lasten skulde gribe hende — som et Tandhjul griber den, der kommer for nær en Maskine —; for — efter at have hvirvlet hende rundt i et kort Liv af Skjendsel og Fornedrelse — med en Maskines ubønherlige Nøiagtighed at lægge hende af i en Krog, hvor hun ukjendt og ukjendelig kunde ende dette Vrængebillede af et Menneskeliv.

Da blev hun, som det undertiden hænder, „opdaget“ af en rig og høitstaaende Mand, idet hun som fjortenaars Barn løb over en af de bedre Gader. Hun var paa Veien til et mørkt Bagværelse i Rue des quatre vents, hvor hun arbeidede hos en Madame, hvis Specialitet var Balblomster.

Det var ikke blot hendes overordentlige Skjønhed, der fængslede den rige Mand, men hendes Bevægelser, hendes Væsen og Udtrykket i disse halvfærdige Træk — alt syntes ham at tyde paa, at her førtes en Kamp mellem en oprindelig god Karakter og en begyndende Frækhed. Og da han besad den overflødige Rigdoms uberegnelige Luner, besluttede han at gjøre et Forsøg paa at redde det stakkels Barn.

Det var ikke vanskeligt at sætte sig i Besiddelse af hende, da hun ikke tilhørte nogen. Hun fik et Navn og blev anbragt i en af de bedste Klosterskoler; og hendes Velgjører havde den Glæde at iagttage, at de onde Spirer døde hen og forsvandt. Hun udviklede en elskværdig, lidt indolent Karakter, et feilfrit, roligt Væsen og en sjelden Skjønhed.

Da hun derfor blev voxen, giftede han sig med hende. De levede et meget godt og fredsommeligt Ægteskab. Uagtet den store Aldersforskjel havde han en ubegrændset Tillid til hende, og hun fortjente den.

Ægtefolk leve ikke saa nær indpaa hinanden i Frankrige som hos os; deres Fordringsfuldhed er derfor ikke saa stor og deres Skuffelser mindre.

Hun var ikke lykkelig, men tilfreds. Hendes Karakter egnede sig for Taknemlighed. Rigdommen kjedede hende ikke; tvertimod — den glædede hende mangengang paa en næsten barnagtig Maade. Men det anede Ingen; thi hendes Væsen var altid sikkert og værdigt. Man anede kun, at det ikke stod rigtigt til med hendes Oprindelse; men da Ingen svarede, holdt man op at spørge: man har saameget andet at tænke paa i Paris.

Sin Fortid havde hun glemt. Hun havde glemt den paa samme Maade som vi har glemt Roserne, Silkebaandene og de gulnede Breve fra vor Ungdom, fordi vi aldrig tænke paa dem. De ligge nedlaasede i en Skuffe, som vi aldrig aabne. Og dog — hænder det en enkelt Gang, at vi kaste et Blik i denne hemmelige Skuffe. da vilde vi strax mærke, om der manglede en eneste af disse Roser eller det allermindste Baand. Thi vi ønske det altsammen paa en Prik: Minderne ligge der lige friske — lige søde og lige bitre.

Saaledes havde hun glemt sin Fortid: laaset den ned og kastet Nøglen fra sig.

Men om Natten drømte hun undertiden skrækkelige Ting. Hun følte atter, hvorledes den gamle Hex, hos hvem hun havde boet, ruskede hende i Skulderen, for at jage hende afsted i den kolde Morgen til Madammen med Balblomsterne.

Da fór hun op i Sengen og stirrede ud i Mørket i den dødeligste Angst. Men saa følte hun paa Silketseppet og de bløde Puder, hendes Fingre fulgte de rige Forsiringer paa hendes prægtige Seng; og idet smaa søvnige Englebørn langsomt trak det tunge Drømmetæppe tilside, nød hun i fulde Drag dette eiendommelige, usigelige Velbefindende, vi føle, naar vi opdage, at en ond og hæslig Drøm kun var en Drøm.

