Og så gikk jeg ned igjen

Denne teksten er skrevet 30. juli 2013. Det føles kanskje derfor litt Science fiction, at den postes tilbake til 2011, to år før den er skrevet. Men slik er den manipulerbare dataverdenen, opplysningene som står der, er ikke alltid til å stole på. Det samme gjelder i litteraturen, og overalt. Det som står, er ikke alltid det som er. Her i denne teksten, derimot, er alt nøyaktig som det står.

Og så gikk jeg ned igjen

Av og til kjenner jeg meg slik, at det er som om jeg har lyst til å imponere noen. Alle har det vel slik, kan jeg tenke meg, men jeg har likevel lyst til å vise at det er noe ekstra med meg. Noe som får damene til å se litt ekstra i akkurat den retningen jeg går. Noe som får dem til å tenke sitt, og det har med meg å gjøre. Så bestemmer jeg meg altså for å gjøre et strikkhopp. Det er på stranden, så alle ser det, alle som er på stranden. Og der er det svært mange. Jeg kjenner dem ikke, og de kjenner ennå ikke meg. Men de skal snart få se, hva slags fabelaktig tøffing jeg er. Selv om det kanskje ikke er det aller tøffeste du kan gjøre, å hoppe i strikk. Det er helt trygt, du betaler noen hundrelapper, og så fester de strikken for deg. Jeg er en intelligent fyr, jeg vet selvfølgelig dette. Så jeg må legge til litt i fantasien, for å få alle disse folkene på stranden til å legge merke til meg og forbauset over hva jeg er i ferd med å gjøre. Det forholder jeg meg helt rolig til. Rolig går jeg bort til krana, den som skal løfte meg opp, opp til svimlende høyder. Jeg har allerede betalt. Jeg sier ikke mye til de som står på plattformen, og skal være med meg opp og sørge for alt. Jeg gjør ikke dette til noen big deal. Jeg skal opp og ta dette spektakulære hoppet, that’s all. På nytt på engelsk. Og så bærer det oppover, høyere og høyere. Jeg ser alle menneskene på stranden ser på meg, de vil følge med når det nå er en som vil hoppe i denne strikken. Det er jeg. Jeg står og ser stranden under meg komme lenger og lenger unna, menneskene er ikke lette å skjelne lenger, jeg kan ikke se hvem som er hvem. Og høyere går det, høyere går det. Svimlende er et ord jeg brukte tidligere. Det er helt riktig, det er dekkende. Og høyere går det, enda litt til, og så var vi visst ikke helt oppe ennå, men der var vi det. Jeg er redd for å ramle. Det er så høyt at man får høydeskrekk, også mer robuste karer enn jeg. Uten et ord begynner en av hjelperne å feste strikken, og se til at alt er ordentlig gjort. Så er det bare å hoppe. Så er det bare å hoppe. Jeg står og ser ut i avgrunnen jeg har betalt noen hundrelapper for å stige ut i. Jeg ser menneskene langt der nede, stranden og havet. Jeg ser livet mitt som jeg er så glad i. Aldri i verden. Aldri i verden. Jeg kommer ikke til å gjøre dette hoppet, det kommer ikke til å skje. Vi kjører ned igjen, forsiktig, ytterst forsiktig, jeg tviholder meg til rekkverket så hendene blir helt hvite. Det er det ingen på stranden som ser. Sånn kjenner jeg meg av og til.

ES2013

Hvis jeg fikk være en vanndråpe

Sommeren 2008 reiste jeg med den transsibirske jernbanen. Mot slutten av juli, litt etter den tjuende, var jeg kommet frem til Bajkalsjøen. Den mest rikholdige drikkevannskilden i verden, så mye dypere enn alle andre innsjøer i verden, at ingen kan konkurrere med den. Det er så mye vann i den, at solen ikke rekker å varme den opp om sommeren, det er iskaldt å bade, hele året. Til gjengjeld tar det tid for den sibirske vinteren å fryse den til. Bajkalsjøen stabiliserer temperaturen i området den ligger. Og vannet er så rent, at man kan drikke det direkte. Det er et mirakel av et vann. Dette er en tekst jeg skrev da jeg var der, 23. juli, det året.

Hvis jeg fikk være en vanndråpe…

Jeg er jo ikke det, og vil aldri kunne bli det, og jeg vil heller aldri kunne sette meg ordentlig inn i hvordan det er å være den, jeg er jo så vant med å være meg. Og det er jo slik med oss mennesker, vi tenker og føler så mye, vi har så mange drømmer og fantasier, så mange ting vi vil og for all del ikke vil gjøre, så mange ting vi ønsker skal skje med oss, og ikke skal skje. En vanndråpe har det ikke slik, den går sin gang, havner i en pytt uten å bli skuffet, eller havner midt i Stillehavet uten å bli imponert. Den kan bli en regndråpe på en nesetipp, eller en svetteperle på kroppen. Det er det samme for den, den bryr seg. Jeg bryr meg. Om jeg hadde vært en vanndråpe, ville jeg brydd meg, slik jeg selvfølgelig bryr meg, nå som jeg er et menneske. Jeg ønsker å oppnå det høyeste og det beste, noe som selvsagt er umulig, hvem klarer vel det, men jeg ønsker det skal skje meg noe som er virkelig vakkert og storslått. Jeg ønsker å tre inn i en slags tilstand av lykke, kan man si, en tilværelse jeg kan være fornøyd i, og alle vil skjønne at det har jeg all grunn til. De kan til og med snakke med hverandre om det, Eivind har all grunn til å være fornøyd, vil de da si, og folk rundt vil nikke. Om jeg hadde vært en vanndråpe, så ønsker jeg at jeg hadde vært i en av de 541 store og små elvene, eller en av de mange pyttene, sølevannet, eller til og med regnvannet, som før eller siden vil ende opp i Bajkal-sjøen. Folk vil da stoppe og se på meg. Den dråpen er på vei til Bajkal-sjøen, vil de tenke. Eller de vil sikkert ikke tenke det, men jeg vil likevel være på vei dit.

ES2008

Dit jeg slutter å være jeg

16. juli 2007 skrev jeg denne teksten første gang. Jeg var i Minsk, jeg hadde reist dit for å studere russisk, og var sammen med en liten gruppe norske studenter i alle aldre, stort sett fra Nord-Trøndelag. Året før hadde jeg vært i Firenze, lært italiensk, før det igjen i Moskva, for russisk, og St. Petersburg, også for russisk, Roma, for italiensk og Firenze i 2002, for italiensk. Jeg reiste og reiste, lærte og lærte, men meg selv – forble jeg. Med de lengsler og problemer, gleder og sorger, jeg var så vant med overalt hvor jeg var.

Dit jeg slutter å være jeg

Jeg kunne av og til tenke meg å reise til det stedet der jeg slutter å være jeg. Dette er en slik ”av og til”. Så jeg overskrider grensen, og kjøper billetten. Jeg vet det høres uventet ut, eller av den type ting som bare ikke skjer, men jeg kan ikke ta hensyn til sånt, jeg så lei av å være jeg. Det er som jeg har vært det for lenge, disse armene, hendene, jeg har sett dem så ofte og kjenner kroppen min så altfor godt. Den blir ikke yngre, den blir eldre. Og følelsene mine, jeg vet hvordan jeg føler i så kjedelig mange situasjoner, og er lei av å bli overrasket over hvordan jeg føler meg i andre. Og tankene, de har kvernet om det samme i årevis, jeg kan ikke hjelpe for det, jeg tenker som jeg gjør. Og det livet jeg lever, Gud bedre, jeg har grepet det med begge hender og levd det så godt jeg kan. Men nå reiser jeg. Billetten har jeg i hånden, toget står på perrongen. Du verden så jeg ønsker å gå om bord, og av og til ønsker at toget fantes.

ES2007

The merry wives of Windsor

Forskningen setter The Merry Wives of Windsor som Shakespeares syvende komedie, skrevet og oppført antagelig i 1597, men trykket først i Quartoen av 1602, og som vanlig med Shakespeare er det meste om stykkets tilblivelse utenom dette usikkert. Hva som er sikkert er at dette er det eneste av Shakespeares stykker med handling fra samtidens midddelklasse. Det er en av Shakespeares mer burleske komedier. Den er ikke så farseaktig som de tidlige, slik som Two Gentlemen of Verona, Comedy of Errors og Love Labors lost, ikke så festlig som de øvrige midtre komediene, slik som Midsummer nights dream og Much ado about nothing, den har heller ikke rikdommen i innhold og tolkningsmuligheter som disse, og The Merchant of Venice, og den har slett ikke den mørke undertonen til Shakespeares sene komedier. Det er ren underholdning for middelklassen, kan man si, der man ikke trengte gå hjem og bekymre seg for vanskelige problemstillinger og ulike tolkningsmuligheter, her er det bare å se og forlyste seg.