————————Lænet tilbage i de bløde Hynder kjørte hun til det store Bal hos den russiske Ambassadeur. Jo nærmere man kom Maalet desto langsommere gik Farten, indtil Vognen naaede den faste queue, hvor det kun gik Skridt for Skridt.

Paa den store Plads foran Hotellet, der var rigt oplyst med Fakler og Gasflammer, havde der samlet sig en stor Mængde Mennesker. Ikke blot Spadserende, der vare blevne staaende, men hovedsagelig Arbeidere, Lediggjængere, fattige Fruentimmer og tvivlsomme Damer stode tæt sammenpakkede paa begge Sider af Vognrækken. Lystige Bemærkninger og ufine Vittigheder i det simpleste Parisersprog haglede ned over de fine Folk.

Hun hørte Ord, som hun ikke havde hart paa mange Aar, og hun rødmede ved Tanken om, at hun kanske var den eneste i hele den lange Vognrække, der forstod disse gemene Udtryk fra Paris’s Bærme.

Hun begyndte at se paa Ansigterne omkring sig; hun syntes, hun kjendte dem alle. Hun vidste, hvad de tænkte, hvad der foregik i alle disse tæt sammenpakkede Hoveder, og lidt efter lidt strømmede en Hær af Erindringer ind paa hende. Hun værgede sig saa godt hun kunde; men hun kjendte sig ikke selv igjen denne Aften.

Altsaa havde hun ikke tabt Nøglen til den hemmelige Skuffe! modstræbende trak hun den ud, og Minderne overvældede hende.

Hun mindedes, hvor ofte hun selv — halvt Barn — med graadige Øine havde slugt de fine Damer, der kjørte pyntede til Baller eller Theatre; hvor ofte hun havde grædt i bitter Misundelse over de Blomster, hun møisommelig satte sammen, for at smykke andre. Her saa hun de samme graadige Øine, den samme uslukkelige, hadefulde Misundelse.

Og de mørke, alvorlige Mænd, der med et halvt foragteligt, halvt truende Blik mønstrede Ekvipagerne — hun kjendte dem alle.

Havde hun ikke selv som liden Pige ligget i en Krog og med opspilede Øine lyttet til deres Taler om Livets Uretfærdighed, om de Riges Tyranni, om Arbeiderens Ret, den han bare behøvede at udstrække Haanden, for at tage.

Hun vidste, at de hadede alt — ligefra de velnærede Heste og de høitidelige Kuske til de blanke, skinnende Kareter; men mest dem, der sad inden! — disse umættelige Vampyrer og disse Damer, hvis Smykker og Pynt kostede mere Guld end et helt Livs Arbeide indbragte en af dem.

Og idet hun betragtede Vognrækken, der langsomt bevægede sig gjennem Mængden, dukkede en anden Erindring op, et halvglemt Billede fra hendes Skoleliv i Klosteret.

Hun kom med ét til at tænke paa Fortællingen om Pharao, der med sine Stridsvogne vilde følge Jøderne gjennem det røde Hav. Hun saa Bølgerne, som hun altid havde forestillet sig røde som Blod, staa som en Mur paa begge Sider af Ægypterne.

Da lød Mose Røst, han udstrakte sin Stav over Vandene, og det røde Havs Bølger sloge sammen og opslugte Pharao og alle hans Vogne.

Hun vidste, at den Mur, der stod paa hver Side af hende, var vildere og rovgjerrigere end Havets Bølger; hun vidste, at der kun udfordredes en Røst, en Moses, for at sætte dette Menneskehav i Bevægelse, saa at det knusende væltede sig frem, overskyllende hole Rigdommens og Magtens Glands med sin blodrede Bølge.

Hendes Hjerte bankede, hun trykkede sig skjælvende ind i Hjørnet af Vognen. Men det var ikke af Angst, det var, forat de derude ikke skulde se hende; thi hun skammede sig for dem.