 

W. Shakespeare: The merry wives of Windsor – Sitater

Dette er noen utvalgte sitater fra Shakespeares stykke The merry wives of Windsor.

W. Shakespeare: The merry wives of Windsor – Synopsis

Dette er handlingsgangen i Shakespeares stykke The merry wives of Windsor. Det er et ganske rotete stykke, der mange ting skjer og det er mange karakterer å holde styr på, jeg har her samvittighetsfullt prøvd å få med det meste. Hovedplottet er at Falstaff sender to  likelydende kjærlighetsbrev til de to fruene Margaret Page og Alice Ford, der han uten omsvøp erklærer sin voldsomme kjærlighet og ønske om at den blir gjengjeldt. De to fruene finner ut at de har fått samme brev, og bestemmer seg for å ha litt moro med ham, og med sine ektemenn. Ved siden av dette er det svært mange underplott og sideplott, nesten hver eneste en av de mange karaktene i stykket har sin egen agenda om hva de vil ha gjennomført, og hvordan.

Akt I

Scene 1 handler om hvordan Shallow, Slender og Sir Evans diskuterer et mulig ekteskap mellom Slender og Anne Page. Scenen introduserer også Sir John Falstaff og hans følgesvenner. Første replikk i stykket er faktisk dommer Shallow som gjør klart for de andre i selskapet at han vil da Falstaff til retten hvis han ikke oppfører seg skikkelig. Falstaff selv kommer med brask og bram i linje 90, godt introdusert av en tjener «Here comes Sir John«, og med alle Falstaffs første replikker grovhogde som hans karakter. Den omfattende scenen har også unge Slenders første forsøk på å kurtisere Anne Page. Litt forenklet kan man si forsøket blir avbrutt av at alle må inn og spise middag.

Scene 2 er svært kort. Det er bare Evans (den walisiske sognepresten) som sender Simple (Slenders tjener) av gårde med et brev til frøken Anne Page.

Scene 3

Scene 4

Akt II

Scene 1

Scene 2

Scene 3

Akt III

Scene 1

Scene 2

Scene 3

Scene 4

Scene 5

Akt IV

Scene 1

Scene 2

Scene 3

Scene 4

Scene 5

Scene 6

Akt V

Scene 1

Scene 2

Scene 3

Scene 4

Scene 5

W. Shakespeare: The merry wives of Windsor – Karakterene

Dette er karakterene som opptrer i Shakespeares stykke The merry wives of Windsor, eller «Lystige fruer i Windsor». Det er mange karakterer som opptrer, og ikke alle deltar direkte i hovedplottet, så det kan for noen av karakterne være litt vanskelig å holde styr på hvem som er hvem, om man ikke leser teksten flere ganger.

Flere av figurene i stykket har navn som sier noe om karakteren. De to familiene i Windsor heter Page og Ford. De engelske ordene page og servant kan begge oversettes med tjener, men opprinnelig har ordne en viss betydningsforskjell. Page er en ung, mannlig tjener, mens en servant også kan være gammel (og gjerne er det). Videre har page den norske oversettelsen «pasje», som Store norske leksikon oppgir å være en betegnelse for en ung adelsmann som gjør tjeneste hos en fyrste. Slik blir familien Page et slags «adelig tjenerskap», uten at man skal tillegge dette navnet altfor mye vekt.

Mrs. Margaret PAGE er den ene av de lystige fruene i Windsor.

Mr. George PAGE er hennes mann.

Anne PAGE er datteren deres. Hun blir gjort kur til av Slender.

William PAGE er sønnen deres.

Mrs. Alice FORD er den andre av de lystige fruene.

Mr. Frank FORD er hennes mann.

JOHN og ROBERT er tjenerne deres.

Sir John FALSTAFF er stykkets nøkkelperson, og en av Shakespeares mest kjente karakterer. Han opptrer også i flere stykker, men kun her i en komedie. Den italienske komponisten Guiseppe Verdi har også skrevet en opera om ham.

BARDOLPH, PISTOL og NIM er i Falstaffs følge.

ROBIN er Falstaffs tjener, eller Page, som det heter på engelsk. Navnene på familien i Windsor er ikke tilfeldig valgt.

VERTEN (HOST) ved Garter Inn.

Sir Hugh EVANS er en walisisk parson, noe som på norsk omtrent tilsvarer sogneprest. Hans walisiske dialekt gir seg utslag i en rekke talefeil, der de mest markante er at han har ustemt «t, p, f» for «d, b, v» og at han utelater «w» i starten av ord. Dette er med å understreke hans komiske karakter.

Doktor GAUSS er en fransk doktor.

Mistress QUICKLY er husholdersken hans, og en av de store koblerne i stykket. Heller ikke hennes navn er tilfeldig valgt.

John RUGBY er tjeneren hans (eng: Servant)

Master FENTON er en ung gentlemann som er forelsket i Anne Page.

Master Abraham SLENDER har også et navn som sier noe om karakteren hans. Han er satt til å gjøre kur til Anne Page, men har store problemer med hvordan han skal gå frem. Han er heller ikke spesielt begeistret for sin utvalgte utkårede, det er ekteskap som et spørsmål om forretninger og slektens ønske, som vanlig i den tiden og et hovedtema i dette stykket. Sjekk for eksempel replikken hans i første akts første scene, linje 106-110:

I will marry her, sir, at your request: but if there
be no great love in the beginning, yet heaven may
decrease it upon better acquaintance, when we are
married and have more occasion to know one another;
I hope, upon familiarity will grow more contempt:
but if you say, ‘Marry her,’ I will marry her; that
I am freely dissolved, and dissolutely.

Robert SHALLOW er onkelen hans. Han jobber som dommer (justice). Shallow er eldre, og kan gi mange gode råd om hvordan Anne Page kan vinnes. Shallow kjenner ingenting av Slenders nervøsitet. Vi ser hans første replikk til henne, like etter Slender har hatt sin sitert ovenfor: Here comes fair Mistress Anne. – Would I were young for your sake, Mistress Anne!

Peter SIMPLE er Slenders tjener.

I tillegg kommer noen barn av Windsor som opptrer som alver.

 

En eksplosjon der alt faller på plass

Drømmen. Det er den vi prøver å få til i livene våre. I yngre dager har vi det nokså klart for oss hva det er, i eldre blir det litt vagere, som om vi også må få innholdet i drømmen på plass, og ikke bare få oppfylle den. I litteraturen er den forsøkt skildret, på norsk best kanskje av Olav H. Hauge, i hans Det er den draumen, men også av meg, her i eksplosjonen hvor alt faller på plass.

En eksplosjon der alt faller på plass

Er det ikke det vi alle ønsker, det som står i overskriften der. Jeg vet ikke om alle har tenkt dette ut så klart som jeg har gjort det, men jeg tenkt det ut meget klart, det er en eksplosjon jeg ønsker meg, og så faller alt på plass. Jeg forsøkte å si dette til noen, det var blitt sent på kveld, og jeg hadde ikke snakket med noen på timevis. Så sa jeg bare til min sidemann, som forresten var en kvinne, og satt ved siden av meg på puben, jeg sa til henne, – vet du hva? begynte jeg. Hun hadde sikkert røykt, hvis det hadde vært lov å røyke på denne puben, jeg aner ikke hvorfor hun satt der, kanskje ventet hun på noen, det gjorde hun sikkert, hun andre var sikkert på do, eller noe, jeg hadde jo sett henne sitte med en annen. – Vet du hva? begynte jeg. – Jeg skulle av og til ønske at det kom en eksplosjon, og så falt alt på plass. Det skulle være slik, at jeg gikk omkring, mens jeg tenkte på andre ting, eller ingenting, og så eksploderte det hele, pang, sa det bare, eller boooomm, er riktigere å si, det var en stor eksplosjon. Og så tok jeg etterpå en titt på livet mitt, nei, men hva er dette, alt stemmer jo. Det har falt på plass alt sammen. Nå er livet og alt i det akkurat som jeg vil ha det, og det skyldes den eksplosjonen. Haha! skjønner du? Normalt fører jo eksplosjoner til uorden og kaos, men min eksplosjon, den førte bare til at alt falt på plass. Skjønner du? Spurte jeg. Ønsker ikke du også det? At alt faller på plass? Hun svarte ikke, eller hun svarte på en måte, og det var ved å reise seg opp og forlate bordet, og puben. Jeg står likevel ved det jeg sa, jeg ønsker denne eksplosjonen. Den skulle liksom være i sakte film, at alt sakte falt på plass.

ES2008

En god samvittighet, av Alexander Kielland

Dette er en beisk novelle. Den er skrevet av Alexander Kielland, utgitt i samlingen Nye Novelletter, den kom i 1880, da Kielland var 33 år gammel, året etter at han fikk sitt gjennombrudd med sine første novelletter. Samling nummer to er jo litt å kopiere hva han har gjort i sin første, han har funnet sin måte å skrive på, den er umiddelbart gjenkjennelig, karakteristisk og original, og den ser ut til å falle ham lett. Han har skrevet flere romaner, også romanserier, som den om Garman & Worse, men det er kanskje i de korte novellettene Kiellands eleganse og sylskarpe ironi kommer best til sin rett.

I «En god samvittighet» er det forskjell på folk. Det er noen som sitter godt i det. De har penger, de har fine navn, og de har helst «moralske bekymringer» å stri med. De fører attpå til ordet i romanen, synsvinkelen ligger hos Fru Warden, historien fortelles stort sett gjennom henne, i tredje person personal, som det heter i skolen. Warden er et fint navn, ellers heter de rundt henne Abel og Labiche, utenlandsk  og nobelt, og så påfallende at det vel bare er dem som selv at disse navnene er noe de breser seg med. Det er langt for mye av det gode.

Introduksjonen av novellen og av hovepersonen, Fru Warden, smører også tjukt på.

Utenfor advokat Abels haveport holdt en liten, elegant vogn, forspent med to fete, blanke hester.

På seletøyet fantes det hverken sølvbeslag eller annet metall, alt var matt sort, og alle spenner var overtrukket. I lakkeringen på vognen var det en liten skygge av mørkegrønt, hyndene hadde en beskjeden støvgrå farge, og det var først på nært hold man oppdaget at betrekket var av den sværeste silke.

Kielland gnir inn med smør og fett. Det er rikdom, synlig rikdom, men den skal liksom være diskret. Hovedpersonen, Fru Warden, skal liksom være en ettertenksom dame, og føler seg – godt hjulpet av omgivelsene – også som det, men hun er grunn og overflatisk, like synlig som vognen og livet hennes er overdådig, selv om hun vil gi inntrykk av å ville dekke det litt til.

Historien i novellen kommer i gang ved at denne Fru Warden, som nettopp kommer ut av denne lille, elegante vognen, der man først på nært hold kan se silketrekket, hun er på kort visitt hos venninnen, Caroline Abel, advokatfruen. Fru Abel vil kjøpe en ny spaserkjole, men fru Warden kan ikke gå med på det, når «- i selve den by hvor vi bor, lever det folk i hundrevis, som lider nød – bokstavelig talt: nød!».

I stedet for å kjøpe seg spaserkjole, vil fru Warden ta turen ut til fattigstrøket. Hun gir overfor advokatfruen uttrykk for at rikfolk bør «gjøre hva vi kan for å utjevne den», det vil si utjevne ulikheten, som advokatfrue Abel mener uansett finnes. Det blir jo litt splid mellom dem på grunn av dette, det er jo nesten kritikk av advokatfruen, og fine fruer blir lett fornærmet.

Kielland gjør det lett for seg ved å hoppe ut av synsvinkelen, og skrive litt gjennom fru Abel også. Hun blir sittende igjen i havestuen, mens fru Warden reiser ut i fattigstrøkene for å forvisse seg om tilstanden der. Hun synes fru Warden har et godt hjerte, og avslører med det at hun ikke akkurat har et skarpt sinn, og føler vel også et aldri så lite agg av misunnelse – om enn den slags nedrige følelser naturligvis aldri får innpass hos karakterer som henne, som Kielland skriver beiskt ironisk -, men det er uklart om det er mot fru Wardens gode hjerte eller hennes fine vogn. Det er derimot helt klart at det er en overflatisk og motbydelig rikmannsgjeng vi har med å gjøre.

Ute i fattigstrøkene reiser fru Warden i sin fine, lille vogn i veier som blir trangere og trangere, veldig billedlig fortalt, også i overført betydning. Hun vil inn en enda trangere gate, dum som en stokk vil hun til det aller verste. Kielland er vel nesten slem, da han utstyrer fru Warden med følgende spørsmål i møte med en halvvoksen pike i døren til et av husene:

Bor det veldig fattige mennesker i dette hus?

Det er nok temmelig synlig at hun heller reiser ut i dette strøket for å fortelle om det etterpå, og vise frem sitt gode hjerte og påtatte samvittighet, enn at ulikheten egentlig plager henne. Hun er jo på solsiden. Det er noe å tenke på for Stavangerfolk i dag også. Vi er fortsatt på solsiden, bare nå er det flere av oss som er det, hele byen og landsdelen.

Hva hun egentlig tenker glipper ut av henne, der hun står i den perlegrå visittkjolen sin, så vid i det dyre stoff at den lå utover gulvet, en åpenbar provokasjon for fattigfolket. Hun føler seg «som en bonbon, der er falt i sølen», etter et uttrykk hos Heine. Allerede fra starten har hun ingenting annet enn forrakt for fattigfolket, de er sølen.

Det følger en samtale på drøyt halvannen side mellom fattigkonen og rikmannsfruen. Det er en verden mellom dem, det er ingen kontakt, det er en avgrunn, og alt blir synlig for leseren, siden det er gjennom fru Warden alt blir sett. Og hun skjønner null og nix niente av hva som foregår i fattigfamilien, hva sorger og bekymringer de der har, hva problemene egentlig er. Hun tar seg i å foreslå dyre løsninger for en del av problemene, løsninger som er selvsagte for henne, men som er umulige når pengene mangler. Det vil si, hun tar seg slett ikke alltid i det, den lille gutten på 13 år må spise mer, spise noe styrkende. Men hun skjønner at det er ikke så lett å kjøpe rullestol til en som er lam, blant dem.

Her vil hun gripe til sin portemoné, og gi penger. Men hun har den ikke, den er stjålet, og fattigforstanderen kommer med den. Dette er et grep fra Kielland, for å gi fattigforstanderen et påskudd til å komme inn i samtalen. Det blir med en gang bråk, fattigfolket kan ikke fordra fattigforstanderen, og skjeller og smeller på ham. Fru Warden får ikke med seg hva som skjer, så vi får det ikke heller. Men det er tydelig det ligger en langvarig konflikt bak, her er mye ondt blod. Fattigforstanderen kan også meddele at de kommer etter mannen i huset i natt, han skal inn for to måneder.

Det har skjedd en rekke med ting som ikke fru Warden skjønner noen ting av, men som vi lesere kan ane. Det er for eksempel ikke helt sikkert det er tannpine som gjør at mannen i huset ikke er på jobb denne dagen, selv om tannpine gjør veldig vondt, og fru Warden har oppriktig medfølelse for ham på grunn av denne tannpinen. Et ganske fint bilde på hvordan medfølelsen hennes virker, den føles oppriktig, men bommer fullstendig.

Fattigforstanderen kan fortelle litt mer om hva det er slags folk fru Warden har besøkt. Han begynner med å gi ros til henne, at det er oppløftende å se et godt menneske, og slikt noe, og det går selvsagt rett i hodet på grunne fru Warden. Etterpå er hun fortapt i alt han sier. Fattigforstanderen kan fortelle at fattigkonen har «vært et meget beryktet offentlig fruentimmer». Han kunne også henlede oppmerksomheten til piken i huset, og hennes tilstand, med «mannen i huset». Dermed har han baksnakket og sladret på den fattige familien, og fru Warden er ikke bedre utstyrt i hodet sitt enn at hun blir svimmel av det. Det er ingen – absolutt ingen – medfølelse for den egentlige situasjonen fattigfolk lever i.

Kielland er vanligvis sværrt tydelig symbolikk. Hestene til vognen til fru Warden blir heretter kalt bare «de fete», og gatene blir veldig poengtert bredere og penere etter hvert som de forlater fattigkvarteret og kommer over i villastrøket, luften blir også renere.

Og fru Warden er så motbydelig i hodet, at hun klarer kunststykket å føle bekymringene og problemene som følger med det å ha penger. Det er så mange fristelser! Den moralske fordervelsen til fattigfolket gjorde dem ukvalifisert til å ha penger, det hadde de jo vist, ved å være prostituerte og å sette barn på hverandre. Hun selv, fru Warden, hadde også kjent på fristelser, men hun hadde motstått dem. For eksempel hadde hun direkte avvist en tjener som ville hjelpe henne ned fra bukken på vognen, det kunne hun klare frem.