For første Gang i hendes Liv stod hendes Lykke for hende som en Uretfærdighed, som noget, hun skammede sig ved.

Var dette hendes Plads i den blede, elegante Ekvipage, blandt disse Tyranner og Blodsugere? Hørte hun ikke snarere til derude i den bølgende Masse blandt Hadets Børn?

Halvglemte Tanker og Følelser reiste sit Hoved som Rovdyr, der længe have været bundne. Hun følte sig fremmed og hjemløs i sit glimrende Liv, og med en Art demonisk Længsel mindedes hun de skrækkelige Steder, hvorfra hun var kommen.

Hun greb i sit kostbare Kniplingsshawl; der kom over hende en vild Trang til at ødelægge, til at rive noget istykker. — da dreiede Vognen ind under Hotellets Portal.

Tjeneren rev Døren op, og med sit velvillige Smil, sin rolige, aristokratiske Anstand, steg hun langsomt ned af Trinet.

En ung attachéagtig Skabning styrtede til og var lykkelig, da hun tog hans Arm, endnu mere henrykt, da han troede at bemærke en usædvanlig Glands i hendes Blik, men i den syvende Himmel, da han følte bendes Arm skjælve.

Fuld af Stolthed og Haab førte han hende med udsøgt Sirligbed op ad de glatte Marmortrin.

————————— „Sig mig engang — skjønne Frue! hvad er det for en venlig Fe, der gav Dem denne vidunderlige Vuggegave, at der ved Dem og ved alt, hvad der vedrører Dem, skulde være noget Aparte. Om det saa ikke er andet end en Blomst i Deres Haar, saa har den en egen Cbarme, som om den var vædet af den friske Morgendug. Og naar De danser, er det som om Gulvet bølger og føier sig efter Deres Trin“

Greven var selv ganske forbauset over denne lange og vellykkede Kompliment; thi han havde ellers ikke let for at udtrykke sig i Sammenhæng. Han ventede ogsaa, at den smukke Frue vilde ytre sin Paaskjønnelse.

Men han blev skuffet. Hun lænede sig ud over Balkonen, hvor de ned Aftenkjøligheden efter Dansen, idet hun stirrede ud over Mængden og de endnu ankommende Vogne. Hun syntes slet ikke at have opfattet Grevens Bravour, derimod hørte han hende hviske det uforklarlige Ord: Pbarao.

Han vilde just til at beklage sig, da hun vendte sig om, og idet hun gjorde et Skridt mod Salen, standsede hun midt foran ham og saa paa bam med et Par store, forunderlige Øine, som Greven aldrig for havde seet.

„Jeg tror neppe, der var nogen venlig Fe — knapt nok nogen Vugge tilstede ved min Fødsel — Hr.Greve! Men i hvad De siger om mine Blomster og min Dans, har Deres Skarpsindighed gjort en stor Opdagelse. Jeg skal fortælle Dem Hemmeligheden ved den friske Morgendug, der væder Blomsterne. Det er Taarer — Hr. Greve! som Misundelse og Skjændsel, Skuffelse og Anger har grædt over dem. Og naar det synes Dem, at Gulvet bølger, mens vi danse, da er det, fordi det sitrer under Millioners Had.“

Hun havde talt med sin sædvanlige Ro, og efter en venlig Hilsen forsvandt hun i Salen.
— Greven stod igjen ganske betuttet. Han kastede et Blik ud over Folkemassen. Det var et Syn, han ofte havde seet; han havde sagt mange daarlige og mindre gode Vittigheder om dette mangehodede Uhyre. Men først iaften faldt det ham ind, at dette Uhyre igrunden var den uhyggeligste Omgivelse, man kunde tænke sig for et Palais.

Fremmede og generende Tanker svirrede om i Hr. Grevens Hjerne, hvor de havde god Plads. Han var ganske kommen ud af Koncepterne, og det varede en hel Polka, inden han gjenvandt sin Stemning.

Fra Samlede værker, 1907

Orgiginalen er fra Novelletter, 1879