Kielland smører på med flesk og med fett. Det er veldig tydelig at fru Warden er en motbydelig kvinne, helt uten selvinnsikt, helt bortskjemt i sin rikdom. Vel tilbake i advokatfrue Abels havestue, kan hun fortelle i detalj hva som har skjedd, og få full moralsk støtte og oppbakking. Så kan de dra og kjøpe den nye spaserkjolen.

Med god samvittighet.

*

Teksten

En god samvittighed, av Alexander Kielland

Udenfor Advokat Abels Haveport holdt en liden, elegant Vogn forspændt med to fede, blanke Heste.

Paa Seletøiet fandtes der hverken Sølvbeslag eller andet Metal, alt var mat sort, og alle Spænder vare overtrukne. I Lakeringen paa Vognen var der en liden Skygge af mørkegrønt, Hynderne havde en beskeden støvgraa Farve, og det var først paa nært Hold, man opdagede, at Betrækket var af den sværeste Silke. Kusken saa ud som en engelsk Præst — i sort tætknappet Frak med en liden opstaaende Krave og stivt hvidt Halsbind.

Fru Warden, som sad alene i Vognen, bøiede sig fremover og lagde Haanden paa det Elfenbens Haandtag; hun steg slangsomt ud, trak den lange Kjole efter sig og lukkede omhyggeligt Vogndøre.

Man kunde undre sig over, at Kusken ikke steg af, for at hjælpe; de fede Heste saa ikke ud, somom de vilde finde paa Galskaber, om han slap Tøilerne.

Men naar man betragtede dette urolige Ansigt med de værdige, graasprængte Whiskers, forstod man strax, at det var en Mand, som vidste, hvad han gjorde, og aldrig forsømte noget af sin Pligt.

Fru Warden passerede gjennem den lille Have foran Huset og traadte ind i Havestuen. Døren til det næste Værelse stod halvaaben, og derinde saa hun Husets Frue ved et stort Bord bedækket med Bunker lyst Tøi og spredte Nummere af „Bazaren“.

„Ah! — hvor du kommer beleiligt — søde Emilie!“ — raabte Fru Abel, „jeg er ganske fortvivlet over Syjomfruen; hun kan ikke finde paa noget nyt. Og her sidder jeg nu og søger i „Bazaren“. Kjære! læg til Shawl og kom og hjælp mig; — det er en Spadserekjole!“

„Jeg nok lidet skikket til at hjælpe dig, hvis det gjælder Pynt,“ svarede Fru Warden.

Den gode Fru Abel stirrede paa hende; der var noget foruroligende i Tonen, og hun havde en umaadelig Respekt for sin rige Veninde.

„Du husker vist, jeg fortalte dig forleden, at Warden havde lovet mig — det vil sige“ — rettede Fru Warden sig selv — „han havde bedet mig bestille en ny Silkekjole“ —

„Hos Madame Labiche — ja vist!“ — afbrød Fru Abel, „og nu er du formodentlig paa Veien til hende? — Aa tag mig med! — det er saa morsomt!“

„Jeg kjører ikke til Madame Labiche“ — svarede Fru Warden næsten høitideligt.

„Men Gud! — hvorfor ikke?“ — spurgte hendes Veninde og gjorde sine gode, brune Øine cirkelrunde af Forbauselse.

„Ja — jeg skal sige dig“ — svarede Fru Warden, „jeg synes ikke, at vi med god Samvittighed kan give saa mange Penge ud til unødig Stads, naar vi vide, at i Byens Udkanter — i selve den By, hvor vi bo, lever der Fork i hundredevis, som lide Nød — bogstavelig talt: Nød!“

„Ja — men“ — indvendte Fru Able og kastede et usikkert Blik henover sit Bord, „det er nu engang saa her i Verden; vi ved jo, at Uligheden“ —

„Vi bør vogte os for at forøge Uligheden, og heller gjøre, hvad vi kan for at udjævne den,“ afbrød Fru Warden. Og det forekom Fru Abel, at hendes Veninde kastede et misbilligende Blik henover Bordet, Tøierne og „Bazaren“.

„Det er jo bare Alpacca“ — indskjød hun frygtsomt.

„Gud bevares — Caroline!“ raabte Fru Warden, „tro endelig ikke, at jeg bebreider dig noget. Det er jo Ting, som saa ganske afhænge af hvert Menneskes Opfatning; — enhver faar handle saaledes, som han synes, han kan forsvare det overfor sin Samvittighed.“
Samtalen førtes endnu en Stund; og Fru Warden fortalte, at det var hendes Hensigt at kjøre ud i den usleste af Forstæderne, for med egne Øine at forvisse sig om Tilstanden blandt de Fattige.

Den foregaaende Dag havde hun læst en Aarsberetning fra et privat Velgjørenhedsselskab, hvoraf hendes mand var Medlem. Hun havde med Vilje undladt at søge Oplysning hos Politiet eller Fattigvæsenet; det var netop hendes Hensigt selv — personlig at opsøge Armoden, lære den at kjende og saa hjælpe.

Damerne skiltes lidt koldere end sædvanligt. De vare begge i en alvorlig Stemning.

Fru Abel forblev i Havestuen; hun følte slet ikke længer nogen Lyst til at tage fat paa Spadserekjolen igjen, — skjønt Tøiet virkelig var saa smukt. Hun hørte den bløde Lyd af Vognen, som rullede bort paa den glatte Vei i Villakvarteret.

„Hvilket godt Hjerte Emilie har“ — sukkede hun.

Intet kunde nu være mere fjernt fra den godmodige Frues Karakter end Misundelse; og alligevel — det var med en Følelse af den Art, hun idag saa efter den lette Vogn. Men om det var Venindens gode Hjerte eller den nydelige Vogn, hun misundte hende, var ikke godt at vide.

Kusken havde sin Ordre, den han havde modtaget uden at fortrække en Mine; og da der ikke fandtes Indvendinger i hans Mund, kjørte han dybere og dybere ind i de forunderligste Gader i Fattigkvarteret med et Ansigt, somom han kjørte til Hofbal.

Endelig fik han Befaling til at stanse, og det var ogsaa paa høi Tid. Thi Gaden blev trangere og trangere, og det saa ud, somom de fede Heste og den fine Vign om et Øieblik vilde blive siddende fast som en Prop i en Flaskehals.

Den Urokkelige viste intet Tegn paa Ængstelse, skjønt Situationen i Virkeligheden var fortvivlet. Et vittigt Hoved, som stak ud af et Tagvindu, anbefalede ham endogsaa at slagte Hestene paa Stedet, da de dog aldrig kunde komme levende ud igjen.

Fru Warden steg ud og bøiede ind i en endnu trangere Gade; hun vilde opsøge det værste.

I en Dør stod en halvvoxen Pige; Fruen spurgte: „Bor her meget fattige Folk i dette Hus?“

Pigen lo og svarede noget, idet hun strøg tæt forbi i den trange Dør. Fru Warden forstod ikke, hvad hun sagde; men hun fik et Indtryk af, at Pigen havde sagt noget stygt.

Hun traadte ind i det første Værelse, hun traf.

Det var ikke noget nyt for Fru Warden, at fattige Folk aldrig holde sine Rum tilstrækkeligt udluftede. Men hun blev alligevel saa betagen af den Atmosfære, hun begyndte at indaande, at hun var glad ved at faa sætte sig paa Ovnbænken.

Der var noget i den Haandbevægelse, hvormed Konen i Stuen strøg de Klær, som laa paa Bænken, ned paa Gulvet, og i det Smil, hvormed hun indbød den fine Dame til at tage Plads, som var paagaldende for Fru Warden. Det gjorde Indtryk af, at den stakkels Kvinde havde kjendt bedre Dage; — skjønt hendes Bevægelser vare mere feiende end egentlig fine og Smilet langtfra behageligt.

Det lange Slæb af Fruens perlegraa Visitkjole laa udover det sorte Gulv, og idet hun bøiede sig og trak det til sig, maatte hun selv tænke paa et Udtryk hos Heine: „hun saa ud som en Bonbon, der er faldet i Sølen.“

Samtalen begyndte og førtes som det Slags Samtaler pleie at føres. Om hver var forblevet i sit Sprog og inden sin Tankegang, vilde disse to Kvinder ikke have forstaaet et Ord af hinanden.

Men da den Fattige altid kjender den Rige saameget bedre end den Rige kjender den Fattige, saa har denne sidste tilegnet sig et eget Sprog — en egen Tone, som Erfaring har lært ham at bruge, naar det gjælder at blive forstaaet; — det vil sige forstaaet saaledes, at den Rige faar Lyst til at være velgjørende. Nærmere hinanden kunne de aldrig komme.

Dette Sprog forstod den fattige Kone til Fuldkommenhed, og Fru Warden havde snart et Omrids af hendes elendige Tilværelse. Hun havde to Børn — en Gut paa fire, fem Aar, som laa paa Gulvet, og et lidet Barn ved Brystet.

Fru Warden betragtede det lille graaagtige Væsen og kunde ikke begribe, at det allerede var tretten Maaneder gammelt. Selv havde hun hjemme i Vuggen en liden Kolos paa syv Maaneder, som var mindst en halv Gang saa stor.

„De maaa give Barnet noget styrkende“ — sagde hun; der foresvævede hende noget om Kindermehl og Appelsingelé.

Ved Ordene „noget styrkende“ reiste der sig et lurvet Hoved i Sengehalmen; det var en bleg huløiet Mand med et stort Uldtørklæde om Hovedet.

Fru Warden blev ræd. „Deres Mand?“ — spurget hun.

Den fattige Kone svarede ja —, det var hendes Mand. han var ikke gaaet paa Arbeide idag, fordi han havde saadan Tandpine.

Fru Warden havde selv havt Tandpine og vidste, hvor ondt det er. Hun udtalte nogle Ord af oprigtig Medfølelse.

Manden mumlede noget og lagde sig ned igjen og idetsamme opdagede Fruen en Person, hun ikke før havde bemærket.

Det var en ganske ung Pige, som sad i Krogen paa den anden Side af Ovnen. Hun stirrede et Øieblik paa den fine Dame; men trak strax Hovedet til sig og bøiede sig forover med Ryggen næsten vendt mod den Fremmede.

Fru Warden tænkte, at den unge Pige havde et Haandarbeide i Fanget, som hun vilde skjule; kanske var det noget gammelt Tøi, hun sad og lappede.

„Men hvorfor ligger den store Gut paa Gulvet?“ — spurgte Fruen.

„Han er lam“ — svarede Moderen. Og nu fulgte en omstændelig Beskrivelse og megen Lamenteren over den stakkels Gut, som var bleven lam i Hofterne efter Skarlagensfeberen.

„De maa kjøbe ham“ — begyndte Fru Warden — „en Rullestol“ — vilde hun have sagt. men det faldt hende ind, at det var bedre, hun kjøbte en selv. Det var ikke gavnligt, at Fattige faa mange Penge mellem Hænderne; men noget vilde hun dig give Konen strax. Thi her vilde hun hjælpe, her var virkelig Trang tilstede; og hun greb i Lommen efter sin Portemonnaie.

Den var der ikke. Det var ærgeligt — den maatte ligge i Vognen.

Netop som hun vilde beklage sit Uheld for Konen og love hende at sende Penge senere, gik Døren op og en velklædt Herre traadte ind. hans Ansigt var meget fyldigt og af en egen tør Bleghed, somom han spiste Mel.

„Fru Warden! — formoder jeg“ — sagde den fremmede Herre, „jeg traf Deres Vogn oppe i Gaden; og her bringer jeg Dem — formodentlig Deres Portemonnaie?“

Fruen saa paa den, jo — ganske rigtigt, det var hendes; paa den glatte Elfenbens Flade stod E. W. indlagt med sort.

„Jeg saa den tilfældigvis, idet jeg dreiede om et Hjørne, i Hænderne paa en Pige — en af de værste i Kvarteret“ — forklarede den Fremmede; „jeg er Fattigforstander i Distriktet“ — lagde han til.

Fru Warden takkede, skjønt Manden ingenlunde behagede hende. Men da hun atter vendte sig mod Stuen, blev hun ganske forskrækket over den Forandring, som med ét var foregaaet med Beboerne.

Manden sad overnde i Sengen og gloede paa den fede Herre, Konen havde faaet et stygt Smil, og om det var saa den lille lamme Stakkel, saa havde han væltet sig mod Døren, og støttet paa sine tynde Arme stirrede han op som et lidet Dyr.

Og i alle disse Øine var der det samme Had, den samme kampfærdige Trods, og det kjendtes for Fru Warden, somom der lagde sig uhyre Afstande mellem hende og den stakkels Kvinde, med hvem hun netop havde talt saa aabent og fortroligt.

„Saa du ser slig ud idag — Martin!“ sagde Herren med en ganske ny Stemme, „jeg kunde tænke, at du var med inat. Jaja! — ieftermiddag kommer de efter dig; du skal indsættes paa to Maaneder.“

Pludseligt — som et Vandfald brød det løs: Manden og Konen i Munden paa hinanden, Pigen bag Ovnen kom frem og stemte i, den Lamme skreg og væltede sig, — Ord kunde ikke skjelnes, men Lyden, Øinene, Hænderne — det var somom den lille kvalme Stue maatte sprænges af den vilde Lidenskab, sm exploderede.

Fru Warden blev bleg og reiste sig; Herren aabnede Døren og begge skyndte sig ud. I Gangen hørte hun en skrækkelig Furentimmerlatter bag sig. Det maatte være Konen, — den samme Kone, der havde talt saa blidt og mismodigt om de stakkels Bøn.

Hun følte halvveis Uvilje mod den Mand, som havde fremkaldt den rystende Forandring, og da de nu fulgtes opover Gaden, hørte hun paa ham med et koldt, fornemt Udtryk.

Men lidt efter lidt forandredes hendes Minde; der var i Virkeligheden saa meget i, hvad han sagde.

Fattigforstanderen talte om, hvor godt det gjorde ham at se, at en Dame som Fru Warden havde saa meget Hjerte for de stakkels Fattige. Var det end at beklage, at selv den mest velmente Hjælp saa fote kom i uheldige Hænder, saa var det dog altid noget skjønt og opløftende, at en Dame som Fru Warden —

„Men“ — afbrød hun, „trænger da ikke disse Mennesker i høi Grad til Hjælp? — Jeg fik det Indtryk, at specielt Konen engang har seet bedre Dage, og at hun — hvis hun itide blev hjulpen — muligvis kunde hæves op igjen.“

„Det gjør mig ondt at maatte sige Dem — Frue! at hun har været et meget berygtet offentligt Fruentimmer,“ sagde Fattigforstanderen i en mild, beklagende Tone.

Det gøs i Fru Warden.

Med et saadant Fruentimmer havde hun talt — og talt om Børn; hun avde endog nævnt sit eget Barn, som laa hjemme i sin rene Vugge. Det var næsten, somom hun maatte skynde sig hjem og se, om det var lige sundt og rent.

„Og den unge Pige?“ — spurgte hun frygtsomt.

„Ja — Fruen bemærkede vel hendes hm! hendes Tilstand?“

„Nei — De mener?“

Den fede Herre hviskede nogle Ord.

Fru Warden fór sammen: „Men Manden! — Manden i Huset?“

„Ja — Frue! det gjør mig ondt at maatte fortælle Dem det; men De kan tænke Dem, at disse Mennesker“ — og han hviskede igjen.

Det var for meget for Fruen. Hun blev næsten svimmel og tog imod Herrens Arm. De gik nu hurtigt henimod Vognen, som holdt lidt længer borte, end hun havde forladt den.

Thi den Urokkelige havde udført et Kunststykke, som selv de vittige Hoved havde anerkjendt med en udsøgt Ed.

Efter en tidlang at have siddet stille som et Lys paa Bukken, havde han ladet de Fede gaa Skridt for Skridt tilbage, indtil der kom en liden Udvidelse af Gaden — umærkelig for alle andres Øine en en udlært Herskabskusks.

En hel Yngel af lurvede Børn sværmede om Vognen og gjorde, hvad de kunde, for at bringe de Fede ud af Fatning. Men den Urokkeliges Aand var i dem.

Og efterat han med et roligt Blik havde maalt Afstanden mellem to Trappetrin paa hver Sid af Gaden, lod han de Fede langsomt og Skridt for Skridt gjøre en Vending — saa skarp, saa knap, at det saa ud, somom den fine Vogn maatte brydes i Stumper og Stykker, men saa akkurat, at der ikke var en Tomme hverken formeget eller forlidet paa nogen Kant.

Nu sad han atter rank som et Lys og maalte endnu engang med Øinene Afstanden mellem Trappetrinene. Han noterede endog i sin Hukommelse Nummeret paa den Politibetjent, der havde overværet Kunststykket, for at have et Vidne at paaberaabe sig, om hans Beretning ikke skulde blive troet i Stalden.

Fru Warden lod sig hælpe i Vognen af Fattigforstanderen. Hun bad ham se indom den følgende Dag og gav han sin Adresse.

„Til Advokat Abel!“ — raabte hun til Kusken; den fede Herre blottede sit Hoved met et melet Smil, og Vognen rullede bort.

Efterhvert som de fjernede sig fra den fattige Bydel, blev Vognens Bevægelser roligere og Farten øgede. Og da de kom ud paa den brede beplantede Vei, som førte gjennem Villakvartalet, snøftede de Fede med Velbehag i den rette fine Luft fra HAverne, og den Urokkelige slog uden nogensomhelst Nødvendighed tre kunstmæssige Pragtsmæld.

Ogsaa Fru Warden kjendte, hvor godt det gjorde hende at komme ud igjen i frisk Luft. Hvad hun havde oplevet og endnu mere, hvad hun havde hørt af Fattigforstanderen, havde lagt sig næsten bedøvende over hende. Hun begyndte at klare for sig selv den imaadelige Afstand mellem hende og disse Mennesker.

Det var ofte forekommet hende som et altfor tungt, ja næsten haardt Sted — dette: mange ere de Kaldede, men faa de Udvalgte.

Nu forstod hun, at det maatte være saa.

Hvorledes skulde Mennesker — i den Grad forvorpne kunne hæve sig til en moralsk Høide, der blot nogenlunde kunde svare til de strenge Fordringer. Hvorledes maatte der se ud i disse Elendiges Smavittighed! — og hvorledes skulde de vel kunne modstaa Livets mangehaande Fristelser!

Hun vidste selv, hvad Fristelse var! — havde hun ikke en at kjæmpe mod — kanske den farligste af dem alle! — Rigdommen, om hvilken der staar skrevet saa haarde Ord.

Hun gyste ved Tanken om, hvorledes det vilde gaa, hvis dette Dyr af en Mand og disse elendige Kvinder pludselig fik en Rigdom ihænde.

Isandhed Rigdommen var ingen ringe Prøvelse. Det var ikke længer siden end iforgaars, at hendes Mand havde fristet hende med en liden prægtig Tjener — en fuldstændig engelsk Groom. Men hun havde staaet imod og svaret:

„Nei Warden! — det er ikke Ret; jeg vil ikke have Tjener paa Bukken. Vi ere kanske rige nok til det; men lad os vogte os for Overdaadighed. Jeg kan saamænd godt hjælpe mig selv ud og ind af Vognen, og Kusken skal heller ikke stige af for min Skyld.“

Det gjorde hende godt at tænke paa dette nu; og hendes Øine dvælede med Velbehag ved den tomme Plads paa Bukken ved Siden af den Urokkelige.

Fru Abel, som gik og ryddede Bazarer og Tøistykker bort af det store Bord, blev overrasket ved at se sin Veninde saa snart tilbage.

„Nu — Emilie! er du allerede der! Jeg sagde netop til Syjomfruen at hun kunde gaa igjen. Hvad du før forklarede mig, har ganske betaget mig Lysten til den nye Kjole; jeg kan jo ogsaa nok hjælpe mig uden“ — sagde den gode Fru Abel; men hendes Læber dirrede lidt, medens hun talte.

„Enhver faar jo handle efter sin Samvittighed,“ svarede Fur Warden stille, „men jeg tror ogsaa, at man kan være for skrupuløs.“

Fru Abel saa op, det hvad hun ikke ventet.

„Ja hør nu, hvad jeg har oplevet,“ sagde Fru Warden og begndte at fortælle.

Hun skildrede det første Indtryk af det kvalme Rum og de forkomne Mennesker; dernæst omtalte hun Tyveriet af Portemonnaien.

„Ja min Mand paastaar nu altid, at det Slags Mennesker ikke kan lade være at stjæle,“ sagde Fru Abel.

„Jeg frygter, din Mand har mere Ret end vi tror,“ svarede Fru Warden.

Saa berettede hun om Fattigforstandere og om den Utaknemlighed, som disse Folk havde lagt for Dagen overfor ham, som dog dagligt drog Omsorg for dem.

Men da hun kom til det, hun havde hørt om den fattige Kones Fortid og endnu mere, da hun fortalte om den unge Pige, blev den gode Fru Abel saa betagen, at hun maatte bede Pigen bringe Portvin.

Idetsamme Karaffelopsatsen blev bragt ind, hviskede Fru Abel til Pigen: „Lad Syjomfruen vente.“

„Og saa kan du tænke dig,“ fortsatte Fru Warden, „— ja det er næsten ikke muligt at fortælle“ — og hun hviskede:

„Hvad siger du! — i én Seng! — allesammen! — men det er jo oprørende!“ — raabte Fru Abel og slog Hænderne sammen.

„Ja — for en Time siden vilde hellerikke jeg have troet saadant muligt,“ svarede Fru Warden, „men naar man selv har været paa Stedet og personlig forvisset sig om“ —

„Gud! — at du vovede dig derud — Emilie!“

„Jeg er glad, at jeg har gjort det; og endmere maa jeg prise den lykkelige Tilskikkelse, at Fattigforstanderen kom just i rette Tid. Thi ligesaa opløftende som det er at hjælpe den dydgie Armod, der i al sin Tarveighed lever rent og nøisomt; — ligesaa oprørende vilde det have været, om jeg havde bidraget til at tilfredsstille saadanne Menneskers onde Tilbøieligheder.“

„Ja du har Ret — Emilie! — jeg kan bare ikke forstaa, hvorledes Mennesker i et kristent Samfund — døbte og konfirmerede — kunne blive saaledes! De har jo hver Dag — ialfald hver eneste Søndag Anledning til at høre kraftige, indtrængende Prækener; og en Bibel skal — efter hvad jeg har hørt — være at faa for en utrolig ringe Pris.“

„Ja — og naar vi saa tænke os,“ — tilføiede Fru Warden, „at ikke engang Hedningerne, — som ere uden alle disse Goder, — at ikke de engang have nogen Undskyldning; — thi de har jo Samvittigheden.“ —

„Og den taler sandelig høit nok for hver den, som vil høre“ — udbrød Fru Abel med Kraft.

„Ja — det ved Gud, den gjør,“ svarede Fru Warden og saa hen for sig med et alvorligt Smil.

Da Veninderne skiltes, omfavnede de hinanden hjerteligt.

— Fru Warden lagde sin Haand paa det Elfenbens Haandtag, sted ind i Vognen og trak sin lange Kjole efter sig. Derpaa lukkede hun Vogndøren — ikke med et Smæld men langsomt og omhyggeligt.

„Til Madame Labiche!“ — raabte hun til Kusken; og idetsamme vendte hun sig mod Veninden, der var fulgt helt ned til Haveporten, og sagde med et stille Smil: „Nu kan jeg dog Gudskelov med god Samvittighed vestille min Silkekjole.“

„Ja det ved Gud, du kan!“ — svarede Fru Abel og saa efter hende med Taarer i Øinene. — Derpaa skyndte hun sig ind.

Fra Samlede værker, 1907

Originalen er fra Nye novelletter, 1880

En middag, av Alexander Kielland

Det er en god del tema som blir tatt opp og behandlet i Kiellands karakteristiske stil i novellen «En middag», fra Novelletter, 1879. Det er middag hos grossereren – altså en handelsmann som driver engros, handel med forretninger, store bedrifter eller på andre måter i store kvanta, grossereren selger ikke i smått, han er ingen kjøpmann. Amtmannen er der også, og amtmannen tilsvarer omtrent vår fylkesmann, som det tidligere amt tilsvarer våre fylker. Det er velstående folk, grosseren i penger, amtmannen i status. Og man kunne ikke ha det ene, uten å ha det andre, i de dager.

Middagen er for grossererens eldste sønn, som er kommet hjem fra studiene. Grossereren lar seg rive med, og holder en lang tale, om hvordan han ser for seg at ungdommen skal ta over, og gjøre det bedre enn den eldre generasjonen som han selv tilhører. Etter å ha knotet litt i starten, blir han veltalende om dette, og høster stort bifall.

Det er med andre ord glede og velstand, god stemning.

Kielland har noe av sitt mesterskap i uanstrengt fylle tekstene sine med beskrivelser som passer fint i handlingen, men som også har en artig dobbeltbetydning. Det er symbolbruk, der det ikke er symbolet som er det viktige, nokså motsatt av hva den klassisske bruken av symboler skulle være. Det er ikke at ringen er en ring som er det viktige for gifteringen, men at den symboliserer at man er gift, og den runde ringen som aldri slutter er den evige  kjærlighet.

For Kielland er det i denne novellen en munter passiar ved middagen, før mennene går inn i røykesalongen, underfundig beskrevet som starten på «den prosess som har skaffet våre damer ros for å være temmelig innrøkte». Der blir de oppslukt av en grå sky, som er røyken, men også den grå sky av tanker og ideer de bærer på og omgir seg med. Ganske som i røyken, er det ikke mulig å se verken inn eller ut skikkelig.

Vi må ta med et par ting som allerede er beskrevet, enda vi ikke er kommet langt i den korte novellen. Fortelleren er autoralt refererende, typisk Kielland. Han står utenfor og beskriver, og stikker innom hodene til folk, for å ta med noe derfra også, som oftest ironisk, når det er tanker og følelser det er snakk om. Ironisk, i den forstand at leseren ser mer enn personen selv, det er ofte tankene og følelsene til Kielland viser et innskrenket tanke- og følelsesliv. Man får lyst til å smile litt, det er jo ikke helt sant, det er litt ironisk.

Det var en skål for ungdommen. Taleren dvelte lenge ved ansvaret likeoverfor barna, ved de mange sorger, men også de mange gleder foreldrene har av dem. Han måtte stundom tale hurtig, for ikke å bli rørt; for han følte hva han sa.

Det er nok sant at han følte hva han sa, men det kan nok også godt være fordi han ikke føler så veldig godt, eller at han var beruset av vinen og sine egne vakre ord. Sønnen, derimot, er litt overrasket over farens tale, for han har lært ham å kjenne som nokså patriarkalsk, de liberale og vennlige ordene i talen er noe nytt. Skal sønnen nå bli tatt på alvor? Han gleder seg til det.

Men nå sitter altså de eldre herrer i røykskyen sin. De diskuterer – veldig bra billedbruk, for øvrig, de eldre herrer diskuterer, innkapslet i tung, ugjennomsiktig, luktende, grå røyk – og ungdommen kommer inn til å delta. Oppildnet av farens tale like i forveien, tar sønnen ordet, og retter på ham. Det vil si, han kommer ingen vei, for faren stopper ham straks, og sender ham ut, her er voksen samtale. Sønnen blir altså ikke tatt på alvor, stikk i strid med hva som nettopp er sagt i middagstalen.

Vi kommer nå inn på novellens hovedtema. Det er generasjonskonflikten, og forskjellen mellom talemåter og det virkelige liv, hva som blir sagt i festtalene, og hvordan det virkelig er. For faren vil slett ikke ha snakk om at ungdommen skal komme her og blande seg inn, enda det er det nettopp det han like før har ønsket seg i den vakre middagstalen sin. Sønnen – som representerer ungdommen – vil at det skal være samsvar mellom liv og lære, man kan ikke si det, uten å mene det.

Den som griper inn er intet mindre enn en adjunkt, sønnens gamle skolelærer. En adjunkt står nokså midt i mellom, ikke så fin som en grosserer eller amtmann, men mer enn en student. Han er jo ferdig med studiene. En adjunkt er lærer, og altså belærende, noe som passer godt i rollen han skal ha resten av novellen.

Alt sammen er morsomt og humørfylt skildret, typisk Kielland, slett ikke så alvorlig og dum som historien han beskriver egentlig er. Det er jo fælt det som skjer, faren skal holde festmiddag for sønnen som kommer hjem, og så blir det splid mellom dem. Sønnen blir dypt fornærmet, faren blir sint, men når han får satt sønnen på plass, er det greit for ham igjen. For sønnen er det imidlertid ikke greit, han føler han har rett, at det ikke skal være som det har blitt, og han vil ikke finne seg i det. Det er adjunkten som må roe ham ned. Alt sammen vittig og elegant beskrevet, av Kielland på sitt karakteristisk beste.

Det følger en artig og direkte samtale mellom adjunkten og sønnen. Denne samtalen er poenget med hele novellen. Sønnen er opprørt, og peker på at han har rett, og faren feil i saken, og at faren dessuten har etterlyst at sønnen skal komme og ta over, at de skal være mer på likefot. Adjunkten er rolig og forståelsesfull, det første er ikke så viktig, når faren blir motsagt av sønnen foran alle menneskene, da er det ikke noe spørsmål om hva som er rett. Og til det andre, så må ikke sønnen høre på hva som blir sagt under middagstalene, sånn er det aldri. Adjunkten setter også frem generasjonskonflikten, at i ungdommen tenker man så mangt, mens i alderdommen ser man det rette.

Adjunkten kommer også med spådommen at den hjemkomne studenten vil bli som faren, når han selv en gang får barn. Etter dette har sønnen en tirade, han legger ut, aldri i verden, han er harmdirrende og veltalende, han lar all sin vrede få utløp i velvalgte ord, med «det begeistrede ansikt vendt oppad», som Kielland typisk får sagt det. Det er altså ingen tvil om at sønnen mener det han sier, han skal aldri bli som faren, aldri.

Men adjunkten har sett dette mange ganger før. Han har selv spilt begge roller, både den oppfarende ungdom, og den gamle, visdom alderdom, han tar det med stor ro oppvisningen den oppglødde studenten har. «Han der blir akkurat som vi andre», tenker han. Og har helt rett, som novellen slutter.

Det er altså et plutselig tidssprang. Plutselig hopper novellen langt frem i tid, og har fasiten på det store spørsmålet. Sønnen blir akkurat som faren. Han vil selv holde på de gamle ideer, og ikke godta noe slinger fra neste generasjon. Det vil bli med det samme. Sånn får novellen vist at dette er noe uunngåelig, som en naturlov, det er historien som gjentar seg og alltid vil gjenta seg. Generasjonskonfliktene vil være der. Og ungdomsgenerasjonen vil bli som foreldregenerasjonen, når de en gang overtar.

Så kan man selvsagt diskutere om det som gjelder i tekstens univers også skal gjelde i virkeligheten til oss som leser den. Vil adjunkten alltid få rett? Kielland var cirka 30 år da han skrev denne teksten, ingen gammel mann. Han var ingen gammel mann. Er adjunkten hans talerør? Er det Kiellands egne tanker adjunkten fremsetter?

Det er store spørsmål, men det er humoristisk satt frem, og den kategoriske forfatterkommentaren «og adjunkten fikk rett», er en del av spillet.

*

Teksten

En middag, av Alexander Kielland

Der var stor Middag hos Grossereren. Amtmanden havde holdt

en Tale for den hjemkomne Student — Husets ældste Søn, og Grossereren havde svaret med en Tale for Amtmanden; forsaavidt var alt godt og vel. Og dog kunde man se, at der var noget, som foruroligede Værten. Han svarede bagvendt, hældte Rhinskvin i Portvin og forraadte paa alle Maader, at hans Aand var fravaerende.

Han funderede nemlig paa en Tale, en Tale udenfor de reglementerede, og det var noget meget mærkeligt; for Grossereren var ingen Taler, og — hvad der var endnu mærkeligere, han vidste det selv.

Da han derfor nu langt ude i Maaltidet slog til Lyd og sagde, at der laa ham noget paa Hjerte, som han maatte faa udtale, mærkede alle strax, at noget usædvanligt forestod. Der blev pludseligt saa stille ved Bordet, at man hørte den livlige Passiar fra Damerne, der efter norsk Skik spiste i de tilstødende Værelser.

Endelig naaede ogsaa Tausheden dem, de trængte sig sammen i Døren for at høre. Kun Værtinden holdt sig tilbage, idet hun sendte sin Mand et bekymret Blik. „Ak, Herregud!“ sukkede hun halvhøit, „nu gaar det vist galt for ham. Han har jo holdt alle sine Taler, hvad er det nu, han vil.“

Og det begyndte heller ikke godt. Taleren stammede, kremtede og forvildede sig mellem de almindelige Skaaltalevendinger: „Jeg vil ikke undlade, at — hæ — det er mig en Trang at udtale, at, at — det vil sige, jeg vilde bede mine Herrer være mig behjælpelige med, at —“

Mine Herrer sad og stirrede ned i Glasset, rede til at tømme det ved den mindste Antydning til en Konklusion. Men der kom ingen.

Derimod kom Taleren sig.

Thi der laa ham virkelig noget paa Hjerte. Glæden og Stoltheden over Sønnen, der var kommen hjem Frisk og sund efter en respektabel Examen, Amtmandens smigrende Tale, Maden, Vinen, den festlige Stemning, — men dog først og sidst hans uskrømtede Fryd over den Førstefødte lagde ham Ordene i Munden. Og da han først var kommen over de fatale Indledningsfraser, gik det mere og mere flydende.

Det var en Skaal for Ungdommen. Taleren dvelede ved Ansvaret ligeoverfor Børnene, ved de mange Sorger, men ogsaa de mange Glæder, Forældrene have af dem. Han maatte stundom tale hurtigt, for ikke at blive rørt; thi han følte, hvad han sagde.

Og da han saa kom til de voxne Børn, da han tænkte sig den kjære Søn som Associé i Forretningen, Børnebørn og saa videre, fik hans Ord et Sving af Veltalenhed, som forbausede alle Tilhørerne; og det var hjerteligt Bifald, der hilsede Slutningen:

„Thi — mine Herrer! det er i disse Børn, vi ligesom fortsætte vor Tilværelse. Vi efterlade dem ikke blot vort Navn, men ogsaa vort Arbeide. Og vi efterlade dem dette, ikke forat de ørkesløse skulle nyde dets Frugter, men forat de skulle fortsætte det, udvide det, ja — gjøre det meget bedre end deres Fædre formaaede. Thi det er vort Haab, at den unge Generation maa tilegne sig Frugterne af Tidens Arbeide, maa befries for mange af de Fordomme, der har formørket Fortiden og tildels Nutiden, og vi ville ønske, — idet vi drikke Ungdommens Skaal —, at den gaaende stadig fremad maa blive sine Fædre værdig, ja — lad os sige det! — voxe dem over Hovedet.

Og kun, naar vi vide, at vi efterlade Slægtens Arbeide i dygtigere Hænder, kunne vi roligt imødese den Tid, da vi skulle forlade vort Dagværk, og da kunne vi trygt stole paa en lys og hæderfuld Fremtid for vort kjære Fædreland. Skaal for Ungdommen!“

Væertinden, der var traadt nærmere, da hun hørte, at det gik godt, var rørt og stolt over sin Mand, hele Selskabet var i en oplivet Stemning; men mest af alle glædede Studenten sig.

Han havde haft ligesom en liden Frygt for Faderen, hvis strængt patriarkalske Grundsætninger han kjendte. Nu hørte han jo, at den Gamle var yderst liberal mod Ungdommen, og han glædede sig ret til at ha tale med ham om alvorlige Ting.

Men foreløbig var der kun Tale om Spas, idet der i Anledning af Skaalen udspandt sig en af disse interessante Tischreden om, hvem der egentlig var ung og hvem gammel. Efterat man var kommen til det vittige Resultat, at de Ældste i Virkeligheden vare de Yngste, gik man til Dessertbordet, der var serveret inde hos Damerne.

Men hvor galante end Herrerne — især af den gamle Skole — ere mod det smukke Kjøn, formaar dog hverken kvindelig Elskværdighed eller den mest udsøgte Dessert at standse dem længe paa deres Vei til Røgeværelset. Og snart forkyndte den første Cigarduft, der er en saa stor Nydelse for Røgere, at den Proces var begyndt, der har skaffet vore Damer Ros for at være ganske indrøgede.

Studenten og et Par andre unge Herrer forbleve en Stund blandt de unge Damer — under stræng Bevogtning af de ældre —; men lidt efter lidt opslugtes ogsaa de af den graa Sky, der betegnede den Vei, Fædrene havde taget.

Her i Røgeværelset førtes en meget livlig Samtale om et eller andet socialpolitisk Emne. Værten havde Ordet og støttede sin Opfatning med endel „historiske Fakta“, der imidlertid vare aldeles uefterrettelige. —

Hans Modstander — Overretssagføreren — sad just og glædede sig til at gjendrive disse faktiske Urigtigheder, da Studenten traadte ind.

Han kom netop tidsnok til at høre Faderens Bommert, og i sin festlige Stemning, i sin Glæde over den nye Opfatning af Faderen, han havde faaet efter Skaaltalen, sagde han muntert og ligefrem:

„Nei undskyld Far! deri tager du feil. Det forholder slig slet ikke som du siger — tvertimod.“ —

Længer kom han ikke; thi Faderen slog ham leende paa Skulderen: „Ei, ei! vil ogsaa du med Aviser skjæmte! — du maa ellers ikke forstyrre os, vi ere i en alvorlig Diskussion.“

Sønnen hørte en irriterende Fnisen ud af den graa Sky; dertilmed blev han ophidset ved det haanlige i, at hans Indblanding skulde anses som en Forstyrrelse i en alvorlig Samtale.

Han gav derfor et temmelig skarpt Svar.

Faderen, der strax mærkede Tonen, skiftede med en Gang Udtryk: „Er det dit Alvor, at du vil komme her og sige, at Din Far staar og vrøvler?“

„Det har jeg ikke sagt; jeg mente bare, at du tager feil —“ —

„Ordene kan det være det samme med; men Meningen var der,“ sagde Grossereren, der begyndte at blive vred. Thi han hørte en Herre sige til sin Sidemand: „Det skulde bare have været i min Fars Tid.“

Nu tog det ene Ord det andet, og Situationen blev yderst pinlig.

Fruen, der altid havde et Øre med Herrernes Samtale, da hun kjendte sin Mands Heftighed, kom strax ben i Døren:

„Hvad er det? — Adjunkt Hansen!“

„Aa — Deres Søn har forløbet sig en Smule,» svarede denne.

„Mod sin egen Far! Herregud — han maa have druket formeget. Kjæere Hansen! se til at faa ham ud.“

Adjunkten, der var mere velvillig end diplomatisk, og som desuden — hvilket er sjeldnere end man tror ved en gammel Lærer — var afholdt af sine forrige Disciple, gik hen og tog Studenten uden videre under Armen: „Kom skal vi To gaa os en Tur i Haven.“

Den unge Mand vendte sig heftigt; men da han saa, at det var den gamle Lærer, og da han paa samme Tid fik et bønligt, bekymret Blik fra Moderen, lod han sig uden Modstand føre bort.

I Døren hørte han Sagføreren, som han aldrig havde kunnet fordrage, sige noget om Ægget, der vilde lære Hønen at værpe, hvilken Vittighed blev modtaget med stormende Latter. Der gik et Ryk i ham; men Adjunkten holdt godt fast, og ud kom de.

Det varede længe, inden den gamle Lærer kunde ha ham saavidt beroliget, at han blev modtagelig for Ræson. Skuffelsen og den bitre Fornemmelse af at være bleven uens med Faderen, og ikke mindst det krænkende i at være bleven behandlet som Dreng i saa Manges Nærværelse, — maatte faa rase ud en Stund.

Men tilslut blev han rolig, satte sig hos sin gamle Ven, og denne forklarede ham nu, at det maatte være stødende for en ældre Mand at lade sig vise tilrette af et ganske ungt Menneske.

„Ja, men jeg havde Ret!“ sagde Studenten vel for tyvende Gang.

„Godt, godt! men alligevel maa du ikke give dig Mine af at ville være klogere end din egen Far.“

„Men Far sa’ jo selv, at hban vilde have det saa!“

„Hvad bebager? naar har din Fader sagt det?“ — Adjunkten begyndte næsten at tro, at Vinen var gaaet den unge Herre til Hovedet.

„Ved Bordet — i Talen!“ raabte denne.

„Ved Bordet — ja! i Talen — ja! Men ser du, det er en helt anden Sag. Sligt lader sig vel sige — især i en Tale; men det er aldeles ikke Meningen, at det skal gjennemføres i Praxis. Nei, tro du mig — Gutten min! jeg er gammel, jeg kjender Menneskene. Det maa nu engang gaa saaledes til i Verden; vi ere ikke anderledes. I Ungdommen har man et eget Syn paa Livet; men unge Mand! det er ikke det rette. Først naar man er kommen tilro i en fremrykket Alder, ser man Forholdene i det sande Lys. Og — nu vil jeg sige dig noget, som du trygt kan stole paa. Naar du kommer i din Fars Aar og Stilling, ville dine Anskuelser blive ganske de samme som hans nu ere, og du vil ligesom han bestæbe dig for at hævde dem og indprente dem hos dine Børn.

„Nei aldrig! det sværger jeg,“ raabte det unge Menneske, idet han sprang op. Og nu talte han i glødende Ord om, at for ham skulde Ret altid være Ret, Respekt for Sandheden, hvorfra den saa kom, Respekt for Ungdommen og saa videre; — kort sagt, han talte som haabefulde Ynglinge pleie at tale efter en god Middag og en stærk Sindsbevægelse.

Han var smuk, der ban stod med Aftensolen over det blonde Haar og det begeistrede Ansigt vendt opad.

Der var i hele hans Skikkelse og i hans Ord noget henrivende, overbevisende, som ikke kunde undlade at gjøre Virkning; — det vil da sige, om nogen anden end Adjunkten havde seet og hørt ham.

Thi paa denne gjorde det ingensomhelst Virkning; han var jo gammel.

Det Skuespil, han idag havde været Vidne til, havde han seet mange Gange. Han havde selv sukcessive spillet begge Hovedrollerne; han havde seet mange Debutanter som Studenten og mange gamle Skuespillere som Grossereren.

Derfor rystede han paa sit ærværdige Hoved og sagde for sig selv:

„Ja, ja! det er altsammen godt nok. Men se kun til, jeg faar dog Ret: han der bliver akkurat som vi Andre.“

Og Adjunkten fik Ret.

Fra Samlede værker, 1907

Originalteksten er fra Novelletter, 1879